Anmeldelse: Amduat. En iltmaskine af Harald Voetmann

Titel: Amduat. En iltmaskine. Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III's grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk Sygehus
Forfatter: Harald Voetmann
Forlag: Gyldendal
108 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

Med forbehold for, at der findes massive mængder af god litteratur, jeg ikke har læst, vil jeg tillade mig at kalde Harald Voetmann den bedste nulevende danske forfatter, eller i det mindste den bedste nulevende danske romanforfatter. Derfor havde jeg store forventninger til hans debut som digter, Amduat. En iltmaskine. Forventninger, som heldigvis er indfriet.
I Amduat sammenskriver Voetmann sin fars død med et ægyptisk sagn, der er skrevet på væggene af Tuthmosis III's grav. Når Tuthmosis trækkes over nattehimlen, bliver faderen flyttet ind på en anden stue. Det kan lyde sådan her:

Anden time / Gummihjul snurrer over akrylfloden. / Din sengehest, dit overmundsgebis / trækker slæbetovet, svedende og stolte. / I sivene langs flodbredden ligger / døde på lur og titter ud på natbådens / færd og på dens hærgede guddom / sunket sammen under tæppet, hvæsende / lungepibende, klynkende af angst.

Digtene er skrevet i Harald Voetmanns karakteristiske, bastant storladne, arkaiske sprog, der, hvis man er til den slags, måske kan beskrives som muskuløst. Her f.eks. den måske bedste beskrivelse af en solnedgang, jeg har læst:

Aftenblødning, lyst og mørkt, men mørke æder sig ind på lys, møjsommeligt mørkner mørket lyset, og lyset mørkner sig selv, fra røde rødmende strømme udpines gyllelaguner af lys, ravgylden, galdegul, luerød, grønrosa, mørkner mørket lyset lyset mørkner sig selv, hver af samstemmig drift mørknes i mødet, hør, rustne sengefjedre knager hvor mødigt mørke røvpuler det sidste stønnende lys i algegrøn glødgrød, møjsommeligt udgydt i skumringen.

Men i Amduat er der også plads til en skrøbelighed, vi ikke i samme grad kender fra Voetmanns tidligere bøger (i hvert fald ikke de 4 seneste, som er dem, jeg har læst):

En gud er et lig / en grav er en rede / en grav er en kop / og en kop er et bryst // En gud er et siv / der svajer i vinden / hvor himlene skyller / mod to landes kyst 

Helt tæt på kommer vi, når faderens og sønnens dialog citeres; faderen altid forvirret:

Giv mig noget, jeg kan drikke. // Nej. Hvor er du? // Jeg er hjemme. // Nej. Hvor er du? // Jeg er på værelset. // Jeg er i sengen 

Især de et par gange gentagne linjer "giv mig noget, jeg kan drikke, jeg vil leve // i det store mørke, som engang var verden" er hjerteskærende. "Giv mig noget, jeg kan drikke" er en gennemgående replik fra faderen, men kun i denne konstellation får vi med, at fortsættelsen er "jeg vil leve". Og det skrives så sammen med den ægyptiske fortælling, "i det store mørke, som engang var verden", hvor faderen må affinde sig med at være på vej hen. Selvom der som sædvanligt er Voetmanns beundringsværdige omgang med det danske sprog, som i den ovenfor citerede solnedgang, så er det disse simplere stykker, der ender med at være mest hjerteskærende; især i et par digte bygget over en børnesang til sidst, som ikke skal spoiles her. Det er skønt både at få det Voetmannske sprog og den nære sorgfortælling; både den ægyptiske rejse og faderens død. Voetmann skal læses, og jeg vil da ikke fraråde at starte her.

Amduat. En iltmaskine var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.