Anmeldelse: Metamorfoser af Ovid

Titel: Metamorfoser
Forfatter: Ovid
Oversætter: Otto Steen Due
Gyldendal
461 sider
Oprindeligt udgivet år 8, denne oversættelse 2005 (2. udgave)
Episk digt

Vurdering: 5/6

Ovids episke digt Metamorfoser er grundlæggende forskelligt fra de tre andre store, episke værker fra antikken: Homers Iliaden og Odyseen og Vergils Aeneiden. Hvor Homer og Vergil fortæller historier om de mest dramatiske år i én mands liv, fortæller Ovid hele verdenshistorien fra verdens skabelse til kejser Augustus' regeringsperiode. Imellem de to begivenheder fortæller Ovid om alt fra myter om de græsk-romerske guder til belejringen af Troja. Alle historierne har det til fælles, at de handler om "Liv i forvandling" — det kan helt konkret betyde, at fortællingerne handler om f.eks. mennesker, der forvandles til dyr, eller mere abstrakt om store forandringer.

Til fælles med Homer og Vergil har Ovid, at han — takket være Otto Steen Dues fremragende oversættelse — skriver levende og sprogligt sprudlende. Mens Vergil og Homer har den fordel ved deres fokus på én person, at de kan lade følelser og karakterudvikling bygge sig op over flere hundrede sider, må Ovid klare det samme på meget mindre plads, når de fleste af hans fortællinger afvikles på under ti sider. Alligevel lykkes flere af historierne med at blive ganske gribende og rørerende — som fortællingen om Ceyx, der på trods af sin hustru Alcyones bønner drager til søs og drukner; hans lig skyller op på stranden, og da Alcyone ser det, forvandles hun i sin sorg til en fugl:

Hun fløj gennem luften, / flaksed med vinger hun just havde fået på ryggen, i luften, / strøg over bølgernes top som en ynkelig fugl, og imedens / blev hendes mund forvandlet til næb, og der hørtes fra næbet / dumpe og klagende klask og skrig som når en skal begraves. // Men da hun nåede frem til den tyste og iskolde dødning, / slog hun sin nyskabte vinge omkring hans elskede legem / mens hun forsøgte at kysse hans falmede læber med næbet.

Desuden er Ovid rigtig god til især én ting: sammenligninger. Tag f.eks. denne beskrivelse af en folkemasses urolige mumlen (som Milton 1650 år senere huggede i sin beskrivelse af Pandaemonium i første sang af Paradise Lost):

Som når en rasende storm blæser op, og det suser i pinjens / opslagne krone i skoven, og brændingens brod kan fornemmes / selv i det fjerne som dump og truende brusen, således / lød det fra folket.

Eller hvad med dette stykke ultravold:

[Phaeócomes] slog en stamme som to spand okser knap havde rokket, / ovenfra ned i skallen på Tectaphon, Olenos' ætling. / Hele hans hvælvede isse blev knust, og ud gennem øjne, / næsebor, øren og mund kom hjernens mathvide blødme / flydende ud som valle af hytteost presset i spånkurv, / eller som frugten der perses i sigten så safterne springer / ud som puré gennem siens utallige småbitte huller.

Altså det der billede af hjernemasse ud af hovedhulerne som hytteost gennem en kurv eller pure gennem en si! Seriøst klamt, seriøst velskrevet. Og "hjernens mathvide blødme"! Tak til både Ovid og Otto Steen Due!

Mens der er mange fordele ved Ovids springen rundt mellem dusinvis af fortællinger — det veksler behageligt mellem tragedie og komedie og mellem vold og kærlighed — er der dog også den ulempe, at mange af fortællingerne synes næsten ens. De fleste af de kortere historier er skåret over kun to modeller: 1) En kvinde bejles til eller forsøges voldtaget af enten en mand eller en gud; hun forvandles for at redde hende fra voldtægten eller som hævn fra Juno for at være blevet voldtaget af Jupiter (f.eks. Syrinx, der bliver reddet fra at blive voldtaget af Pan ved at forvandles til siv; da han ikke kan voldtage hende, laver han så i stedet en panfløjte af hende), 2) En person er dum nok til at sammenligne sig med en gud og forvandles som hævn (f.eks. Arachne, der påstår, hun væver bedre end Minerva — og faktisk gør det! — og derfor forvandles til en edderkop (forvandlingen beskrives med typisk Otto Steen Duesk humor som, at hun rammes af "denne kop giftige edder")). Dét kan godt blive lidt ensformigt, men sådan må det jo være, når man genskriver myter. Heldigvis bliver det ensformige aldrig kedeligt på grund af de altid kreative hexametre, som det hele på formfuldent vis består af. Og alt andet end ensformigt er heldigvis også beskrivelserne af Trojanerkrigen, Odysseus' hjemrejse og Aeneas' flugt, fordi Ovid klogeligt vælger at lægge nogle andre blikke på disse hændelser end Homer og Vergil, så man f.eks. får Odysseus' besøg hos Polyfemos og Kirke genfortalt af en af hans sømænd og dermed får et helt andet perspektiv end hos Homer. Dét og meget andet gør Metamorfoser til underholdende og stærkt anbefalelsesværdig læsning.