Forfatter: Dorthe Nors
Forlag: Gyldendal
190 sider
Oprindeligt udgivet 2016, denne 2. udgave 2018
Roman
Vurdering: 4/6
Dorthe Nors er blevet lidt af en sensation i udlandet, især i den engelsktalende verden. Som den første dansker nogensinde fik hun i 2013 en novelle publiceret i The New Yorker, og siden er flere af hendes bøger udkommet på engelsk. Senest er Spejl, skulder blink i 2017 blevet shortlistet til Man Booker International Prize, som måske er den største internationale litteraturpris næst efter Nobelprisen (dog vandt hun ikke - det gjorde David Grossman for En hest kommer ind på en bar). Jeg havde derfor ret høje forventninger, da jeg gav mig i kast med Spejl, skulder, blink, så der var lidt af en skuffelse, at det "bare" var en god, sjov og underholdende bog.
Den handler om Sonja, der tager kørekort på 6. måned i København og stadig ikke har lært at skifte gear. Hun oversætter svenske krimier, som hun hader, og hun er ikke længere i kontakt med sin søster, selvom hun længes hjem mod Vestjylland.
Fortælletempoet er meget højt, for det er det i romaner, der gerne vil være sjove. Dvs., sætningerne glider let af sted og glider gerne ind i hinanden. Her snakker Sonja med sin veninde Molly, der er psykolog:
Aloe veraen vakler en anelse, og Molly går i gang med at fortælle om sine klienter. Sonja er sikker på, at det er forbudt, men tavshedspligt er ikke en regel, man går meget op i længere. Det private er så trivielt og overbegramset, who cares, så nu sidder hun her og kigger på Molly, mens hun udlægger en andens katastrofer. Molly har hånd på klientens liv, som efterhånden er et stort kaos. Der er næsten ikke længere noget, klienten kan finde ud af, så nu er hun begyndt at sulte sig.
Næsten alle sætningerne består af mindst to hovedsætninger, som er sat sammen af et "og", "men" eller "så". Læsetempoet skal ikke stoppes af et irriterende punktum, man skal ikke have tid til at tænke på det, der står, man skal rives med og videre. "Aloe veraen vakler en anelse, og Molly går i gang med at fortælle om sine klienter", ikke "Aloe veran vakler en anelse. Molly går i gang med at fortælle om sine klienter."
Det høje tempo betyder, at sproget aldrig rigtigt får lov til at være i centrum, selvom så meget af bogen handler om sprog, fordi Sonja er oversætter og ikke kan finde de ord, der er nødvendige for at kunne tale med søsteren. Det betyder dermed, at bogens kvalitet næsten udelukkende er afhængig af det beskrevne: personerne. De er heldigvis ret godt fundet på; alle er quirky (hvilket Nors gør grin med i en scene, hvor den svenske krimiforfatter hjernedødt taler om, at en hovedperson skal have et "kvørk"), så det er sjovt at læse om og grine af. Det er godt og underholdende. Bogen glider meget som en gennemsnitlig Erlend Loe-roman, og måske er det fordi jeg har læst så meget Erlend Loe (som har så meget til fælles med Dorthe Nors, at jeg ikke er sikker på, om jeg ville kunne kende forskel i en blindtest), at jeg ikke lader mig imponere noget videre over den godmodigt lune tone. Men måske handler det også om, at Nors gerne vil mere end bare være sjov og underholdende. Hvert kapitel slutter med en lille pointe, eller måske rettere et lille forsøg på at være "dybere" end romanen egentlig er. Det er ret irriterende:
Om lidt kommer her rotter, tænker hun. Når vandet stiger i kloakkerne, svømmer de opad. Når vandet fylder kloakkerne, søger rotterne mod dækslerne. Når vandet når så langt op, drukner rotterne, og det er godt sådan. Ja, det er godt sådan.
Der er simpelthen for meget tryk på virkemidlerne her til, at jeg kan hoppe på den: gentagelsen "Når vandet [...] Når vandet [...] Når vandet" og dernæst den sidste sætnings gentagelse, og så at det oven i købet er afslutningen på et kapitel; det er et stykke, der skriger "Se mig, jeg er et vigtigt stykke, som du skal fortolke", og det får mig altså til at sætte hælene i. Jeg gider kraftædme ikke fortolke et vigtigt stykke, som man skal fortolke. Jeg skal nok selv vælge, hvad jeg vil bide mærke i. Respekten for læserens egen evne til at læse er da også, hvad Dorte Nors har til forskel fra det helt store forbillede, Helle Helle. Det er tydeligt, at Spejl, skulder, blink meget gerne vil være en Helle Helle-roman, men Helle Helle er tusinde gange bedre i detaljen, til at finde de helt rigtige ord, og til at lade sproget selv være en nydelse. Man kan som læser godt ærgre sig over, at når vi nu i Danmark har så mange forfattere, der kan lige præcis det, Dorthe Nors kan, men så også kan meget mere (som nu altså Helle Helle), at det så er Nors, der har slået igennem i udlandet. Men fred nu være med det. Vi har jo at gøre med en god bog, og det er til enhver tid bedre, at en god bog får succes, end at en dårlig en af slagsen gør det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar