mandag den 19. november 2018

Anmeldelse: Stuff Happens af David Hare

Titel: Stuff Happens
Forfatter: David Hare
Faber and Faber
120 sider
Oprindeligt udgivet 2004, denne let omskrevne version 2006
Drama

Vurdering: 5/6

Hvorfor gik vi i krig i Irak? Det spørgsmål får vi danskere aldrig svar på, for i 2015 besluttede Venstre-regeringen at nedlægge Irakkommissionen. Hvad der var løgn og hvad der var sandt, til hvilken grad danske soldater benyttede tortur, i hvor høj grad vi myrdede civile, og hvorfor vi overhovedet gik med i krigen, bliver aldrig besvaret. Men når politikkerne ikke vil tage ansvar for deres beslutninger, så må forfatterne træde til.

Derfor stillede den britiske dramatiker David Hare allerede i 2004 spørgsmålet: Hvorfor gik Storbritannien med i Irakkrigen? Og hvorfor gjorde USA? Skuespillet Stuff Happens har fået sin titel fra den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds svar, da han blev bedt om at kommentere det kaos, der i Bagdad umiddelbart fulgte den amerikanske invasion. Men Stuff Happens er også David Hares svar på, hvorfor der blev krig i Irak.

Skuespillet starter kort før 9/11, da George Bush' regering træder til. Allerede ved den første sikkerhedsbriefing kommer Irak på bordet og tanken om, at Irak har masseødelæggelsesvåben (hvilket de som bekendt ikke havde) bliver præsenteret. Det virker som om, der allerede er truffet en beslutning om, at Irak på et tidspunkt skal invaderes. Hvorfor er den beslutning truffet? Ja. Det er svært at sige.

Efter 9/11 bliver det nødvendigt for Bush at vise sin magt; at USA reagerer på angreb. Men hvordan? Irak kommer igen på bordet: det vil være nemt at invadere Irak og vælte Saddam Hussein, så hvorfor ikke gøre det? Bush ser ned på Clintons krig i Kosovo og forsøg på at løse Israel-Palæstina-konflikten. Begge er i Bush' øjne slået fejl. Der er ingen grund til at involvere sig i noget, der er svært at løse. Irak er, for Bush at se, nem at løse.

Hares tragiske helt er den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Han kan ikke finde ud af, hvorfor hans ministerkolleger er så opsatte på at invadere Irak. Det giver ingen mening. Irak er ikke nogen særlig trussel mod USA og havde intet at gøre med 9/11. Men hvis Irak absolut skal invaderes, så må det være med et FN-mandat i ryggen. Der trækkes en konflikt op mellem Powell og resten af regeringen: Powell vil have en international kollision, de andre ministre kan ikke forstå, hvorfor verdens mægtigste land ikke bare kan invadere hvem de vil, når de vil.

Samtidig følger vi den britiske premiereminister Tony Blair. Han vil gerne være med til at invadere Irak. Ikke fordi Irak er nogen trussel, men fordi han håber til gengæld at få USA's støtte til en ny Mellemøstenpolitik, der én gang for alle skal løse Israel-Palæstina-konflikten. Blair er en godtroende idiot.

For når alt kommer til alt, er pointen, gør USA, hvad de vil. Og hvorfor gør de så det? Ja. Det er ikke til at sige. Som skuespillets fortæller siger allerede fra første replik:

The Inevitable is what will seem to happen to you purely by chance.
The Real is what will strike you as really absurd.

Storpolitik er absurdteater. Så selvom Stuff Happens er en tragedie, minder den meget om den britiske komedie In the Loop. Den handler også om, hvordan de storpolitiske kræfter beslutter sig for at gå i krig, og også her er pointen, at det ikke er til at sige hvorfor. Det er ikke til at forstå. Der er ingen grund.

Stuff Happens består delvist af rigtige citater fra interviews, men størstedelen er fiktion; ingen ved, hvad der er blevet sagt i de private møder, hvor Irakkrigen er blevet planlagt. Hares bud på, hvad der skete bag lukkede døre, forekommer mig at være meget britisk. Engang var Storbritannien verdens mest magtfulde land, men nu er de en ligegyldig lillebror til USA. Det giver mening, at de fiktionelle forklaringer på storpolitik fra et land, der er vant til at have magten, men ikke længere har den, er, at der ikke er nogen forklaring; hvis verden ikke følger en britisk logik, må det være fordi, der ikke er nogen logik. Eller som skuespillets epigraf med et Jonathan Swift-citat siger:

It is useless to reason a man out of a thing he was never reasoned into. 

