Forfatter: Kenneth Jensen
Forlag: Antipyrine
64 sider
2015
Kortroman / Socialrealisme
Vurdering: 4/6
Socialrealisme er så småt blevet en så glemt genre, at den nu er avantgarde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en roman, hvor det bliver nævnt, hvad folk stemmer, men det er et tilbagevendende element i Kenneth Jensens korte, lille sag, Tragedie plus tid, f.eks. her:
Karsten er kommet til inde fra administrationen, han er salgsassistent, salgschefen Torbens højrehånd, mellemleder og lus mellem to negle: ledelsen og os, ham føler jeg med, han burde være socialdemokrat men stemmer på Venstre, han vil noget, og det er tydeligt, at hvor han er nu, er bare et trin på stigen, ellers ville han ikke finde sig i måden han bliver behandlet på, hvad ved jeg, jeg kender ikke hans grunde, jeg ved kun kød, kød og kød, og nu skærer de heldigvis ikke flere pistoler i dag, nu skærer de vinger.
Jegfortælleren arbejder på vakuumpakkeriet på et slagteri, men senere i bogen hører vi også om, hvordan han en overgang har arbejdet på et dambrug og arbejdet med får. Det foregår i et miljø, hvor man(d) bliver nedslidt inden man er pensionsmoden, lønnen er dårlig, alle er alkoholiserede og arbejdsopgaverne til tider er lyssky. F.eks. her, hvor SuperBest-skandalen (det med, at de ompakkede gammelt kød - SuperBest har siden skiftet navn til Meny, så er du advaret) bliver bevidnet på førstehånd:
Karsten ruller ind med to paller al for fed småkød til fars, som Superbest har returneret sammen med beskeden, at så ku vi ha pakket det ordentligt fra starten. Det skal blandes med friskt kød fra i dag, og det gerne lidt tjept, da Superbest står og skal bruge det. Vi protesterer kraftigt, kødet er fjorten dage gammelt, øjnene løber i vand, når vi sprætter poserne op, det stinker, desuden var den dags produktion så fed, at vi ku ikke ha pakket det anderledes. Karsten går op og forlader vakuumpakkeriet. Lidt efter dukker Torben op med næseklemmer, han er vred.
Bogen består af den slags små tekster - f.eks. er det ovenfor citerede om ompakningen en side lang og er en tekst for sig. Tempoet i sætningerne er ofte skruet i vejret med sætninger, der bevæger sig over en hel side, tit er en enkelt tekst kun én sætning lang, som dette erindringsglimt:
På gården hos farmor og farfar, på den smalle gang mellem de tomme trug, kan kun lige netop holde mig fri af køerne, der slynger deres tunger ud efter mig, så det smælder i luften.
Det er seriøst velskrevne glimt, vi har at gøre med, og det er jo det vigtigste. Socialrealismens rolle er i disse år overtaget af krimierne, for vi er åbenbart ikke i stand til at læse om det arbejdende folk, hvis ikke de bliver lemlæstet på kreative måder. Derfor er det vigtigt, at den ganske enkelt velskrevne litteratur slår tilbage som her med tekster, der for det første ikke er bange for at beskrive arbejdere som mennesker, for det andet er helt nede på jorden realistiske, og for det tredje er, som sagt, velskrevne. Det er virkelig mennesker, vi har at gøre med her, og der er ikke en maskulin frygt for at indrømme det; allerede fra side 1 får vi at vide "at der ikke er nogen der kan aflive 100 køer om dagen uden at det sætter sig".
Tragedie plus tid er som bekendt lig med komedie, og på en eller anden måde er der også noget sjovt i den nærmest groteske underklassehverdag, hvor man skal myrde de millionvis af levende væsner, vi vælger at spise uden nogensinde at have så meget som set dem i levende live. Den nedslidning, både fysisk og psykisk, der er forbundet med at holde menneskenes basale behov for mad ved lige har vi udliciteret til underbetalte, ressourcesvage akkordarbejdere, og med den distance, som Jensens letflydende, lange sætninger kan give i deres formfuldendthed, er der en slags absurd morsomhed i det.
De andres liv bør beskrives i litteraturen, og også i bøger, hvor de ikke bliver myrdet. Derfor er det godt, der er romaner som Kenneth Jensens og, uden at have læst den udgivelse, vil jeg også tillade mig at mene, at det er godt, at bogen her er genudgivet i en udvidet form - som roman frem for kortroman - på Gyldendal under titlen Tragedie plus tid gange ni, hvor jeg forestiller mig, den må have fundet nogle flere læsere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar