Anmeldelse: Markløs af Malte Tellerup

Titel: Markløs
Forfatter: Malte Tellerup
Forlag: Lindhardt og Ringhof
160 sider
2017
Roman / Autofiktion

Vurdering: 5/6

I essayet "An Image of Africa" skriver Chinua Achebe om, at han har modtaget et brev fra nogle skoleelever fra New York: De skriver, fordi de gerne vil høre, om han kan fortælle dem om nogle af de underlige skikke, man har i Igbo-samfundet. Achebe svarer i sit essay, at man kan tilgive børnene deres uvidenhed, fordi de er børn; men det er da underligt, at de ikke er bevidste om, at man ikke behøver at rejse til Afrika for at finde underlige skikke. Deres egen kultur er lige så underlig som enhver anden.
Sådan er det også med familier. Som barn tror man, at éns egen familie er (forholdsvist) normal, og at det er alle de andre, der er underlige. Men når man bliver voksen, begynder man at indse, at éns egen familie er ret mærkelig. Man begynder at se tilbage på sin barndom og opdage alle fejlene, og man indser, at éns forældre er fejlende mennesker. I Markløs er det autofiktive jeg, Malte, blevet voksen og må derfor tage opgøret med sin familie. Det gælder både fortiden - han må forstå forældrenes skilsmisse og sin egen position som et barn, der blev født lige efter hans onkel døde, og derfor måtte udfylde det hul, onklen efterlod sig -  og nutiden, hvor han må finde ud af, om det er det værd at blive ved med at forsøge at komme i rigtig, følelsesmæssig kontakt med sin far, og må prøve at blive nære venner med sin bror igen efter de er gledet lidt fra hinanden efter at være flyttet hjemmefra, som søskende jo gør. Alt det flettes ind i en fortælling om Udkantsdanmark og det forfald, der samtidig er muligheden for noget nyt - som en familie må brydes ned og bygges op igen på nye præmisser, når man bliver voksen.
Det lyder måske tungt, og det er da også tunge følelser, vi har at gøre med, men samtidig er bogen underholdende og letlæst. Readable, som amerikanske boganmeldere på irriterende vis ynder at skrive (for hvad er ikke læseligt, udover da lige min håndskrift?). Dialogerne flyder (for det meste) let, og fordi plottet er noget så enkelt fremadskridende som en gåtur, skrider historien naturligt fremad. Gåturen værdsætter jeg meget: Malte og hans bror Emil beslutter sig efter faderens 60-års fødselsdag at gå til den by, der har givet dem deres efternavn, Tellerup. Det er en gåtur på ca. 50 kilometer, som de er tre dage om at gennemføre. På vejen ser de landskaber, møder mennesker og kommer tættere på hinanden som brødre: en klassisk roadmovie (hvis man kan være det, når man er en bog). Roadmovien er en herlig genre, men desværre ser vi den ikke så tit i Danmark. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om Døden kører Audi af Kristian Bang Foss - som også er god, men jeg foretrækker Markløs. Markløs er en ret underspillet roadmovie; der er ikke noget stort, der venter for enden af vejen - kun en lille landsbyflække, som vores hovedpersoner er udmærket bevidst om, de ikke har nogen rigtig tilknytning til.
Jeg er til gengæld ikke altid lige begejstret for naturbeskrivelserne. Beskrivelserne af forfaldet på Udkantsfyn er rigtigt gode, men nogle gange bliver naturen beskrevet lidt ligegyldigt:

Månen og stjernerne lyser bagerst mod en sort himmel. Foran er et lag af skyer, og et lavere lag bevæger sig hurtigt i vinden over mig. Når de driver forbi månen, bliver de lyst gullige. Når de er væk, er månens lys igen blegt. En ugle tuder i skoven. Et par ænder skræpper, og dem eller nogle andre smådyr skubber til havens indhegning, en lyd af sammenstød med metal. Her er uhyggeligt.

Jeg synes, beskrivelsen her bliver ved længere, end der er grund til. Det sker nogle gange i løbet af bogen; jeg tror, Tellerup gerne vil have, at stedet skal blive en karakter i sig selv (og det lykkes til dels), men der kræves sine steder lidt mere finesse i beskrivelserne, lidt mere grund til at ville læse dem.
Når det kommer til stykket, er jeg nok lidt mere begejstret for Markløs, end bogen egentlig fortjener, fordi jeg selv kan genkende det med at være nyligt voksen akademikerdreng fra Udkantsdanmark. Men det er vel hvad smag grundlæggende er: subjektive grunde til, at vi kan lide, hvad vi kan lide. Så at Markløs rammer mig personligt mere, end den måske vil ramme andre, skal bestemt ikke trække ned på vurderingen her.
En sidste note: Nogle af dagbladenes anmeldere bryder sig ikke om det ungdommelige sprog, der nogle gange titter frem (f.eks. "Jeg har det drifteren, lidt random glider mine tanker rundt" eller det, at en pizza er "ok greasy"). Der synes jeg altså, at omtalte anmeldere viser sig som gamle, kedelige og konservative. Dette sprog, Tellerup repræsenterer, er jo netop vildt poetisk i sin legesyge. Hvor kan man ellers læse, at nogen "har det drifteren"? Min generations sprog er fedt, ikke kun i sig selv, men også fordi det (næsten) altid bliver brugt med en smule ironi, som kun gør det endnu mere legende. Tak til Malte Tellerup for at repræsentere det!

Markløs modtog Blixenprisen for Årets litterære talent 2018.