Sisyfosarbejdet med at forsøge at finde logikken der, hvor den ikke er, er meget underholdende og meget frustrerende. At læse Stuff Happens er lidt som at genopleve optakten til Irakkrigen (som jeg husker det - jeg var trods alt kun 8 i 2003) - ikke fordi Stuff Happens nødvendigvis viser virkeligheden, som den egentlig var (det tvivler jeg på), men fordi skuespillet meget godt kommunikerer følelsen af meningsløshed, som man i europæiske kredse følte, da amerikanerne, briterne og danskerne (+ mange flere) gik i krig uden anden offentlig grund end løgnen om masseødelæggelsesvåben, som allerede dengang tydeligvis var en løgn. Jeg ved ikke, om storpolitik i virkeligheden er absurd, og jeg ved derfor ikke, om David Hare har ret i sin portrættering af magtens inderkreds. Det har han nok ikke. Men for almindelige mennesker, der kun ser politikkernes løgne og deres ubegrundede nægtelse af svar på det egentlig ret simple spørgsmål om, hvorfor vi gik i krig, er følelsen af absurditet meget rammende. Og det er derfor, Stuff Happens er et godt skuespil. Ikke fordi det viser sandheden, men fordi det kommunikerer følelsen, vi magtesløse tilskuere får, når vi ikke kan få sandheden at vide.

torsdag den 15. november 2018

Inger Christensen til Rasmus Halling Nielsen; Rasmus Halling Nielsen til Inger Christensen

Lidt futten rundt på bibliotek.dk gjorde mig opmærksom på, at min måske yndlingsnulevendedigter har skrevet et digt til min klart yndlingsdødedigter. Det spiller på det første digt i Christensens første digtsamling, Lys (1962), som hedder "Hvis jeg står":

Hvis jeg står / alene i sneen / blir det klart / at jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt

Og digtet, jeg skriver om, er skrevet af Rasmus Halling Nielsen. Det er trykt i Apparatur nr. 10 2004 og går sådan her:

til Inger Christensen // hvis jeg står stille i sneen / står det klart at mine fodspor / er sproget tilbage til dig

Og, hey, det kan da ikke nægtes: det sprog- og rytmebårne og de traditionelt poetiske ord (meget sne hos begge!) i nyskabende former har de til fælles. Fedt med denne sammenhæng mellem to store digtere.

onsdag den 14. november 2018

Anmeldelse: Rosen i fremtiden af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Rosen i fremtiden
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Det københavnske forlag Cris & Guldmann
69 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

Også (2016) skrev Rasmus Halling Nielsen om krig, og i Rosen i fremtiden skriver han så om flygtningekrisen - i det mindste til den grad, man kan sige, at Halling Nielsen skriver om noget.

Rosen i fremtiden er inddelt på flere forskellige måder på samme tid (tror jeg), men umiddelbart for forståelsen af bogen giver det mest mening at inddele den efter de parenteser med versaler, der afslutter fem afsnit: (BEGYNDELSEN), (MENNESKELIG), (GRÅT), (HVORDAN) og (I ER ILDSØEN). Her er (GRÅT) den del, der umiddelbart virker mest Hallingsk; den består af nogle få sætninger, der gentages og gentages, og det er her flygtningetematikken tydeligst slås an: mange af sætningerne kan virke som replikker fra en afhøring af en flygtning:

jeg kommer fra tyskland / jeg kommer fra // tyskland jeg kommer fra tyskland // jeg kommer fra tyskland // hvor i tyskland hvor i tyskland // hvor i // tyskland hvor i tyskland hvor i // tyskland gentage: // strække ; nej, sverige, nej, sverige // nej, sverige [...] hvor gammel er du hvor gammel er du // hvor gammel er du hvor gammel er du / hvor gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du

Afhøringen synes at eskalere indtil flygtningestemmen siger "jeg kan ikke lide at tale med dig jeg kan ikke lide at // tale med dig" og dernæst bliver ved med at sige "om forladelse" i fire sider i træk. Til sidst bliver flygtningens identitet: "ingen // fint // (GRÅT)".

Eller det er i hvert fald sådan, jeg læser det. Man kan nok ikke undgå at læse flygtningekrisen ind i i hvert fald (GRÅT), men selv her opstår der meget hallingske og umiddelbart ikke særligt flygtningerelevante strofer som:

smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen

Men efter denne strofe kommer så straks flygtningens identitet: "ingen ; mit navn er den der kommer om / natten". Det er ret så kraftfuldt og rørende, omend måske ikke helt så legende i det messende som i Også.

