Anmeldelse: Tvillingerne af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Tvillingerne
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
52 sider
2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Tvillingerne består af to digtsamlinger: Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud. Der er nogle ordsammensætninger, der går igen mellem de to digtsamlinger: en million engle i jegets hår, en brors knæ og at en person, der hedder Asger, ligger på gulvet.
Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet er sprog. Det er en lidt vag beskrivelse, men nok så præcis, som det bliver. Der nævnes "silent terror cuttet op", og måske er der brugt cut-up teknik til at skabe digtene, dvs. man klipper en tekst i stykker og sætter den sammen på en ny måde. Men selvom det er svært umiddelbart at få hold på sætningerne og få mening ud af dem, er der alligevel så mange sammenhænge, at det ikke virker til at være tilfældet; sætningerne bevæger sig fremad via ordspil og associationer frem for et forsøg på at skabe mening, som normale sætninger. Det er svært at forklare, så her er et digt, der kan vise:

en million engle kan ikke tage fejl i mit hår det var der jeg kom fra / jeg kigger altid tilbage men aldrig frem ved ikke hvad der venter om / hjørnet i disse lasede labyrinter i dine øjne undskyld må jeg spørge om / vej frem må jeg med skalpel dele din søvn og sluge resterne / den handling efterlader må jeg slukke lyset før vi siger godnat og er / alt dette bare måger jeg må skylle efter med som et telt rejst i storm // jeg får en lyst til at stille sulten i møbler / jeg får en lyst til at se lyst på tingene // vi sover i hvert vores æg // forvent ikke en ny regn fra mig / den gamle er allerede sendt

Ordene kan virke helt tilfældige, men det er de ikke. Først er der en sammenhæng i det labyrintiske og det at finde vej. Dernæst i anaforen "må jeg [...] må jeg [...] må jeg", der med et ordspil bliver til "måger jeg må". At få lyst til bliver til at se lyst på. Sådan er det i alle digtene: ord, der bare er ord, men alligevel hænger sammen - men først og fremmest hænger sammen i deres "ordhed", dvs. med ordspil, gentagelser osv. frem for ved betydning. Det er ord, der ikke vil hænge sammen, men i stedet bliver til et, med digtenes ord, "hængsammen".

I Det gule gæstebud kommer der lidt mere kontrol over ordene. Her et digt:

jeg mistede før jeg fandt ro i alle musklernes sale / om lidt er kaffen klar ikke som et spejl kan være / det nej den er færdig om lidt du er smuk prøver / jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud / mine læber ikke har besøgt forgæves mister jeg / besindelsen og trækker vejret dybt lungerne / punkteres af dit bliks nejende hav så ved jeg at / du tænker på mig som jeg tænker på dig og roen / kommer // den er sne // den er gul // min hånd

Så smukt kan et kærlighedsdigt skrives. I dette digt fastholdes der (næsten) hele vejen igennem at det handler om et dig og en kærlighed. Det er det, jeg mener med, at der er lidt mere kontrol over ordene. De har dog stadig deres eget liv, og gør her noget karakteristisk for digtsamlingen: nægter at binde sig til én sætning. "forgæves" i linje 5 bliver brugt i to sætninger: 1) "Jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud mine læber ikke har besøgt forgæves" og 2) "forgæves mister jeg besindelsen og trækker vejret dybt". Disse sætninger suppleres samtidig af de samme sætninger, men uden forgæves, så to sætninger bliver til fire, fordi de deler et ord. Huden er både besøgt og besøgt forgæves; besindelsen mistes forgæves, men det er også et spørgsmål, om besindelsen overhovedet mistes ("Mister jeg besindelsen og trækker vejret dybt?").  Er der meget mere at sige om det? Kan jeg udlede nogen store tanker om kærlighed og besindelsesmisten? Næh. Men det gør ikke noget.
Man kunne selvfølgelig være fristet til at forsøge at fremtvinge betydninger, f.eks. at læse "den råbende kjole" symbolsk. Hvis man forsøger at gå til Tvillingerne på denne måde og tror, man kan sætte ordene lig en eller anden betydning, tror jeg, man går galt i byen. Ordene er i høj grad bare ord, og rytmen er bare en rytme, der kan omfavne én og tage én med sig. På dette punkt hæver Halling Nielsen sig over f.eks. Henrik Nordbrandts (Digte) og Inger Christensens (Lys og Græs) tidligste digtsamlinger, der på samme måde fremstår meget inspirationsbårne; for hos Nordbrandt og Christensen vil digtene gerne forstås og være symbolske, mens de hos Halling Nielsen får lov til bare at være digte uden at ville andet end at være ord.
Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvorfor disse digte er smukke. Og jeg kan sagtens forstå, hvis man synes, de bare er en samling meningsløse ord. Jeg selv er ikke helt overbevist, når absurditeten bliver lidt punchline-agtig som her:

den digitale signatur er / meget usikker erkender / videnskabsministeriet / og lakerer en fugl om til / bil

Men disse meningsløse ord, disse rytmer og ordspil, rammer mig på en eller anden måde. Jeg synes, det er stor kunst, uden rigtigt at kunne forklare hvorfor.