Anmeldelse: Sportsdigte af Jørgen Leth

Titel: Sportsdigte
Forfatter: Jørgen Leth
Gyldendal
82 sider
Oprindeligt udgivet 1967, denne 2. udgave 2018
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvis man har min alder, er Jørgen Leth først og fremmest Tour de France-kommentator og kun dernæst forfatter og filmmager. Og cykelkommentatoren Jørgen Leth kan bestemt genkendes i sportsdigteren Jørgen Leth (eller egentlig er det jo omvendt) som i dette digt, "Han var ingen vinder":

Jeg kendte engang en spiller / hans spil var af en anden verden / han kombinationer var raseri og leg / hans forhånd et nådestød / han hentede de umuligste bolde / et sted i rummet / han kunne og han ville det umulige / han var ingen vinder // Jeg kendte ingen større skuffelse / end når denne spiller tabte en kamp / han selv havde skabt, / men hans ærgerrighed lå på et andet plan / han ville betvinge øjeblikket / og hans kampe var en række store øjeblikke, / min skuffelse er min / han var ingen vinder.

Overført på cykling kunne det jo nærmest handle om Jørgen Leths helt Nairo Quintana, som også nævnes i det digt, "Mit navn, min form 2018", der (måske lidt unødvendigt, men også ganske hyggeligt) er tilføjet til genudgivelsen af Sportsdigte.

Leth digter mest om cykling og bordtennis (han var selv en dygtig bordtennisspiller), men der er også et enkelt digt om fodbold. Nogle digte, som ovenstående, handler om sportsfolkene i tredjeperson, andre lever sig ind i dem i førsteperson, og atter andre synes at være selvbiografiske. Og som ovenstående digt handler de fleste om sportsfolk, der næsten - men også kun næsten - vinder, som det herlige "Under træning spillede jeg", der slutter sådan her:

Under træning / oplevede jeg den sæson / spillet åbne sig / som en stor sammenhængende drøm / med svimlende muligheder, men / kun under træning, / det var svimlende.

Selv de store triumfer bliver kun rigtigt store, når de hænger sammen med nederlaget. Portrætdigtet om Georges Senfftleben er ikke bare en hyldest til ham, men finder sin emotionelle kerne hos dem, Senfftleben vippede af podiet:

Han var ikke sprinter / men han fik hele verden til at græde / den dag han afviste scherens / som fortvivlet forsøgte / at blive verdensmester / for syvende gang.

Normalt er jeg mest til digte, der vækker følelser og gerne benytter sig af overrumplende og skønne poetiske billeder. Sådan er Jørgen Leths Sportsdigte ikke: sproget er helt nede på jorden og de digte, der prøver at stikke dybere ned i følelseslivet ("Lykken 1-5"), er ret mislykkede. Jørgen Leth er bedst i det simple og præcise, for her ligger noget uventet poetisk. Sportsudtrykkene får en helt anden energi når de tages ud af deres rette kontekst og sættes ind i et digt, som når der står: "På det tidspunkt var jeg mægtig oplagt / og var begyndt at brække viften i stykker". "Viften" - denne cykelmetafor bliver pludselig en poesimetafor, som man ikke helt kan placere.

Hen mod slutningen på digtsamlingen bliver Leth mere avantgardistisk, og her møder vi den måske mest berømte sætning, han ikke har skrevet - for den stammer fra en James Bond-roman: "Også i dag oplevede jeg noget som jeg håber at kunne forstå om nogle dage." Her betyder Sportsdigte måske ikke "digte, der handler om sport", men "det at digte er en sport"; i hvert fald er de legende fine.

2018-genudgivelsen er en hardback, og det gjorde Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen vred; han skriver i sin anmeldelse, at "det er nærmest en hån mod læseren". Det er måske lidt overdrevet sagt, men jeg kan godt følge ham. En bog i opretstående A5-format på under 100 sider skal ganske enkelt ikke være en hardback - det er irriterende at læse i. Man bliver tvunget til at bruge begge hænder til at holde bogen med, den er ustyrlig og træls for fingrene. Så kort en bog skal være paperback, sådan er det bare. - med undtagelse da af, hvis den er trykt i et liggende format, så man alligevel ville skulle bruge begge hænder til at læse med, men det er jo ikke tilfældet her.

Men derudover er det dejligt, at Sportsdigte findes igen, for det er en god bog - ikke bare fordi, det er sjovt at læse Jørgen Leth som cykelkommentator på vers, men fordi det ganske enkelt er god poesi.