Anmeldelse: Stuff Happens af David Hare

Titel: Stuff Happens
Forfatter: David Hare
Faber and Faber
120 sider
Oprindeligt udgivet 2004, denne let omskrevne version 2006
Drama

Vurdering: 5/6

Hvorfor gik vi i krig i Irak? Det spørgsmål får vi danskere aldrig svar på, for i 2015 besluttede Venstre-regeringen at nedlægge Irakkommissionen. Hvad der var løgn og hvad der var sandt, til hvilken grad danske soldater benyttede tortur, i hvor høj grad vi myrdede civile, og hvorfor vi overhovedet gik med i krigen, bliver aldrig besvaret. Men når politikkerne ikke vil tage ansvar for deres beslutninger, så må forfatterne træde til.

Derfor stillede den britiske dramatiker David Hare allerede i 2004 spørgsmålet: Hvorfor gik Storbritannien med i Irakkrigen? Og hvorfor gjorde USA? Skuespillet Stuff Happens har fået sin titel fra den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds svar, da han blev bedt om at kommentere det kaos, der i Bagdad umiddelbart fulgte den amerikanske invasion. Men Stuff Happens er også David Hares svar på, hvorfor der blev krig i Irak.

Skuespillet starter kort før 9/11, da George Bush' regering træder til. Allerede ved den første sikkerhedsbriefing kommer Irak på bordet og tanken om, at Irak har masseødelæggelsesvåben (hvilket de som bekendt ikke havde) bliver præsenteret. Det virker som om, der allerede er truffet en beslutning om, at Irak på et tidspunkt skal invaderes. Hvorfor er den beslutning truffet? Ja. Det er svært at sige.

Efter 9/11 bliver det nødvendigt for Bush at vise sin magt; at USA reagerer på angreb. Men hvordan? Irak kommer igen på bordet: det vil være nemt at invadere Irak og vælte Saddam Hussein, så hvorfor ikke gøre det? Bush ser ned på Clintons krig i Kosovo og forsøg på at løse Israel-Palæstina-konflikten. Begge er i Bush' øjne slået fejl. Der er ingen grund til at involvere sig i noget, der er svært at løse. Irak er, for Bush at se, nem at løse.

Hares tragiske helt er den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Han kan ikke finde ud af, hvorfor hans ministerkolleger er så opsatte på at invadere Irak. Det giver ingen mening. Irak er ikke nogen særlig trussel mod USA og havde intet at gøre med 9/11. Men hvis Irak absolut skal invaderes, så må det være med et FN-mandat i ryggen. Der trækkes en konflikt op mellem Powell og resten af regeringen: Powell vil have en international kollision, de andre ministre kan ikke forstå, hvorfor verdens mægtigste land ikke bare kan invadere hvem de vil, når de vil.

Samtidig følger vi den britiske premiereminister Tony Blair. Han vil gerne være med til at invadere Irak. Ikke fordi Irak er nogen trussel, men fordi han håber til gengæld at få USA's støtte til en ny Mellemøstenpolitik, der én gang for alle skal løse Israel-Palæstina-konflikten. Blair er en godtroende idiot.

For når alt kommer til alt, er pointen, gør USA, hvad de vil. Og hvorfor gør de så det? Ja. Det er ikke til at sige. Som skuespillets fortæller siger allerede fra første replik:

The Inevitable is what will seem to happen to you purely by chance.
The Real is what will strike you as really absurd.

Storpolitik er absurdteater. Så selvom Stuff Happens er en tragedie, minder den meget om den britiske komedie In the Loop. Den handler også om, hvordan de storpolitiske kræfter beslutter sig for at gå i krig, og også her er pointen, at det ikke er til at sige hvorfor. Det er ikke til at forstå. Der er ingen grund.

Stuff Happens består delvist af rigtige citater fra interviews, men størstedelen er fiktion; ingen ved, hvad der er blevet sagt i de private møder, hvor Irakkrigen er blevet planlagt. Hares bud på, hvad der skete bag lukkede døre, forekommer mig at være meget britisk. Engang var Storbritannien verdens mest magtfulde land, men nu er de en ligegyldig lillebror til USA. Det giver mening, at de fiktionelle forklaringer på storpolitik fra et land, der er vant til at have magten, men ikke længere har den, er, at der ikke er nogen forklaring; hvis verden ikke følger en britisk logik, må det være fordi, der ikke er nogen logik. Eller som skuespillets epigraf med et Jonathan Swift-citat siger:

It is useless to reason a man out of a thing he was never reasoned into. 

Sisyfosarbejdet med at forsøge at finde logikken der, hvor den ikke er, er meget underholdende og meget frustrerende. At læse Stuff Happens er lidt som at genopleve optakten til Irakkrigen (som jeg husker det - jeg var trods alt kun 8 i 2003) - ikke fordi Stuff Happens nødvendigvis viser virkeligheden, som den egentlig var (det tvivler jeg på), men fordi skuespillet meget godt kommunikerer følelsen af meningsløshed, som man i europæiske kredse følte, da amerikanerne, briterne og danskerne (+ mange flere) gik i krig uden anden offentlig grund end løgnen om masseødelæggelsesvåben, som allerede dengang tydeligvis var en løgn. Jeg ved ikke, om storpolitik i virkeligheden er absurd, og jeg ved derfor ikke, om David Hare har ret i sin portrættering af magtens inderkreds. Det har han nok ikke. Men for almindelige mennesker, der kun ser politikkernes løgne og deres ubegrundede nægtelse af svar på det egentlig ret simple spørgsmål om, hvorfor vi gik i krig, er følelsen af absurditet meget rammende. Og det er derfor, Stuff Happens er et godt skuespil. Ikke fordi det viser sandheden, men fordi det kommunikerer følelsen, vi magtesløse tilskuere får, når vi ikke kan få sandheden at vide.

