Anmeldelse: Lettipark af Judith Hermann

Titel: Lettipark

Forfatter: Judith Hermann
Oversættere: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Forlag: Batzer & co.
168 sider
2016
Noveller

Vurdering: 3/6

Judith Hermanns debut fra 1998, Sommerhus, senere, indeholder adskillige små mesterværker. Siden da har hun skrevet tre novellesamlinger og en roman. Til min skuffelse levede ingen af novellerne i hendes nyeste samling, Lettipark, op til det høje niveau fra debuten. Siden 1998 er Hermanns noveller blevet mere formfuldendte, gennemarbejdede, kunstneriske og derfor - kedelige. Hvor jeg virkelig troede på personerne i Sommerhus, senere, virker novellerne i Lettipark bange for for alvor at engagere sig i sine personer; for bevidste om deres egen form og deres egen fiktionalitet. Judith Hermann er blevet indhentet af postmodernismen, men desværre bruger hun den ikke til noget fornuftigt.
Næsten alle novellerne i Lettipark har den nogenlunde samme opbygning. De er alle meget korte, ca. 10 sider (novellerne i Sommerhus, senere var omkring 20 sider), og de 10 sider fordeler sig således: 6-7 siders build-up, hvor vi lærer personerne at kende, så 2 siders ret vildt klimaks, dernæst 1 side, der handler om, at alt det foregående var meningsløst, og at du var dum, hvis du nogensinde interesserede dig for det. Lad mig give et eksempel: I "Visse erindringer" er Maude flyttet ind hos en gammel dame, Greta. Vi hører om den lidt underlige samtale, de havde, første gang de mødtes, og om de andre mennesker, der tidligere har boet hos Greta. Vi hører også lidt om, hvem de hver især er - Maudes arbejde og hashvaner, Gretas læsevaner og at Maude nu snart skal af sted på ferie. Så kommer det ret vilde klimaks: Greta husker pludselig, at hun engang har været på ferie der, hvor Maude nu skal hen, Lago d'Iseo. På stranden overværede Greta et barn langsomt blive taget af strømmen og flyde væk, og at barnets forældre ikke lagde mærke til det. Men Greta sagde intet, og det endte med, at både barnet og barnets far druknede, da han for sent svømmede ud for at redde det. Fed novelle! Men Hermann stopper ikke her. Hun skal lige have med, at læseren er dum:

Maude ser på Greta, hun har et spørgsmål på læberne.
Kendte du ham? Den atletiske mand, der svømmede ud efter båden, den lille drengs far. Kendte I hinanden? Hvorfor sagde du ingenting da du så båden drive bort.
Men hun spørger ikke. Nej, hun spørger ikke.

