Anmeldelse: Grapefruit af Yoko Ono

Titel: Grapefruit
Forfatter: Yoko Ono
Simon & Schuster
320 sider
Oprindeligt udgivet 1964, genudgivet med mere materiale 1970, denne udgave med ny introduktion af Yoko Ono 2000
Poesi / hybrid

Vurdering: 4/6

Når hun ikke har travlt med at (blive beskyldt for at) få The Beatles til at gå i opløsning, er Yoko Ono også en verdenskendt og -anerkendt kunstner. Det skyldes blandt andet hendes instruktionskunst, som samledes i bogen Grapefruit i 1964. I et brev hen mod slutningen af bogen forklarer hun metoden:

I think painting can be instructionalized. Artist, in this case, will only give instructions or diagrams for painting - and the painting will be more or less a do-it-yourself kit according to the instructions. The painting starts to exist only when a person follows the instructions to let the painting come to life. From there on, the painting goes through a life of transformation, by people adding their own efforts to the painting according to or, sometimes, against the given instructions, thus taking an active part in the existence of the painting.

Konkret giver det sig udslag i instruktioner, der som denne synes at være ret gode ideer til kunstværker:

PAINTING TO SEE THE SKIES // Drill two holes into a canvas. / Hang it where you can see the sky. // (Change the place of hanging. / Try both the front and the rear / windows, to see if the skies are / different.) // 1961 summer

Og også instruktioner, der som denne ikke kan udføres og kun kan findes som sprog:

PAINTING FOR THE SKIES // Drill a hole in the sky. / Cut out a paper the same size / as the hole. / Burn the paper. / The sky should be pure blue. // 1962 summer

Det er dog ikke kun malerier, der er tale om. Grapefruit er fordelt på otte genrer: musik, maleri, event, poesi, objekt, dans og film — også selvom det ofte kan være svært at kende genrerne fra hinanden. Blandt mine favoritter er denne musikinstruktion:

A PIECE FOR ORCHESTRA // Count all the stars of that night / by heart. / The piece ends when all the orchestra / members finish counting the stars, or / when it dawns. / This can be done with windows instead / of stars. // 1962 summer

Som i stykket ovenfor giver instruktionsteknikken sig udslag i nogle rigtigt fine og sympatisk poetiske tekster, der er både legende og dybfølte. Selv når man instrueres i at overmale Da Vinci og Warhol, bliver Onos tekster aldrig rigtigt vrængende; der er altid en ærlighed bag systemet, som ellers kunne have været faretruende tæt på at være blevet trælst. Når det så er sagt, er over 300 sider altså mere, end instruktionskonceptet kan holde til. Med lidt selvkontrol og en modig redaktør kunne Ono have lavet et 70-siders mesterværk — i stedet får vi dette flere hundrede siders ofte mesterlige, men lige så ofte ensformige, værk; også selvom der hen ad vejen kommer lidt variation i form af tegninger, breve m.m.

Grapefruit har vist sig at få lidt af et efterliv. Ikke kun i form af Onos egen senere instruktionsbog Acorn, men også i form af mange beundrere, der gør hende kunsten efter; herhjemme navnlig Mette Moestrup, der ofte bruger instruktionsgenren i sin poesi — og, synes jeg, ofte endnu bedre end Ono selv gør. Grapefruit er derfor anbefalelsesværdig ikke kun som en samling fine tekster og sympatisk legende ideer, men også som fødestedet for en genre, man forhåbentlig fortsat vil se en hel masse til.

Anmeldelse: Endnu ikke af Vibeke Grønfeldt

Titel: Endnu ikke
Forfatter: Vibeke Grønfeldt
Samleren
363 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Bogens første sætning lyder: "Min tid kom ikke." Herefter udfoldes henover to sider en fortælling om et barn, der aldrig lærte at begå sig socialt; som ville have orden og ikke kunne rumme andre menneskers kaos. Tiden for orden er endnu ikke kommet — men det er ikke titlens eneste betydning, for barndomsfortællingen erindres af romanens fortæller, den nu aldrende forfatter Elvine Brink. Hun er endnu ikke død. Vi følger hendes dagbogsoptegnelser i løbet af halvandet års tid.

