Anmeldelse: Barabbas af Pär Lagerkvist

Titel: Barabbas
Forfatter: Pär Lagerkvist
Oversætter: Mogens Knudsen
Gyldendal
150 sider
Oprindeligt udgivet 1950, denne oversættelse 1951
Roman

Vurdering: 2/6

Efter 2. verdenskrig blev folk pludselig meget interesserede i eksistentialisme. Det er jo forståeligt - at man efter holocaust og en krig med over 70 millioner døde havde behov for at tænke over meningen med livet. I litteraturens verden gav det sig straks udslag i fire nobelpriser til mere-eller-mindre-eksistentialistiske forfattere (måske flere, jeg har ærligt talt ikke lige helt overblik over hvilke af nobelpristagerne i den periode, man kan kalde eksistentialister): Hermann Hesse, Albert Camus, Jean-Paul Sartre og altså Pär Lagerkvist. Til fælles har disse fire forfattere (tror jeg, jeg har ikke læst Sartre), at de først og fremmest er interesserede i ideer: litteraturen som ren litteratur, sprog, spiller ikke nogen stor rolle. Men derudover er der en ret stor variation i kvalitet: Camus skriver ret godt, Hesse er tæt på det dårligste, jeg har læst i mit liv - og jeg har ellers læst ret meget dårlig litteratur.

Desværre er Lagerkvist tættere på Hesse end Camus. Hvor Camus ikke kun er interesseret i sine karakterer som udtryk for ideer, men også som mennesker, og også til tider lader en smule poesi finde vej ind i sit sprog, er Lagerkvist på Hesse-vognen, når det gælder mangel på enhver sans for det, der gør litteratur til litteratur.

Barabbas handler, som titlen antyder, om Barabbas, manden, der blev benådet frem for Jesus. Vi møder Barabbas på dagen for Jesu korsfæstelse og følger ham i mange år efterfølgende, mens han overvejer, hvad denne underlige mand skal betyde i hans liv. Det er jo egentlig et ret fint udgangspunkt for et trosdrama: Jesus er bogstaveligt talt død for Barabbas, men spørgsmålet er så, om han også er død for alle andre - om han er Guds søn.

Desværre er dette spørgsmål det eneste, Lagerkvist interesserer sig for. Sproget og karaktertegningen er for ham ligegyldigt, så længe han kan få lov til at stille store spørgsmål om Tro. Det betyder, at sætningerne bliver enerverende dårlige. Her forsøger en kvinde at forstå Barabbas' underlige luner:

Men så kom hun på det. Og det var da hun ved et tilfælde hørte at han havde omgåedes med de skøre mennesker som troede på ham der var blevet korsfæstet dengang da Barabbas selv skulle have været det! Da gik det op for hende! Det var klart at det var det som gjorde ham sær. Det var selvfølgelig grunden. De havde selvfølgelig fyldt ham med deres galskab. Hvem som helst kunne jo blive rivende skør af at omgås den slags tossehoveder. De troede jo at den korsfæstede var en slags frelser eller hvad det nu var, som skulle hjælpe dem på en eller anden måde og give dem alt hvad de bad om, og konge i Jerusalem skulle han vist også blive og jage de skægløse djævle bort, ja hun vidste ikke nøjagtig hvad det var de lærte og interesserede sig heller ikke for det, men de var ikke rigtige i hovedet, det vidste jo alle mennesker.

Lagerkvist ville ikke kunne skrive en sætning uden irriterende fyldord som "jo" og "vel", om hans liv så afhang af det. Sætningerne er hele tiden pædagogisk tvivlende med gentagelser og indskud som "eller hvad det nu var", der står aldrig "ikke", men "slet ikke", "vist" er et af yndlingsordene - kort sagt, Barabbas er skrevet i nogenlunde samme sprog som man bruger til at tale til børn, og den føles da også mest som en børnebog. Så kunne man indvende, at det ovenfor citerede er dækket indirekte tale og derfor skal være skrevet sådan, men for det første er ualmindeligt store dele af denne roman dækket indirekte tale, og for det andet er selv det, der ikke er dækket indirekte tale også skrevet sådan - som om fortælleren lader sig forvirre over sin egen historie. Derudover er sproget præget af gentagelser; den samme sætning står med små variationer flere gange i træk:

Han spekulerede over hvem af slaverne der kunne være kristne. [...] Men han spurgte ingen. Han fandt ikke ud af det ved at spørge, om der var nogen der vidste det. Det havde jo ellers ikke været så svært. Men sådan noget gjorde han ikke.

Pär, please, hjælp mig stakkels dumme læser! Jeg forstår det ikke! Spurgte Barabbas, om nogen var kristne? Jeg er virkelig i tvivl! Mine tekstanalytiske evner rækker altså ikke til det her, mon Barabbas spurgte nogen om de var kristne? Det kunne han jo godt have gjort. Gjorde han det mon? Gjorde han det? Gjorde han? Tak, Pär, fordi du besvarede mine 4 spørgsmål, der ellers var det samme, hver for sig med 4 ens svar.

At Pär Lagerkvist skriver ud fra antagelsen om, at læseren er småtbegavet, er så hvad det er. Hvis han i det mindste fortalte en nogenlunde historie, kunne det mere eller mindre tilgives. Men ingen af personerne virker virkelige, og især kvinderne er så meget papfigurer som overhovedet muligt. De er bogstaveligt talt enten ludere eller madonnaer - bogstaveligt talt, for den ene kvinde er luder, den anden er Jomfru Maria og den tredje pendulerer lidt mellem de to uden nogensinde i det mindste at være en mellemting.

Nå, fair nok, Lagerkvist er ligeglad med sprog og karakterer og alt det gode ved litteratur, men er det så i det mindste nogle interessante eksistentialistiske spørgsmål, der bliver diskuteret? Det synes jeg helt ærligt ikke. I de forgangne snart 70 år er trosspørgsmål blevet ligegyldige. At spørge mig, om jeg tror på gud, svarer lidt til at spørge en bonde i middelalderen, bare med modsat fortegn: for middelalderbonden er gud en fysisk virkelighed omkring ham og tvivl ikkeeksisterende, og på samme måde, men modsat, er det for mig absurd overhovedet at tænke over sit forhold til religion: at være religiøs ligger så langt uden for min forestillingsevne, at jeg ikke engang kan forestille mig at overveje det. Det kan Lagerkvist selvfølgelig ikke gøre for, men det er så her, hans bog kunne være blevet reddet af at være god litteratur: jeg har heller ikke særligt meget tilfælles med Shakespeares forestillingsverden, men hans skuespil er stadig fede at læse, fordi de er gode. Og min egen ateisme står for den sags skyld heller ikke i vejen for at nyde en interessant teologisk diskussion, men med tryk på interessant. Er Jesus Guds søn? og hvad er meningen med livet? er sgu ret kedelige spørgsmål, som det vil være svært at få mig til at interessere mig for - hvis ikke man lige lægger overvejelserne i hovedet på en velskrevet, troværdig og 'rund' fiktiv karakter. Desværre er Barabbas som karakter hverken velskrevet, troværdig eller rund - han er mest bare en undskyldning for at Lagerkvist kan få lov til at filosofere kedeligt i sit børnesprog.