De spørgsmål sidder læseren nok også med selv, og det er klart, at det, at de er ubesvarede, gør novellen bedre. Men Hermann kan ikke nære sig for at pege på spørgsmålene, gøre nar af læseren for overhovedet at have lyst til at vide noget om disse fiktive personer. Hermann er nødt til lige at slå fast, at ingenting har betydning, at livet er fuldt af ubesvarede spørgsmål, og at langt det meste er uforståeligt for os.
Det er der i sig selv ikke noget galt i. Jeg elsker Lars von Triers film, bl.a. fordi de ofte ender med at sige, at seeren er dum for nogensinde at have ladet sig rive med af den manipulerende film, og at det hele var betydningsløst. Men der er nogle vigtige forskelle: For det første lykkes det von Trier at få seeren revet med, hans film er virkeligt rørende, så man har fortjent at blive kaldt dum for at være blevet manipuleret med. Og for det andet kan den manipulation lykkes, fordi der går nogle år mellem hver film, så man er klar til at blive snydt på ny hver gang (og også fordi filmene hen ad vejen benytter sig af forskellige former for verfremdungseffekt, f.eks. ved at lade en computer stå for at klippe filmen i Direktøren for det hele, så man er lissom advaret om, at man er dum, hvis man lader sig rive med - hvilket man jo så gør alligevel). Men Hermanns noveller har ikke gjort sig fortjent til at kalde læseren dum på samme måde som von Triers film. For det første er de så korte, at man knap nok når at blive revet med - hvis man da overhovedet gør det. For det andet har vi at gøre med 17 noveller i træk, der næsten allesammen slutter med samme bank i hovedet på læseren, så man bliver vant til det og forventer twistet og når såmænd at blive irriteret over det, allerede inden det kommer. Selvom novellerne handler om mange forskellige ting, ender de med at blive usigeligt ensformige på grund af denne insisteren på at have det samme budskab til slut.
Men det mest irriterende er, at mange af novellerne kunne være ganske gode uden det sidste afsnit. I "Veje krydses" er der flyttet en underklassefamilie ind over for Patricia og Vito. De roder og larmer og lukker ikke vinduerne, når de skændes, og det kulminerer med, at underklassesønnen bryder ind hos Patricia og Vito og begår hærværk. Skal de anmelde indbruddet? Det ville måske ødelægge den unge mands liv endnu mere, end det allerede er ødelagt, at komme i fængsel. Måske kan der rettes op på hans liv med lidt kærlighed og accept. Og da Patricia og Vito får tilbuddet om at købe underklassefamiliens hus og dermed smide dem ud, strammes dilemmaet. Den slags mennesker skal jo bo ét eller andet sted. Bare helst ikke lige over for Patricia og Vito. Det er et spændende dilemma og interessant at skrive en novelle om. Det er også spændende, at det er Patricia, der har disse tanker om dilemmaet, mens Vito bestemmer, at de skal købe huset. Men så kommer det sidste afsnit:

Patricia siger ingenting. Hun ser forbi Vito ud gennem rummet, linoleumsgulvet glinser som vand, solen er steget op over træerne nu, lyset falder skråt ned i karnappen, på bordet i karnappen, på blomsterne i vasen på bordet; Gud viser sig bag Vitos ryg, tavs og fyndig, i hyacinternes dybe blå.

Hvad skal denne pludselige ekstreme skønhed og oven i købet religiøsitet til for? Det er svært at tage seriøst, og det tror jeg heller ikke, man skal. Enten har vi at gøre med Hermann, der tager sig selv for højtideligt, eller også har vi at gøre med Hermann, der vrænger af sin egen ellers gode novelle (hvilket jo egentlig også er selvhøjtideligt og arrogant). Begge dele er irriterende og unødvendigt. Og sådan er næsten alle novellerne, desværre.
Det mest øretæveindbydende enerverende eksempel på dette, synes jeg, er slutningen på titelnovellen, "Lettipark":

Bag hende går skydedørene op og i igen, og Paul kommer ud og siger, hvad venter du egentlig på, Rose.
Inderen gasser op med en beslutsomhed der grænser til foragt. Rose tager et skridt frem, løfter hånden. Hvad venter hun på?

Hvor meget mere nederen og se-mig-jeg-er-uforståelig-og-pointeløs kan man lige blive? Det er en seriøst Hollywoodnem måde at tage hånd om problemet med manglen på endelig forståelse af en tekst, når Hermann lader Pauls hverdagsspørgsmål blive til et (insisterende ubesvaret, eller rettere insisterende-på-sin-egen-ubesvarethed) eksistentialistisk spørgsmål, som novellen vel at mærke på ingen måde har lagt op til, men som bare skulle med for at give novellen en dybde, den ikke har og ikke har fortjent at få. Men det er vigtigt at huske på, at Hermann gør det med vilje; det skyldes ikke inkompetence, kun dårlig smag. I "Drømme" lærer hovedpersonen, "at der bag enhver erkendelse jo alligevel dukker en ny uklarhed op", og den indsigt i manglen på indsigt skal vi så have banket ind i hovedet i hver eneste novelle med en hoverende attitude - i stedet for bare at få serveret novellen med uklarheder bag enhver erkendelse, skal de gudhjælpemig alle som én tatovere "bag enhver erkendelse en ny uklarhed" i panden på læseren.
Det er en skam, for Hermann kan jo skrive. I den bedste af novellerne, "Brev", får vi denne herlige samtale, hvor jeget besøger sin ven Walter:

Da jeg besøgte ham og hans kone Edna i Boston, talte vi om huset på Nantucket, og jeg sagde, at hvis jeg kom tilbage en anden gang, ville jeg gerne se det.
Og han sagde, skal vi køre derud i morgen?
Han sagde, skal vi køre derud i morgen, som om han gik ud fra at jeg ikke ville komme tilbage en anden gang, eller som om han gik ud fra at han ikke længere ville være der når jeg kom tilbage.
Han spurgte Edna.
Han sagde, Edna, skal vi køre til Nantucket i morgen alle tre? Tage på en lille udflugt. Hvad synes du. /
Edna er 86 år gammel. Hun er en stilfærdig kvinde med en lidenskab for vilde planter, hun må have et rigt og originalt indre liv, og hun sidder for det meste bøjet over gådefulde notater som jeg meget hellere ville læse end Walters romaner. Da Walter spurgte hende om vi skulle køre til Nantucket, så hun tavst på os, så lukkede hun det botaniske opslagsværk hun netop havde siddet og kigget i for at finde den kvist hun havde hjembragt fra sin daglige spadseretur; hun rejste sig og begyndte at pakke sin rygsæk.

Hvorfor kan den slags perler ikke bare stå alene uden at skulle undergraves af ligegyldig poseren?

Anmeldelse: Sommerhus, senere af Judith Hermann

Titel: Sommehus, senere, Originaltitel: Sommerhaus, später
Forfatter: Judith Hermann
Oversætter: Niels Brunse
Forlag: Høst & Søn (senere genudgivet af Batzer & co)
164 sider
Først udgivet 1998, denne oversættelse 2000
Noveller

Vurdering: 4/6

Det er altid svært at vurdere en tekstsamlings samlede kvalitet. Af de ni noveller i Sommerhus, senere, synes jeg, at i hvert fald tre ("Røde koraller", "Sonja", "Enden på noget") er regulære mesterværker, mens et par stykker ikke siger mig noget ("Orkan (Something farewell)", "Hunter-Tompson-musik"), og resten derimellem. Hvor godt kan jeg så lide samlingen? Jeg kan i hvert fald ikke anbefale de tre mesterværker nok, og de fleste af de andre noveller er da bestemt også læsværdige.
Hermanns noveller er skrevet i datid, men de fleste af dem har en mere sofistikeret holdning til det at fortælle i datid end bare at bruge det som en konvention for fiktion: Flere af dem har noget skæbnebestemt over sig, der tydeligt adskiller fortællingens datid fra den senere nutid, der nødvendigvis må eksistere. F.eks. stopper den første novelle, "Røde koraller", om et dødsdømt parforhold og erindringen om en russisk oldemor, flere gange op med spørgsmålet:

Er det den historie jeg vil fortælle? Jeg er ikke sikker. Ikke rigtig sikker:

Derefter får vi så den usikre historie om oldemoderen, der blev slæbt til Rusland af sin mand for at sælge "ovne til det russiske folk derovre." Det er en fortælling, der er indrammet ikke kun af oldedatterens eget forhold til oldemoderens fortælling, ikke kun af hendes tvivl om, hvilken historie, der skal fortælles, men også af disse skæbnetunge startsætninger:

Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.
Det røde koralarmbånd kom fra Rusland. Det kom, nærmere bestemt, fra Petersborg, det var over hundrede år gammelt, min oldemor havde båret det om sit venstre håndled, og det havde taget livet af min oldefar. 

