Anmeldelse: Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar

Titel: Kejser Hadrians erindringer, originaltitel: Mémoires d'Hadrien
Forfatter: Marguerite Yourcenar
Oversætter: Karl Hornelund
Rosinante
286 sider
Oprindeligt udgivet 1951, denne oversættelse 1954, denne udgave 2018
Historisk roman

Vurdering: 6/6

Sikke en lykke at have fået lov til at læse denne bog! Kejser Hadrians erindringer er ud over det sædvanlige velskreven, rørende og indsigtsfuld. Dét her er stor litteratur og en af de bedste romaner, jeg længe har læst.

Hadrian, der levede 76-138 og var romersk kejser 117-138, skrev måske selv sine erindringer, men i så fald er de gået tabt. Men man skulle næsten tro, at Marguerite Yourcenar har fundet et for omverdenen ukendt manuskript og udgivet det som roman i eget navn, for hun er lykkedes med at leve sig ind i kejser Hadrian så grundigt og troværdigt, at det minder om den ægte vare.

Romanen er skrevet som et brev fra den aldrende, vattersot- og gigtplagede Hadrian til adoptivbarnebarnet Marcus Aurelius, der skulle blive romersk kejser 161-180 (imellem dem var den lidt mere ukendte Antonius Pius). Bogens første del er præget af Hadrians livskloge tanker om eksistensen og er en rørende og perspektivrig eksistentiel traktat, der kort og fyndigt får beskrevet det helt grundlæggende ved at være menneske. Det er imponerende prosa. Dernæst begynder bogen i højere grad at beskæftige sig med erindringerne og kommer forbi forskellige genrer: den centrale er fyrstespejlet, for erindringerne er som sagt skrevet til den kommende kejser, der her må lære af Hadrian, hvordan man opretholder fred i Romerriget. Men selvom romanen her kunne være tung af den vældige mængde research, Yourcenar har gjort, synes jeg aldrig, det bliver tilfældet; for erindringerne tegner ikke kun et portræt af en politiker og kejser, men først og fremmest af et menneske; fyrstespejlet er på samme tid dannelsesroman. Det er længe siden, jeg har læst noget, hvor jeg har følt, at jeg efter endt læsning kender hovedpersonen så godt, som jeg nu kender Hadrian.

Det skyldes også, at der midtvejs tages en pause fra fyrstespejlgenren og romanen i stedet bliver en kærlighedshistorie. Den historiske Hadrian grundlagde en by i Egypten med navnet Antinoë efter hans ven og elsker Antinoos var druknet på det sted. Det gør Yourcenar til en smertelig og smuk fortælling, der vrider læserens hjerte, som var det en karklud.

Alt dette er pakket ind i et sprog ud over det sædvanlige; den døende kejsers melankoli, men også livsklogskab og erindringskraft, skinner igennem hver eneste sætning. Sådan her beskrives f.eks. alderdommens indtog i kejserkroppen:

Jeg havde altid levet i god forståelse med mit legeme; jeg havde stiltiende regnet med dets føjelighed og styrke. Denne inderlige forbindelse begyndte at opløses; mit legeme var ikke længere et med min vilje, med min tanke, med det jeg, kejtet udtrykt, må kalde min sjæl; den førhen så intelligente kammerat var nu kun en slave, der modvilligt gør sit arbejde. Mit legeme frygtede mig; jeg følte dunkelt, men bestandig en frygt i mit bryst, en sammensnøring, som endnu ikke var smerte, men det første skridt mod smerte. [...] Efter dagens langvarige strabadser satte jeg mig, som man falder; at stå op for at modtage Rufus eller Severus var en anstrengelse, jeg længe i forvejen måtte forberede mig på; mine albuer hvilede tungt på stolens armlæn; mine lår rystede som hos en udmattet løber. Den mindste bevægelse føltes som en byrde, og livet bestod i disse byrder.

Men ikke nok med at karaktererne er bundtroværdige, levende og runde, at historien er spændende og rørende og at sproget er detaljerigt velskrevet og empatisk observerende; samtidig er bogen, som nævnt, livsklog. Flere gange følte jeg under læsningen, at der blev sat ord på nogle ting, jeg aldrig havde tænkt over, men som var instinktivt sande. Tag f.eks. denne sætning, hvor Hadrian overvejer, om en vis Lucius skal udpeges til hans kejserlige efterfølger:

Jeg betragtede hans liv, og min mening om ham ændredes konstant, hvilket næsten kun er tilfældet med de mennesker, som står os nær; de andre nøjes vi med at bedømme mere summarisk og en gang for alle.

Jamen det er da sandt, det kan jeg genkende — hvorfor har jeg aldrig set ord blive sat på den erfaring før?

Kejser Hadrians erindringer er en bog af den slags, der er så god, at den bekræfter én i, at livet alligevel er godt; en verden, hvor denne roman eksisterer, kan ikke være helt igennem ond. Ja, okay, det er store ord, men det er det, den helt store litteratur kan; blive del af éns helt nære vennekreds, glædes- og meningsgivende, som var det et menneske.