Anmeldelse: Sne af Orhan Pamuk

Titel: Sne, originaltitel: Kar
Forfatter: Orhan Pamuk
Oversætter: Elisabeth Ellekjær
Lindhardt & Ringhof
492 sider
Oprindeligt udgivet 2002, denne oversættelse 2006, denne udgave 2007
Roman

Vurdering: 4/6

I en central scene i Sne er repræsentanter for mange forskellige politiske grupper i den østtyrkiske by Kars mødtes for at diskutere, hvad de skal fortælle en tysk avis, som de er blevet forledt til at tro vil skrive om dem. En kurder tager ordet:

Han foreslog at fortælle den tyske avis om en drøm, han havde haft. Idet han fra tid til anden holdt inde med en gysen, forklarede han, hvordan han i sin drøm havde siddet helt alene i Nationalteatret og set en film. Det var en europæisk film, så alle i den talte et fremmed sprog, men det generede ham ikke: På en eller anden måde forstod han alt, hvad de sagde. Og pludselig trådte han selv ind i filmen. Han var i opholdsstuen hos en kristen familie. For øjnene af ham stod der et bord, som var fyldt med mad. Han længtes efter at fylde sin mave, men han holdt sig tilbage, bange for at gøre noget forkert. Hans hjerte begyndte at galopere: Foran ham stod en smuk, lyshåret kvinde, og i det øjeblik han så hende, huskede han, at han havde været forelsket i hende i årevis. Kvinden var varmere og blidere, end han nogen sinde havde kunnet forestille sig. Hun komplimenterede ham for hans tøj og manerer, kyssede ham på kinderne, lod fingrene løbe gennem hans hår. Han var helt skør af lykke. Før han vidste af det, tog hun ham på skødet og pegede på maden på bordet. Det var først da, det gik op for ham, at han stadig var et barn. Nu vældede tårerne op i den unge kurders øjne. Det var kun, fordi han stadig var et barn, at kvinden havde fundet ham charmerende.

Kurderen befinder sig i sin drøm pludselig ved det europæiske bord og gør, hvad han kan for at passe ind. Da han lige tror, at han passer ind, og europæerne, som han eftertragter, betragter ham som en ligeværdig, opdager han, at deres interesse kun skyldes, at de ser ham som et barn. Det er en af de grundlæggende konflikter i Sne: Tyrkiet kan nok så meget ønske og forsøge på at være et vestligt, sekulært demokrati, men kommer aldrig til at blive betragtet som et. Det er i dette dilemma, vi finder hovedpersonen Ka: han har som ung været sekularist og overbevist tilhænger af Vesten, men er nu kommet tilbage til Tyrkiet efter at have tilbragt de otte mest deprimerende år af sit liv i Frankfurt, hvor han aldrig fik lært tysk og aldrig kom til at være del af andre fællesskaber end de tyrkiske. Den reformisering hen mod sekularisering og modernisering, der blev sat i gang af landsfaderen Kemal Atatürk i starten af 1900-tallet synes at være spillet fallit — spørgsmålet er så, hvordan man skal reagere på det. Ved at klynge sig til det døde håb om modernisering? Ved at vende tilbage til præmoderne islam? Ved at genopdage en national identitet, der har været ikke-eksisterende i flere hundrede år under det ottomanske imperium? Eller, som Ka gør, ved at blindt forelske sig?

Det kan måske synes åbenlyst for den vestlige læser, at (tyrkisk) nationalisme og (islamistisk) religion ikke nytter noget, men det er her, at Sne virkelig viser sine kvaliteter som politisk roman. Et væld af forskellige ideologier kommer nemlig til orde uden, at nogen af dem virker hverken særligt tillokkende eller meget mere frastødende end de andre; man forstår, hvorfor de enkelte fraktioner kæmper for det, de gør, uden rigtigt at sympatisere med nogen af dem. Som vestlig læser får man derimod læst og påskrevet, at man er ude af stand til rigtigt at forstå de komplekse identitetsmæssige, klassemæssige og politiske årsager, der ligger til grund for de stridende overbevisninger; man har det med at tro, at Tyrkiet er et barn modsat den vestlige voksne, men sandheden er, at Tyrkiet ikke er et barn, men derimod en anden voksen med en anden kultur, der undsiger sig vestlige logikker.

I hele dette uoverskuelige spændingsfelt dumper som sagt digteren Ka ned. Han er taget til udkantsbyen Kars for at dække en religiøs stridighed: gymnasiets rektor har forbudt adgang for piger, der bærer tørklæde, og efterfølgende har flere piger begået selvmord. Kort efter Ka er ankommet, spidser situationen til, da rektor myrdes af en religiøs ekstremist. Men den rigtige tilspidsning af situationen sker først ca. halvvejs inde i bogen og skal derfor ikke spoiles her.

Det er til gengæld også mit problem med romanen — at det egentlige plot først begynder halvvejs inde. Man kunne sagtens havde barberet hundrede sider af, uden at det ville havde gået nævneværdigt ud over noget vigtigt. Især de mange samtaler, hvor personer aftaler at mødes, for først derefter, når de som aftalt mødes, har den for plottet egentlig vigtige samtale, kunne jeg godt have undværet.

Jeg blev også lidt træt af Ka som person, fordi han selv forholder sig næsten fuldstændigt apolitisk til hele situationen. Men på den anden side er det hans apolitiske tilgang, der giver ham adgang til magtens centrum både hos sekularisterne og hos islamisterne, hvilket giver læseren mulighed for at lære begge politiske sider at kende, hvilket er romanens største styrke.

En styrke er det til gengæld ikke, at Sne er oversat fra engelsk. Kan det virkelig passe, at man ikke kan finde en kompetent tyrkisk oversætter i Danmark? Især i en situation som denne, hvor det engelske desværre skinner igennem teksten med mange anglicismer og et stort antal hans/sin-fejl (og så er både T. S. Eliot og Frantz Fanon oven i købet stavet forkert). Mon det også er oversættelsens skyld, at sproget langt hen ad vejen synes dødt? I hvert fald er det her prosaisk prosa, så det batter; kedelig plot- og karakterforklaring, ingen interesse for romanens materiale — nemlig ordene.

Men en interessant politisk intrige, det har Sne; og de nødvendige nuancer for at kunne gøre denne læser begejstret for lange politiske diskussioner, der strækker sig over flere kapitler. Orhan Pamuk fik nobelprisen i 2006, og han er da også meget dygtig til den for romaner vigtige kunst at både belære og interessere sin læser på en underholdende måde. Men dét der, som romaner grundlæggende er gjort af — velrundede karakterer og sproglig opvakthed — er der altså ikke lige så meget af i Sne, som jeg havde håbet på.