Forfatter: David Hare
Faber and Faber
120 sider
Oprindeligt udgivet 2004, denne let omskrevne version 2006
Drama
Vurdering: 5/6
Hvorfor gik vi i krig i Irak? Det spørgsmål får vi danskere aldrig svar på, for i 2015 besluttede Venstre-regeringen at nedlægge Irakkommissionen. Hvad der var løgn og hvad der var sandt, til hvilken grad danske soldater benyttede tortur, i hvor høj grad vi myrdede civile, og hvorfor vi overhovedet gik med i krigen, bliver aldrig besvaret. Men når politikkerne ikke vil tage ansvar for deres beslutninger, så må forfatterne træde til.
Derfor stillede den britiske dramatiker David Hare allerede i 2004 spørgsmålet: Hvorfor gik Storbritannien med i Irakkrigen? Og hvorfor gjorde USA? Skuespillet Stuff Happens har fået sin titel fra den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds svar, da han blev bedt om at kommentere det kaos, der i Bagdad umiddelbart fulgte den amerikanske invasion. Men Stuff Happens er også David Hares svar på, hvorfor der blev krig i Irak.
Skuespillet starter kort før 9/11, da George Bush' regering træder til. Allerede ved den første sikkerhedsbriefing kommer Irak på bordet og tanken om, at Irak har masseødelæggelsesvåben (hvilket de som bekendt ikke havde) bliver præsenteret. Det virker som om, der allerede er truffet en beslutning om, at Irak på et tidspunkt skal invaderes. Hvorfor er den beslutning truffet? Ja. Det er svært at sige.
Efter 9/11 bliver det nødvendigt for Bush at vise sin magt; at USA reagerer på angreb. Men hvordan? Irak kommer igen på bordet: det vil være nemt at invadere Irak og vælte Saddam Hussein, så hvorfor ikke gøre det? Bush ser ned på Clintons krig i Kosovo og forsøg på at løse Israel-Palæstina-konflikten. Begge er i Bush' øjne slået fejl. Der er ingen grund til at involvere sig i noget, der er svært at løse. Irak er, for Bush at se, nem at løse.
Hares tragiske helt er den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Han kan ikke finde ud af, hvorfor hans ministerkolleger er så opsatte på at invadere Irak. Det giver ingen mening. Irak er ikke nogen særlig trussel mod USA og havde intet at gøre med 9/11. Men hvis Irak absolut skal invaderes, så må det være med et FN-mandat i ryggen. Der trækkes en konflikt op mellem Powell og resten af regeringen: Powell vil have en international kollision, de andre ministre kan ikke forstå, hvorfor verdens mægtigste land ikke bare kan invadere hvem de vil, når de vil.
Samtidig følger vi den britiske premiereminister Tony Blair. Han vil gerne være med til at invadere Irak. Ikke fordi Irak er nogen trussel, men fordi han håber til gengæld at få USA's støtte til en ny Mellemøstenpolitik, der én gang for alle skal løse Israel-Palæstina-konflikten. Blair er en godtroende idiot.
For når alt kommer til alt, er pointen, gør USA, hvad de vil. Og hvorfor gør de så det? Ja. Det er ikke til at sige. Som skuespillets fortæller siger allerede fra første replik:
The Inevitable is what will seem to happen to you purely by chance.
The Real is what will strike you as really absurd.
Storpolitik er absurdteater. Så selvom Stuff Happens er en tragedie, minder den meget om den britiske komedie In the Loop. Den handler også om, hvordan de storpolitiske kræfter beslutter sig for at gå i krig, og også her er pointen, at det ikke er til at sige hvorfor. Det er ikke til at forstå. Der er ingen grund.
Stuff Happens består delvist af rigtige citater fra interviews, men størstedelen er fiktion; ingen ved, hvad der er blevet sagt i de private møder, hvor Irakkrigen er blevet planlagt. Hares bud på, hvad der skete bag lukkede døre, forekommer mig at være meget britisk. Engang var Storbritannien verdens mest magtfulde land, men nu er de en ligegyldig lillebror til USA. Det giver mening, at de fiktionelle forklaringer på storpolitik fra et land, der er vant til at have magten, men ikke længere har den, er, at der ikke er nogen forklaring; hvis verden ikke følger en britisk logik, må det være fordi, der ikke er nogen logik. Eller som skuespillets epigraf med et Jonathan Swift-citat siger:
It is useless to reason a man out of a thing he was never reasoned into.
Sisyfosarbejdet med at forsøge at finde logikken der, hvor den ikke er, er meget underholdende og meget frustrerende. At læse Stuff Happens er lidt som at genopleve optakten til Irakkrigen (som jeg husker det - jeg var trods alt kun 8 i 2003) - ikke fordi Stuff Happens nødvendigvis viser virkeligheden, som den egentlig var (det tvivler jeg på), men fordi skuespillet meget godt kommunikerer følelsen af meningsløshed, som man i europæiske kredse følte, da amerikanerne, briterne og danskerne (+ mange flere) gik i krig uden anden offentlig grund end løgnen om masseødelæggelsesvåben, som allerede dengang tydeligvis var en løgn. Jeg ved ikke, om storpolitik i virkeligheden er absurd, og jeg ved derfor ikke, om David Hare har ret i sin portrættering af magtens inderkreds. Det har han nok ikke. Men for almindelige mennesker, der kun ser politikkernes løgne og deres ubegrundede nægtelse af svar på det egentlig ret simple spørgsmål om, hvorfor vi gik i krig, er følelsen af absurditet meget rammende. Og det er derfor, Stuff Happens er et godt skuespil. Ikke fordi det viser sandheden, men fordi det kommunikerer følelsen, vi magtesløse tilskuere får, når vi ikke kan få sandheden at vide.
