Anmeldelse: Soldatens år af Klaus Rothstein

Titel: Soldatens år. Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
Forfatter: Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
271 sider
2014
Nonfiktion / litteraturhistorie

Vurdering: 4/6

I det hele taget er det påfaldende, at så at sige al dansk litteratur om krigene i Irak og Afghanistan fokuserer entydigt på soldatens psykologi og på de menneskelige relationer mellem mændene på missionerne og deres pårørende derhjemme. Ingen forfatter har påtaget sig at skrive den politiske roman om krigene.

Det er Klaus Rothsteins hovedpointe i Soldatens år, hvor han gennemgår og analyserer langt størstedelen af den danske produktion af fiktionsværker om Afghanistankrigen - fra lyrik, romaner, børnebøger og sangtekster til film, skuespil og billedkunst. Det er godt set og en skarp samtidsdiagnose, at forfatterne vægrer sig ved at sige noget rigtigt politisk om krigen, men ligesom den danske befolkning, der ikke rigtigt forstår eller har sat sig ind i den krig, de har stemt for, nøjes med at interessere sig for de danske soldater og deres (van)skæbne; ikke den storpolitiske kontekst, der har defineret deres liv eller død. Det er til gengæld også sådan cirka alt, der er at komme efter i den omkring 200 sider lange analyse. Rothstein er nemlig ikke særligt interesseret i at se andet end den ene, gode pointe, han har fået øje på. Derfor er det også sådan, at man vil kunne støde på variationer af ovenstående citat — og gerne flere af dem — i løbet af samtlige bogens kapitler.

Rothsteins greb er det velfungerende komparativt-litteraturhistoriske, at han har læst og set alt, hvad der er af nævneværdig dansk kunst om Afghanistan-krigen, og så har han lagt de mange tekster oven på hinanden og set, hvad der går igen: historien om den traumatiserede soldat; modsætningen mellem den meningsfulde krig og den meningsløse hverdag; krigens på den ene side kaos og traume, men på den anden side lokkende organisation og venskab. Og nok så vigtigt har han set, hvad der ikke går igen: de politikere, der har sendt soldaterne af sted. Dét er et godt greb, men det kunne være bedre, hvis Rothstein havde ofret lidt plads på at nuancere analysen - hvis han f.eks. havde analyseret lidt færre værker, kunne han have brugt lidt mere plads på at gå dybere ind i det enkelte værk. For som bogen er, synes alle de analyserede værker at være ens; når der kun er plads til at se lighederne mellem dem, bliver analysen den samme hver gang.

Det lider især kapitlet om poesi under. Rothstein påstår på den ene side, hvad der, så vidt jeg kan se, er rigtigt, at "Romanerne fortæller soldaterhistorier, og overlader krigskritikken til lyrikken", men fortsætter himmelråbende forkert: "Som så igen vælger det samme fokus - soldatens fortælling." Jamen, hvad blev der lige af Ursula Andkjær Olsens dybt politiske værker? Klaus Rifbjergs antikrigsdigt? Thomas Bobergs polemiske poesi? Hvordan kan Rothstein på den ene side beskrive disse værker og så dernæst i sin opsummering lade som om, de ikke eksisterer? Konklusionen skal være den samme hele bogen igennem, og derfor bliver den nysgerrige og ærlige læsning af lyrikken ofret for den store sammenhængs skyld.

Det ses også i tilgangen til f.eks. Kim Larsens udmærkede Afghanistansang. "Mere banalt kan det ikke blive", skriver Rothstein og fortsætter, at Larsen er "hverken original som politisk analytiker eller sangskriver". Det på trods af, at han (heldigvis) lige har citeret hele sangen, så den opmærksomme læser kan se, at han i sin analyse helt undlader at kommentere de to midterste vers, der lyder sådan her:

Hør nu blæser reveillen / Så er det op, soldat / Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt // Det er lige meget med Det Femte Bud / Bar' du gør honnør / se hvor blodet farver solen rød / Imens jeg kør'

"Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt" - hvordan skulle man helt præcist skrive mere politisk og skarpt om krig end det?

Her ligger endnu et kritikpunkt, for Rothsteins definition af politik synes at være meget smal; det er som om, at en roman, der ikke ender med et lovforslag og en morale, for ham ikke kan indeholde en politisk stillingtagen. Jeg er helt med på, at de danske forfattere undgår at skrive om den storpolitiske kontekst for Afghanistan — men at påstå, at det ikke er politisk at skrive om PTSD-ramte soldater, er for mig at se helt hen i vejret. At skrive om de arbejdsskader, inklusive døden, der følger med krigsførelse, er da netop  politisk litteratur. Og at skrive om de forfærdelige og langt fra demokrati- og fredsskabende hændelser, soldaterne kom ud for i Afghanistan, er da netop en politisk kritik af krigens løgnagtige grundlag og sjuskede organisation.