Endnu ikke modtog Montanas Litteraturpris, som nok er den af de danske litteraturpriser, der er mest værd at holde øje med. Prisen går til en bog "som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde", og fornyende må Vibeke Grønfeldts Endnu ikke siges at være: den er nemlig så realistisk, at den totalt undergraver romangenren. Man er vant til, at romaner følger et lille persongalleri bestående af en hovedperson og vigtige bipersoner, hvis eksistens er nødvendig for at drive hovedpersonen videre frem i plottet. Sådan er det ikke hos Grønfeldt: enspænderen Elvine Brink har ingen rigtige venner (det skulle da lige være forfatterkollegaen Linn, som hun foretrækker at maile med frem for at mødes med), så de bipersoner, der dukker op, ser vi ofte ikke noget til igen. Deres historier krydser et kort øjeblik Elvines, hvorefter mødet noteres i den menneskesky Elvines dagbog.

Dagbogen er et viltert sammenrend af observationer om disse engangsbipersoner; længere erindringsstykker fra Elvines lange liv; kortprosatekster, der egentlig ikke har noget med resten at gøre (jeg antager, at det er forfatteren Elvine, der tager over og begynder at fortælle); og så de helt korte notater som dette:

Bagud. Mere og mere bagud og i tidnød.
Jeg når det ikke. Havde jeg to liv, et til det umiddelbare, et til eftertanken, havde jeg tre, et til at løbe i lunden, et til at lytte og se, et til at lukke øjnene og tage det til mig.

For mig er det intime portræt af Elvine bedst, når hun klart observerer konkrete situationer, hvor hun viser sig anderledes fra andre, f.eks. denne barndomserindring:

Billedet af det rigtige har alle dage forstyrret, nærmest knust mig. [...] Snart dukkede det op alle vegne, børn, der fra begyndelsen vidste de rigtige ord at bruge i enhver mærkværdig situation, kendte lege og spil og svar, når der blev spurgt. Spørgsmålene, før de blev stillet: Hvordan har din mor det, Elsie, Gitte, Mitte? Tak, godt. Jeg skulle hilse: Hvordan har din mor det, Elvine? Det ved jeg ikke.

Andre steder har jeg til gengæld sværere ved at følge bevidsthedsstrømmen, fordi syntaksen ofte er ret kompliceret — hvilket for mig resulterer i lige dele skønhedsbegejstring og forvirring. Endnu ikke er ikke en bog, man kan skimme.

I det meste af romanen sker der næsten ingenting, men enkelte gange enten sker der eller erindres der en dramatisk hændelse, som udfoldes over nogle flere sider; f.eks. en dramatisk bådtur og en indlæggelse på sygehuset. Disse afsnit lykkes meget godt med ikke bare at være velskrevne, men også elementært spændende — og når det sker, kan man godt komme til at savne et egentligt plot i resten af bogen. Men det er ikke bogens ærinde at være plotbaseret, og den hændelsesløse dagbogsform har da også sine fordele i form af lige dele finurlighed og skønhed.

Anmeldelse: Soldatens år af Klaus Rothstein

Titel: Soldatens år. Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
Forfatter: Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
271 sider
2014
Nonfiktion / litteraturhistorie

Vurdering: 4/6

I det hele taget er det påfaldende, at så at sige al dansk litteratur om krigene i Irak og Afghanistan fokuserer entydigt på soldatens psykologi og på de menneskelige relationer mellem mændene på missionerne og deres pårørende derhjemme. Ingen forfatter har påtaget sig at skrive den politiske roman om krigene.

Det er Klaus Rothsteins hovedpointe i Soldatens år, hvor han gennemgår og analyserer langt størstedelen af den danske produktion af fiktionsværker om Afghanistankrigen - fra lyrik, romaner, børnebøger og sangtekster til film, skuespil og billedkunst. Det er godt set og en skarp samtidsdiagnose, at forfatterne vægrer sig ved at sige noget rigtigt politisk om krigen, men ligesom den danske befolkning, der ikke rigtigt forstår eller har sat sig ind i den krig, de har stemt for, nøjes med at interessere sig for de danske soldater og deres (van)skæbne; ikke den storpolitiske kontekst, der har defineret deres liv eller død. Det er til gengæld også sådan cirka alt, der er at komme efter i den omkring 200 sider lange analyse. Rothstein er nemlig ikke særligt interesseret i at se andet end den ene, gode pointe, han har fået øje på. Derfor er det også sådan, at man vil kunne støde på variationer af ovenstående citat — og gerne flere af dem — i løbet af samtlige bogens kapitler.

