Viser opslag med etiketten jørgen leth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jørgen leth. Vis alle opslag

lørdag den 29. februar 2020

Anmeldelse: Det bliver ikke væk af Jørgen Leth

Titel: Det bliver ikke væk
Forfatter: Jørgen Leth
Gyldendal
57 sider
2019
Poesi

Vurdering: 4/6

I Jørgen Leths seneste, men forhåbentlig ikke sidste, digtsamling, Det bliver ikke væk, er der måske fem virkelig fremragende digte, nobelprisværdige, af international klasse, og så en hel del gode og halvgode digte, som det også er en fornøjelse at læse. To af de fremragende står henholdsvis som samlingens første og sidste digt, adskilt fra de to dele: Første del er velkendt centrallyrik, ofte handler det om at blive gammel, at skrive og om de litterære og musikalske helte. Anden del er mere eksperimenterende, først med drømmereferater, siden readymades og digte, der foregiver at være / er urettede, fulde af tastefejl, så man bl.a. får denne fantastiske linje: "Deer enfest forordene".

Blandingen af de meget konkret beskrivende og fortællende digte og så de mere avantgardistiske eksperimenter tror jeg måske er gennemgående for Leths forfatterskab — i hvert fald gør samme blanding sig gældende i klassikeren Sportsdigte. I Det bliver ikke væk kan et af de allermest konkrete digte, "Det kan jeg få et tableau ud af", starte sådan her:

Centrifugalkraften. Jeg bruger den når jeg skal op af/ stolen. En koncentreret øvelse. Så står jeg der. Men trods/ alt på plads./ Jeg løfter min røv og svinger den rundt. Lidt svimmel./ Men jeg står./ Så kigger jeg rundt.

Gammelmandskroppens genvordigheder kan Leth få mange gode linjer ud af, især når han beskriver det at gå og angsten for at falde, og så, dramatisk, faldet, da jeget læner sig mod vinden og pludselig forstår "Hvad jeg taler om så tit/ Skære sig gennem vind/ Med en stor kniv og en del vilje/ Luften er konkret og meget brutal/ Jeg udfordrer den og går imod den".

Mens sådan et digt er godt på grund af ordene på linjen, fordi de helt enkle ord er i stand til præcist at beskrive en hændelse, dirrer det indledende digt lige netop på grund af det ord, der ikke står. Digtet hedder "Der er langt til det øjeblik", og de første linjer lyder:

Det er vel naturligt at tingene får en ny lugt/ at mursten begynder at falde ud af muren/ og at jeg ikke kan tænke en tanke færdig

Hvad er det så for et øjeblik, titlen taler om? Efter de tre første linjer kan man tro, det er døden, som ligger som et fjernt, men nærværende, tidspunkt. Og den tro får man lov til at blive i i løbet af de næste mange linjer om søvnløshed, lige indtil digtets slutning:

Der er langt til det øjeblik/ hvor jeg sidder ved bordet/ og ser kaffen dampe i min kop/ jeg venter på det øjeblik

Den relative følelse af tid gør morgenen kun få timer væk til et fjernt tidspunkt, mens døden måske kun rykker nærmere ved ikke at blive nævnt.

Et gennemgående tema i samlingen er også det, som udtrykkes i begyndelsen af "Der er langt til det øjeblik", nemlig den sløvede tankevirksomhed og hukommelse, som måske hænger sammen med alderen, måske søvnløsheden, eller måske bare er et almenmenneskeligt vilkår, som særligt en digter, der forsøger at huske de linjer, der opstår i løbet af dagen, må slås med. I et af drømmedigtene, "Alting nyt", drømmer jeget om at igen og igen glemme alt og vågner så med disse hjerteskærende linjer:

min søn, min/ søn/ det værste er at/ vågne op/ op pludselig være/ helt klar i/ hovedet 

Og så er det også temaet i samlingens afsluttende og bedste digt, som også er titeldigt. Det kan jeg ikke lade være med at citere i fuld længde her — og så varmt anbefale at anskaffe sig samlingen, så man kan læse både de halvgode, gode og omkring fire andre forrygende digte:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver/ ikke væk Jeg skriver det ned så er det der/ Så står det der Det behøver ikke være en blank side/ Det forsvinder hele tiden/ Det skal bare puttes på plads/ Det må ikke blive væk/ Og det er vigtigt at huske/ Tankerne er gode men de forsvinder/ De skal indfanges under glas, ligesom insekter/ Pilles fra hinanden ligesom insekter 

Sikke et digt! Og som et PS: Leths prunkløse sprog benytter sig kun meget sjældent af retoriske figurer som sammenligningen. Ud over den afsluttende i digtet ovenfor, er (en af?) samlingens eneste denne helt eminente én af slagsen, som lige netop ikke, selv når de er kaotiske og regelbrydende, beskriver Leths stilfuldt kontrollerede digte: "Sproget myldrer som maddiker i et glemt brød."

