Anmeldelse: Sulpicia. En romersk digter, oversat af Harald Voetmann

Titel: Sulpicia. En romersk digter
Forfatter: Sulpicia
Oversat og kommeneret af Harald Voetmann
Gyldendal
119 sider
Skrevet i 1. årh. fvt., denne oversættelse 2016
Poesi

Vurdering: 5/6

Hvis man slår op i Den store danske eller engelsk Wikipedia (der er ikke et dansk opslag endnu), vil man kunne læse sig til, at Sulpicia er den eneste kvindelige romerske digter, af hvem der er bevaret hele digte, og at antallet af digte er seks. Digtene er bevarede, fordi de indgår i et appendiks til elegikeren Tibul, hvori der findes digte skrevet af forskellige fra hans kreds. Her er der egentlig elleve Sulpicia-digte, men det kan man ikke læse sig til i opslaget i Den store danske, og det dukker først op som en løsthængende sætning til allersidst i Wikipedia-opslaget. Det skyldes, at digtene synes skrevet af to ret forskellige stemmer: De seks digte, der tilskrives Sulpicia, er korte og enkle, mens de fem andre digte er lidt længere og er fulde af referencer til mytologi o.l. Derfor har man siden midten af 1800-tallet ment, at de seks korte digte var skrevet af Sulpicia selv, mens de fem længere var skrevet af en mand, der videreførte Sulpicia-stoffet. Men hov, vent, hvorfor skulle de korte, enkle digte være skrevet af kvinden og de lange, komplicerede digte være skrevet af en ukendt mand? Fordi litteraturhistorien er sexistisk, that's why.

I sine righoldige og velformidlede kommentarer til oversættelsen argumenterer Harald Voetmann for, at alle elleve digte sagtens kunne være skrevet af Sulpicia. Det første af de længere digte sammenligner hende med guden Vertumnus, der har evnen til at ændre udseende og sågar skifte køn. Det lyder jo som en allegori for digtningen: Sulpicia har evnen til at skrive med begge køn, både enkelt og følelsesladet, som det måske har været forventet af romerske kvinder, og længere og intertekstuelt, som det måske har været forventet af romerske mænd. For mine ører lyder det da mindst lige så (eller bare mere) sandsynligt som den sexistiske ide om, at en eller anden mand skulle have taget over og ghostwritet for Sulpicia, når der skulle pondus bag griflen.

Til gengæld har mine moderne øjne svært ved at se, hvorfor man har ment, at komplekssulpicia skulle være bedre end enkelsuplicia; de to stilarter har hver deres fordele. Lad os sammenligne to digte, der begge handler om, at Sulpicia ligger syg med feber og tænker på sin kæreste Cerinthus; her enkeldigtet i sin helhed:

Er du bekymret, Cerinthus? Feberen brænder din sarte/ kærestes udpinte krop — tænker du kærligt på mig?/ Åh, men kun hvis jeg tør håbe, at du også ønsker det, vil jeg/ ønske at vriste mig fra sygdommens rædsomme greb./ Kan al min lidelse end ikke vække dit smølende hjerte,/ hvorfor skulle jeg så kæmpe for at blive rask?

Mens enkeldigtet henvender sig direkte til kæresten (og i henvendelsen består både det hjerteskærende og elskovsspillet i form af forsøget på at fremtvinge en uforbeholden kærlighedserklæring), henvender kompleksdigtet sig til solguden Phoebus for at forsøge at smigre ham til at helbrede Sulpicia. Det digt bliver også dejligt kærlighedskært, da Cerinthus blandes ind i bønnen:

Phoebus, vær nådig. Da vil man prise dig for dette under:/ Én krop blev helbredt, men to mennesker frelstes derved.

Det er da et godt bud på det romerske svar på The Fault in Our Stars! Når det så er sagt, er Sulpicias kærlighedselegier knap så hjerteskærende som Dido og Aeneas' af skæbnen ituslåede forhold hos Vergil, men læseglæden ved En romersk digter er til gengæld heller ikke udelukkende afhængig af nydelsen af Sulpicias (for mine moderne øjne) ret gode digte. Den største oplevelse ved bogen er nemlig oversætter Harald Voetmanns veloplagt formidlende forord og kommentarer, som stiller sig på Sulpicias side mod både det patriarkalske, romerske samfund og den sexistiske litteraturhistorieskrivning (og sikkert også ville have et og andet at sige om, at jeg her sådan fremhæver den mandlige oversætter på bekostning af den kvindelige digter, undskyld, jeg skammer mig):

"Jeg bliver tvunget og har ingen magt over mit liv," skriver Sulpicia [i et digt om, at hun ikke vil adskilles fra Cerinthus for at skulle på landet og holde fødselsdag]. Måske er det her en teenagepiges urimeligt rasende reaktion på en velmenende onkels forslag om at fejre hendes fødselsdag på landstedet. Men det er samtidig et klart udtryk for den grundlæggende ufrihed, som alle romerske kvinder led under gennem hele livet. Og det er det eneste sted i den overleverede romerske litteratur, hvor en kvinde gør opmærksom på det faktum.