Forfatter: Pernille Abd-El Dayem
Forlag: Gyldendal
186 sider
2018
Roman
Vurdering: 4/6
Det er et mysterium, at mennesker er i stand til at drage omsorg for hinanden. At vi kan føle ømhed, empati. Det føler især den ensomme, der drages mod de andres omsorgshandlinger:
En duft af aftensmad siver ud af lejlighedsblokkene. Nogen tager hånd om andre. På en bænk er nogen fordybet i samtale. De læner sig henvendte ind i det mellem dem. En smule badass, helt uimponeret af madduften og mig.
Det er cool at hengive sig til interessen i medmennesket. At forsøge et finde ind i "det mellem dem", rummet hvor man hverken helt er sig selv eller den anden, men forsøger at smelte sammen i den fælles empati og interesse. Dette fællesskab længes det ensomme jeg mod:
Jeg drømmer om at blive hentet, samlet op af en sammenhæng, der allerede eksisterer. At lade mig dumpe ned ved siden af dem på bænken, der snart må blive mør af de stød, den får, når jeg eller andre lader sig dumpe ned med et suk.
Selv bænken får plads i ømheden ved at være i stand til at blive mør. Hvor smukt beskrevet er det ikke lige!
Kort efter det ovenfor citerede møder vores hovedperson, June, på sin ferie den cool kvinde Z. De bliver straks venner, og June dumper faktisk ned i en sammenhæng, hvor hun bliver en slags del af miljøet omkring Z. Men relationer er komplicerede, selv når de allerede er etablerede og alt man skal gøre bare er at lade sig rive med. Det får vi også vished for i barndomsminderne, som præsenteres under titlen "Typebyen" - afsnit, som på bogens bagside kaldes "drømmende socialrealisme", en ret vild genrebetegnelse, jeg håber at se mere til. Men jeg må dog indrømme, at jeg er mere begejstret for beskrivelserne af ferien end minderne. Det skyldes nok især, at jeg har læst Abd-El Dayems debut Inden for revet, der også beskæftiger sig med detaljeret beskrevne minder, og jeg genkender mange af grebene derfra; f.eks. den helt tætte beskrivelse af lemmernes stilling i et minde:
En skarp bevægelse, han laver med underarmen, helt stiv og med flad hånd, ud og ind fra kroppen, når han vil understrege noget. Hektisk, men også graciøst.
Det er velskrevet, men jeg synes, at interessen for mennesker set gennem det voksne, ensomme jeg i nutidsafsnittene er mere interessante end de Inden for revet-mimende, præcist beskrivende mindeafsnit. Det er ret forkælet at jeg sådan klager over, at noget er godt, når nu noget andet er bedre, men det tillader jeg mig altså at gøre, fordi June virker som en bog, der har potentiale til at være endnu bedre, end den er. Det, jeg elskede ved Inden for revet, virker i June allerede forældet, fordi Abd-El Dayem viser, at hun er endnu bedre til at beskrive det ensomme, voksne jeg end mindet om barndommen, og jeg vil egentlig bare gerne have mere af det. Skriv en bog til, straks, som udvikler på det bedste ved forfatterskabet!
June vandt Blixenprisen for Årets Litterære Talent 2019 og Michael Strunge-prisen 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar