Anmeldelse: Marken af Martin Glaz Serup

Forfatter: Martin Glaz Serup
Titel: Marken
Forlag: Edition After Hand
104 sider
Oprindeligt udgivet på UbuWeb 2010, denne udgave 2011
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvornår er et digt godt? Skal det være sjovt? Underholdende? Skal det få dig til at føle noget? Være sørgeligt? Være 'dybt', skal det indeholde nogle tanker, du ikke selv havde tænkt før? Skal der være skønne metaforer? Nyskabende sprog, eller leg med sproget? Skal det være let at læse, eller måske det stik modsatte?
Et godt digt skal nok leve op til nogle af disse krav, men hvor mange? Det tog jeg mig i at tænke, da jeg læse Marken. Marken er et godt digt. Men Marken er ikke særligt følelsesfuld, og tankerne er bevidst overfladiske. Marken er først og fremmest bare et sjovt og underholdende digt, et man kan hygge sig med og glæde sig over og så ellers lægge fra sig igen. Men kan det så virkelig være godt?
Marken handler om marken, der er en mark i den forstand, at den bliver kaldt marken og "den", men ellers ligeså godt kunne være en hvilken som helst (vestlig) (mandlig) (hvid) person. Marken er fuld af modsætninger; den anser sig selv for at være særligt sensitiv, men senere i teksten anser den sig selv for at være særligt robust. Ét sted forstår den ikke, hvorfor folk interesserer sig sådan for naturen, et andet overvældes den af naturens skønhed. Disse dobbeltheder er med til at gøre den til repræsentant for hvem som helst, men er samtidig også det, der gør den troværdig som enkeltperson; fordi mennesker er fulde af disse forskelligtrettede tanker. Men det, der gør marken på den ene side allermest alle og allermest sig selv er dens komplicerede forhold til meninger:

Marken tænker at det ikke gør fra eller til hvad den interesserer sig for, marken bliver alligevel pålagt og udsat for både det ene og det andet, uanset hvad den interesserer sig for, det er det man må forholde sig til, mener marken.

Det er dette punkt et sted i spændingsfeltet mellem interesse og indifference, marken gang på gang befinder sig på. Det går igen, at marken ikke rigtigt har nogen mening, men så alligevel lidt har en mening, som den trods alt ikke gider forsvare, som her:

Sammenbragte familier, hvad skal man mene om det, marken mener ikke noget særligt om det, den har blot noteret sig at det er det der er normen nu, det normale, at fænomenet ikke længere bliver viet særlig opmærksomhed, om det er godt for børnene, om det er dårligt. Kunne man forestille sig at det var direkte kompetencegivende for børnene, som en slags lang gruppeeksamen, ja, tænker marken, ja, det er vel ikke helt umuligt, men spørger man ind til det har den ikke lyst til at begrunde eller udvikle den tanke yderligere. 

Marken er et produkt af informationssamfundet. Den har hele tiden adgang til alle mulige fakta, som den kan vælge at mene alt muligt om, og netop derfor ender den med ikke rigtigt at mene noget. Det er ret sjovt, især på grund af sætningernes høje tempo, de glider let af sted, bl.a. på grund af den sparsomme kommatering - en tankestrøm af ligegyldigheder, som det er behageligt og ufarligt at glide med i. Helt parodisk bliver det, da marken bevæger sig ind på verdens nok mest fortærskede og ligegyldige konflikt:

Katteejere og hundeejere, marken tænker på hvad det er man siger om dem, om forskellen på de to. Om man kan udlede noget grundlæggende om den enkeltes karakter ved at observere hvilket dyr den enkelte omgiver sig med. Måske der er noget om det, tænker marken, sandt er det jo i hvert fald at katteejere er dovne og ansvarsløse individer der ikke vil være afhængige af noget, men alligevel synes det kunne være sødt, så hyggeligt, tænker marken, med sådan en lille pels der kan passe sig selv og skider udendørs. Katteejere er halvhjertede og hårde mennesker. Marken hader hunde.

Markens personlighed bliver ramt med en enkelt sætning i et fjernsynsprogram, den ser, men den forstår det ikke selv:

I fjernsynet ser marken et interview med en musiker der siger om sig selv at det aldrig har gjort indtryk på ham hvad han selv siger, han har aldrig taget sig selv særlig alvorligt og gør det i øvrigt stadig ikke. Det gør et stort indtryk på marken, den forstår ikke en lyd af hvad det betyder, for musikeren må da vide hvad han mener og siger og sige hvad han mener og så videre, men alligevel gør det et stort indtryk på marken. 

