Anmeldelse: Endnu ikke af Vibeke Grønfeldt

Titel: Endnu ikke
Forfatter: Vibeke Grønfeldt
Samleren
363 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Bogens første sætning lyder: "Min tid kom ikke." Herefter udfoldes henover to sider en fortælling om et barn, der aldrig lærte at begå sig socialt; som ville have orden og ikke kunne rumme andre menneskers kaos. Tiden for orden er endnu ikke kommet — men det er ikke titlens eneste betydning, for barndomsfortællingen erindres af romanens fortæller, den nu aldrende forfatter Elvine Brink. Hun er endnu ikke død. Vi følger hendes dagbogsoptegnelser i løbet af halvandet års tid.

Endnu ikke modtog Montanas Litteraturpris, som nok er den af de danske litteraturpriser, der er mest værd at holde øje med. Prisen går til en bog "som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde", og fornyende må Vibeke Grønfeldts Endnu ikke siges at være: den er nemlig så realistisk, at den totalt undergraver romangenren. Man er vant til, at romaner følger et lille persongalleri bestående af en hovedperson og vigtige bipersoner, hvis eksistens er nødvendig for at drive hovedpersonen videre frem i plottet. Sådan er det ikke hos Grønfeldt: enspænderen Elvine Brink har ingen rigtige venner (det skulle da lige være forfatterkollegaen Linn, som hun foretrækker at maile med frem for at mødes med), så de bipersoner, der dukker op, ser vi ofte ikke noget til igen. Deres historier krydser et kort øjeblik Elvines, hvorefter mødet noteres i den menneskesky Elvines dagbog.

Dagbogen er et viltert sammenrend af observationer om disse engangsbipersoner; længere erindringsstykker fra Elvines lange liv; kortprosatekster, der egentlig ikke har noget med resten at gøre (jeg antager, at det er forfatteren Elvine, der tager over og begynder at fortælle); og så de helt korte notater som dette:

Bagud. Mere og mere bagud og i tidnød.
Jeg når det ikke. Havde jeg to liv, et til det umiddelbare, et til eftertanken, havde jeg tre, et til at løbe i lunden, et til at lytte og se, et til at lukke øjnene og tage det til mig.

For mig er det intime portræt af Elvine bedst, når hun klart observerer konkrete situationer, hvor hun viser sig anderledes fra andre, f.eks. denne barndomserindring:

Billedet af det rigtige har alle dage forstyrret, nærmest knust mig. [...] Snart dukkede det op alle vegne, børn, der fra begyndelsen vidste de rigtige ord at bruge i enhver mærkværdig situation, kendte lege og spil og svar, når der blev spurgt. Spørgsmålene, før de blev stillet: Hvordan har din mor det, Elsie, Gitte, Mitte? Tak, godt. Jeg skulle hilse: Hvordan har din mor det, Elvine? Det ved jeg ikke.

Andre steder har jeg til gengæld sværere ved at følge bevidsthedsstrømmen, fordi syntaksen ofte er ret kompliceret — hvilket for mig resulterer i lige dele skønhedsbegejstring og forvirring. Endnu ikke er ikke en bog, man kan skimme.

I det meste af romanen sker der næsten ingenting, men enkelte gange enten sker der eller erindres der en dramatisk hændelse, som udfoldes over nogle flere sider; f.eks. en dramatisk bådtur og en indlæggelse på sygehuset. Disse afsnit lykkes meget godt med ikke bare at være velskrevne, men også elementært spændende — og når det sker, kan man godt komme til at savne et egentligt plot i resten af bogen. Men det er ikke bogens ærinde at være plotbaseret, og den hændelsesløse dagbogsform har da også sine fordele i form af lige dele finurlighed og skønhed.