onsdag den 16. januar 2019

Anmeldelse: Sportsdigte af Jørgen Leth

Titel: Sportsdigte
Forfatter: Jørgen Leth
Gyldendal
82 sider
Oprindeligt udgivet 1967, denne 2. udgave 2018
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvis man har min alder, er Jørgen Leth først og fremmest Tour de France-kommentator og kun dernæst forfatter og filmmager. Og cykelkommentatoren Jørgen Leth kan bestemt genkendes i sportsdigteren Jørgen Leth (eller egentlig er det jo omvendt) som i dette digt, "Han var ingen vinder":

Jeg kendte engang en spiller / hans spil var af en anden verden / han kombinationer var raseri og leg / hans forhånd et nådestød / han hentede de umuligste bolde / et sted i rummet / han kunne og han ville det umulige / han var ingen vinder // Jeg kendte ingen større skuffelse / end når denne spiller tabte en kamp / han selv havde skabt, / men hans ærgerrighed lå på et andet plan / han ville betvinge øjeblikket / og hans kampe var en række store øjeblikke, / min skuffelse er min / han var ingen vinder.

Overført på cykling kunne det jo nærmest handle om Jørgen Leths helt Nairo Quintana, som også nævnes i det digt, "Mit navn, min form 2018", der (måske lidt unødvendigt, men også ganske hyggeligt) er tilføjet til genudgivelsen af Sportsdigte.

Leth digter mest om cykling og bordtennis (han var selv en dygtig bordtennisspiller), men der er også et enkelt digt om fodbold. Nogle digte, som ovenstående, handler om sportsfolkene i tredjeperson, andre lever sig ind i dem i førsteperson, og atter andre synes at være selvbiografiske. Og som ovenstående digt handler de fleste om sportsfolk, der næsten - men også kun næsten - vinder, som det herlige "Under træning spillede jeg", der slutter sådan her:

Under træning / oplevede jeg den sæson / spillet åbne sig / som en stor sammenhængende drøm / med svimlende muligheder, men / kun under træning, / det var svimlende.

Selv de store triumfer bliver kun rigtigt store, når de hænger sammen med nederlaget. Portrætdigtet om Georges Senfftleben er ikke bare en hyldest til ham, men finder sin emotionelle kerne hos dem, Senfftleben vippede af podiet:

Han var ikke sprinter / men han fik hele verden til at græde / den dag han afviste scherens / som fortvivlet forsøgte / at blive verdensmester / for syvende gang.

Normalt er jeg mest til digte, der vækker følelser og gerne benytter sig af overrumplende og skønne poetiske billeder. Sådan er Jørgen Leths Sportsdigte ikke: sproget er helt nede på jorden og de digte, der prøver at stikke dybere ned i følelseslivet ("Lykken 1-5"), er ret mislykkede. Jørgen Leth er bedst i det simple og præcise, for her ligger noget uventet poetisk. Sportsudtrykkene får en helt anden energi når de tages ud af deres rette kontekst og sættes ind i et digt, som når der står: "På det tidspunkt var jeg mægtig oplagt / og var begyndt at brække viften i stykker". "Viften" - denne cykelmetafor bliver pludselig en poesimetafor, som man ikke helt kan placere.

Hen mod slutningen på digtsamlingen bliver Leth mere avantgardistisk, og her møder vi den måske mest berømte sætning, han ikke har skrevet - for den stammer fra en James Bond-roman: "Også i dag oplevede jeg noget som jeg håber at kunne forstå om nogle dage." Her betyder Sportsdigte måske ikke "digte, der handler om sport", men "det at digte er en sport"; i hvert fald er de legende fine.

2018-genudgivelsen er en hardback, og det gjorde Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen vred; han skriver i sin anmeldelse, at "det er nærmest en hån mod læseren". Det er måske lidt overdrevet sagt, men jeg kan godt følge ham. En bog i opretstående A5-format på under 100 sider skal ganske enkelt ikke være en hardback - det er irriterende at læse i. Man bliver tvunget til at bruge begge hænder til at holde bogen med, den er ustyrlig og træls for fingrene. Så kort en bog skal være paperback, sådan er det bare. - med undtagelse da af, hvis den er trykt i et liggende format, så man alligevel ville skulle bruge begge hænder til at læse med, men det er jo ikke tilfældet her.

Men derudover er det dejligt, at Sportsdigte findes igen, for det er en god bog - ikke bare fordi, det er sjovt at læse Jørgen Leth som cykelkommentator på vers, men fordi det ganske enkelt er god poesi.