Marken er jo netop selv som musikeren, den udbasunerer i løbet af bogen en masse meninger, som den ikke rigtigt mener alligevel, og som den egentlig ikke tager alvorligt. På samme måde er bogen som sådan. Der er små kommentarer til samfundets natursyn, fitnesscraze, medieafhængighed osv., men det er (med vilje) aldrig en bidende kritik og aldrig om noget, vi ikke har tænkt på før; der konstateres med et skuldertræk, at vi taler meget i mobiltelefon, men så er det alligevel heller ikke værd at mene noget videre om. Det kommer så vidt som et angreb på de få (og, indrømmet, til tider irriterende) mennesker, der stadig mener noget:

Marken tænker for sig selv at mange af disse meningsmagere aldrig er blevet rigtig voksne, at de for at sige det sådan ikke har fattet alvoren, at de i ly af at være idealister optræder direkte uansvarligt [...]

Marken lever et priviligeret vestligt middelklasseliv og er godt tilfreds. Marken ser ingen grund til, at noget behøver ændrer sig. Ser ingen grund til at kritisere noget eller mene noget. Og bogen, Marken, viser os, at sådan er vi mange, der har det. Men den kritiserer ikke rigtigt denne (for mig at se) uansvarlige livsstil, den er ikke et indlæg i debatten. Bare en konstatering af, at vi er privilegerede nok til ikke at behøve mene noget om vores privilegier, og derfor mener Marken ikke noget om vores privilegier. Det er, som sagt, sjovt. Og underholdende. Sætter det nogen følelser i gang? Nej, ikke rigtigt. Sætter det nogen tanker i gang? Næh, og det er meningen - man læser Marken lige så skuldertrækkende holdningsløst som den beskylder én for at være. Er sproget skønt? Nej, men der er fart i det, det er behageligt og sjovt. Behøver Marken være mere end det for at være et godt digt? Nej. Marken er lige, hvad den vil være. Og den kunne ikke være det meget bedre.

Marken var nomineret til Bukdals Bet - den smalle litteraturpris 2011

Anmeldelse: Things Fall Apart af Chinua Achebe

Titel: Things Fall Apart
Forfatter: Chinua Achebe
Forlag: W. W. Norton & Company
117 sider + 480 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1958, denne udgave 2009
Historisk roman