Disse kritikpunkter skal dog ikke fratage Soldatens år de især to gode ting, den bidrager med: en veltænkt pointe om, at den danske Afghanistan-litteratur og -kultur i højere grad følger den enkelte soldat end politikeren og — vigtigt for fremtidige og måske mere nuancerede analyser — en kildesamling af det meste af den danske kulturelle produktion om Afghanistan-krigen indtil 2014. Og så trækker det heller ikke ned, at bogen er skrevet i et letflydende og forståeligt sprog, der sine steder gør det til ligefrem underholdende læsning.

Anmeldelse: Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt af Lars Handesten

Titel: Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt
Forfatter: Lars Handesten
Samfundslitteratur
247 sider
2018
Nonfiktion / litteratursociologi

Vurdering: 4/6

Hvordan bliver en bog til? Det er ikke nok at skrive en bog, den skal også udgives og på en eller anden måde nå frem til sin læser. De mennesker og institutioner, der sørger for at en bog bliver til og når ud til læserne - med andre ord det litterære system - er hvad Lars Handesten beskriver i Litteraturen rundt. Beskriver er netop det rette ord, for Handesten er ikke ude på for alvor at analysere eller fortolke, men kun at udpege de faktiske forhold:

[Latour skriver], at man må blive ved med at beskrive, møjsommeligt og præcist, for i princippet kan man ikke forklare noget, men kun beskrive noget. I beskrivelsen ligger forklaringen, og gør den ikke det, er beskrivelsen ikke god nok, hævder Latour.

Bruno Latour er dog ikke Handestens eneste teoretiske udgangspunkt, for han mikser Latour med Pierre Bourdieu - også selvom de to har helt modsatrettede syn på, hvordan samfundet fungerer. Bourdieu beskriver, hvordan det litterære felt er præget af magtkampe om kulturel, økonomisk og social kapital, mens Latour i mindre grad forsøger at lave den slags overordnede teoretiske strukturer, men nærmere opfordrer til, at man i detaljen ser på, hvordan de enkelte aktører rent faktisk påvirker hinanden. Handesten går pragmatisk til værks: både Bourdieu og Latour har fat i noget rigtigt, så deres ideer kan begge bruges til at beskrive det danske litterære system - ikke med henblik på selv at skabe en tredje teori om systemets beskaffenhed, men bare for at beskrive så detaljeret som muligt.

Og Handesten beskriver godt, først og fremmest fordi han skriver godt - det er let og hurtigt at læse Litteraturen rundt; bogen er klart og tydeligt formidlet. Det sætter jeg pris på - der er ikke noget så irriterende som uigennemskueligt akademisk bullshit. Men at bogen er velskrevet gør den jo ikke til god academia, og det er jeg ikke sikker på, om den er. I forordet skriver Handesten, at "[b]ogen er tiltænkt litteraturforskere, litteraturstuderende og litteraturinteresserede", men jeg har svært ved at se, hvad en litteraturforsker skulle få ud af at læse den. Bogens beskrivende tilgang betyder, at der ikke står noget nyt i den, og hvis man er almindeligt velinformeret om det litterære system i Danmark, er det derfor begrænset, hvor meget man kan lære af den. Der bliver sat nogle præcise tal på nogle ting, men de stammer fortrinsvist fra Bog- og Litteraturpanelets årsrapport (som Handesten også står for), så den kan man lige så godt læse i stedet. Der er altså en grund til, at akademiske tekster som regel når et par taksonomiske niveauer højere op end det rent beskrivende, for en akademisk tekst skal gerne fortælle én noget, man ikke ved i forvejen. Det gør Litteraturen rundt ikke i høj nok grad; selvom bogen er sjov nok at læse, var det begrænset, hvor meget, jeg lærte. Ud over den velformidlede og interessante indledning, ville jeg nok nærmere anbefale at bruge denne bog i gymnasiet end på universitetet.

Litteraturen rundt slutter med et casestudie af Morten Papes roman Planen. Dette casestudie var for mig interessant læsning, fordi Handesten går i detaljer med redaktørens og anmelderens roller - to jobs, jeg godt kunne tænke mig i fremtiden, og derfor interesserer det mig at høre mere om dem, også selvom informationen ikke er ny; der står som sagt intet overraskende i Litteraturen rundt. Men mindre kan også gøre det.

Anmeldelse: Slavernes kyst af Thorkild Hansen

Titel: Slavernes kyst (Slavetrilogien #1)
Forfatter: Thorkild Hansen
Forlag: Gyldendal
281 sider
1967
Nonfiktion

(Note: Jeg har anmeldt Slavetrilogien samlet her: https://pristjek.org/2021/10/30/i-thorkild-hansens-slavetrilogi-er-blodet-danmarkshistorien-og-litteraturen-klaegt-flydende/)

Vurdering: 4/6

Der findes, uvist af hvilken grund, ingen bog om den danske slavehandel. Lydløse paa deres nøgne fødder vandrer slaverne gennem to hundrede aar af Danmarkshistorien uden at efterlade sig andre spor end skolebøgernes lille oplysning om, at Danmark var det første land, som afskaffede slavehandelen. Tusinder af mænd, kvinder og børn. Og bagefter en enkelt sætning. Som er forkert.