Anmeldelse: Perserne af Aischylos

Titel: Perserne
Forfatter: Aischylos
Oversætter: Niels Møller
Forlag: Gyldendal
70 sider
Oprindeligt opført 472 fvt., denne oversættelse 1918, denne fjerde udgave ved Christian N. Brodersen 1962
Drama / Tragedie / Historisk drama

Vurdering: 2/6

Jeg vil gerne starte med at undskylde for, at jeg sådan giver en udødelig klassiker en lav karakter. Det vil jeg anbefale, at man helt ser bort fra. Jeg mener ikke, at Perserne ikke fortjener sin klassikerstatus (som jeg f.eks. mener, at Huckleberry Finn ikke fortjener sin klassikerstatus), og jeg mener ikke, at Perserne på nogen måde er et uinteressant stykke. Hvad jeg så mener, vil jeg forsøge at forklare.

Kun tre af de attiske tragediedigtere er bevaret: Aischylos, Sofokles (som jeg er stor fan af) og Euripides (som jeg ikke har læst). Aischylos er den ældste og er nok mest kendt for Orestien og Syv mod Theben. Perserne er den ældste bevarede tragedie og skiller sig også ud på en anden måde: det er den eneste bevarede tragedie, der tager udgangspunkt i historisk stof frem for mytestof. Tragedien handler om slaget ved Salamis, som havde fundet sted kun 8 år før, og som Aischylos sandsynligvis deltog i - du ved, den krig, der udspiller sig i slow motion i 300 - Rise of an Empire. Men hvor denne nok ret glemte efterfølger til 300 har både et tyndt plot, nogenlunde fed action og lange, intense billeder af Eva Greens blævrende bryster, har Perserne kun det tynde plot.

Aischylos har nemlig valgt at lade hele handlingen udspille sig efter handlingen egentlig har udspillet sig. Scenen er sat ved det persiske hof, og da stykket begynder er slaget ved Salamis overstået. Ind på scenen træder et bud, der kan berette om, at persene fik bank af grækerne og at perserkongen Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Dernæst kommer Xerxes' far, Dareios', spøgelse frem og får fortalt, at perserne fik bank af grækerne. Han konkluderer, at Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Til sidst kommer Xerxes selv så hjem. Han fortæller, at perserne fik bank af grækerne, og at han ikke var for kvik, da han gik i krig. Desuden komme han og koret med cirka tyve udråb af typen: "O ve, ve! o gud, gud!", "O ny sorg, o ny sorg!", "O gru, o gru!", "Kvide, o kvide!" osv.

At et bud kommer ind på scenen og fortæller, hvordan et slag er gået, er jo ikke nødvendigvis dårligt teater. Det er handlingen i første akt af min yndlingstragedie, Shakespeares Macbeth. Men Perserne kommer aldrig videre end dette første akt: vi får fortalt hvad der er sket, men der sker aldrig noget på scenen. Der er ingen dramatisk fremdrift.

Aischylos' Prometheus fungerer egentlig på samme måde: vi får fortalt, hvad der er sket, men der sker aldrig noget i selve stykket. Prometheus er også ret kedelig læsning. Men det er egentlig ikke det, der er mit store problem med denne udgave af Perserne. Aischylos er som sagt den ældste bevarede tragediedigter, og det er sgu fair nok, at man på daværende tidspunkt ikke helt havde knækket Aristoteles' kode til, hvordan man skriver en spændende tragedie med naturlig fremdrift i plottet, anagnorisis, peripeti og hele molevitten. Aischylos' evner som tragedieforfatter var sandsynligvis store i forhold til samtidens andre, desværre ubevarede, tragediedigtere. Mit problem med Perserne er derfor ikke den nok tidstypiske mangel på finpudsning af tragediens plotstruktur, men nærmere Niels Møllers oversættelse.

En oversættelse af denne slags rytmisk regelbunden oldtidslitteratur skal tage højde for flere ting: metrikken skal gerne være som i originalen, ordene skal være forståelige, oversættelsen præcis og sproget godt. Det er svært at gøre alle fire ting på én gang - Otto Steen Due lykkedes med det i sine oldgræske og romerske oversættelser, mens Otto Gelsted ofrede metrikken og prosaoversatte Odysseen, hvilket også Keld Zeruneith har gjort med det oldengelske heltekvad Beowulf. Niels Møller har desværre valgt i stedet at ofre forståeligheden. Det betyder, at en stor del af noterne går med ikke at forklare hvem f.eks. iaonerne var, men i stedet med at oversætte Niels Møllers oversættelse til dansk. Man må bladre om i noterne for at få at vide, at der med offer-id menes offer-handling, med våde menes ulykke, med både menes nytte, med uden men menes uskyldig, med våndt menes smerteligt, og at der f.eks. med "i købet" egentlig menes "oven i købet" og med "redte sig" menes "beredte sig". Noterne burde være til for at forklare de ting, der på grund af tid og sted forekommer os kulturelt fremmede - ikke for at oversætte oversætterens hovsa-løsninger til rigtigt dansk.

Det må være på tide med en nyoversættelse af Perserne til dansk. Ikke fordi tragedien i sig selv er særligt god læsning, som f.eks. Sofokles' tragedier er det, men fordi den er et historisk dokument, et litteraturhistorisk artefakt, der fortjener at bliver overleveret på en bedre måde.