Forfatter: Olga Ravn
Gyldendal
356 sider (160 med skrift)
2016
Poesi
Vurdering: Jeg kan ikke give et præcist tal
Olga Ravns Den hvide rose består fortrinsvis af en mængde symboler, der hverken er tomme eller klart betydende: Der er den hvide rose, olie, græs, klud, fedt, hav, handske m.v.; alle er de ting, der går igen og som tydeligvis betyder noget, men hvad, det betyder, er svært at sige — måske mange ting på samme tid.
Bogen består af 160 nummererede digte, der alle er 5 linjer lange (når et digt er mindre end 5 linjer, fyldes de sidste linjer ud med "x"). De fleste står på bogens højresider og lader venstresiderne stå tomme, men nogle gange er et helt opslag tomt, mens et digt andre gange flytter over på venstre side. Det giver bogen en fornemmelse af at være inddelt i dele, selvom det ikke er ekspliciteret. Og det, at de fleste digte står på højre side med samme længde og tom venstreside gør (måske, måske ikke med vilje), at man (eller i hvert fald jeg) bliver fristet til at læse på horisontalt i stedet for vertikalt; at f.eks. lade femte linje i hvert digte henover en af bogens dele tilsammen blive et digt. Hvis man gør det lyder bogens første dels femtelinjedigt således:
blomstrer / blomstrer / blomstrer / som døden / blomstrer / at dø / som en cigaret / som et nedslidt spørgsmål / som en vrængen / rådden / en uset blomstring / det ønsker at prostituere sig / den hvide rose
Ja, okay, det er nok ikke meningen, at bogen skal læses sådan — men der opstår altså nogle ret fede digte af det! At der på grund af bogens højst mærkværdige form med kun 160 femlinjersdigte spredt ud over 356 sider opstår en helt anden måde at læse på — både den ovenstående, men også ved en mere "rigtig" læsning opstår der en langsommere og i hvert fald anderledes tilgang til digtlæsningen — er det, jeg er mest utvetydigt begejstret for ved Den hvide rose. Formen er nyskabende, vild og helt sin egen. Indholdet, derimod, ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Og med det mener jeg ikke, at jeg ikke kan lide det — jeg mener bogstaveligt talt, at jeg ikke ved, hvad jeg synes.
Digtene følger et jeg og et du. Umiddelbart læser man bogen som, at duet samtidig er "den syge", mens jeget er "plejeren" og "hjælperen", men hvis man ville, kunne man vel egentlig lade "den syge", "plejeren" og "hjælperen" være tre helt andre karakterer. Men i hvert fald: jeget plejer det syge du, og med sygdommen synes kærligheden også at svinde, fordi selve det at pleje den syge gør relation til et spørgsmål om pligt og lydighed frem for lyst og kærlighed. En lignende tematik kendes fra Amalie Smiths eminente I civil, hvor et forhold også bukker under for sygdommen.
Men det narrative forløb er på grund af, at alting er symbolsk uden tydelig mening, ikke helt til at få hold på. Hvordan hænger det f.eks. sammen med det hele, når digt nr. 34 lyder: "I havens mørke / fremstår haven / som et øje / roserne danner / en handske" eller digt 35: "Blomsten bøjer sig / mod gruset / den ønsker at mørknes / at blive klud / at svøbe hånden i en dødlignende søvn"? Det virker som om, at hånden og handsken burde være symboler, og at kendskabet til deres betydning ville gøre digtet klart, men det synes ikke muligt at tydeligt få dette kendskab. Sådan fungerer det meste af digtsamlingen: som små, kryptiske gåder uden løsning. Er det godt? Som sagt ved jeg det ikke. Jeg kan, uden mulighed for rigtigt at forklare hvorfor, synes, at digt nr. 51 ("Natvandet bærer et øje / i sit dyb / en hvid rose / jeg ser det er dig / du sænker mig fra broen") er lidt trælst, mens billedet i digt nr. 43 er ret vildt og sprogligt frodigt: "Mit øje er en blomst / en kjole af nælder / se! ud af den / våde blodige åbning / kommer en blomme".
De mange metaforer og symboler bliver på den ene side alt, alt for meget — men på den anden side er de digtenes grundlæggende motor og sættes ofte ret skønt sammen. Hvad skal jeg mene om helheden? Jeg ved det ikke. Det kan jeg egentlig godt lide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar