Anmeldelse: Vi er ikke konger og Spejlkamel af Daniel Dalgaard

Titel: Vi er ikke konger
Forfatter: Daniel Dalgaard
Rosinante
61 sider
2013
Poesi

Vurdering: 4/6

Titel: Spejlkamel
Forfatter: Daniel Dalgaard
Samleren
61 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

Daniel Dalgaards debut, Vi er ikke konger, og hans toer, Spejlkamel, udkom med kun et års mellemrum. Alligevel kunne de ikke være mere forskellige. Tænk, at et forfatterskab kan udvikle sig så radikalt på så kort tid — og tænk, at begge bøger på trods af forskelligheden kan være så gode.

Debuten Vi er ikke konger blev i sin tid, særligt i en usædvanligt grov anmeldelse i Information af Tue Andersen Nexø, kritiseret for at være for inspireret, eller nærmest et plagiat, af Lars Skinnebach. Og det er helt rigtigt, at store dele af bogen, som ellers består syv vidt forskellige dele, genremæssigt tilhører den såkaldte Language Poetry, som Skinnebach nok er den fremmeste danske eksponent for. Og det er også sandt, at temaerne og stemmen — klimaangst, vrængen over poesiens overflødighed, og en generelt retningsløs apatisk vrede — er hentet direkte fra læremesteren. Men det gør altså ikke noget, synes jeg, når det er gjort så godt, som det er i store dele af Dalgaards bog. Særligt den bedste del, "Stemme", som måske også er den allemest Skinnebachede med sin brug af "den ny sætning", dvs. at hver sætning synes at være radikalt adskilt fra hinanden uden nogen anden mørtel imellem end et punktum, er så velskreven, at det kan være fuldstændigt lige meget, hvor formmæssigt originalt det er. Der er jo heller ingen, der klager over, at Inger Christensen er uoriginal, når hun skriver sonetter. Altså se bare, hvor godt Dalgaard kan skrive:

Jeg bliver ved med at dreje spejlene til du ser mig i øjnene. Et sammenstyrtet hus er det samme hus bare i en anden rækkefølge. Men husene kaster jo stadig deres gyldne blå skygge over de dampende biler. Du skal bare se dig omkring. Plankerne på rækværket i en dybrød farve, slidte af solen og katte. Hvem taler du til?

Et plankeværk slidt af solen og katte! Et sammenstyrtet hus som det samme hus i en anden rækkefølge! Tak for de billeder!

Spejlkamel er som nævnt en helt anden størrelse. Mens Vi er ikke konger er uden noget fast jeg, men derimod følger sproget frem og tilbage, ind og ud af indbyrdes modstridende sætninger, er Spejlkamel en slags stream of conciousness-centrallyrik, der i sin form forsøger at imitere tankens baner. Derfor benyttes linjeskiftene ofte til at skabe indskudte eller afbrudte sætninger og associationer; tit starter et digt ét sted, kører så ud i en sidelang association, og vender så tilbage i en, synes jeg, ret nøjagtig imitation af tankemylder.

De fleste af digtene handler om pinlige barndomsminder, som man f.eks. ser i disse rammende sætninger:

så ydmygende at have været barn/ hvorfor sagde jeg det, at jeg spillede i en anden klub/ hvor jeg hele tiden scorede mål/ det var vel som om at de faktisk troede mig/ jeg følte at de troede mig

Først og fremmest er digtenes styrke, at de er virkelig sjove, på samme tid gnavne og selvbevidst pinlige. Og så er de genkendelige i deres vrede både mod sig selv og andre, som her, hvor jeg må indrømme, at jeg føler mig ramt:

Men når folk/ forsøger at fremstille deres litteratursmag/ som mere interessant end den er/ ved at sige/ så nogle gange kan jeg også lide at læse det og det/ som så er noget de tror man vil se ned på. De forsøger,/ det er jo tydeligt og irriterende,/ at fremstille sig selv som hævet over/ hverdagens lille afgud: den idiotiske segmentanalyse/ som udsagnet selv er hundrede procent født af.

Jamen er det så bare det? Almindeligheder og pinligheder? Måske, men der er ikke noget "bare" ved både evnen til at skrive som en tanke og evnen til at udlevere sig selv og iagttage mennesker troværdigt. Spejlkamel er en digtsamling, der, modsat Vi er ikke konger, kan virke simpel, og som sagtens kan læses og nydes af alle, også personer, der normalt ikke læser digte, men det gør den kun bedre.

Vi er ikke konger og Spejlkamel er i deres radikale forskellighed begge gode digtsamlinger (den anden bedre end den ene), men nu er det snart seks år siden, den sidste udkom. Tør man håbe på mere? Spejlkamels knækprosa og afsluttende kortprosastykke kunne tyde på, at Dalgaard har en fremragende novellesamling i sig. Kan man få den på bestilling?

Anmeldelse: DØ, LØGN, DØ af Mette Moestrup

Titel: DØ, LØGN, DØ
Forfatter: Mette Moestrup
Gyldendal
173 sider
2012
Poesi

Vurdering: 4/6

Noget af det, der gør, at Mette Moestrups forfatterskab altid er værd at følge med i, er, at hun behersker mange forskellige stilarter og -lejer. Kendetegnende for Moestrup er både de Yoko Ono-inspirerede performancedigte, symbolladede og indignerede politiske digte, en nærmest barnlig glæde ved sproget og dets muligheder for rim, ordspil og rytme, en selvironisk humor — og, først og fremmest, alt det ovenfor nævnte i ét lystigt miskmask. Det betyder også, at alle hendes bøger (måske undtagen den lille og ikke specielt vellykkede Omina, som hun skrev sammen med Naja Marie Aidt) stikker i mange forskellige retninger på én gang, og det gælder måske mest af alle for DØ, LØGN, DØ. Det kan man allerede se i indholdsfortegnelsen: Digtsamlingen består af fem dele, som — med undtagelse af enkelte gennemgående symboler — sagtens kunne have været fem (gode) udgivelser for sig.

Den af delene, der mest afgrænset kan stå for sig selv, er også i sin stramme idé den bedste, nemlig "MEGET LIDT OM CLEÏS (SAPFOS DATTER, ELLER HVAD?)" (som jeg lige vil nævne i indholdsfortegnelsen staver den oldgræske digter Sapfo, men inden i bogen staver hende Sappho, fiks lige det, når Moestrups samlede digte på et tidspunkt uundgåeligt udkommer), som er et udsyret forsøg på at skrive en biografi om Sapfos måske-datter Cleïs, om hvem man ikke ved andet, end at hendes navn dukker op to gange i Sapfos digtfragmenter. Sådan her lyder det indledende digt, "Viden":

Hvad ved jeg om Cleïs?/ Meget lidt./ Jeg ved, at jeg ved/ meget lidt om Cleïs.// Slår det mig ud? Nej!/ Vil jeg skrive en biografi, eller hvad? Ja!

"MEGET LIDT OM CLEIS" slutter så med fire bud på Cleïs-biografier, der bliver mere og mere fragmentariske og poetiske. Den fjerde og sidste lyder i sin helhed:

fint ordnede, tæt sammenpakkede atomer, små papirstumper

I den gavmildt overlæssede digtsamling bliver der også plads til både humoristisk indignerede indslag som (ifølge undertitlen) arbejdersangen "Min kittel er for kort" med omkvædet "Min kittel er for kort,/ og det er noget lort,/ for jeg er feministisk,/ og kitlen er sexistisk" og den vrede og symboltunge "ANSIGTER I ANSIGTER"-del, som tager udgangspunkt i, at man, da man scannede busten af Nefertiti i 2009, fandt ud af, at der er en mindre kalkstensskulptur indeni, "Et ansigt i ansigtet". I et citat beskrives Nefertiti efter ansigtsafsløringen som "STILL BEAUTIFUL, BUT NOT AS BEAUTIFUL", og Nefertitis dobbelte ansigt bliver så et symbol på afstanden mellem virkelighedens ansigter og reklameverdenens airbrushede ideelle ansigter. Det vikler sig sammen med spørgsmål om hvidhed, det mandlige og kvindelige blik, og til sidst et science fiction-håb om et posthumant fælles ansigt, der "udsletter umiddelbart udbredelse af udelukkelse."

Og ikke nok med det, for der er også plads til skrøbelige kærlighedsdigte og følelsesladede chokdigte om at se en kvinde styrte i døden, hvilket fører til først det helt enkelt skønne empatidigt, der lyder "at mælken løber til/ når en fremmed spæd græder", som så sætning for sætning bliver kompliceret, indtil det vender tilbage til en ikke længere enkel empati:

at mælken løber til/ når en fremmed spæd græder// at det ikke er et valg/ ergo ikke et 'godt' valg// gør det ikke forkert

Sådan kan man blive ved med at referere og citere fra den righoldige og læsværdige digtsamling, men hvis jeg skal slutte af med at retfærdiggøre, at jeg alligevel ikke giver bogen en højere karakter, må jeg prøve at beskrive den enkelte anke, jeg generelt har mod Mette Moestrups digte: Billedsproget rammer mig kun sjældent. Jeg har har svært ved at forklare hvorfor, og mon ikke det er mere min egen skyld end digtenes, men her kommer et bud på, hvad problemet er: De fleste billeder hos Moestrup er samtidig symboler, som gennem deres mangetydighed komplicerer og nuancerer den politiske udsigelse. Men netop det, at billederne oftest er symboler, gør også, at jeg som læser får så travlt med at tyde digtene, at jeg ofte glemmer også at nyde dem. Og når Moestrup så en gang imellem bare sproger løs, fordi sproget er et fedt materiale at arbejde med, bliver jeg mere irriteret over ikke at kunne tyde ordene, end jeg bliver glad for deres originalitet og nerve. Jeg ved ikke rigtigt, om det er en knude, der kan løses, men måske handler det ikke så meget om at skrive på en anden måde, end at jeg som læser skal lære at blive bedre til at lade være med at prøve altid at forstå det, jeg læser.

16 gode bøger, jeg har læst i 2019

I november flyttede jeg til en større lejlighed, hvor der er plads til at have en lænestol stående ved siden af bogreolen. Når jeg sidder der og kigger på de bøger, jeg har læst, er det svært ikke at række ud efter dem og begynde at bladre. Denne liste tager udgangspunkt i den lyst: Lysten til at genlæse. Disse bøger er de bøger, jeg har læst i 2019, som jeg vil bære med mig (eller, jeg vil også bære mange af de andre med mig, men det her er dem, jeg vil bære mest med mig, hvis man da kan gradsskelne mellem måder at bære med sig på). Dog er der to regler: Der er kun bøger på listen, som jeg har anmeldt, så jeg har en uddybning at henvise til, og der er max. én bog pr. forfatter.

I 2019 læste jeg 91 bøger. 40 var skrevet af kvinder, 48 af mænd og 3 havde bidrag fra personer af begge køn — en nogenlunde kønsfordeling, synes jeg egentlig. Det var også ret lige fordelt, hvor meget dansk jeg læste, og hvor mange udenlandske bøger det blev til — 44 udenlandske, 47 danske. 40 af bøgerne har jeg anmeldt her på bloggen, mens jeg har anmeldt 12 på littuna.nu. Her er nogle af de bedste bøger, jeg læste.

2 gode bøger fra 2019

Virginia Is For Lovers af Christina Hesselholdt
Der er selvfølgelig udkommet mange gode, danske bøger i 2019 — det gør der hvert år — og af dem, jeg har læst, har der da også været en del, jeg har været mere end tilfreds med (blandt højdepunkterne tæller jeg Lea Marie Løppenthins Sæson og Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvads Madalfabet). Men den bedste danske 2019-udgivelse, jeg har læst i år, har uden tvivl været Christina Hesselholdts poetiske true crime/exofiktive roman Virginia Is For Lovers, der er på samme tid intenst spændende, begavet morsom og overdådigt velskreven.

