Anmeldelse: Digte 04-09 af Lars Skinnebach

Titel: Digte 04-09 (indeholder I morgen findes systemerne igen, Din misbruger og Enhver betydning er også en mislyd)
Forfatter: Lars Skinnebach
Gyldendal
123 sider
2011
Poesi / hybrid

Samlet vurdering: 5/6

I morgen findes systemerne igen

Vurdering: 5/6

Det næstsidste digt i Lars Skinnebachs I morgen findes systemerne igen hedder "Eventyr" og er noget af det smukkeste og mest rørende, jeg længe har læst. Det er en bittersød fortælling om et jeg, der vender tilbage til sin kæreste og registrerer skønheden i verden omkring sig, om end det trykkende samfund omkring dem skurrer:

Vi går i gaden i tynde trøjer // og er fulde, glem ikke vinden, og skyerne der slæber sig en pukkel til / de ligner identiteter og regnen under lygtepælene // som hestehoveder, der fnyser, må man ønske, når de fnyser? / Der er så meget regn, den taler for sig selv, sådan // lyder det, hør, radioen om morgenen, vejrudsigter og retssalene / frikender en selvmorder, nysne, mine ører knaser, mørket // er lige vågnet, sindet, der stadig driver ind over land / og kaster skygger, kan man straffe de døde? Jeg ønsker // at vi altid skal være sammen, sommervarmen, søerne og havet / din ryg der bøjer sig fremover i sengen, hvad ønsker du // vil du spørge, dit køn og blæsten der trækker i dørene, i ansigterne / de døde som besøger os om natten, om dagen, vi spiller // spil og griner og de tynde træer i parkerne forskanser os / mod verden og bilerne som kører ind og ud af verden // og du ser at skyerne trækker sig sammen, betyder det noget?

Dette "Eventyr" om ægteskabelig lykke i en lille tosomhedsboble er måske især så godt, fordi digtsamlingen indtil da består af fragmentariske digte ála Mikkel Thykier, Majse Aymo-Boot, Anders Abildgaard eller Andreas Pedersen (eller Abildgaard og Pedersen er vel rettere dem, der minder om Skinnebach), hvor usammenhængende sætninger hober sig op inden for forskellige kategorier: dem, der bare lyder godt, de samfundskritiske zingers, de skønhedsregistrerende, de private. Så kan det lyde både sådan her:

Mennesket / er en svulst der først nu begynder at forstå / den er en sygdom

… og sådan her:

Og nu, når vi kommer frem og jeg lægger øret til din navle / taler vi hele natten. Ulovlige sommer! Jeg kaster guld efter dig / mens du drukner. Der er sætninger som brænder / langt ind i efteråret.

Det virker på en måde som om, at det (næsten) afsluttende "Eventyr" er et slags centripetalpunkt for disse fragmenter af på den ene side uforståelig skønhed og letforståelig anarkistisk samfundskritik. Derfor synes jeg, der er en skam, at samlingen slutter med det aldeles undværlige digt "Besværgelser", der bliver for bittert og for langt fra den skønhedsbesyngende poesi, der tidligere i digtsamlingen dannede et grundlag, der gjorde samfundskritikken u-træls. Men det er en mindre kritik til en digtsamling, der begynder så vildt:

Så føl dig frem, min skeløjede ven. Landsbyen, du kom til / er abstrakt og formiddagen. Naboen hælder varmt vand / over bilens rude, du vågner med et åbent sind

Din misbruger

Vurdering: 3/6

De første fire dele af I morgen findes systemerne igen er blevet kaldt polyfone, selvom Lars Skinnebach angiveligt ikke selv synes, de er det. Men under alle omstændigheder synes de sammensatte, som nævnt fragmentariske. Men fragmenterne står alligevel som hele, selvstændige sætninger — spørgsmål, udsagn, metaforer — med punktum før og efter. Det giver en særlig rytme, der får polyfonien til at hænge sammen til at fragmentarisk hele, der i sin uforståelighed er meget smukt.

Desværre synes jeg ikke, uforståeligheden fungerer lige så godt i Din misbruger. Her er fragmenterne på en måde ikke længere fragmenter; nærmere virker digtene som totalt usammenhængende og surrealistiske monologer. Et digt starter f.eks. sådan her:

Du har udsultet deres børn / deres lange tålmodighed er faldet i kampen / mod vest vi vandrer, kammerater / kom nu, det er så gråt, vejret / og udåndingen generer os ikke længere / end hertil, jeg er illusionsløs / i dag, i morgen og senere / fik vi arbejdet, bare tre linjer der / må jeg skrive til dig, kan du tåle det / min elskede, elskede i det her / øjeblik voksede verden sig grovere / og jeg måtte tage en andens hus / i det uendelige, nej, nej / de siger, siger fællesskab, siger du, de / ejer din røv resten af livet

Jeg er hægtet af. Jeg forstår ingenting. Og uforståelighed er selvfølgelig ikke negativt i sig selv, men den skal gerne bestå af noget fedt, noget der sprogligt lyder godt, gode metaforer, god rytme osv., hvilket I morgen findes systemerne igen gør. Men jeg synes ikke, at Din misbruger når nær samme niveau; her er mange af metaforerne meget mere ukonkrete og abstrakte, som om der kun er billedled og intet realplan. Øjet bliver hægtet af af de mange udsagn og billeder; det her er mere surrealisme end sprogdigtning, tror jeg. Og derfor er der længere mellem snapsene: Din misbruger indeholder en del gode formuleringer, men ofte — hvis man må synes det om en digtsamling — er den sgu lidt træls.