Når man har læst (GRÅT) og fanget flygtningeproblematikken åbner resten af bogen sig op. Langdigtet (MENNESKELIG) synes nu at foregå der, hvor flygtningen kommer fra:

med alting følger forvandlinger / af / molekyler  den / mindste ting // hvis der går længe / nok vil / molekylerne fra / menneskeligene // der i bunkerne / ryger fra de sidste / flammer på / hjørnerne // også være mine

Men hvor er dette? Er det Syrien af i dag og de senere år? Eller er det måske Danmark i fremtiden? Apokalypsetemaet synes i hvert fald at være der - både fordi apokalypsen er gennemgående i Halling Nielsens forfatterskab og fordi "i fremtiden" er del af digtsamlingens titel, men også fordi (MENNESKELIG) er meget inspireret af Inger Christensens atomapokalypsedigtsamling alfabet. Jeget står i sit køkken ved vasken og tænker på børnene, ligesom jeget gør hos Christensen. Her Halling Nielsen:

først den lyd af / børn om / søndagen som / næsten ikke sover // opvaskebørsten / trækker gammelt / ud af gryden som / næsten ikke sover // lyden af børn der / sover 

Meget patosfyldt og rørende, og meget velskrevet (opvaskebørsten trækker gammelt ud af gryden som næsten ikke sover! altså vildt! at den trækker "gammelt" ud, og at den næsten ikke sover! jamen altså! hvor er det godt!).

(HVORDAN) foregår på et endnu mindre konkret sted og i en endnu mindre konkret tid end (MENNESKELIG) og (GRÅT). Her bygger et jeg og et du et hus, får børn, men så:

jeg kender alle stederne der knirker / jeg kender alt til dørens hængsler // jeg vil sige at du og jeg og de to / derude / skal gå indenfor nu // horisonten brænder bogstaveligt //// det er synd for mennesket / de ringer efter hjælp

Igen er der virkelig tryk på patos, men det er aldrig for meget hos Halling Nielsen: det er knusende rørende uden at være hollywoodvioliner, også selvom det at have bygget et hus og fået nogle børn, men så kommer krigen, er noget af det mest hollywoodede, der er.

Samlingens sidste del (I ER ILDSØEN) er en genskrivning af mosebøgerne. Ikke i kronologisk rækkefølge - der springes lidt rundt omkring - men klart passende ind i bogens overordnede tema; Moses og hans følgere var jo netop flygtninge, og de religioner, de skabte, lagde grundlaget for meget af den strid, som afføder og affødes af flygtningeproblematikken i dag. Hvis de fire første dele i Rosen i fremtiden er usædvanligt klare for Halling Nielsens standarder, så slår (I ER ILDSØEN) igen med det poetisk mystiske - meget passende for en bibelgenskrivning - som dette sted, hvor Moses vistnok skiller vandene:

du træder frem mod mig ved bredden af / floden; og din stav, som var omvendt til //// en slange, tage i din // hånd små flag i hænderne bliver rifterne // du ser mit ansigt igen og du ser mit blods // drift // du blæste med dit vejr, havet skjulte dem; / de sank som bly i de mægtige vande // første til at forlade hulen og se, hvad der i / haven bedst var podet // du går ud og planter dem blåt i bjergs sten / sav; du har gjort en bolig, hvori du vil bo // og jeg var på den anden side sandbrag og / møde hos blomsterhandlerne // du slog floden, i min // hånd, blidt og ud sprang tre knækkede / buketters torne

Det hele er pakket ind i en seriøst mærkværdig paratekst: Forsiden er på bagsiden og bagsiden (antager jeg) er på forsiden (men det betyder ikke, at man skal læse samlingen baglæns som en manga - selvom den sikkert også ville være god, omend ret / endnu mere forvirrende, læst sådan); bagsiden angiver seks dele som en slags indholdsfortegnelse, men i det jeg skitserede ovenfor er der kun fem dele (men disse seks skal nok også være der på en eller anden måde), og på bogryggen står der ikke forfatter og titel, men i stedet "du jeg vi i". Hvorfor nu dette? Ja, altså, fordi det er avantgarde og underligt, men man kan også vride lidt mening ud af det: coveret er nemlig trykt i samme papirkvalitet som resten af bogen; bogens grænse - coveret og parateksten - er enten ophævet eller totalt rodet rundt. Det passer da godt til flygtningeproblematikken, at grænserne bliver redefineret.

Nå, anyway, jeg fik vist i højere grad forsøgt at skabe et slags overblik over Rosen i fremtiden end egentlig anmeldt den. Men sådan må det være med Halling Nielsens mærkelige, skønne, rørende, vilde poesi. Det er svært rigtigt at beskrive den med en kedelig anmeldelseskvalitetsvurdering. I stedet må man citere alle de gode steder (og det er sgu næsten det hele, men her kommer så det indledende digt:)

det føles som om vi / kan tale sammen // jeg forstår din / stemme

(Og den stemme, der forstås, er selvfølgelig på én gang flygtningens, den elskedes og guds - jaaaaaa, hvor er det godt, læs dog Rasmus Halling Nielsen, for søren).