Diegesis af Henrik Nor-Hansen
Henrik Nor-Hansens trilogi om følelseskolde og deprimerede nordmænd (hvoraf den sidste bog, Termin, fandt vej til min årets bedste-liste sidste år) er en litterær begivenhed! Nor-Hansens karakteristiske følelsesforladte, men samtidig minimalistisk poetiske, stil er ikke kun interessant som et tidsfavnende nybrud i litteraturen, men også som læsværdig, rystende prosa. Henrik Nor-Hansen fortjener meget mere interesse og mange flere læsere, end han har fået herhjemme. Så nu hænger den på dig — bliv Henrik Nor-Hansen-læser, du vil ikke fortryde det, med undtagelse altså af hvis du ikke har lyst til at blive deprimeret og angst.

4 gode klassikere genudgivet/oversat i 2019

Essays. Del af labyrinten / Hemmelighedstilstanden af Inger Christensen
Der manglede en ny udgave af Del af labyrinten, for dén essaysamling er svær at få fat på, hvis ikke man er villig til at betale 600 kroner for en bog. At man får Hemmelighedstilstanden med i købet i den nye opsamling af Inger Christensens essays skader ikke. Christensen skrev klogt og lærd om både sine egne digte og det evige spørgsmål om, hvordan sproget og verden hænger sammen. Men først og fremmest skrev hun så levende og smukt, at det er umuligt ikke at frydes, mens man anstrenger sine hjerneceller for at følge med ind i Inger Christensens komplekse tankebaner.

Elskeren af Marguerite Duras
I 2019 nåede Gyldendals tematiserede klassikerserie blandt andet omkring temaet kærlighed, hvilket var en god undskyldning for at genudgive Juliane Preislers fremragende oversættelse af Marguerite Duras' Elskeren. Den autofiktive roman er så sitrende melankolsk, at det er umuligt ikke at bevæges og begejstres.

Gashjertet af Tristan Tzara
Tristan Tzara var en af dadaismens fædre, og i dette skuespil ser man bevægelsens fulde potentiale. Skørt og skønt skriver Tzara, og først og fremmest vildt. Det er svært at komme i tanke om nogen, der nu snart 100 år efter skejer lige så meget stilistisk ud, som man gjorde i mellemkrigstiden. Dejligt, at der findes i forlag i Danmark, der vil delagtiggøre os i den tids eksperimenter.

Metro af Julio Cortázar
Skjødt Forlag fortsætter prisværdigt med at udgive argentineren Julio Cortázar. I år blev det til en lille tekstsamling bestående af et essay og tre noveller med det til fælles, at de alle handler om metroen. Cortázar er på samme tid finurlig iagttager, menneskekender og stilist til fingerspidserne. Hvis man har læst mesterværket Hinkeleg og tørster efter mere, er Metro ikke et dårligt sted at vende sig hen.

3 gode bøger fra eller om antikken

Aeniden af Vergil
Hvis du spørger mig, er Vergil endnu bedre end Homer. Vergils karakterer har en dybde, som Homers ikke har, så de tragiske skæbner hos Vergil virkelig griber om hjertet og knuger til. Det betyder også, at kampscenerne ikke bare er vanvittigt vild ultravold, men også bliver ærligt melankolske, når karakterer, man hurtigt lærer at holde af, må lade livet. Og så er Vergil aldrig ensformig, for i sin iver efter at skrive som Homer lykkedes det ham på en måde at kondensere Iliaden og Odysseen til ét overdådigt episk digt. Jeg kan på det varmeste anbefale Otto Steen Dues uforlignelige oversættelse.

Metamorfoser af Ovid
Til forskel fra Homer og Vergil fortæller Ovid i sit episke digt ikke én, men flere historier. Og selvom mange af historierne har de samme grundlæggende strukturer, er de alle underholdende, morsomme og — måske vigtigt af alt — imponerende flot oversat af Otto Steen Due.

Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar
Hvis den romerske kejser Hadrian selv skrev sine erindringer, er de gået tabt. Heldigvis udviser den franske forfatter Marguerite Yourcenar i sin roman en så imponerende indlevelsesevne, at man skulle tro, det var the real deal. Kejser Hadrians erindringer er livsklog, velskrevet og hjerteskærende i sin kærligheds- og sorgskildring. Og så er det den bedste roman, jeg har læst i år — og én af de bedste nogensinde.

4 gode, danske bøger

Radioteatret af Pia Juul

I 2019 læste jeg Pia Juuls samlede digte (undtagen forbi, som jeg læste i '18), og den bedste synes jeg er Radioteatret. Det er en vældig genreblanding, der er så fint sammenmikset, at der er plads til både fjolleri, poetisk skønhed og aldrende melankoli. Ud over Radioteatret kan jeg varmt anbefale forbi, Helt i skoven og særligt de sidste ca. 20 sider af Avuncular.

Øvelser og rituelle tekster af Lars Skinnebach

En anden digter, jeg har læst meget af i 2019, er Lars Skinnebach. Og selvom jeg også er meget begejstret for I morgen findes systemerne igen og Enhver betydning er også en mislyd, er det alligevel Øvelser og rituelle tekster, der er min favorit. Det skyldes især "Øvelser"-delen, hvor Skinnebach ved at skrive om klimakrisen i datid er den, der mest deprimerende har sat ord på den dystopi, vi lever i.

Socialdemokratisk digt af Rasmus Nikolajsen

Rasmus Nikolajsen er måske den danske digter, der er bedst til at skrive metaforer. Det gælder både i hvad skal vi med al den skønhed? og Socialdemokratisk digt, hvor læseren bliver bombarderet med det ene præcise og smukke billede efter det andet. Mens hvad skal vi... er melankolsk, er Socialdemokratisk digt satirisk og brysk sjov. Nikolajsen skriver, at han "havde håbet at skrive / mageløst og fuldtræffende / om vinter og sne, men hovsa, / det mislykkedes som sovs", men hvis Socialdemokratisk digt er en mislykket sovs, vil jeg for al fremtid spise min sovs skilt.

Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen

Efter Nordisk Råds Litteraturpris gik til Efter solen har 2019 fortjent været Jonas Eikas år. Men hans debut, romanen Lageret Huset Marie, skal i ekstasen over de ufatteligt gode noveller ikke glemmes! Det er nemlig en meget velskreven roman, der byder på noget så forholdsvis uvant som et bud på, hvordan socialrealisme kan se ud i dag.

3 gode udenlandske klassikere

Nekrofilen af Gabrielle Wittkop

Puh, jeg får det stadig helt dårligt, når jeg tænker på denne afskyelige roman. Men grunden til, at Nekrofilen er så afskyelig, er netop, at læseren bliver en slags medskyldig, når man, mens hovedpersonen Lucien lader sig sanseligt beruse af sine smækre lig, bliver æstetisk beruset af det overdådige sprog. Ad! Læs den!

Victoria af Knut Hamsun

Hvis nogen anbefalede mig at læse en bog om møllerens søn, som håbløst forelsker sig i herremandens datter, der af økonomiske årsager er lovet væk til en adelsmand, ville jeg ryste op- og eftergivende på hovedet. Men når man så tilføjer, at bogen er skrevet af Knut Hamsun, er der grund til at give den et skud alligevel. For nøj, hvor kunne den gamle nazist skrive! Tænk, at en så klichéfuld fortælling kan være så aldeles hjerteskærende rørende!

Et dukkehjem af Henrik Ibsen

Når man læser Et dukkehjem i gymnasiet kan man måske få indtryk af, at skuespillet først og fremmest er mindeværdigt for den rolle, det spillede i samtidens kønspolitiske debat. Men man skal ikke glemme, at Et dukkehjem også har opnået sin klassikerstatus, fordi det er intenst i sin handling, spiddende præcist i sin karaktertegning og sylespidst i sin syrlige replikkunst. 

Når jeg sådan kigger tilbage på årets højdepunkter, må jeg sige, at 2019 har været et godt læseår for mit vedkommende. Jeg håber, at disse anbefalinger kan være med til at gøre dit 2020 lige så godt!