Disse rammer giver noget ekstra, det gælder også i den novelle, der nok benytter sig tydeligst af det, "Enden på noget". Egentlig handler novellen om en gammel kvinde, der ikke længere kan klare sig selv og på grund af demens eller noget lignende er utaknemmelig over den hjælp, hun får fra sin familie. Men handlingen fortælles af en kvinde, oldingens barnebarn, der sidder på en café. Hvert afsnit starter med en  variation over "Sophie siger:". Der er ikke nogen for novellen central handling på caféen, ikke nogen nødvendig begivenhed. Fortællingen om bedstemoderen kunne sagtens have stået alene. Men det at vide, at den gamle kvindes sidste tid går hendes barnebarn på selv længe efter hendes død, giver en ekstra følelsesmæssig dybde til fortællingen, som hæver den over andre historier om samme emne.
Det er ikke kun de fortælletekniske greb, men også det letflydende sprog, der gør novellerne så følelsesmæssigt effektive. Her f.eks. et afsnit fra "Sonja":

Vi gik fra den ene natlige bar til den næste, drak whisky og vodka, og somme tider gjorde Sonja sig fri fra min side, satte sig hen på en anden plads ved baren og lod som om hun ikke kendte mig, indtil jeg leende kaldte hende tilbage. Hun blev hele tiden tiltalt, men trak sig altid væk og stillede sig med stolt mine igen hen ved siden af mig. Jeg var helt ligeglad. Jeg følte mig smigret af hendes mærkelig attraktivitet, jeg iagttog hende med næsten videnskabelig interesse. Somme tider, tror jeg, kunne jeg godt have tænkt mig at se hende forsvinde med en af disse tilbedere. Men hun blev i nærheden af mig, lige indtil det var lyst udenfor, og vi forlod baren, med sammenknebne øjne mod det grå og forpjuskede morgenlys. Jeg fulgte hende til et busstoppested og ventede, til bussen kom. Så steg hun på, så skælvende og sørgmodig ud, jeg vinkede kort og gik min vej, i tankerne allerede tilbage hos mine billeder.

Bemærk igen, at datidsfortællingen fortælles fra en nutid ("Somme tider, tror jeg [...]"), hvilket kaster et melankolsk skær tilbage over hele fortællingen, idet den allerede er bestemt, alting er allerede sket og kan ikke laves om. Og elsk så ellers fortælletempoet, der generelt er højt og læsevenligt med ret lange sætninger, men så også en enkelt gang stopper op med en sætning, der kun er en enkelt hovedsætning: "Jeg var helt ligeglad." De korte sætninger får så meget mere pondus, når de er omgivet af de lange. Og de lange sætninger kan forbinde hændelser på tværs af tid og rum: Inden for den sidste sætning i det citerede stykke kommer vi fra busstoppestede til Sonjas indre til jegets indre til jegets atelier. Men det bedste, synes jeg, er at sproget er så ubesværet godt. Morgenlyset beskrives genialt som gråt og forpjusket, men der gøres ikke noget særligt ud af beskrivelsen: en dårligere forfatter ville have endt afsnittet der for at understrege, hvor god en beskrivelse det var at slutte på. Men Hermann fortsætter, for det gode sprog handler her først og fremmest om at guide læseren nemt og sikkert ind i personernes indre. Og det gør hun imponerende godt (også takket være den letglidende oversættelse).
En enkelt ting mere skal nævnes, nemlig tegnsætningen, som oversætter Niels Brunse noterer er "bevidst særpræget". Det giver geniale sætninger som "Det bliver mørkt, derude, begynder at regne." Dette ekstra komma før "derude" gør, at mørket ikke bare er noget, der sker på den anden side af vinduerne, men at det kun er som en eftertanke, at der overhovedet er en adskillelse mellem inde og ude. Det er eddermame et godt komma!
De bedste af novellerne i "Sommerhus, senere" er egentlig så gode, at jeg ikke gider trække dem ned ved at skrive om de noveller, jeg ikke er begejstret for. Jeg anbefaler varmt at læse Hermann.

