Anmeldelse: Nekrofilen af Gabrielle Wittkop

Titel: Nekrofilen
Forfatter: Gabrielle Wittkop
Oversætter: Christina Ytzen
Forlaget Sidste Århundrede
86 sider
Oprindeligt udgivet 1972, denne oversættelse 2018
Roman

Vurdering: 5/6

Efter at have læst Nekrofilen gik jeg en tur. På skovstien lå der et beklædningsstykke; da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en lille kasket. Et barn måtte have tabt den. Straks efter kom en ca. 6-årig dreng og hans far gående mod mig. Drengen så op på faderen og sagde: "Jeg vil selv vælge fredagsslik i dag." "Ja," svarede drengens far. Først da væmmedes jeg for alvor ved det, jeg lige havde læst. I Nekrofilen skænder hovedpersonen Lucien lig af alle køn, aldre og kropsformer, heriblandt en 6-årig dreng:

Henri som ganske vist døde af skarlagenfeber som 6-årig — men jeg pådrager mig aldrig den mindste sygdom — er en modig lille fætter. Hans krop er som skabt til at lege med, til at få nydelse fra, selvom legen og nydelsen må finde sted på de ydre overflader. Dette barn er så stramt, at jeg, for ikke at forvolde skade på os begge, har måttet opgive den mere dybtgående nydelse.

Nekrofilen byder på sex med alt fra en dødfødt baby og dens mor, over to druknede, svenske tvillinger til en 70-årig nonne. Oven i al nekrofilien er der også et enkelt sexuelt møde mellem to levende mennesker, men det bærer præg af voldtægt. Bogen består ikke rigtigt af andet end tiltagende frastødende ligskændingsscener. Hvordan kan en sådan bog være god? For god, det er den. Fremragende, faktisk.

Først og fremmest er Nekrofilen sjov. Det første lig, vi møder Lucien i færd med at muntre sig med, er en lille pige, hvis forrådnelsesproces er meget aktiv: Pludselig udspyr liget en stråle af sort galde. Lucien konstaterer: "Alt dette ødelagde min nydelse en kende."

Humoren er dog ikke kun underspillet, snarere tværtimod; det sjove er netop, hvor udpenslende detaljerede, nekrofilibeskrivelserne er. Man skal selvfølgelig have en særlig humor for at kunne lide det. Test dig selv: Om det galdeudspyende lillepigelig står der følgende:

Jeg har spredt hendes ben for at betragte den smalle vulva, tynd som et sår, med gennemsigtige, blegviolette læber. Men jeg kommer til at vente endnu nogle timer, for kroppen er stadig en smule hård, en smule stiv, som den vil være, indtil værelsets varme har blødgjort den som en klump voks. Så jeg venter. Denne lille pige er det værd. Hun er virkelig et meget smukt lig.

Grinede du af det overdrevent udpenslet frastødende, kan jeg anbefale Nekrofilen. Nøjedes du med væmmelsesfornemmelsen, så stå hellere af her, for romanen bliver meget værre endnu.

Sjov eller ej, kan det ikke diskuteres, at Wittkop skriver godt. Blændende, faktisk. Her har Lucien f.eks. ladet sig inspirere af et Hieronymus Bosch-maleri og udsmykket et af ligene:

Her til aften har jeg hentet fruesko hos blomsterhandleren og prydet min ven Jérôme, hvis hud allerede spejler blomsternes nuancer af svovlgrøn, brun og orkidélilla. De har begge det samme kødfulde skær, nærmest klæbrigt; begge er nået til dette triumferende stadium, som er materiens højdepunkt, endemålet for selvets fuldendelse, som går forud for forrådnelsens opblussen. Som han ligger der udstrakt på siden, ser Jérôme ud til at sove, hans køn er ført ind i en kalk af fruesko, hvis nektar drukner det, mens en kaskade af ligblegt blomsterflor skjuler de blåsorte kvæstelser, som marmorerer hans rosa hemmelighed.

Den høje, overæstetiserede stil er netop også det, der gør romanen så sjov; kontrasten mellem de skønne ord og det, de betyder, gør det svært ikke at på samme tid lade sig besætte af æstetisk rus og le af det groteske. Som karakter befinder Lucien sig også i dette punkt mellem det skønne og det frastødende; hans følelser for ligene er ægte, han forelsker sig virkelig i (mange af) disse døde kroppe. Han behandler dem kærligt. Tror han selv. Som læser væmmes man ved ham — men deler, på grund af Wittkops overdådige sprog, også til dels hans skønhedsberuselse. Det er på samme tid ret kompliceret, men på grund af humoren og de til tider absurde optrin også egentlig underholdende. Først bagefter går det for alvor op for én, hvor voldsomt frastødende, det, man lige har læst, egentlig er; voldsomt frastødende og skønt underholdende.