Anmeldelse: Vi er ikke konger og Spejlkamel af Daniel Dalgaard

Titel: Vi er ikke konger
Forfatter: Daniel Dalgaard
Rosinante
61 sider
2013
Poesi

Vurdering: 4/6

Titel: Spejlkamel
Forfatter: Daniel Dalgaard
Samleren
61 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

Daniel Dalgaards debut, Vi er ikke konger, og hans toer, Spejlkamel, udkom med kun et års mellemrum. Alligevel kunne de ikke være mere forskellige. Tænk, at et forfatterskab kan udvikle sig så radikalt på så kort tid — og tænk, at begge bøger på trods af forskelligheden kan være så gode.

Debuten Vi er ikke konger blev i sin tid, særligt i en usædvanligt grov anmeldelse i Information af Tue Andersen Nexø, kritiseret for at være for inspireret, eller nærmest et plagiat, af Lars Skinnebach. Og det er helt rigtigt, at store dele af bogen, som ellers består syv vidt forskellige dele, genremæssigt tilhører den såkaldte Language Poetry, som Skinnebach nok er den fremmeste danske eksponent for. Og det er også sandt, at temaerne og stemmen — klimaangst, vrængen over poesiens overflødighed, og en generelt retningsløs apatisk vrede — er hentet direkte fra læremesteren. Men det gør altså ikke noget, synes jeg, når det er gjort så godt, som det er i store dele af Dalgaards bog. Særligt den bedste del, "Stemme", som måske også er den allemest Skinnebachede med sin brug af "den ny sætning", dvs. at hver sætning synes at være radikalt adskilt fra hinanden uden nogen anden mørtel imellem end et punktum, er så velskreven, at det kan være fuldstændigt lige meget, hvor formmæssigt originalt det er. Der er jo heller ingen, der klager over, at Inger Christensen er uoriginal, når hun skriver sonetter. Altså se bare, hvor godt Dalgaard kan skrive:

Jeg bliver ved med at dreje spejlene til du ser mig i øjnene. Et sammenstyrtet hus er det samme hus bare i en anden rækkefølge. Men husene kaster jo stadig deres gyldne blå skygge over de dampende biler. Du skal bare se dig omkring. Plankerne på rækværket i en dybrød farve, slidte af solen og katte. Hvem taler du til?

Et plankeværk slidt af solen og katte! Et sammenstyrtet hus som det samme hus i en anden rækkefølge! Tak for de billeder!

Spejlkamel er som nævnt en helt anden størrelse. Mens Vi er ikke konger er uden noget fast jeg, men derimod følger sproget frem og tilbage, ind og ud af indbyrdes modstridende sætninger, er Spejlkamel en slags stream of conciousness-centrallyrik, der i sin form forsøger at imitere tankens baner. Derfor benyttes linjeskiftene ofte til at skabe indskudte eller afbrudte sætninger og associationer; tit starter et digt ét sted, kører så ud i en sidelang association, og vender så tilbage i en, synes jeg, ret nøjagtig imitation af tankemylder.

De fleste af digtene handler om pinlige barndomsminder, som man f.eks. ser i disse rammende sætninger:

så ydmygende at have været barn/ hvorfor sagde jeg det, at jeg spillede i en anden klub/ hvor jeg hele tiden scorede mål/ det var vel som om at de faktisk troede mig/ jeg følte at de troede mig

Først og fremmest er digtenes styrke, at de er virkelig sjove, på samme tid gnavne og selvbevidst pinlige. Og så er de genkendelige i deres vrede både mod sig selv og andre, som her, hvor jeg må indrømme, at jeg føler mig ramt:

Men når folk/ forsøger at fremstille deres litteratursmag/ som mere interessant end den er/ ved at sige/ så nogle gange kan jeg også lide at læse det og det/ som så er noget de tror man vil se ned på. De forsøger,/ det er jo tydeligt og irriterende,/ at fremstille sig selv som hævet over/ hverdagens lille afgud: den idiotiske segmentanalyse/ som udsagnet selv er hundrede procent født af.

Jamen er det så bare det? Almindeligheder og pinligheder? Måske, men der er ikke noget "bare" ved både evnen til at skrive som en tanke og evnen til at udlevere sig selv og iagttage mennesker troværdigt. Spejlkamel er en digtsamling, der, modsat Vi er ikke konger, kan virke simpel, og som sagtens kan læses og nydes af alle, også personer, der normalt ikke læser digte, men det gør den kun bedre.

Vi er ikke konger og Spejlkamel er i deres radikale forskellighed begge gode digtsamlinger (den anden bedre end den ene), men nu er det snart seks år siden, den sidste udkom. Tør man håbe på mere? Spejlkamels knækprosa og afsluttende kortprosastykke kunne tyde på, at Dalgaard har en fremragende novellesamling i sig. Kan man få den på bestilling?