Anmeldelse: Markløs af Malte Tellerup

Titel: Markløs
Forfatter: Malte Tellerup
Forlag: Lindhardt og Ringhof
160 sider
2017
Roman / Autofiktion

Vurdering: 5/6

I essayet "An Image of Africa" skriver Chinua Achebe om, at han har modtaget et brev fra nogle skoleelever fra New York: De skriver, fordi de gerne vil høre, om han kan fortælle dem om nogle af de underlige skikke, man har i Igbo-samfundet. Achebe svarer i sit essay, at man kan tilgive børnene deres uvidenhed, fordi de er børn; men det er da underligt, at de ikke er bevidste om, at man ikke behøver at rejse til Afrika for at finde underlige skikke. Deres egen kultur er lige så underlig som enhver anden.
Sådan er det også med familier. Som barn tror man, at éns egen familie er (forholdsvist) normal, og at det er alle de andre, der er underlige. Men når man bliver voksen, begynder man at indse, at éns egen familie er ret mærkelig. Man begynder at se tilbage på sin barndom og opdage alle fejlene, og man indser, at éns forældre er fejlende mennesker. I Markløs er det autofiktive jeg, Malte, blevet voksen og må derfor tage opgøret med sin familie. Det gælder både fortiden - han må forstå forældrenes skilsmisse og sin egen position som et barn, der blev født lige efter hans onkel døde, og derfor måtte udfylde det hul, onklen efterlod sig -  og nutiden, hvor han må finde ud af, om det er det værd at blive ved med at forsøge at komme i rigtig, følelsesmæssig kontakt med sin far, og må prøve at blive nære venner med sin bror igen efter de er gledet lidt fra hinanden efter at være flyttet hjemmefra, som søskende jo gør. Alt det flettes ind i en fortælling om Udkantsdanmark og det forfald, der samtidig er muligheden for noget nyt - som en familie må brydes ned og bygges op igen på nye præmisser, når man bliver voksen.
Det lyder måske tungt, og det er da også tunge følelser, vi har at gøre med, men samtidig er bogen underholdende og letlæst. Readable, som amerikanske boganmeldere på irriterende vis ynder at skrive (for hvad er ikke læseligt, udover da lige min håndskrift?). Dialogerne flyder (for det meste) let, og fordi plottet er noget så enkelt fremadskridende som en gåtur, skrider historien naturligt fremad. Gåturen værdsætter jeg meget: Malte og hans bror Emil beslutter sig efter faderens 60-års fødselsdag at gå til den by, der har givet dem deres efternavn, Tellerup. Det er en gåtur på ca. 50 kilometer, som de er tre dage om at gennemføre. På vejen ser de landskaber, møder mennesker og kommer tættere på hinanden som brødre: en klassisk roadmovie (hvis man kan være det, når man er en bog). Roadmovien er en herlig genre, men desværre ser vi den ikke så tit i Danmark. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om Døden kører Audi af Kristian Bang Foss - som også er god, men jeg foretrækker Markløs. Markløs er en ret underspillet roadmovie; der er ikke noget stort, der venter for enden af vejen - kun en lille landsbyflække, som vores hovedpersoner er udmærket bevidst om, de ikke har nogen rigtig tilknytning til.
Jeg er til gengæld ikke altid lige begejstret for naturbeskrivelserne. Beskrivelserne af forfaldet på Udkantsfyn er rigtigt gode, men nogle gange bliver naturen beskrevet lidt ligegyldigt:

Månen og stjernerne lyser bagerst mod en sort himmel. Foran er et lag af skyer, og et lavere lag bevæger sig hurtigt i vinden over mig. Når de driver forbi månen, bliver de lyst gullige. Når de er væk, er månens lys igen blegt. En ugle tuder i skoven. Et par ænder skræpper, og dem eller nogle andre smådyr skubber til havens indhegning, en lyd af sammenstød med metal. Her er uhyggeligt.