Enhver betydning er også en mislyd

Vurdering: 5/6

Jeg er en stjerne. Jeg opfatter mig selv som en stjerne. Jeg bor i lysende huse. I lystbådehavnen vugger masterne som metronomer og så videre, et sort hav. Det var nat og det er nat. De druknede flyder i min hjerne. Det må du høre, det skal du høre, hør, min far tog ud for at drukne sig, tog båden ud og ville ikke komme hjem.

Sådan begynder teksten "Erindring". Hvis Danmark ikke ligger under havoverfladen om 100 år, forestiller jeg mig, at der stadig skal undervises i dansk i gymnasiet og at en stakkels dansklærer skal finde ud af at undervise sine elever i 00'ernes danske litteratur i løbet af kun en enkelt lektion. Kære fremtidige dansklærer, Lars Skinnebachs "Erindring" er teksten, du skal bruge. Den er både tidstypisk for et årti med autofiktion, sprogdigtning og en på samme tid distance og større patos, og så er det en helt usædvanligt god tekst, det bedste i alle de tre digtsamlinger af Lars Skinnebach, jeg har læst, og sikkert også den bedste traumeerindring i 00'ernes danske litteratur, selvom det var et meget populært tema.

Enhver betydning er også en mislyd er endnu mere usammenhængende end I morgen findes systemerne igen og Din misbruger, idet de enkelte dele er endnu mere forskellige; men samtidig er den mere sammenhængende, fordi delene har det til fælles, at de hver leger med og undergraver en genre — romanen, digtet, erindringen, popsangen osv.. Den højnede variation er glædeligt for denne læser, der nogle gange godt kan gå lidt død i de fragmentariske uforståeligheder (som anmeldelsen af Din misbruger ovenfor vidner om), men samtidig elsker netop disse digte i overskuelige mængder. Og så er Skinnebach altså bare i hopla i næsten hver eneste tekst, om det så er denne "Kritik af digtet":

Hvis jeg skal opgive subjektet, det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive det personlige stedord: / Hvis jeg skal opgive navneordene: / Hvis jeg skal opgive grammatikken: / Hvis jeg skal opgive vellyden: / Hvis jeg skal opgive gentagelsen: // der er luftigt fra de mytologisk nok / set i stå at kom fra dengang / med det hurtige mellem tusind drikker sig fulde

... eller i dette klip fra "Katalog":

5.1 Når vi råber i skovene bliver din ånde sort og våd // 5.2 Endelig fri af det besynderlige kvindemenneske, der vil æde min lever på min vej til bror måne, han lyser, han bor i lysende huse og har inviteret mig, den lysende gæst til at bringe ham sæd og adspredelse // 5.3 Tal med en anden, betro dig til en anden / jeg gider ikke dit selskab // 5.4 Gå kun udenfor i den dræbende regn! // 5.5 Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig? Fortæl mig det

Skinnebach er som en underligere og mere vred Majse Aymo-Boot, og om man synes, at det er godt eller ej, kan man ikke nægte, at det er vildt, nyskabende og eksperimenterende — og altså på den fedeste måde, synes jeg. Enhver betydning er også en mislyd fik Montanas Litteraturpris 2009, som netop gives til litteratur, der er fornyende. Det kan være svært at komme i tanker om en forfatter, der passer bedre til den beskrivelse end Lars Skinnebach med sin opmærksomhed på konventioner — sproglige, grammatiske og formmæssige såvel som tematiske — og hvordan man bryder dem. Her til sidst et "Appendiks", hvor han er mere politisk end i de ovenfor citerede:

Det største problem i at afværge / klimakrisen, bortset fra / at den er uafværgelig, er at / og allerede indtruffet, holde opsyn / med det personlige forbrug / en stille afbrænding i en forstad / et sted, regner det / med syre, skyder nogen nogen / i en kunstig skov, bliver / drabet nostalgisk, den menneskelige / blafren i mit hjerte, jeg tror ikke / på organer eller jegets / autoritet. At køre bil er at / indsætte sig selv i fiktionen, et hus / det lysende hus, huset / brænder og vi elskede, de elskede

Hvad er der ikke at elske ved det stakåndet indskudte "og allerede indtruffet", altså ud over det, at klimakrisen allerede er indtruffet? (Og så kan man vist også godt se, hvem Theis Ørntoft havde som underviser på Forfatterskolen).