Anmeldelse: De næste 5000 dage af Amalie Smith

Titel: De næste 5000 dage
Forfatter: Amalie Smith
Gyldendal
92 sider
2010
Roman/poesi/m.v.

Vurdering: 5/6

Det, der i Amalie Smith debut, digt/roman-hybriden De næste 5000 dage, peger mest frem mod hendes senere forfatterskab (ud over bogens genreløshed og visuelle eksperimentering), er nok de afsnit, hvor billedkunstnerjeget lader sig fascinere af den fysiske verden, ser på den konkrete virkelighed som noget mystisk overvældende svimlende. Man kan vel kalde det en slags religiøs oplevelse af ikke det overnaturlige, men af det, der er naturligt uden at for den umiddelbare oplevelse passe ind i naturens kategori.

Det gælder f.eks. fascinationen af det hjernevridende faktum, at fysikeren Lene Hau er lykkedes med at stoppe lyset, simpelthen sænke en lysstråles hastighed til 0 km/t. Og dette hænger sammen med fascinationen af det, vi kalder tid – som når der står: "Der findes et fotografi af Sappho som ung, men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det til. Ikke noget hokus pokus."

Hvad er tid rent fysisk, og hvad er det i erindringen, spørger bogen. "Der er nutid, som både indeholder fortid og fremtid", konstaterer jeget. Hun har "lokaliseret en fejl ved min hjerne, et fænomen jeg har kaldt erindringsfordobling. Det består i, at mine erindringer fordobles, idet jeg erindrer dem. Vi sad på bænken i går, og nu (først nu) føles det som om, vi allerede havde siddet der før. Et forskudt deja-vu."

En fornemmelse, i hvert fald jeg kan genkende. Samtidig har jegets kæreste et modsatrettet deja-vu, en "fremtidserindring". Hvad er det for nogle puds, hjernen spiller mennesket? Både det at være et stykke uperfekt biologi og at eksistere i en fysisk verden, der fungerer efter regler, man ikke helt kan overskue at forstå, bliver svimlende.

Det er som sagt alt sammen ret Amalie Smithsk: En kunstnerisk bearbejdning af en meget konkret virkelighed, som bare i den menneskelige hjernes spejlkabinet kommer til at fremstå ukonkret. Men samtidig er der i De næste 5000 dage nogle tekster, som føles ret usmithske; som i stedet for at lege med virkelighedens materialitet leger med sprogets materialitet på en, hvis den distinktion giver mening, mere legende end eksperimenterende måde – med (endnu) mere skriveglæde end tænkeglæde, selvom vægtningen hos Amalie Smith plejer (eller kom til at pleje) at være omvendt. Tydeligst og fedest i en digtsuite, der delvist består af overstreget tekst, som om vi ser teksten i to forskellige tider på samme tid: samtidig i en uredigeret og en redigeret version. Denne dobbeltidslighed er også noget, teksten selv tematiserer, som om den inden redigeringen fandt sted vidste, at den ville fremstå i en uredigeret-redigeret samtidig version (hvad den nok gjorde):

Er det noget værd/ at være uerfaren ensom indbildsk?/ At tale med to med så mange/ tunger, man kan traktere på samme tid/ og anvende sætninger som døre ind i verden/ (og ud) eller opholde sig på tærsklen/ i sproget, der taler i sproget/ som kroppen arbejder i kroppen/ som i en maskine. Er der noget værre/ Er det noget værd/ at holde alle døre åbne/ fast i alle håndtryk hænder?

Det er en stor fornøjelse og svimlende oplevelse både at læse Amalie Smith som tidligt sig selv og Amalie Smith som en helt anden.