Forfatter: Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
271 sider
2014
Nonfiktion / litteraturhistorie
Vurdering: 4/6
I det hele taget er det påfaldende, at så at sige al dansk litteratur om krigene i Irak og Afghanistan fokuserer entydigt på soldatens psykologi og på de menneskelige relationer mellem mændene på missionerne og deres pårørende derhjemme. Ingen forfatter har påtaget sig at skrive den politiske roman om krigene.
Det er Klaus Rothsteins hovedpointe i Soldatens år, hvor han gennemgår og analyserer langt størstedelen af den danske produktion af fiktionsværker om Afghanistankrigen - fra lyrik, romaner, børnebøger og sangtekster til film, skuespil og billedkunst. Det er godt set og en skarp samtidsdiagnose, at forfatterne vægrer sig ved at sige noget rigtigt politisk om krigen, men ligesom den danske befolkning, der ikke rigtigt forstår eller har sat sig ind i den krig, de har stemt for, nøjes med at interessere sig for de danske soldater og deres (van)skæbne; ikke den storpolitiske kontekst, der har defineret deres liv eller død. Det er til gengæld også sådan cirka alt, der er at komme efter i den omkring 200 sider lange analyse. Rothstein er nemlig ikke særligt interesseret i at se andet end den ene, gode pointe, han har fået øje på. Derfor er det også sådan, at man vil kunne støde på variationer af ovenstående citat — og gerne flere af dem — i løbet af samtlige bogens kapitler.
Rothsteins greb er det velfungerende komparativt-litteraturhistoriske, at han har læst og set alt, hvad der er af nævneværdig dansk kunst om Afghanistan-krigen, og så har han lagt de mange tekster oven på hinanden og set, hvad der går igen: historien om den traumatiserede soldat; modsætningen mellem den meningsfulde krig og den meningsløse hverdag; krigens på den ene side kaos og traume, men på den anden side lokkende organisation og venskab. Og nok så vigtigt har han set, hvad der ikke går igen: de politikere, der har sendt soldaterne af sted. Dét er et godt greb, men det kunne være bedre, hvis Rothstein havde ofret lidt plads på at nuancere analysen - hvis han f.eks. havde analyseret lidt færre værker, kunne han have brugt lidt mere plads på at gå dybere ind i det enkelte værk. For som bogen er, synes alle de analyserede værker at være ens; når der kun er plads til at se lighederne mellem dem, bliver analysen den samme hver gang.
Det lider især kapitlet om poesi under. Rothstein påstår på den ene side, hvad der, så vidt jeg kan se, er rigtigt, at "Romanerne fortæller soldaterhistorier, og overlader krigskritikken til lyrikken", men fortsætter himmelråbende forkert: "Som så igen vælger det samme fokus - soldatens fortælling." Jamen, hvad blev der lige af Ursula Andkjær Olsens dybt politiske værker? Klaus Rifbjergs antikrigsdigt? Thomas Bobergs polemiske poesi? Hvordan kan Rothstein på den ene side beskrive disse værker og så dernæst i sin opsummering lade som om, de ikke eksisterer? Konklusionen skal være den samme hele bogen igennem, og derfor bliver den nysgerrige og ærlige læsning af lyrikken ofret for den store sammenhængs skyld.
Det ses også i tilgangen til f.eks. Kim Larsens udmærkede Afghanistansang. "Mere banalt kan det ikke blive", skriver Rothstein og fortsætter, at Larsen er "hverken original som politisk analytiker eller sangskriver". Det på trods af, at han (heldigvis) lige har citeret hele sangen, så den opmærksomme læser kan se, at han i sin analyse helt undlader at kommentere de to midterste vers, der lyder sådan her:
Hør nu blæser reveillen / Så er det op, soldat / Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt // Det er lige meget med Det Femte Bud / Bar' du gør honnør / se hvor blodet farver solen rød / Imens jeg kør'
"Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt" - hvordan skulle man helt præcist skrive mere politisk og skarpt om krig end det?
Her ligger endnu et kritikpunkt, for Rothsteins definition af politik synes at være meget smal; det er som om, at en roman, der ikke ender med et lovforslag og en morale, for ham ikke kan indeholde en politisk stillingtagen. Jeg er helt med på, at de danske forfattere undgår at skrive om den storpolitiske kontekst for Afghanistan — men at påstå, at det ikke er politisk at skrive om PTSD-ramte soldater, er for mig at se helt hen i vejret. At skrive om de arbejdsskader, inklusive døden, der følger med krigsførelse, er da netop politisk litteratur. Og at skrive om de forfærdelige og langt fra demokrati- og fredsskabende hændelser, soldaterne kom ud for i Afghanistan, er da netop en politisk kritik af krigens løgnagtige grundlag og sjuskede organisation.
Disse kritikpunkter skal dog ikke fratage Soldatens år de især to gode ting, den bidrager med: en veltænkt pointe om, at den danske Afghanistan-litteratur og -kultur i højere grad følger den enkelte soldat end politikeren og — vigtigt for fremtidige og måske mere nuancerede analyser — en kildesamling af det meste af den danske kulturelle produktion om Afghanistan-krigen indtil 2014. Og så trækker det heller ikke ned, at bogen er skrevet i et letflydende og forståeligt sprog, der sine steder gør det til ligefrem underholdende læsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar