Anmeldelse: Relikvie af Julie Mendel

Titel: Relikvie
Forfatter: Julie Mendel
Forlag: Gladiator
61 sider
2017
Poesi / roman

Vurdering: 6/6

En kvinde går og føler sig ensom i London. Så flytter hun hjem til sin kæreste i København og går og føler sig ensom. Senere flytter hun igen, mens hun er ensom.
Der sker ikke så meget i Relikvie, men det, der sker, er nærmest uudholdeligt smukt:

Hvor umulig smuk du ser ud i den slowmotionvideo, jeg har filmet af dig, når du taler, og måden, du bevæger din hånd. Jeg vil så gerne hjem igen. Vil jeg nogensinde falde i søvn. Jeg læste, at romerne brugte det samme udtryk for "at leve" som for "at være iblandt mennesker", ligesom deres betegnelse for "at dø" og "at ophøre med at være iblandt mennesker" var den samme. Det er en forbindelse, som jeg tror, det er vigtigt at give videre.

Det er alle disse små, enkle iagttagelser, som en hånd i slowmotion, der får plads i Relikvie. Alle disse "bevægelser, der begynder i os og uden os", "[b]evægelser, der ikke må standse" bliver trukket frem, så man kan se skønheden i dem. De står i kontrast til jegets hjerteskærende ensomhed og sorg, der ikke eksisterer af nogen tydelig grund:

Her er min bøn: Fortæl mig, at sorgen ikke kommer inde fra mig som en ustandselig ting, men udefra som noget, jeg kan værne mig mod. / Fortæl mig, at man kan adskille mine bevægelser fra mig, som man kan adskille min sorg fra mig. / Hvor søvnen, hvor sorgen kommer fra - / jeg ved det ikke.

Det er en sorg, der bare er der; jeget har nok en depression, selvom det ikke nævnes utvetydigt. Det er som en slags glimtvis frigørelse fra denne sorg, alle de små tegn på kærlighed og skønhed i verden fremhæves. Men for mig at se, bliver kærligheden og skønheden dermed sorgfuld. Relikvie er ikke nogen manual til udfrielse fra ensomhed eller depression, højst et bud på, hvordan man kan forsøge at leve alligevel.
Den langsommelighed, der ligger i slowmotionbevægelserne, går igen i sproget. Det er en bog, der ikke kan skimmes; der insisterer på at blive læst helt, helt langsomt, som et Tranströmer-digt. Her står den i kontrast til Nye Rejsende af Tine Høeg, der også er en ny, poetisk debut om en ensom, ung kvinde; men hvor Nye Rejsende holder en ironisk afstand og ser det sjove i ungdomsfumlen, er Relikvie nærmest uudholdeligt ærlig og helt, helt tæt på ensomhedsfølelsen, så man skal være lavet af sten for ikke at føle jegets smerte.
Det er en bog, hvor jeg, så snart jeg havde læst den, straks vendte tilbage og genlæste det indledende digt, der er en "Liste over det, der skal bevares og føres videre", såsom:

Citronerne og det kogte vand // Gulvtæpper // Og alle mennesker i metroen // Deres mund, nogens lukkede øjne!

Læg mærke til udråbstegnet, der insisterer på, at nogens lukkede øjne kan være en stor, jordskælvende begivenhed. Relikvie har nogle af de bedste udråbstegn, jeg har læst. Og alle mennesker i metroen, som går igen i løbet af bogen og bliver bærere af et paradoksalt håb: ved at forestille sig, hvem fremmede mennesker i toget er, kan man et øjeblik slippe ud af sin ensomhed uden faktisk at skulle interagere med en anden person. Det er disse småting, der ikke i sig selv er en kur for hverken ensomhed eller depression, men nærmere bærer et grænsende til dødsdømt håb på trods, som Julie Mendel får skrevet frem så sitrende smukt, at enhver bør tvinges til at læse og genlæse og genlæse det!