Sådan begrunder Thorkild Hansen i 1967 sit projekt: vi har fortrængt mindet om, at vi handlede med slaver. Nu er det på tide at huske. På trods af Hansens tre bøger, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for, er der ikke sket meget: Danmark nægter stadig at undskylde for slaveriet, og at vi overhovedet var en slavenation er ikke noget, der fylder meget på skoleskemaet. Det på trods af, at Danmark sejlede over 100.000 slaver over Atlanten. Og, minder Thorkild Hansen os om, i løbet af tilfangetagelsen døde 2/3 slaver, så hvis vi sejlede 100.000 over Atlanten, tog vi 300.000 slaver.

Disse tal er alt, der er tilbage af Danmarks ofre for slaveriet. Der blev ført logbøger og lavet beregninger, men slaverne selv kom ikke til orde: vi har ingen førstehåndskilder fra slaverne selv. Som Hansen skriver: "Slaverne kaster ingen skygge i historien [...] Deres ejere tog ordet for dem". Det er ejernes ord, Hansen må bygge sin bog på.

Det gør han ved at udvælge nogle af de danske kolonisatorer, som han fokuserer på: Præsten Eric Tilleman, slavehandleren Ludwig Rømer, slaverimodstanderen Isert over for slaveriforkæmperen Kiøge, Wulff Joseph Wullf, hvis liv filmen Guldkysten er meget løst baseret på, osv. Til fælles har de, at de er danskere, slaveejere, kolonisatorer. Slaverne selv hører vi ikke noget fra, for der er ingen kilder: som i Sydamerika lykkedes det europæerne at udrydde ikke kun kulturer, men også mindet om disse kulturer.

At hovedpersonerne er slaveejerne er både bogens styrke og svaghed. Det første kapitel, der opridser det historiske og numeriske fakta er egentlig en smule kedeligt; det er først, da bogen begynder at følge enkeltpersoner og udlægge deres skæbner, at Hansens fortælleglæde tager fat. Hansen er dygtig til at leve sig ind i historiske personer og gøre dem nærværende. Man lider med Wulff, når han rammes af klimatfeberen, man holder med Isert, når han forsøger at finde alternativer til slaveriet - man lader sig sågar forføre af spændingen, når Kiøge går på felttog mod en særligt genstridig høvding. Men det er hele tiden med bevidstheden om, at disse fortællinger omgives af et sort hul af skæbner, som ingen husker. Er det ikke lidt absurd at føle sympati for slaveejeren Wulff, når han rammes af klimatfeber, frem for at føle sympati for de slaver, han underlægger sig? Selvfølgelig er det det, men hans historie er desværre bare den eneste mulige at fortælle...

Og fortalt bliver der til den helt store guldmedalje. Hansen skriver godt og underholdende og præsterer at gøre de historiske skikkelser levende for læseren. Derfor er det en skam, at hvert kapitel starter med en beretning i andenperson om, at Hansen i bogens samtid kører rundt i Ghana for at se de steder, hvor de danske slaverforter lå. Det giver anledning til nogle rigtigt gode naturbeskrivelser, men jeg læste dem let irriteret, utålmodig efter at komme tilbage til fortællingen.

Det er desuden forvirrende, at Hansen citerer uden brug af citationstegn: ofte ændrer sproget sig til 1800-talsretstavning, og så må man som læser formode, at man har at gøre med et citat. Men præcist hvor begynder og ender citatet? Hvorfor ikke bare bruge citationstegn? Det ville gøre det hele lidt mere overskueligt.

Thorkild Hansen er en dygtig historiker, bl.a. fordi han valgte at grave et emne frem på et tidspunkt, hvor det var endnu mere underrepræsenteret end i dag. Men først og fremmest er han en dygtig fortæller og menneskekender. Derfor er det en nydelse at læse Slavernes kyst og jeg skal helt klart have læst Hansens to andre slavebøger på et tidspunkt. Når det så er sagt, er den ikke helt så god som mesterværket Det lykkelige Arabien. Det skyldes både emnevalget: Det lykkelige Arabien er en mere tight fortælling, fordi den finder sted over få år med tre-fire hovedpersoner, mens slaverihistorien varede over hundrede år og hos Hansen fortælles med mange forskellige nedslag i mange forskellige personers historier, og det skyldes også fokusset - at Hansen i Det lykkelige Arabien fokuserer på at fortælle sin historie, mens han i Slavernes kyst forsøger at væve den sammen med et nutidsspor, som ikke rigtigt lykkes. Men Slavernes kyst er stadig god, underholdende og vigtig historiefortælling.