Forfatter: Lea Marie Løppenthin
Forlag: Gladiator
166 sider
2016
Roman
Vurdering: 4/6
Romangenren er blevet defineret som den genre, der kan indeholde alt. Tænk f.eks. på den måske første roman, Don Quijote, hvor handlingen på et tidspunkt stopper op, så vores hovedpersoner kan sætte sig ned og læse en novelle, som vi læsere så også læser. Midt inde i romanen er der en 50 sider lang novelle, der egentlig ikke har noget med handlingen at gøre. Men det giver alligevel mening, for som roman kan Don Quijote indeholde hvad som helst.
Alligevel må det siges, at Lea Marie Løppenthins første roman, Panser, strækker romandefinitionen til det yderste. Den første del, som er langt den længste, er et skuespil, eller i bogens genredefinition "Dramatisk digt i tre akter", med titlen "Panser", der synes at være, hvis ikke uopførligt, så i det mindste svært opførligt. Dernæst en "Kort dannelsesroman" ved navn "Andys barndom", som i en regibemærkning indgår i skuespillet. Til sidst et brev, "Kære Andy", som foregår lidt efter skuespillets slutning.
At skuespillet kaldes et dramatisk digt giver god mening, for replikkerne er med linjeskift og ofte poetiske billeder ("Følelser er et florlet slør i kroppen") som i et digt. Det kan minde lidt om Inger Christensen Æter. Der indgår også et kor, som i de oldgræske tragedier, hvis funktion er en blanding af at sige regibemærkninger ("Det er den 1. januar / klokken er 18"), at gøre det ud for en slags publikum ("hvem kan bløde Ingeborgs bistre muskler op? hvis bare hun var franskbrød / man kunne dyppe i kaffe") og hen mod slutningen at gribe ind i handlingen ("her i den nye morgen / har vi kaldt Ingeborg og hendes nærmeste / til møde / Ingeborg, Sophie, Klara, Thomas, Juan / og Andys spøgelse").
Igennem skuespillet er der en kækhed i stemmen, ikke friskfyragtigt (udover hos Andy, af hvilken grund han bliver lagt for had), men måske friskpigeagtigt. Det er en fortælleglæde, en glæde ved sproget og en glæde ved at udstille nogle af samfundets problemer, der måske kan minde om Mette Moestrup og Tine Høeg. Det gør bogen let- og hurtigt læst, men ikke nødvendigvis letfordøjelig. Fortælletempoet og stemmens kækhed er ganske enkel behagelig at give sig hen til. Her, for at forsøge at illustrere, et tilfældigt uddrag, hvor vi får historien om, hvordan Thomas og Klara mødte hinanden:
Ingeborg: Hvad laver du her Thomas / er du også søvnløs? // Thomas: Ja / vil du have en cigaret? // Ingeborg: Nej / fortæl mig om dengang / du mødte min lillesøster. // Thomas: Det var i Santa Cruz / det var aften, en fest, ikke langt fra stranden / hun gik hen til mig og sagde: / Do you like my tight sweater? / og jeg sagde: Uhm yes, I think so / og så opstod der en pause, og jeg blev befippet / spurgte så: / Do you know where the bathrooms are? / og så grinede hun og sagde: / Er du dansker? / min accent afslørede mig selvfølgelig / og selvfølgelig havde hun ingen accent / og jeg tænkte: / Ak, mit hjertes simple muskel / at den fra nu af skal være / i dette sweater-væsens vold for evigt / Klara, Klara // Ingeborg: Gudskelov for sweatre / og gudskelov for de stramme sweatre / i særdeleshed
Panser er behagelig læsning, som i god læsning, men det ville være behageligere, hvis den var sat bedre op: første del er med skrifttypen Arial, anden del med Times New Roman og tredje del med Comic Sans. At brevet er skrevet med Comic Sans er der en pointe med, men det er irriterende at blive spist af med Arial og Times New Roman. Det er faktisk ret forsyrrende for læsningen, også på grund af den ret store skriftstørrelse, det ligner nærmere et udprint, man læser på et forfatterkursus, end en rigtig bog. Desuden skæmmes bogen af et for stort antal korrekturfejl. Det virker som om, redaktørerne ikke har været deres opgave voksen og ikke har villet tage nogen beslutninger, hvilket desværre virker som en tendens på Gladiator, der f.eks. også udgav Josefine Klougarts New forest i en version, som efter min bedste overbevisning ville have haft godt af at være adskillige hundrede sider kortere.
Til sidst skal det nævnes, at jeg sætter stor pris på, at Lea Marie Løppenthin åbenbart er fan af Inger Christensens romaner. I Nervernes adresse nævner hun Evighedsmaskinen og i Panser laver hun denne genskrivning af et sted i Azorno:
Juan tror jeg er en radio / han tror, at det er knapper / jeg har siddende på min brystkasse / på venstre skruer man op og ned for lyden / på højre leder man efter / en frekvens med klart signal / Juan leder efter et klart signal / så det er lige meget / om det er klassisk eller grunge / men hvad hvis jeg ikke har et klart signal / jeg savner min far
I Azorno hedder det:
Han drejede min brystvorte rundt som når man stiller på en radio. Jeg pillede lidt ved lagnet ved hans hoved strøg ham over håret og førte mine fingerspidser rundt og rundt i hans venstre øres folder, mens jeg nynnede med munden tæt ved hans højre øres tragt. Som en station der fader ud og forsvinder. Dør. Den er død. Men trækker vejret dybt inde i kroppen.
To forskellige måder at beskrive og gøre oprør mod den samme objektificering. Og dejligt at nogen læser og skriver oven på Inger Christensens romaner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar