Anmeldelse: Panser af Lea Marie Løppenthin

Titel: Panser
Forfatter: Lea Marie Løppenthin
Forlag: Gladiator
166 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Romangenren er blevet defineret som den genre, der kan indeholde alt. Tænk f.eks. på den måske første roman, Don Quijote, hvor handlingen på et tidspunkt stopper op, så vores hovedpersoner kan sætte sig ned og læse en novelle, som vi læsere så også læser. Midt inde i romanen er der en 50 sider lang novelle, der egentlig ikke har noget med handlingen at gøre. Men det giver alligevel mening, for som roman kan Don Quijote indeholde hvad som helst.

Alligevel må det siges, at Lea Marie Løppenthins første roman, Panser, strækker romandefinitionen til det yderste. Den første del, som er langt den længste, er et skuespil, eller i bogens genredefinition "Dramatisk digt i tre akter", med titlen "Panser", der synes at være, hvis ikke uopførligt, så i det mindste svært opførligt. Dernæst en "Kort dannelsesroman" ved navn "Andys barndom", som i en regibemærkning indgår i skuespillet. Til sidst et brev, "Kære Andy", som foregår lidt efter skuespillets slutning.

At skuespillet kaldes et dramatisk digt giver god mening, for replikkerne er med linjeskift og ofte poetiske billeder ("Følelser er et florlet slør i kroppen") som i et digt. Det kan minde lidt om Inger Christensen Æter. Der indgår også et kor, som i de oldgræske tragedier, hvis funktion er en blanding af at sige regibemærkninger ("Det er den 1. januar / klokken er 18"), at gøre det ud for en slags publikum ("hvem kan bløde Ingeborgs bistre muskler op? hvis bare hun var franskbrød / man kunne dyppe i kaffe") og hen mod slutningen at gribe ind i handlingen ("her i den nye morgen / har vi kaldt Ingeborg og hendes nærmeste / til møde / Ingeborg, Sophie, Klara, Thomas, Juan / og Andys spøgelse").

Igennem skuespillet er der en kækhed i stemmen, ikke friskfyragtigt (udover hos Andy, af hvilken grund han bliver lagt for had), men måske friskpigeagtigt. Det er en fortælleglæde, en glæde ved sproget og en glæde ved at udstille nogle af samfundets problemer, der måske kan minde om Mette Moestrup og Tine Høeg. Det gør bogen let- og hurtigt læst, men ikke nødvendigvis letfordøjelig. Fortælletempoet og stemmens kækhed er ganske enkel behagelig at give sig hen til. Her, for at forsøge at illustrere, et tilfældigt uddrag, hvor vi får historien om, hvordan Thomas og Klara mødte hinanden:

Ingeborg: Hvad laver du her Thomas / er du også søvnløs? // Thomas: Ja / vil du have en cigaret? // Ingeborg: Nej / fortæl mig om dengang / du mødte min lillesøster. // Thomas: Det var i Santa Cruz / det var aften, en fest, ikke langt fra stranden / hun gik hen til mig og sagde: / Do you like my tight sweater? / og jeg sagde: Uhm yes, I think so / og så opstod der en pause, og jeg blev befippet / spurgte så: / Do you know where the bathrooms are? / og så grinede hun og sagde: / Er du dansker? / min accent afslørede mig selvfølgelig / og selvfølgelig havde hun ingen accent / og jeg tænkte: / Ak, mit hjertes simple muskel / at den fra nu af skal være / i dette sweater-væsens vold for evigt / Klara, Klara // Ingeborg: Gudskelov for sweatre / og gudskelov for de stramme sweatre / i særdeleshed

Panser er behagelig læsning, som i god læsning, men det ville være behageligere, hvis den var sat bedre op: første del er med skrifttypen Arial, anden del med Times New Roman og tredje del med Comic Sans. At brevet er skrevet med Comic Sans er der en pointe med, men det er irriterende at blive spist af med Arial og Times New Roman. Det er faktisk ret forsyrrende for læsningen, også på grund af den ret store skriftstørrelse, det ligner nærmere et udprint, man læser på et forfatterkursus, end en rigtig bog. Desuden skæmmes bogen af et for stort antal korrekturfejl. Det virker som om, redaktørerne ikke har været deres opgave voksen og ikke har villet tage nogen beslutninger, hvilket desværre virker som en tendens på Gladiator, der f.eks. også udgav Josefine Klougarts New forest i en version, som efter min bedste overbevisning ville have haft godt af at være adskillige hundrede sider kortere.

Til sidst skal det nævnes, at jeg sætter stor pris på, at Lea Marie Løppenthin åbenbart er fan af Inger Christensens romaner. I Nervernes adresse nævner hun Evighedsmaskinen og i Panser laver hun denne genskrivning af et sted i Azorno:

Juan tror jeg er en radio / han tror, at det er knapper / jeg har siddende på min brystkasse / på venstre skruer man op og ned for lyden / på højre leder man efter / en frekvens med klart signal / Juan leder efter et klart signal / så det er lige meget / om det er klassisk eller grunge / men hvad hvis jeg ikke har et klart signal / jeg savner min far

I Azorno hedder det:

Han drejede min brystvorte rundt som når man stiller på en radio. Jeg pillede lidt ved lagnet ved hans hoved strøg ham over håret og førte mine fingerspidser rundt og rundt i hans venstre øres folder, mens jeg nynnede med munden tæt ved hans højre øres tragt. Som en station der fader ud og forsvinder. Dør. Den er død. Men trækker vejret dybt inde i kroppen.

To forskellige måder at beskrive og gøre oprør mod den samme objektificering. Og dejligt at nogen læser og skriver oven på Inger Christensens romaner.

Anmeldelse: Perserne af Aischylos

Titel: Perserne
Forfatter: Aischylos
Oversætter: Niels Møller
Forlag: Gyldendal
70 sider
Oprindeligt opført 472 fvt., denne oversættelse 1918, denne fjerde udgave ved Christian N. Brodersen 1962
Drama / Tragedie / Historisk drama

Vurdering: 2/6

Jeg vil gerne starte med at undskylde for, at jeg sådan giver en udødelig klassiker en lav karakter. Det vil jeg anbefale, at man helt ser bort fra. Jeg mener ikke, at Perserne ikke fortjener sin klassikerstatus (som jeg f.eks. mener, at Huckleberry Finn ikke fortjener sin klassikerstatus), og jeg mener ikke, at Perserne på nogen måde er et uinteressant stykke. Hvad jeg så mener, vil jeg forsøge at forklare.

Kun tre af de attiske tragediedigtere er bevaret: Aischylos, Sofokles (som jeg er stor fan af) og Euripides (som jeg ikke har læst). Aischylos er den ældste og er nok mest kendt for Orestien og Syv mod Theben. Perserne er den ældste bevarede tragedie og skiller sig også ud på en anden måde: det er den eneste bevarede tragedie, der tager udgangspunkt i historisk stof frem for mytestof. Tragedien handler om slaget ved Salamis, som havde fundet sted kun 8 år før, og som Aischylos sandsynligvis deltog i - du ved, den krig, der udspiller sig i slow motion i 300 - Rise of an Empire. Men hvor denne nok ret glemte efterfølger til 300 har både et tyndt plot, nogenlunde fed action og lange, intense billeder af Eva Greens blævrende bryster, har Perserne kun det tynde plot.

Aischylos har nemlig valgt at lade hele handlingen udspille sig efter handlingen egentlig har udspillet sig. Scenen er sat ved det persiske hof, og da stykket begynder er slaget ved Salamis overstået. Ind på scenen træder et bud, der kan berette om, at persene fik bank af grækerne og at perserkongen Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Dernæst kommer Xerxes' far, Dareios', spøgelse frem og får fortalt, at perserne fik bank af grækerne. Han konkluderer, at Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Til sidst kommer Xerxes selv så hjem. Han fortæller, at perserne fik bank af grækerne, og at han ikke var for kvik, da han gik i krig. Desuden komme han og koret med cirka tyve udråb af typen: "O ve, ve! o gud, gud!", "O ny sorg, o ny sorg!", "O gru, o gru!", "Kvide, o kvide!" osv.

At et bud kommer ind på scenen og fortæller, hvordan et slag er gået, er jo ikke nødvendigvis dårligt teater. Det er handlingen i første akt af min yndlingstragedie, Shakespeares Macbeth. Men Perserne kommer aldrig videre end dette første akt: vi får fortalt hvad der er sket, men der sker aldrig noget på scenen. Der er ingen dramatisk fremdrift.

Aischylos' Prometheus fungerer egentlig på samme måde: vi får fortalt, hvad der er sket, men der sker aldrig noget i selve stykket. Prometheus er også ret kedelig læsning. Men det er egentlig ikke det, der er mit store problem med denne udgave af Perserne. Aischylos er som sagt den ældste bevarede tragediedigter, og det er sgu fair nok, at man på daværende tidspunkt ikke helt havde knækket Aristoteles' kode til, hvordan man skriver en spændende tragedie med naturlig fremdrift i plottet, anagnorisis, peripeti og hele molevitten. Aischylos' evner som tragedieforfatter var sandsynligvis store i forhold til samtidens andre, desværre ubevarede, tragediedigtere. Mit problem med Perserne er derfor ikke den nok tidstypiske mangel på finpudsning af tragediens plotstruktur, men nærmere Niels Møllers oversættelse.

En oversættelse af denne slags rytmisk regelbunden oldtidslitteratur skal tage højde for flere ting: metrikken skal gerne være som i originalen, ordene skal være forståelige, oversættelsen præcis og sproget godt. Det er svært at gøre alle fire ting på én gang - Otto Steen Due lykkedes med det i sine oldgræske og romerske oversættelser, mens Otto Gelsted ofrede metrikken og prosaoversatte Odysseen, hvilket også Keld Zeruneith har gjort med det oldengelske heltekvad Beowulf. Niels Møller har desværre valgt i stedet at ofre forståeligheden. Det betyder, at en stor del af noterne går med ikke at forklare hvem f.eks. iaonerne var, men i stedet med at oversætte Niels Møllers oversættelse til dansk. Man må bladre om i noterne for at få at vide, at der med offer-id menes offer-handling, med våde menes ulykke, med både menes nytte, med uden men menes uskyldig, med våndt menes smerteligt, og at der f.eks. med "i købet" egentlig menes "oven i købet" og med "redte sig" menes "beredte sig". Noterne burde være til for at forklare de ting, der på grund af tid og sted forekommer os kulturelt fremmede - ikke for at oversætte oversætterens hovsa-løsninger til rigtigt dansk.

Det må være på tide med en nyoversættelse af Perserne til dansk. Ikke fordi tragedien i sig selv er særligt god læsning, som f.eks. Sofokles' tragedier er det, men fordi den er et historisk dokument, et litteraturhistorisk artefakt, der fortjener at bliver overleveret på en bedre måde.

Anmeldelse: Slavernes kyst af Thorkild Hansen

Titel: Slavernes kyst (Slavetrilogien #1)
Forfatter: Thorkild Hansen
Forlag: Gyldendal
281 sider
1967
Nonfiktion

(Note: Jeg har anmeldt Slavetrilogien samlet her: https://pristjek.org/2021/10/30/i-thorkild-hansens-slavetrilogi-er-blodet-danmarkshistorien-og-litteraturen-klaegt-flydende/)

Vurdering: 4/6

Der findes, uvist af hvilken grund, ingen bog om den danske slavehandel. Lydløse paa deres nøgne fødder vandrer slaverne gennem to hundrede aar af Danmarkshistorien uden at efterlade sig andre spor end skolebøgernes lille oplysning om, at Danmark var det første land, som afskaffede slavehandelen. Tusinder af mænd, kvinder og børn. Og bagefter en enkelt sætning. Som er forkert.

Sådan begrunder Thorkild Hansen i 1967 sit projekt: vi har fortrængt mindet om, at vi handlede med slaver. Nu er det på tide at huske. På trods af Hansens tre bøger, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for, er der ikke sket meget: Danmark nægter stadig at undskylde for slaveriet, og at vi overhovedet var en slavenation er ikke noget, der fylder meget på skoleskemaet. Det på trods af, at Danmark sejlede over 100.000 slaver over Atlanten. Og, minder Thorkild Hansen os om, i løbet af tilfangetagelsen døde 2/3 slaver, så hvis vi sejlede 100.000 over Atlanten, tog vi 300.000 slaver.

Disse tal er alt, der er tilbage af Danmarks ofre for slaveriet. Der blev ført logbøger og lavet beregninger, men slaverne selv kom ikke til orde: vi har ingen førstehåndskilder fra slaverne selv. Som Hansen skriver: "Slaverne kaster ingen skygge i historien [...] Deres ejere tog ordet for dem". Det er ejernes ord, Hansen må bygge sin bog på.

Det gør han ved at udvælge nogle af de danske kolonisatorer, som han fokuserer på: Præsten Eric Tilleman, slavehandleren Ludwig Rømer, slaverimodstanderen Isert over for slaveriforkæmperen Kiøge, Wulff Joseph Wullf, hvis liv filmen Guldkysten er meget løst baseret på, osv. Til fælles har de, at de er danskere, slaveejere, kolonisatorer. Slaverne selv hører vi ikke noget fra, for der er ingen kilder: som i Sydamerika lykkedes det europæerne at udrydde ikke kun kulturer, men også mindet om disse kulturer.

At hovedpersonerne er slaveejerne er både bogens styrke og svaghed. Det første kapitel, der opridser det historiske og numeriske fakta er egentlig en smule kedeligt; det er først, da bogen begynder at følge enkeltpersoner og udlægge deres skæbner, at Hansens fortælleglæde tager fat. Hansen er dygtig til at leve sig ind i historiske personer og gøre dem nærværende. Man lider med Wulff, når han rammes af klimatfeberen, man holder med Isert, når han forsøger at finde alternativer til slaveriet - man lader sig sågar forføre af spændingen, når Kiøge går på felttog mod en særligt genstridig høvding. Men det er hele tiden med bevidstheden om, at disse fortællinger omgives af et sort hul af skæbner, som ingen husker. Er det ikke lidt absurd at føle sympati for slaveejeren Wulff, når han rammes af klimatfeber, frem for at føle sympati for de slaver, han underlægger sig? Selvfølgelig er det det, men hans historie er desværre bare den eneste mulige at fortælle...

Og fortalt bliver der til den helt store guldmedalje. Hansen skriver godt og underholdende og præsterer at gøre de historiske skikkelser levende for læseren. Derfor er det en skam, at hvert kapitel starter med en beretning i andenperson om, at Hansen i bogens samtid kører rundt i Ghana for at se de steder, hvor de danske slaverforter lå. Det giver anledning til nogle rigtigt gode naturbeskrivelser, men jeg læste dem let irriteret, utålmodig efter at komme tilbage til fortællingen.

Det er desuden forvirrende, at Hansen citerer uden brug af citationstegn: ofte ændrer sproget sig til 1800-talsretstavning, og så må man som læser formode, at man har at gøre med et citat. Men præcist hvor begynder og ender citatet? Hvorfor ikke bare bruge citationstegn? Det ville gøre det hele lidt mere overskueligt.

Thorkild Hansen er en dygtig historiker, bl.a. fordi han valgte at grave et emne frem på et tidspunkt, hvor det var endnu mere underrepræsenteret end i dag. Men først og fremmest er han en dygtig fortæller og menneskekender. Derfor er det en nydelse at læse Slavernes kyst og jeg skal helt klart have læst Hansens to andre slavebøger på et tidspunkt. Når det så er sagt, er den ikke helt så god som mesterværket Det lykkelige Arabien. Det skyldes både emnevalget: Det lykkelige Arabien er en mere tight fortælling, fordi den finder sted over få år med tre-fire hovedpersoner, mens slaverihistorien varede over hundrede år og hos Hansen fortælles med mange forskellige nedslag i mange forskellige personers historier, og det skyldes også fokusset - at Hansen i Det lykkelige Arabien fokuserer på at fortælle sin historie, mens han i Slavernes kyst forsøger at væve den sammen med et nutidsspor, som ikke rigtigt lykkes. Men Slavernes kyst er stadig god, underholdende og vigtig historiefortælling.

Anmeldelse: Hverdagshistorier af Frank Jæger

Titel: Hverdagshistorier
Forfatter: Frank Jæger
Forlag: Gyldendal
95 sider
Først udgivet 1951, denne udgave fra Gyldendals Bekkasinbøger 1972
Noveller / Eventyr

Vurdering: 5/6

Jeg har nydt Frank Jægers Hverdagshistorier på en anden måde, end jeg tror, at det er meningen, de skal nydes: På bagsiden af bekkasinbogsudgaven står Hans Brix citeret for, at "Hvert af disse Eventyr forlanger, at den, der læser det, selv skal finde løsningen på dets lille Opgave," men jeg synes, historierne er bedst, når man ikke betragter dem som gåder. Også selvom det klart nok er meningen, at man skal det; Jæger er tydeligvis inspireret af Freuds og Jungs psykoanalyse og dens mellemværende med eventyrgenren, og det er meningen, at man som læser skal bruge deres begreber til at 'løse' historierne. Tag f.eks. den første af historierne, "Enhjørningen," hvor "Vinteren har bidt sig fast i alt det, som lever ude," og foråret er forsinket: En pige og en skovhugger tager på skovtur, hvor de møder en enhjørning, hvis horn "staar stift" og det "banker og pulser nede under haardheden." Pigen skruer hornet af, og ud af enhjørningens pandebrask springer foråret! Hvad mon det horn skal symbolisere?

Det er ikke nødvendigvis reduktivt at råbe "Fallos!" og så lukke bogen, for det er klart intentionen. Men gør man det, kommer man nemt til at overse disse historiers egentlige kvalitet: sproget. Hvor fedt er det f.eks. ikke lige, at der står om vinteren, at "Den piner sig ind imellem husenes mursten og knækker igennem væggen til kakkelovnen, som sveder og gør alt, hvad den kan"? Der er en lyst til konstant at skrive sætninger, der aldrig er blevet skrevet før, og det gør Frank Jæger ved hele tiden at vælge utraditionelle verber: hvornår har du sidst hørt om noget, at det "piner sig" ind mellem noget, eller at det "knækker" igennem noget? Jeg tror aldrig disse ord er blevet brugt lige netop på denne måde før, og alligevel giver det perfekt mening, når man læser det.

Hverdagshistorier er en bog, der gerne vil være enhver gymnasielærers våde drøm og enhver gymnasieelevs mareridt ved at lægge op til en let lille psykoanalytisk fortolkning af hver historie. Men hvis man rigtigt skal nyde bogen, vil jeg anbefale at se bort fra den slags pjat. Dyrk overfladen! Indsnus sproget, når en sejltur med en spillefrøken, en sømand og en puddelhund beskrives således:

Og hver gang hunden klynker i sin taske, ved spillefrøkenen, at den trænger til at lette sig, sømanden maa sejle ind til land for det samme. Det er, som har pudelen al sin tid levet af olie og fordelende urter, deres sejlads bliver en tæt række buede sting op langs kysten.

En tæt række buede sting! Fedt! Og det bliver kun vildere senere, da spillefrøkenen og puddelen er alene tilbage i båden:

Hvad begreb har hun om sømandskab, hun lægger sig plat ned forude og er bange, for bagtil svirper bommen med mellemrum henover baaden, eller rorpinden sparker. Nu glemmer hun at synge som en sirene, og nu kommer havmændene frem, men hvor de er stygge. De er mange tusinde aar, i alt fald ikke de uskyldige svende, som hun har haabet paa, men værre mund har hun aldrig hørt, hun er eet kilder af elektrisk blu og vender sit ansigts billede bort. Og naar ikke havbøllerne sværmer om baaden, ligger hajerne hvidbugede paa ryggen og snapper uden andet formaal end at forskrække hende og pudelen, for nu holder hun sin finger væk fra vandet, og picnictasken er fuld til overflod af hundens bange strinter.

Og her vil jeg så tillade mig at insistere på, at havmændene og hajerne under ingen omstændigheder er spillefrøkenens undertrykte seksualitet, også selvom vand og underbevidsthed symbolsk har det med at hænge sammen, for havmændene og hajerne er da havmænd og hajer, for pokker! De er der, fordi det er fedt at skrive "havbøllerne sværmer om baaden" og "hajerne hvidbugede", og der behøver ikke være nogen anden grund, for det er sørme da herligt at læse disse fortællinger som de er.

Det vil jeg så anbefale at gøre: lad være med at prøve at forstå disse Hverdagshistorier, for hvis man begynde at fortolke dem, bliver de kedeligt enkle. Læs i stedet deres sprællende sprog og fortællelystne vildskab; ikke alle gåder behøver en løsning.