Jeg synes, beskrivelsen her bliver ved længere, end der er grund til. Det sker nogle gange i løbet af bogen; jeg tror, Tellerup gerne vil have, at stedet skal blive en karakter i sig selv (og det lykkes til dels), men der kræves sine steder lidt mere finesse i beskrivelserne, lidt mere grund til at ville læse dem.
Når det kommer til stykket, er jeg nok lidt mere begejstret for Markløs, end bogen egentlig fortjener, fordi jeg selv kan genkende det med at være nyligt voksen akademikerdreng fra Udkantsdanmark. Men det er vel hvad smag grundlæggende er: subjektive grunde til, at vi kan lide, hvad vi kan lide. Så at Markløs rammer mig personligt mere, end den måske vil ramme andre, skal bestemt ikke trække ned på vurderingen her.
En sidste note: Nogle af dagbladenes anmeldere bryder sig ikke om det ungdommelige sprog, der nogle gange titter frem (f.eks. "Jeg har det drifteren, lidt random glider mine tanker rundt" eller det, at en pizza er "ok greasy"). Der synes jeg altså, at omtalte anmeldere viser sig som gamle, kedelige og konservative. Dette sprog, Tellerup repræsenterer, er jo netop vildt poetisk i sin legesyge. Hvor kan man ellers læse, at nogen "har det drifteren"? Min generations sprog er fedt, ikke kun i sig selv, men også fordi det (næsten) altid bliver brugt med en smule ironi, som kun gør det endnu mere legende. Tak til Malte Tellerup for at repræsentere det!

Markløs modtog Blixenprisen for Årets litterære talent 2018.

Anmeldelse: Ræven var allerede dengang jægeren af Herta Müller

Titel: Ræven var allerede dengang jægeren, Originaltitel: Der Fuchs war damals schon der Jäger
Forfatter: Herta Müller
Oversætter: Nanna Thirup
Forlag: Gyldendal
206 sider
Først udgivet 1992, denne oversættelse 1994, denne udgave 2014
Roman

Vurdering: 5/6

Først ser man en myre. Så, at den bærer på en flue. En kvindes albue, så hele kvinden. Hun sidder ved siden af en anden kvinde. De sidder på et tag. Rundt om taget står der poppeltræer, og et sted under dem bankes der tæpper. Poplerne og tæpperne er del af en forstad, uden for forstaden ligger der marker, bag markerne, gårde. Denne langsomme zoomen ud, sker i løbet af de første ca. 5 sider af Ræven var allerede dengang jægeren. Første kapitel ender med et zoom ned på detaljerne ved kvinden, Adina, igen, og helt ind til den æbleorm, der ligger i hendes mave. Detaljerne og det store perspektiv går hånd i hånd i Herta Müllers roman, ofte får vi sågar detaljer og perspektiv i løbet af en enkelt sætning.
Man kunne citere mange forskellige passager for at understrege, hvor god Ræven var allerede dengang jægeren er til at binde det hele sammen. Her kommer en blandt mange geniale:

Der kravler kakkerlakker hen over komfuret. Syv rødbrune store, fire mørkebrune mellemstore, nu små, sorte som æblekerner. De kravler ikke, de marcherer. En soldatersommer til Ilije, til Adina intet brev. På den anden væg i værelset hænger der et billede, hvor der allerede om morgenen falder en stribe lys - Ilije i soldateruniformen, hans hår som et pindsvin, et græsstrå i munden, en skygge på kinden, omkring hans sko græs. Hver morgen hænger hele dagen i dette græsstrå. // Ilije sidder som Liviu i det flade syd. Lige så tæt på, lige så langt fra Donau, hver især forskellige steder. På det ene sted flyder Donau lige og afskærer landet, på det andet sted flyder Donau skævt og afskærer landet. Kun skuddene falder begge steder på samme måde, som var det en gren, der knækkede, bare anderledes. Helt anderledes.

I løbet af dette korte stykke kommer vi fra æblekernestore kakkerlakker til drab på de, der forsøger at flygte fra Ceaușescus diktatur. Vi får både Adinas længsel mod kæresten Ilije (og hvordan billedet af ham med et græsstrå i munden hver dag holder hende oppe) og rædslerne omkring ham nu. Og vi ser ham både som Adinas savnede og som en af de kakkerlakker, der holder det brutale diktatur ved lige. Det er komprimeret, og stadig så ufatteligt velskrevet; skuddene som "en gren, der knækkede, bare anderledes"! Wow.
Alle detaljerne er ikke bare med, fordi de er gode at beskrive. De bliver hurtigt til symboler: Adina længes ikke så meget mod Ilije, som hun trøstes af græsstrået, der siden går igen i bogen. At tilskrive detaljerne betydning er måske en måde for vores hovedpersoner at finde mening, selvom de lever i et ufatteligt undertrykkende diktatur. - Handlingen finder sted i Rumænien i Timișoara kort før Østblokkens fald.
Men detaljerne er ikke kun på de frihedshungrendes side. Portneren ved den fabrik, mange indbyggere i Timișoara arbejder i, introduceres sådan her:

Mellem de rustne ruller af ståltråd i fabrikkens gård går der hoveder. De går efter hinanden. Portneren kigger op mod himlen. Han ser højttaleren ved siden af porten.

Portneren ser ikke mennesker, han ser hoveder. Det er gennemgående i det kapitel, der fortælles fra hans synsvinkel; senere dukker der f.eks. sætninger op som:

Hovederne i gården kommer nærmere, de forlader trådrullerne, fabrikken. 

Portnerens arbejde er at indberette arbejdere, der kommer for sent eller forsøger at stjæle. Han er del af det undertrykkende system. Men han behøver ikke retfærdiggøre det for sig selv, for han ser ikke arbejderne som mennesker, men kun som hoveder, der skal tælles. Det er den samme umenneskeliggørelse af arbejdere ved synekdoke (en trope, hvor man erstatter en helhed med en del, f.eks. i steder for "pædagoger", "varme hænder"), som vi ser i Charles Dickens' Hard Times, når kapitalisten mr. Bounderby kun taler om sine ansatte som "Hands", hvilket fortælleren sarkastisk bider mærke i:

the multitude of Coketown, generally called "the Hands," - a race who would have found more favour with some people if Providence had seen fit to make them only hands, or, like the lower creatures of the sea-shore, only hands and stomach

Men det var en digression; pointen er, at Herta Müller skriver virkeligt godt, især detaljerne er gode, og så giver de oven i købet mening som andet og mere end bare gode detaljer! Faktisk er sproget så fintsansende, at store dele af Ræven var allerede dengang jægeren måske er tættere på at være et slags prosadigt end en roman. Det leder dog også til min eneste anke ved romanen: nogen gange bliver sproget så fint, at romanen mister sin episke troværdighed; nogen af dialogerne bliver simpelthen for stiliserede, for forhippede på at være sprog, og for bange for bare at skulle være tale. Her er det f.eks. et barn, der taler:

I morges klokken fire vækkede min mor mig, havde barnet sagt, hun gav mig nøglen, fordi hun skulle hen på stationen. Da hun gik, fulgte jeg med hende til porten. Da jeg gik sammen med hende over gården, kunne jeg på min skulder mærke, at himlen var helt tæt på. Jeg kunne have lænet mig til den, men jeg ville ikke have, at min mor skulle blive forskrækket. [...] Ved indgangen var døren anderledes, træet var tomt. 

Sådan taler et barn ikke, sådan skriver en digter. Og det er Herta Müller udmærket bevidst om; det er med vilje, at nogle dialoger skal være mere digteriske end mundrette. Andre af dialogerne i bogen forsøger derimod at fange daglig tale ret præcist. Personligt er jeg bare ikke fan af poetisk dialog; jeg elsker poesien i alle detaljebeskrivelserne, men jeg synes, der er en konflikt mellem fortællingen og sproget, når den finder vej ind i den direkte tale.
Men det er en minimal anke, som kun gør sig gældende enkelte steder i bogen. Derudover er det en nydelse at læse en forfatter med så stor kontrol over sproget som Herta Müller, der (bør det nok nævnes) modtog Nobelprisen i 2009. Og det er ikke kun sproget i sig selv, der gør Ræven var allerede dengang jægeren god; som nævnt tjener detaljefikseringen et formål, og karaktertegningen bliver derfor så meget mere rammende, troværdig og følelsesfuld. Og derfor går bogen også hen og bliver ret spændende, da det hemmelige politi kommer på banen, selvom det vist ikke er spænding, der er Müllers primære mål; det er derimod følelsesladede, detaljerede, meningsfulde beskrivelser, og de virker!