Vurdering: 4/6

I sit berømte essay "An Image of Africa" skriver Chinua Achebe om den ignorance over for Afrikanske kulturer, der hersker i Vesten. Som eksempel bruger han Joseph Conrads mesterværk Heart of Darkness fra 1899, som handler om en hvid mands rejse ned ad Congofloden. Selvom Heart of Darkness inden Achebes essay var blevet studeret intenst i mange år af meget kloge mennesker, havde ingen beskæftiget sig med noget, der var meget åbenlyst for Achebe: Det er en vildt racistisk bog. Hvorfor lagde de vestlige læsere ikke mærke til racismen? Anede de måske så lidt om Afrikas egentlige historie, at de umiddelbart kunne tro på en fortælling om inhumane, barbariske vilde?
Man kan se Achebes historiske roman Things Fall Apart som et slags forsøg på at skrive en bog, der modsat Heart of Darkness skal give et mere troværdigt billede af et prækolonialt Afrika til vestlige læsere. Det med vestlige læsere er en vigtig detalje: Achebe, der var uddannet fra Nigerias første og på daværende tidspunkt forholdsvist nyåbnede universitet, valgte at skrive bogen på engelsk frem for sit modersmål, Igbo. Og som bl.a. Rhonda Cobham har gjort opmærksom på, gør han hvad han kan for at gøre Igbo-kulturen repræsenteret i bogen forståelig for en vestlig læser; f.eks. behandler han temaet menneskeofring ved at lave en Abraham & Isak-lignende fortælling om Okwonko og hans mere eller mindre adopterede barn Ikemefuna. Ved sådan at indskrive historien i en jødisk-kristen mytologisk tradition, vil en vestlig læser nok umiddelbart forstå handlingen frem for at frastødes ved tanken om menneskeofring.
Netop fordi Achebe har været den første til at give Igbo-folket en ordentlig repræsentation i vestlig sammenhæng, har det tydeligvis været vigtigt for ham at beskrive Igboernes liv i detaljer. Man må huske på, at Things Fall Apart ikke bare er en historisk roman af den slags, der har nogle begivenheder, læseren kender i forvejen, som baggrund, men derimod er nødt til at bygge hele samfundet op fra bunden: Den vestlige læser har måske aldrig hørt om Igbo-folket før, eller har måske oven i købet en attitude som den Achebe beskriver i "An Image of Africa", da han nævner, at han har mødt en englænder, der overrasket over Achebes forskningsområde udbryder, at han ikke engang vidste, at Afrika havde en historie. Derfor er ca. første halvdel af bogen meget episodisk og går først og fremmest ud på at beskrive forskellige dele af hovedpersonen Okwonkos stammes dagligliv. Det er nødvendigt. Ikke kun for at læseren kan få en følelsesmæssig tilknytning til stammen, så den hvide mands ankomst i anden halvdel er en lige så stor forstyrrelse for læseren som for Okwonko, men også fordi Things Fall Apart er et slags (fiktionelt) vidnesbyrd: Et forsøg på at beskrive en kultur, som Vesten så godt som udryddede totalt.
Men selvom man forstår nødvendigheden af at beskrive stammelivet i detaljer, kan det sine steder også blive lidt intetsigende, når konflikter introduceres og løses igen i løbet af en halv side. F.eks. da en ko er sluppet løs, men bliver indfanget igen straks efter. Det er bare ikke interessant. Alligevel er det en fælde, mange historiske romaner falder i; her minder Things Fall Apart mig f.eks. om Jan Guillous Det Store Århundrede-serie, der også ofte drukner i research, så fortællingen glemmes. Det bliver ikke bedre af, at sproget også lidt for ofte savner engagement, som f.eks. her, hvor en brydekamp på forunderlig vis gøres halvkedelig:

The last match was between the leaders of the teams. They were among the best wrestlers in the nine villages. The crowd wondered who would throw the other this year. Some said Okafo was the better man; others said he was not the equal of Ikezu. Last year neither of them had thrown the other even though the judges had allowed the contest to go on longer than was custom. They had the same style and one saw the other's plans beforehand. It might happen again this year.

Med så dødt et sprog (hvorfor skal alting hele tiden forklares, som f.eks. at nogen hepper på den ene bryder og andre på den anden - hvorfor ikke beskrive bryderne og publikummet i stedet for at konstatere ting om dem?) bliver brydekampen i sig selv uinteressant. Det interessante ligger til gengæld i de historiske skildringer af, hvad brydekampene betyder for Igbo-samfundet. Og til Achebes ære skal det da også siges, at sproget ofte er bedre end det ovenfor citerede; især når han fra sit fugleperspektiv alligevel sanser:

Everybody in the crowd was talking. It was like the market. From a distance the noise was a deep rumble carried by the wind.

En dyb brummen i vinden - det kan jeg se (eller rettere høre) for mig. Det drager mig ind i fortællingen.
Men som sagt tjener det langsomme build-up et formål: Bogens anden halvdel er, uden at spoile noget, intens. Og så nyder jeg virkelig, at Achebes portræt af Igbo-kulturen hverken er glorificerende eller fordømmende. Hovedpersonen Okwonko er på mange måder et dumt svin - han banker sine koner og tåler ikke at blive sagt imod. Samtidig ser vi en anden mand blive fordømt af stammen for sin hustruvold, og mere sympatiske karakterer som Obierika gør det klart, at Igboernes samfund indeholder en mangfoldighed af forskellige personer med forskellige værdier, som ethvert samfund gør det. Igbo-kulturen indeholdt forfærdeligheder som det, at tvillingebabyer blev lagt ud i skoven for at dø, men alternativet, den udryddelse og undertrykkelse, det vestlige samfund stod for (og til en vis grad stadig står for), var ikke et hak bedre. Som bogens pointe på et tidspunkt opsummeres af Okwonkos onkel Uchendu: "There is no story that is not true [...] The world has no end, and what is good among one people is an abomination with others."
Things Fall Apart er ikke altid lige velskreven, men slutningen er intens, og først og fremmest er den en vigtig bog. En bog, der kan give den vestlige læser et andet billede af Afrika end det racistiske billede, vi alt for ofte tager for givet.

Anmeldelse: Brudstykker af en landsbydegns dagbog af Steen Steensen Blicher

Titel: Brudstykker af en landsbydegns dagbog
Forfatter: Steen Steensen Blicher
Forlag: Hans Reitzel
48 sider
Oprindeligt udgivelsesår 1824, denne udgave 1967
Novelle

Vurdering: 4/6

(Denne anmeldelse indholder hvad man vel kan kalde spoilere, hvis man da kan spoile en 180 år gammel novelle)

Den franske litteraturteoretiker Gerard Genette skrev om det han kalder hypertekst og hypotekst. En hypertekst er en tekst, der er baseret på en hypotekst - f.eks. er James Joyces Ulysses en hypertekst baseret på hypoteksten Odysseen af Homer. Der kan være mange led i sådan nogen hyper/hypotekster; man kan f.eks. argumentere for, at Harald Voetmanns Syner og fristelser er en hypertekst på Dantes Guddommelige komedie, der er en hypertekst på Vergils Aeniden, der er en (strukturel) hypertekst på Homers Iliaden og Odysseen.
Ok, men hvad har det så med Brudstykker af en landsbydegns dagbog at gøre? Jo, for kort tid siden læste jeg Mette Moestrups Jævnet med jorden, der bygger på Blichers novelle; ligesom Brudstykker består den af 68 dele og handler bl.a. om et kompliceret kærlighedsforhold, den faldne kvinde og den smukke jyske natur. Efter at have læst Jævnet med jorden fik jeg straks lyst til at læse dens hypotekst.
Steen Steensen Blicher hentede til Brudstykker inspiration fra den virkelige historie om Marie Grubbe, som bl.a. H. C. Andersen og J. P. Jacobsen senere har skrevet om - en adelskvinde, der blev skilt af flere omgange og til sidst endte som fattig. I Brudstykker hedder hun Sophie, og hovedpersonen, Morten, forelsker sig hovedkulds i hende. På grund af klasseskellet er det en forelskelse uden håb, men Blicher beskriver den ærligt og følelsesfuldt, som her, hvor Morten og Sophie kører i kane:

Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingsøe.

Men ikke kun Morten har lyster; Sophie viser sig at have et forhold med skytten Jens. Det reagerer Morten voldsomt på:

Du falske Qvinde! Du Potiphars Hustru! [...] mens jeg tilbad dig, mens jeg beskuede dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har du bolet med min Medtjener! 

Til sidst i novellen møder Morten Sophie igen efter tredve år. Hun er gift med Jens og er fattig, gammel og vissen. Morten kan ikke tilbageholde en vis snert af skadefryd:

dersom Nogen efter min Død skulle faa Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.

Det er let at forstå, hvorfor Mette Moestrup har villet skrive et opgør med synet på den faldne kvinde i Brudstykker. Den slags moralisering er ret irriterende. Og Blicher kan ikke undsige sig en stor grad af sexisme. Men det er interessant, at han trods alt fremstiller uretfærdigheden i samfundets reaktion på forskellige slags forhold på tværs af klasseskel: Hvor Sophie får, hvad der bekommer hende for sådan at bole med en tjener, så er det ikke adelige hr. Gyldenløve, der får skyld for at gøre en stuepige gravid; det er igen kvinden, der er syndig:

Jeg veed ikke, hvordan hun kunne; men hun tager sig Verden let - jeg er ikke af den Natur.

Men af den natur, det er Morten lige netop. Allerede i brudstykket efter går han for første og eneste gang i seng med Sophie og er lykkelig - lige indtil han opdager, at hun også går i seng med Jens. Vi har altså ikke bare at gøre med Blichers egen sexisme (den er der selvfølgelig også, det er trods alt en tekst fra 1824), men også en udstillen af Mortens hykleriske, kristne dobbeltmoral. Han begærer kvinden og ønsker at blive begæret af hende - men samtidig finder han det syndigt, hvis kvinden begærer. Sikke noget rod; det gode gamle luder-madonna-kompleks.
Det fede ved hyper- og hypotekster er, at man som her kan læse dem i "forkert" rækkefølge. De gode hypertekster (som Jævnet med jorden) bliver ikke kun belyst af deres hypotekst, men belyser den også selv. De giver læseren lyst til at gå tilbage til kilden med et nyt udgangspunkt; at have læst Jævnet med jorden åbner op for detaljer i forståelsen af Brudstykker, som jeg nok ikke ville have fanget uden. Så en stor del af læseoplevelsen for mig var ikke kun, at novellen er velskrevet - det er den, omend sproget har lidt let ved at forfalde til klicheer (mindst to gange ryster Morten "som et Espeløv") - men også at have læst et nutidigt "svar", der netop ikke kun er et svar, men også en åbning, en begyndelse, for læsningen af den tekst, den besvarer.

Anmeldelse: Jævnet med jorden af Mette Moestrup

Titel: Jævnet med jorden
Forfatter: Mette Moestrup
Forlag: Gyldendal
93 sider
2009
Roman / kollage / poesi

Vurdering: 5/6

Det, der gør Mette Moestrup til noget særligt, er, at hun elsker sproget. Det gør enhver forfatter vel, men Moestrup gør det på en særlig måde. Hun nusser ikke om det eller kæler for det, hiver og slider ikke i det, banker det ikke på plads, praler ikke af det; hun fodrer det med æblesnitter og prikker det i maven, leger med det. Hun er sin generations Halfdan Rasmussen, Benny Andersen eller, nok mest rammende, Per Højholt. Hendes sprog er et barn, der iført gummistøvler og pakket ind i regntøj sjaskehopper lykkeligt op og ned i en mudderpøl så smattet sprøjter med en lyd, som Moestrup nok selv bedst kan beskrive: "boblende, bølgende, drivende, dryppende, faldende, flydende, fossende, glidende, hvirvlende, klirrende, klukkende, løbende, piblende, plaskende, rindende, rislende, sivende, stigende, stillestående, strømmende." Man skal nok have fat i Kaptajn Haddock for at finde lige til en så forrygende alfabetisk svada.
Legen betyder dog ikke, at der ikke er alvor. Plottet i Jævnet med jorden er på samme tid enkelt og komplekst: Vandmøllen, jegets oldemors gamle hjem, er blevet revet ned, og nu vil jeget se det i øjnene og forlige sig med det. Men samtidig er hun i et forhold, der er på randen af sammenbrud. Og samtidig har hun lejet sig ind i et hvidt rum ("Det er hvidt som et A4"), hvor hun skriver på væggene og vil skrive sin bog. Og så er der desuden flashbacks til barndommen, citater fra tekster om hjemegnen, en spøgelseshistorie, en konflikt med udlejerne og, til sidst, et meget Moestrupsk, Yoko Ono-inspireret performancedigt. Alt det på 93 komprimerede sider inddelt i 68 bidder, der skal spejle St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, inklusiv til sidst nævnte performancedigt, hvor en kvinde på forskellige måder interagerer med sneen og natten ("Det skal være nat, og der skal være sne, og det skal sne" er digtets motor, der med enkelte variationer indleder digtets 69 dele). Alt dette holdes sammen af Moestrups brandgode, humoristiske, legende, reflekterende stemme. Sproglegen er ude af stand til at modstå ordspil:

Vi var jo bare sentimentale. I vores følelsers vold. Det, vi følte for vandmøllen, var ikke voldeligt, tænker jeg, tværtimod. Vi ville beskytte, bevare, men også - bevares - beholde. Vi ville, tænker jeg, beholde vandmøllen som en beholder for vores følelser for den. Så vores følelser for stedet kunne finde sted.

Der er både de tydelige ordspil, der gør opmærksom på sig selv ("Så vores følelser for stedet kunne finde sted"), som også går igen i linjer som "Tanken om vand er vand på min mølle, som man siger" og "Et sted er aldrig et eller andet menneske, men et menneske er altid et eller andet sted", men også de mere subtile ("bevare, men også - bevares"), der virker så stolte af deres egen eksistens; som om Moestrup bare ikke kunne lade være med at skrive dem. Sproget vil være sjovt, det nægter at lægge sig fladt og monotont ned.
Men Jævnet med jorden er meget mere end legende sprog. Der er også interessante tanker, som da forholdet mellem sentimentalitet og kynisme udforskes (selvfølgelig med brug af uimodståelige ordspil):

Malerier af grædende børn er drivende sentimentale. Masseproduktionen af sentimental kunst er dreven. Der er penge i at drive tårerne frem hos beskueren. Vekselvirkningen mellem sentimentalitet og kynisme glimter i såvel det grædende barns som beskuerens tåre. Den sentimentale kunst kalkulerer med beskuerens sentimentalitet, ligesom reklamen taler til følelserne, fordi det er den mest effektive salgsteknik.

