Anmeldelse: Hverdagshistorier af Frank Jæger

Titel: Hverdagshistorier
Forfatter: Frank Jæger
Forlag: Gyldendal
95 sider
Først udgivet 1951, denne udgave fra Gyldendals Bekkasinbøger 1972
Noveller / Eventyr

Vurdering: 5/6

Jeg har nydt Frank Jægers Hverdagshistorier på en anden måde, end jeg tror, at det er meningen, de skal nydes: På bagsiden af bekkasinbogsudgaven står Hans Brix citeret for, at "Hvert af disse Eventyr forlanger, at den, der læser det, selv skal finde løsningen på dets lille Opgave," men jeg synes, historierne er bedst, når man ikke betragter dem som gåder. Også selvom det klart nok er meningen, at man skal det; Jæger er tydeligvis inspireret af Freuds og Jungs psykoanalyse og dens mellemværende med eventyrgenren, og det er meningen, at man som læser skal bruge deres begreber til at 'løse' historierne. Tag f.eks. den første af historierne, "Enhjørningen," hvor "Vinteren har bidt sig fast i alt det, som lever ude," og foråret er forsinket: En pige og en skovhugger tager på skovtur, hvor de møder en enhjørning, hvis horn "staar stift" og det "banker og pulser nede under haardheden." Pigen skruer hornet af, og ud af enhjørningens pandebrask springer foråret! Hvad mon det horn skal symbolisere?

Det er ikke nødvendigvis reduktivt at råbe "Fallos!" og så lukke bogen, for det er klart intentionen. Men gør man det, kommer man nemt til at overse disse historiers egentlige kvalitet: sproget. Hvor fedt er det f.eks. ikke lige, at der står om vinteren, at "Den piner sig ind imellem husenes mursten og knækker igennem væggen til kakkelovnen, som sveder og gør alt, hvad den kan"? Der er en lyst til konstant at skrive sætninger, der aldrig er blevet skrevet før, og det gør Frank Jæger ved hele tiden at vælge utraditionelle verber: hvornår har du sidst hørt om noget, at det "piner sig" ind mellem noget, eller at det "knækker" igennem noget? Jeg tror aldrig disse ord er blevet brugt lige netop på denne måde før, og alligevel giver det perfekt mening, når man læser det.

Hverdagshistorier er en bog, der gerne vil være enhver gymnasielærers våde drøm og enhver gymnasieelevs mareridt ved at lægge op til en let lille psykoanalytisk fortolkning af hver historie. Men hvis man rigtigt skal nyde bogen, vil jeg anbefale at se bort fra den slags pjat. Dyrk overfladen! Indsnus sproget, når en sejltur med en spillefrøken, en sømand og en puddelhund beskrives således:

Og hver gang hunden klynker i sin taske, ved spillefrøkenen, at den trænger til at lette sig, sømanden maa sejle ind til land for det samme. Det er, som har pudelen al sin tid levet af olie og fordelende urter, deres sejlads bliver en tæt række buede sting op langs kysten.

En tæt række buede sting! Fedt! Og det bliver kun vildere senere, da spillefrøkenen og puddelen er alene tilbage i båden:

Hvad begreb har hun om sømandskab, hun lægger sig plat ned forude og er bange, for bagtil svirper bommen med mellemrum henover baaden, eller rorpinden sparker. Nu glemmer hun at synge som en sirene, og nu kommer havmændene frem, men hvor de er stygge. De er mange tusinde aar, i alt fald ikke de uskyldige svende, som hun har haabet paa, men værre mund har hun aldrig hørt, hun er eet kilder af elektrisk blu og vender sit ansigts billede bort. Og naar ikke havbøllerne sværmer om baaden, ligger hajerne hvidbugede paa ryggen og snapper uden andet formaal end at forskrække hende og pudelen, for nu holder hun sin finger væk fra vandet, og picnictasken er fuld til overflod af hundens bange strinter.

Og her vil jeg så tillade mig at insistere på, at havmændene og hajerne under ingen omstændigheder er spillefrøkenens undertrykte seksualitet, også selvom vand og underbevidsthed symbolsk har det med at hænge sammen, for havmændene og hajerne er da havmænd og hajer, for pokker! De er der, fordi det er fedt at skrive "havbøllerne sværmer om baaden" og "hajerne hvidbugede", og der behøver ikke være nogen anden grund, for det er sørme da herligt at læse disse fortællinger som de er.

Det vil jeg så anbefale at gøre: lad være med at prøve at forstå disse Hverdagshistorier, for hvis man begynde at fortolke dem, bliver de kedeligt enkle. Læs i stedet deres sprællende sprog og fortællelystne vildskab; ikke alle gåder behøver en løsning.