Anmeldelse: Originalen af Filip Granlie

Titel: Originalen
Forfatter: Filip Granlie
Ekbátana
84 sider
2020
Roman/kortprosa

Vurdering: 5/6

Hele menneskehedens historie på 84 sider. Det er den korte pitch til Filip Granlies tredje bog, og første i 10 år, Originalen. I 7 dele med 7 forskellige indfaldsvinkler til at fortælle om mennesket – forplantingen, kroppen, aldringen, føden osv. – bliver vi præsenteret både for generelle kategoriseringer og abstraktioner og konkrete iagttagelser, små fortællinger. Som oftest foregår det på denne måde: Der fortælles i et tilstræbt objektivt, kancelliagtigt sprog om et bestemt træk ved mennesket, hvilket så pludselig sprutter over i en kortprosafortælling, der demonstrerer samme træk fulgt af et mærkbart skifte i stilleje. Det lyder f.eks. sådan her:

Kroppen er ekstra sensibel ved søvnen, som kræver ro og tryghed, særligt om fødderne. I parcelhuse, hytter, boligkomplekser, telte og på gaden bekræfter stikprøver, at sovende mennesker kun af nød eller under de varmeste betingelser lader fødderne undslippe deres dækken: I en jordslået, saneringsmodern gård på en egn, hvor befolkningen fortrinsvis lever af kål og rødder og først får moderne fornødenheder i sidste øjeblik, sover en gammel og stolt kone erfarent under en dynge af bultede dyner og grove, nussede tæpper vævet i mørkerød, blå og forvitret hvid. For et par timer siden, da natten var ung og stuen lun, lod hun blændet af søvnen sin runde, svampede højrefod med ligtorn på lilletåen glide ud for at suge lidt frisk luft og sænke den samlede kropstemperatur en smule, men nu hvor natten er kold og klam, glider foden tilbage i mørket som en mus.

Saneringsmoden! At sove erfarent! Bultede dyner!

Først og fremmest minder Filip Granlie mig om Majse Aymo-Boot, der også springer kækt mellem diskurser og har en forkærlighed for det offentliges tilstræbt objektive sprog. En ret så overlegen omgang med sprogtonen, som ikke bliver dårligere af den opfindsomhed, med hvilken han fremdrager eksempler på liv: lige fra et itusprængt soldaterpar, hvis invalidering skal illustrere lemmernes vigtighed (og disses nødvendighedshierarki), til den bogstavelige opfindelse af den dybe tallerken engang i stenalderen, som tjener til at illustrere sprogets egnethed som innovationsskabende samarbejdsværktøj.

Til sidst løfter blikket sig fra mennesket til tiden efter menneskehedens uddøen. Og det bliver helt rørende, som det kun kan være rørende at læse om bjørnedyrs mærkværdige evne til at stå imod hvad som helst. Opfindsom, selvbevidst og sprogligt tumlende litteratur – det er svært ikke at gå ind for!

En afsluttende anbefaling: Indtil for nylig anede jeg ikke, at der fandtes en dansk forfatter ved navn Filip Granlie (og at han var værd at lægge mærke til), men så blev et uddrag af Originalen sendt ud med mailtjenesten hvermandag. Tegn straks et ganske gratis abonnement, man får udvidet sine litterære horisonter betragteligt.