Men er denne analyse af den kynisk-sentimentale kunst ikke også netop kynisk? Det tror jeg, Moestrup kommer frem til hen mod slutningen af bogen, da jeget kommer i konflikt med sine sentimentalkunstskabende udlejere og må indrømme, at "Måske er det netop det, deres kunst er udtryk for: at de generelt er meget søde. Det er faktisk meget sympatisk, tænker jeg, at de er så kreative." Men selv denne indrømmelse over for sentimentalkunstnerne slipper selvfølgelig ikke for Moestrups sjovt nedladende tone, som jo netop er et skjold for at undgå det sentimentale, og som er en stor del af, at bogen er så forbandet underholdende!
Og som om det ikke var nok med godt sprog og gode tanker, er nogle af de bedste passager i Jævnet med jorden gode personkarakteristikker. Som da jeget besøger sin mormors tvillingesøster, der er blevet gammel og klagende:

Mormor To. Ikke sådan at slå ud. Holder selv sit hus. Fyrer ikke for fuglene. Døjer lidt med svimmelhed. Piller høreapparatet ud: Det runger i hele hovedet, det skidt. Hun er så glad for, at vi er kommet. Har vi det godt? Hva'? Det var godt. Hun er så ensom. Ikke om hun vil flytte, de må bære hende ud. Akkeja. Der kommer aldrig nogen. Det er så hårdt, det med vandmøllen, hun tror aldrig, hun kommer sig over det, hun er så alene med det, om vi ikke godt kan forstå det. Hun fyrer ikke op i den pæne stue. Det er frås, der kommer aldrig nogen.

Det er jo sørgeligt og synd. Men det er også lidt irriterende. Og lige netop det fanger Moestrup meget kærligt i sin tredjepersonsgengivelse af Mormor Tos snak. Man kan godt nogen gange blive lidt træt af, at så mange bøger er autofiktive nu, men dette er lige netop, hvad autofiktionen kan: Skrive portrætter af virkelige mennesker, der er ægte, troværdige og præcise, netop fordi forfatteren har haft en virkelig reference.
Spøgelser, familiehistorie, kærlighed og kunst: Jævnet med jorden stikker i mange retninger, men Moestrups altid legende, sprællende stemme binder det underholdende sammen.

Anmeldelse: The Turn of the Screw af Henry James

Titel: The Turn of the Screw
Forfatter: Henry James
Forlag: W. W. Norton & Company
85 sider + 186 siders baggrundsmateriale
Oprindeligt udgivelsesår 1898, denne udgave 1999
Roman / Gyser / Gotik

