Anmeldelse: Perserne af Aischylos

Titel: Perserne
Forfatter: Aischylos
Oversætter: Niels Møller
Forlag: Gyldendal
70 sider
Oprindeligt opført 472 fvt., denne oversættelse 1918, denne fjerde udgave ved Christian N. Brodersen 1962
Drama / Tragedie / Historisk drama

Vurdering: 2/6

Jeg vil gerne starte med at undskylde for, at jeg sådan giver en udødelig klassiker en lav karakter. Det vil jeg anbefale, at man helt ser bort fra. Jeg mener ikke, at Perserne ikke fortjener sin klassikerstatus (som jeg f.eks. mener, at Huckleberry Finn ikke fortjener sin klassikerstatus), og jeg mener ikke, at Perserne på nogen måde er et uinteressant stykke. Hvad jeg så mener, vil jeg forsøge at forklare.

Kun tre af de attiske tragediedigtere er bevaret: Aischylos, Sofokles (som jeg er stor fan af) og Euripides (som jeg ikke har læst). Aischylos er den ældste og er nok mest kendt for Orestien og Syv mod Theben. Perserne er den ældste bevarede tragedie og skiller sig også ud på en anden måde: det er den eneste bevarede tragedie, der tager udgangspunkt i historisk stof frem for mytestof. Tragedien handler om slaget ved Salamis, som havde fundet sted kun 8 år før, og som Aischylos sandsynligvis deltog i - du ved, den krig, der udspiller sig i slow motion i 300 - Rise of an Empire. Men hvor denne nok ret glemte efterfølger til 300 har både et tyndt plot, nogenlunde fed action og lange, intense billeder af Eva Greens blævrende bryster, har Perserne kun det tynde plot.

Aischylos har nemlig valgt at lade hele handlingen udspille sig efter handlingen egentlig har udspillet sig. Scenen er sat ved det persiske hof, og da stykket begynder er slaget ved Salamis overstået. Ind på scenen træder et bud, der kan berette om, at persene fik bank af grækerne og at perserkongen Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Dernæst kommer Xerxes' far, Dareios', spøgelse frem og får fortalt, at perserne fik bank af grækerne. Han konkluderer, at Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Til sidst kommer Xerxes selv så hjem. Han fortæller, at perserne fik bank af grækerne, og at han ikke var for kvik, da han gik i krig. Desuden komme han og koret med cirka tyve udråb af typen: "O ve, ve! o gud, gud!", "O ny sorg, o ny sorg!", "O gru, o gru!", "Kvide, o kvide!" osv.

At et bud kommer ind på scenen og fortæller, hvordan et slag er gået, er jo ikke nødvendigvis dårligt teater. Det er handlingen i første akt af min yndlingstragedie, Shakespeares Macbeth. Men Perserne kommer aldrig videre end dette første akt: vi får fortalt hvad der er sket, men der sker aldrig noget på scenen. Der er ingen dramatisk fremdrift.

Aischylos' Prometheus fungerer egentlig på samme måde: vi får fortalt, hvad der er sket, men der sker aldrig noget i selve stykket. Prometheus er også ret kedelig læsning. Men det er egentlig ikke det, der er mit store problem med denne udgave af Perserne. Aischylos er som sagt den ældste bevarede tragediedigter, og det er sgu fair nok, at man på daværende tidspunkt ikke helt havde knækket Aristoteles' kode til, hvordan man skriver en spændende tragedie med naturlig fremdrift i plottet, anagnorisis, peripeti og hele molevitten. Aischylos' evner som tragedieforfatter var sandsynligvis store i forhold til samtidens andre, desværre ubevarede, tragediedigtere. Mit problem med Perserne er derfor ikke den nok tidstypiske mangel på finpudsning af tragediens plotstruktur, men nærmere Niels Møllers oversættelse.

En oversættelse af denne slags rytmisk regelbunden oldtidslitteratur skal tage højde for flere ting: metrikken skal gerne være som i originalen, ordene skal være forståelige, oversættelsen præcis og sproget godt. Det er svært at gøre alle fire ting på én gang - Otto Steen Due lykkedes med det i sine oldgræske og romerske oversættelser, mens Otto Gelsted ofrede metrikken og prosaoversatte Odysseen, hvilket også Keld Zeruneith har gjort med det oldengelske heltekvad Beowulf. Niels Møller har desværre valgt i stedet at ofre forståeligheden. Det betyder, at en stor del af noterne går med ikke at forklare hvem f.eks. iaonerne var, men i stedet med at oversætte Niels Møllers oversættelse til dansk. Man må bladre om i noterne for at få at vide, at der med offer-id menes offer-handling, med våde menes ulykke, med både menes nytte, med uden men menes uskyldig, med våndt menes smerteligt, og at der f.eks. med "i købet" egentlig menes "oven i købet" og med "redte sig" menes "beredte sig". Noterne burde være til for at forklare de ting, der på grund af tid og sted forekommer os kulturelt fremmede - ikke for at oversætte oversætterens hovsa-løsninger til rigtigt dansk.

Det må være på tide med en nyoversættelse af Perserne til dansk. Ikke fordi tragedien i sig selv er særligt god læsning, som f.eks. Sofokles' tragedier er det, men fordi den er et historisk dokument, et litteraturhistorisk artefakt, der fortjener at bliver overleveret på en bedre måde.