Anmeldelse: Pan af Knut Hamsun

Titel: Pan. Af løjtnant Thomas Glahns papirer
Forfatter: Knut Hamsun
Forlag: Gyldendal
186 sider
Oprindeligt udgivet 1894, denne udgave 2014
Roman

Vurdering: 6/6

Jeg kan godt lide store følelser i afdæmpede sammenhænge. Store følelser i stormombruste sammenhænge kan hurtigt blive lidt fjollede, men når vi, som i Pan, bare har at gøre med en mand, der går ensomt rundt i skoven og føler skoven, så er jeg med. Både når det gælder de afdæmpet store følelser (hvis sådan et oxymoron giver mening), som her:

Mens jeg spiste lå jeg paa den tørre Mark. Det var stille udover Jorden, kun et mildt Sus af Vejret og en og anden Fuglelyd. Jeg laa og saa paa Grenene, som vajed sagte i Lufttrækket, den lille Vind arbejded med sit og bar Blomsterstøv fra Kvist til Kvist og fyldte hvert uskyldigt Ar; hele Skogen stod i Henrykkelse. En grøn Bladorm, en Maalerlarve, vandrer efter Enderne langsad en Gren, vandrer ustandseligt, som om den ikke kan hvile.
Den ser næsten ingenting, skønt den har Øjne, ofte staar den ret opad og føler i Luften efter noget at støde mod; den ser ud som en Stump grøn Traad, der syr en Søm med langsomme Sting henefter Grenen. Til Aften er den kanske kommet did, hvor den skal hen.

... Og når det gælder de mere vildtbankende store følelser, men stadig i tyste omgivelser, som her:

En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge, i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Træerne, for Taushedens søde, enfoldige Vellyd mod mine Øren, for grønt Løv og gult Løv! En Skaal for den Livets Lyd, jeg hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger paa Struben og sigter og bereder sig til Spranget paa en Spurv i Mørke, i Mørke! En Skaal for den miskundelige Stilhed paa Jorderig, for Stjærnerne og for Halvmaanen, ja, for dem og den! ... 

Disse nervøst sitrende og dog euforiske linjer minder jo ret meget om noget, man kunne støde på i Turgenevs Forårsbølger, men Hamsun gør det endnu bedre, synes jeg, fordi de dramatiske følelsers kontekst er mindre dramatisk end hos Turgenev. Det skal ikke forstås sådan, at der ikke er nogen handling i Pan, men rettere sådan, at det er alt det, der omgiver handlingen - de ensomme vandringer i naturen - som gør handlingen god. Løjtnant Thomas Glahn er flyttet ud i en lille jægerhytte i skovbrynet, hvorfra han driver rundt i naturen. I det lille landsbysamfund, hans hytte ligger lidt uden for, forelsker han sig i en kvinde, mens en anden kvinde forelsker sig i ham. Edvarda, som han forelsker sig i, er en kompliceret kvinde, der ikke tør binde sig, men er eftertragtet af mange mænd. Eva, der forelsker sig i Glahn, er noget simplere i sin tilgang til kærligheden, hvilket også gør hende til et let offer. I trekants- firkants-, eller nok bare mangekantsdramaet, der opstår, bliver der afdækket en masse seriøst giftige relationer og manglende evner til at håndtere egne (og andres) følelser. Det er beskrevet på en måde, så man sympatiserer med alle og ingen, i én kompleks masse af sårede følelser. Men dette bliver aldrig for meget - som sagt, fordi det altsammen indkapsles af ensomheden i skoven, de smukkeste naturbeskrivelser.
Der er ingen dueller eller rendyrkede femme fatales; der er små fejltrin og uopfyldte håb, som bearbejdes uden meget held blandt vildtet og træerne i den dragende skov. Dét, at dramaet både er nede på jorden og konstant intenst følelsesladet, gør Pan til en både meget emotionel og meget skøn læseoplevelse. Sproget er en nydelse i sig selv og mættet med Glahns bekymringer og dumheder bliver det kun bedre endnu.
Det er selvfølgelig svært at læse Hamsun uden en snigende frygt for at blive manipuleret med, når nu han senere hen viste sig at være nazist af værste skuffe, men mon ikke det kan gælde for både Sult og Pan, at de ganske enkelt er gode bøger, uanset politisk overbevisning.