Vurdering: 5/6

Henry James starter som sin egen hype-man: I en rammefortælling fortæller en forsamling personer gyserhistorier i juledagene. Én har lige fortalt en historie, hvor et barn var involveret - åh, så skræmmende! Men, spørger en af tilhørerne, hvis ét barn i en gyserhistorie er uhyggeligt - hvor helt sindssygt nervenedbrydende spooky er det så ikke lige, når to børn bliver involveret med spøgelser? Det er et ekstra "turn of the screw" - spændingsskruen strammes!
Når selve bogens titel på den måde er en henvisning til bogens egen uudholdelige spænding, så har den bare at leve op til sit pral. Og det gør The Turn of the Screw. Til at starte med er den bygget op som enhver moderne bestseller: Hvert kapitel starter lidt småkedeligt, men så  bygges der op til noget, og så slutter kapitlet på en cliffhanger. Men ved næste kapitels begyndelse får vi ikke at vide, hvad der skete med cliffhangeren; i stedet begynder det at bygge op til en ny cliffhanger. Jeg ved ikke præcis, hvornår man fandt på denne thrilleropbygning, men jeg kan ikke komme i tanke om at have læst noget ældre end The Turn of the Screw, hvor det er gjort så konsekvent i hvert eneste kapitel.
At kunne skrive en cliffhanger er dog ikke den store kunst i sig selv. Kunsten for Henry James består i også at overføre kapitlets spændingskurve på hele bogen (eller er det omvendt?). Så bogen bygger langsomt op, og de første 40 sider kan godt være lidt svære at komme igennem. Her synes man, man har luret James - cliffhangerne kommer og går, men plottet som sådan tager ikke rigtigt fart. Men så begynder spændingsskruen langsomt at strammes hårdere og hårdere, og Henry James giver ikke et øjeblik slip på skruetrækkeren. De sidste 40 sider læste jeg åndeløst i ét hug; James dirigerer plottet perfekt, så man hele tiden tror, det er på nippet af crescendo, kun for at opdage, at der lige er ét kapitel endnu og ét kapitel endnu.
Denne form fungerer perfekt til en kort lille sag som The Turn of the Screw. En del nye krimier fejler, når de tror, de kan gøre det samme over 500 sider med det resultat, at man bliver træt af hele tiden at blive holdt for nar af uforløste cliffhangere. Disse små 90 sider er den helt rigtige længde til en stram spændingskurve.
Men det James ikke har, som moderne spændingsmestre som Dan Brown har, er det simple, letforståelige sprog. Det betyder, at der på den ene side er meget at tage fat i i forståelsen af The Turn of the Screw, og det er der blevet; der er skrevet flere videnskabelige artikler om denne lille bog end man kan nå at læse på en livstid. Det er fedt at kunne sidde og analysere med, mens man læser. Selv var jeg begejstret for at lægge et marxistisk blik på romanen og se på hovedpersonens lyst til at eje de små børn og hendes skræk ved at børnene tidligere havde plejet omgang med folk fra underklassen. Dér er der meget at tage fat på. Mange har også skrevet vidt og bredt om, hvor troværdig vores fortæller(e) er, læst bogen med Freud og post-Freud, læst bogen som en allegori over læsningen (en favorit for mig), osv.
Men det at sproget er fuldt af spændende muligheder for analyse kommer til gengæld nogen gange på bekostning af klarhed. Henry James skrev notorisk knudret, og nogen gange bliver det altså for meget. Det kan være irriterende knudret, men dog forståeligt, som her, hvor der er fire (4!) unødvendige indskudte sætninger i træk:

The great question, or one of these, is afterwards, I know, with regard to certain matters, the question of how long they have lasted.

Disse abnorme mængder af indskudte sætninger er symptomatiske for hele bogen. Her endnu et eksempel fra samme side som ovenstående, hvor hovedpersonen opdager, at en underlig skikkelse stirrer på hende:

It lasted while this visitant, at all events - and there was a touch of the strange freedom, as I remember, in the sign of familiarity of his wearing no hat - seemed to fix me, from his position, with just the question, just the scrutiny through the fading light, that his own presence provoked.

I denne sætning er der 18 ord i hovedsætningen og 35 ord i de indskudte sætninger; næsten dobbelt så meget plads bliver brugt på indskud som på hovedsætningen. Desuden er der, i form af indskuddet "as I remember", en indskudt sætning inden i en indskudt sætning, der følger direkte efter en indskudt sætning! Men denne sætning er trods alt stadig forståelig. Nogen gange bliver det så knudret, at jeg får svært ved at fange betydningen af sætningen:

This was not so good a thing, I admit, as not to leave me to judge that what, essentially, made nothing else much signify was simply my charming work.

Det tog mig 10 gennemlæsninger bare at fatte, at sætningen handler om, at jegets arbejde ikke har nogen videre betydning - og der er stadig detaljer i sætningen, jeg simpelthen ikke forstår (og jeg tvivler på, at det hele overhovedet giver mening). Det skyldes, at der i løbet af sætningen er tre negationer, to indskud, og hele sætningen er oven i købet i passiv - tre teknikker, der modarbejder læseforståelse. Desuden bliver verbet "signify" brugt i en betydning, hvor det ville have været lettere at forstå, hvad der mentes, hvis man havde brugt et adjektiv som "significant", idet vi med verbet får et grundled, der er "what", hvilket henviser til "my charming work"; altså både et grundled, der erstatter det egentlige grundled, og så er det handlende grundled oven i købet et livløst objekt. Frustrerende!
Men så snart spændingsskruen strammes, begynder man at se stort på det knudrede sprog og bare lade sig blive revet med af det spændende plot, og derfor endte The Turn of the Screw trods alt med at være en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft længe.