Rothsteins greb er det velfungerende komparativt-litteraturhistoriske, at han har læst og set alt, hvad der er af nævneværdig dansk kunst om Afghanistan-krigen, og så har han lagt de mange tekster oven på hinanden og set, hvad der går igen: historien om den traumatiserede soldat; modsætningen mellem den meningsfulde krig og den meningsløse hverdag; krigens på den ene side kaos og traume, men på den anden side lokkende organisation og venskab. Og nok så vigtigt har han set, hvad der ikke går igen: de politikere, der har sendt soldaterne af sted. Dét er et godt greb, men det kunne være bedre, hvis Rothstein havde ofret lidt plads på at nuancere analysen - hvis han f.eks. havde analyseret lidt færre værker, kunne han have brugt lidt mere plads på at gå dybere ind i det enkelte værk. For som bogen er, synes alle de analyserede værker at være ens; når der kun er plads til at se lighederne mellem dem, bliver analysen den samme hver gang.

Det lider især kapitlet om poesi under. Rothstein påstår på den ene side, hvad der, så vidt jeg kan se, er rigtigt, at "Romanerne fortæller soldaterhistorier, og overlader krigskritikken til lyrikken", men fortsætter himmelråbende forkert: "Som så igen vælger det samme fokus - soldatens fortælling." Jamen, hvad blev der lige af Ursula Andkjær Olsens dybt politiske værker? Klaus Rifbjergs antikrigsdigt? Thomas Bobergs polemiske poesi? Hvordan kan Rothstein på den ene side beskrive disse værker og så dernæst i sin opsummering lade som om, de ikke eksisterer? Konklusionen skal være den samme hele bogen igennem, og derfor bliver den nysgerrige og ærlige læsning af lyrikken ofret for den store sammenhængs skyld.

Det ses også i tilgangen til f.eks. Kim Larsens udmærkede Afghanistansang. "Mere banalt kan det ikke blive", skriver Rothstein og fortsætter, at Larsen er "hverken original som politisk analytiker eller sangskriver". Det på trods af, at han (heldigvis) lige har citeret hele sangen, så den opmærksomme læser kan se, at han i sin analyse helt undlader at kommentere de to midterste vers, der lyder sådan her:

Hør nu blæser reveillen / Så er det op, soldat / Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt // Det er lige meget med Det Femte Bud / Bar' du gør honnør / se hvor blodet farver solen rød / Imens jeg kør'

"Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt" - hvordan skulle man helt præcist skrive mere politisk og skarpt om krig end det?

Her ligger endnu et kritikpunkt, for Rothsteins definition af politik synes at være meget smal; det er som om, at en roman, der ikke ender med et lovforslag og en morale, for ham ikke kan indeholde en politisk stillingtagen. Jeg er helt med på, at de danske forfattere undgår at skrive om den storpolitiske kontekst for Afghanistan — men at påstå, at det ikke er politisk at skrive om PTSD-ramte soldater, er for mig at se helt hen i vejret. At skrive om de arbejdsskader, inklusive døden, der følger med krigsførelse, er da netop  politisk litteratur. Og at skrive om de forfærdelige og langt fra demokrati- og fredsskabende hændelser, soldaterne kom ud for i Afghanistan, er da netop en politisk kritik af krigens løgnagtige grundlag og sjuskede organisation.

Disse kritikpunkter skal dog ikke fratage Soldatens år de især to gode ting, den bidrager med: en veltænkt pointe om, at den danske Afghanistan-litteratur og -kultur i højere grad følger den enkelte soldat end politikeren og — vigtigt for fremtidige og måske mere nuancerede analyser — en kildesamling af det meste af den danske kulturelle produktion om Afghanistan-krigen indtil 2014. Og så trækker det heller ikke ned, at bogen er skrevet i et letflydende og forståeligt sprog, der sine steder gør det til ligefrem underholdende læsning.