Anmeldelse: 6512 af Per Højholt

Titel: 6512
Forfatter: Per Højholt
Gyldendals Bogklub (efter overenskomst med Schønbergs Forlag)
Oprindeligt udgivet 1969, denne bogklubudgave 1986
Roman

Vurdering: 5/6

Jeg har prøvet at finde ud af, hvad titlen på Per Højholts første roman (hvis det da er en roman), 6512, skal betyde, men indtil videre uden held. Bagerst i bogen er der, som i så mange systemromaner og -digtsamlinger, et regnestykke: Her lægges alle tallene fra 1 til 110 sammen (fordi der er 110 tekstfragmenter i 6512), og det giver 6105. Og så lægges der af en eller anden grund, som jeg ikke kan gennemskue, 407 til, så tallet bliver 6512. Men hvorfor disse 407? Jeg ved det ikke, men mit bedste bud er, at det netop er meningen: at tallet er uden betydning, og at Højholt tager sin læser ved næsen.

6512 handler nemlig, som så mange romaner fra 60'erne inspireret af den franske nyroman og især af Samuel Beckett gjorde, om, at alt skrift er løgn og meningsløst. Højholt gentager en Beckett-stilfigur til ukendelighed: Samuel Beckett skrev (citeret løst og måske ikke helt korrekt efter hukommelsen), som Inger Christensen siden citerede i talløse essays: "Så gik jeg hjem og skrev: Det er nat. Det regner. Det var ikke nat. Det regnede ikke." I 6512 er der et utal af lignende formuleringer, men her er den noget mere jævne hovedpersons interesse ikke så meget i skriftens filosofi, men i hvad man kan bruge  den til: Man kan jo, indser han, simpelthen skrive, at man klarede sig godt i gymnasiet, og ingen vil være i stand til at finde ud af, om det er løgn!

Vor hovedperson, der måske, måske ikke, klarede sig godt i gymnasiet, tilbringer (eller det gør han jo ikke, for han er en fiktion) hver dag på biblioteket sammen med et slæng udskud, hvor han læser aviser og samlede værker af klassiske danske digtere. Og så skriver han hver dag højst 1 side i en gammel, smadret kalender, han har fundet – ikke ordnet efter dage, for kalenderen er fra et andet år. Limen går op i ryggen, bladene falder ud, og i udgivelsen er de så ordnet ikke efter kronologisk rækkefølge, men efter alfabetisk. Det betyder f.eks. at hovedpersonens ven (eller mobbeoffer) Albinus dør i starten, men så ellers er levende i det meste af resten af bogen. Og det gør handlingsforløbet ret uoverskueligt (hvilket også skyldes, at hovedpersonen glad og gerne lyver i dagbogen (måske er det hele løgn), men enkelte gange så går til bekendelse dagen efter – hvilket jo så kan stå et helt andet sted i bogen, og ofte før løgnen), så man må enten selv forsøge at stykke begivenhederne sammen eller bare give op på forhånd.

Hele denne anti-kronologi gør også, at 6512 har en af de fedeste systemopløsninger, jeg har oplevet. Det gælder jo for meget systemlitteratur, at det stopper i det øjeblik, systemet brydes – Inger Christensens Azorno stopper, da synsvinklen skifter til en bevidsthed, der ellers ikke er en af dem, synsvinklen plejer at springe mellem, og alfabet ødelægger sit system ved at stoppe, lang tiden inden digtsamlingen er nået hele vejen igennem systemet. 6512 stopper, da hovedpersonen bryder sin regel om max at skrive én side om dagen ved at skrive to – men på grund af den alfabetiske kronologi står denne slutning som fragment nr. 54 af 110, næsten præcis (men (med vilje, er jeg sikker på!) ikke helt) i midten. Dette 54. fragment er også klart det mest fortællende og karaktertegnende, klassisk romanagtige fragment af dem alle – og altså efter mit bedste skøn det kronologisk sidste i rækken.

Men hvad har Højholt at byde på, ud over en, lader det til, mere eller mindre autistisk og meget ensom hovedperson, der konstant beskæftiger sig med litteratur uden at forstå sig på det, og så en mængde sætninger, som Beckett allerede har skrevet før ham, men gjort profane? Først og fremmest består 6512 af en serie litterære idiosynkrasier; vor hovedperson er meget travlt optaget af det gode sprog, men definerer aldrig, hvad det er – men det lader til, at det sprog, han ønsker at skrive, er ikke-sproget, det sprog, der er strømlinet og ikke gør opmærksom på sig selv. Men det lykkes aldrig; han skriver en sætning, hvor det samme ord med korrekt grammatisk mening står to gange i træk, han skriver "skid", selvom han udtaler det "skij", han laver stavefejl, sætter et kolon, finder sig ude af stand til at skrive, hvad han ønsker at skrive, før han har skrevet det (eller omvendt), løber tør for plads og må slutte midt i en sætning for ikke at bryde en-sides-reglen, eller omvendt, finder ikke på mere end to ord at skrive i løbet af en dag.

Kort sagt er det en roman, der ikke handler om andet end sig selv – og gør det usædvanligt veloplagt, underholdende og morsomt; og, endda, selvom Per Højholt sikkert ikke ville have kendtes ved det, rørende.

Der er jo noget med, at disse romaner om skrivningen og dens begrænsninger var på mode i 60'erne med, som nævnt, nyromanen og Beckett som frontløbere. I Danmark fandtes interessen også, især hos de forfattere, der omgav og udkom på forlaget Arena, men det er måske begrænset, hvor mange af eksperimenterne, der har overlevet i litteraturhistorien. I hvert fald ser jeg oftere litterater skrive, at den slags romaner var på mode i 60'erne end eksempler på, at de var det – det samme gælder 70'ernes socialrealisme, som alle litteraturkritikere med respekt for sig selv hader uden at have læst og uden at kunne nævne så meget som ét eksempel på.

Hvad angår disse 60'er-avantgardistiske anti-romaner, kan jeg derfor med skam at melde heller ikke komme i tanker om andre eksempler, ud over 6512, end Inger Christensens Azorno. Den er to år ældre og desuden min yndlingsroman, og det er også kun, fordi den eksisterer, at jeg ikke straks udnævner 6512 til et vaskeægte mesterværk. For kort sagt bryder Per Højholt det ned, som Inger Christensen lykkes med at bygge op igen. Men Christensen var bare så meget bedre end Højholt, at hun byggede det op allerede to år før, han rev det ned. Så ikke kun er 6512 en virkelig god og underfundig sag – den er også endnu et bevis på, at Azorno virkelig er verdens bedste bog; og en bedre eksistensberettigelse for en roman er svært at komme i tanke om.

En afsluttende note: Hvad søren laver Gyldendal lige med deres rettigheder og forfatterskabsvedligeholdelse? Altså, hvordan i hede hule osv. kan det være, at 6512 ikke er blevet genudgivet siden 1986, selvom den igen og igen dukker op i diverse litteraturhistorier? Romanen står ikke just og rådner på antikvariaterne, men er ret sjælden – jeg måtte af med 250 kroner for et brugt (men velholdt) eksemplar. Så genudgiv dog den bog!