Forfatter: Jacques Roubaud
Oversat og med efterord af Peter Borum
Basilisk
405 sider
Oprindeligt udgivet 1989, denne oversættelse 2005, denne anden udgave 2013
Roman / Autofiktion
Vurdering: 3/6
Londons store brand har taget mig præcis to uger at læse, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så længe om at læse en bog - eller jo, det kan jeg godt, det var Ulysses for to år siden, men forskellen er 1) at jeg læste meget andet samtidig med Ulysses og 2) at jeg nød at læse Ulysses.
Ok, det er lidt hårdt at antyde, at jeg ikke nød Londons store brand, men i hvert fald 200 af de ca. 400 sider var en kamp at komme igennem. Jacques Roubaud (f. 1932) er medlem af digtergruppen OULIPO (ligesom bl.a. George Perec, Italo Calvino, Raymond Queneau og Oskar Pastior), og for oulipisternes bøger gælder det ofte, at de er skrevet efter specifikke regelsæt. Roubaud afslører ikke i Londons store brand alle de regler, han har måttet rette sig efter, men tre af dem har Karl Ove Knausgård vist ladet sig inspirere af: alt skal være sandt, der må ikke redigeres og Londons store brand er den første i en serie på 6 bind. Men de sidste 5 (hvoraf nr. 2, Sløjfen, er oversat til dansk) tror jeg nu lige, jeg springer over.
Egentlig er konceptet med Londons store brand, at den skal være en erindringsbog. Da Roubaud gav sig til at skrive den, var hans højtelskede hustru, Alix, lige død, og tanken er så, at han gennem nedskriften af erindringer skulle slette dem: altså, når man skriver en erindring ned, forsvinder erindringen og erstattes af skriften; man husker ikke længere det, der skete, men kun det, man skrev ned. Man kunne så tro, at det er den smertelige erindring om hustruens død, Roubaud på denne måde vil fjerne, og det kan da godt være, at det skal ske i en af de senere bøger i serien, men i Londons store brand drejer den primære erindring sig om en bog, Roubaud aldrig fik skrevet. Det er altså en erindringsbog om en ikke-erindring: om noget, der ikke skete. Sjovt tænkt, kedeligt udført.
Det forholder sig nemlig sådan med disse ikke-skrevne bøger (den ene skulle hedde Londons store brand, den anden (eller de andre?) kaldes bare Projektet), at Roubaud ikke bare aldrig kom i gang med dem, men oven i købet aldrig fik tænkt nogen konkrete tanker om, hvad der skulle stå i dem. Alligevel formår han at skrive 200 sider om dem. Der er nogle abstrakte tanker - Londons store brand skulle have været en roman (men hvordan? hvad skulle den handle om? det vides ikke) og Projektet skulle på samme tid være poesi og matematik (men hvordan? hvad skulle der stå? det vides ikke); og så er der de helt abstrakte tanker: Londons store brand skulle være palindromisk (vil det sige, der skulle stå det samme forfra og bagfra? nej, palindromisk i overført betydning. hvad betyder det? det vides ikke), Projektet skulle være en gåde, mens Londons store brand skulle være et mysterie (hvad betyder det? det vides ikke, ud over at en gåde åbenbart ifølge Roubaud ikke har en løsning, men det har den da, det er jo for søren definitionen på en gåde, og hvad skulle det så for den sags skyld betyde konkret for Projektet? det vides ikke) osv. osv., 200 sider af den slags uinteressant crap. Her et eksemplarisk uddrag:
Romanen ville have fortalt Projektet, men på mystisk vis; eftersom projektet indeholdt en gåde, fortalte romanen projektet, altså dets gåde; men på mystisk vis. Romanen fortalte den gåde, som projektet indeholdt; denne gåde var gåden om, hvad projektet var; det var en ganske særlig art gåde: selv-gåden. Projekt-Sfinksens spørgsmål var ikke: "Hvad er det?", men: "Hvem er jeg?" Romanens mysterier blev berørt af dette; ikke i deres fortælling, men i deres 'stil'. Romanen ville fortælle 'på mystisk vis'.
Det lyder da flot, men hvad betyder det? Hvad er det for en stil, at fortælle 'på mystisk vis'? Hvordan ser en sådan stilistik helt konkret ud? Er det her faktisk dybe tanker om en ikke-eksisterende roman - eller er det bare pseudo-akademisk bullshit? Jeg redder dig lige 200 siders læsning og løser Projektets uløselige gåde: det er bare pseudo-akademisk bullshit.
Al denne kedsomhed er en skam, for Roubaud er jo faktisk en god forfatter. Hvis han nu bare ikke havde sat sig det benspænd med ikke at måtte gå tilbage og redigere, kunne Londons store brand være blevet en fremragende 100-sider lang udgivelse af essays, poetisk beskrevne erindringer og anekdoter. Jeg nød i fulde drag at læse essayet om, hvordan den perfekte croissant skal se ud, selvportrættet som læser, vandrer og tæller, erindringen om en ungdomsforelskelse i Boston, opskriften på azarolmarmelade osv. Tag f.eks. dette uddrag af en hyldest til Kew Gardens i London:
Når jeg ankommer ad vandvejen, kan jeg bedre sanse udstrækningen af græs og træer, omkranset af en albue i floden, lige så fuld af måger som af talrige varieteter af prægtige ænder med usædvanlige farver og uhørte bevægelser, og som bebor dette sted, hvor de bliver overdænget med beundring og kiks; jeg er næsten altid gået igennem i solskinsvejr eller når det var letskyet (dette foretrækker jeg så langt), med skyer der var kommet langvejs fra og nu skulle til at opdage London for første gang, mens de tøvende prøvede sig frem med nogle få kommaers regn i det tålmodige lys, glansløst og uden skarphed, mens de holdt afstand og føjede sig efter den knapt så overdådige farveskala.
Jeg elsker beskrivelser som "en albue i floden" og denne besjæling af skyerne, der giver "nogle få kommaers regn". Roubauds stilistik tjener rigtigt godt til at frembringe idylliske naturbeskrivelser. Men dette citat viser også, hvorfor hans teoretiseringer over en ikke-eksisterende bog bliver dødkedelige: han foregiver nemlig at skrive præcist uden at gøre det. Der er en ophobning af detaljer, som ikke rigtigt er detaljer. Hvad betyder det f.eks., at ænderne har "uhørte bevægelser" og hvorfor skal lyset beskrives både som "tålmodigt", "glansløst og uden skarphed" - hvorfor ikke bare vælge et enkelt af adjektiverne (og hvad er tålmodigt lys?)? Denne upræcise præcision fungerer fint i beskrivelsen af erindringer som denne, men så snart det kommer til at lege akademiker og næranalysere en ikke-eksisterende tekst, der derfor ikke kan næranalyseres, bliver det uforståeligt, irriterende og, ærligt talt, dumt. Dumt? Ja, noget kan godt blive så klogt, at det sprænger skalaen, laver en u-vending og havner i den anden lejr; det skete f.eks. ofte for Deleuze og det sker tit for mennesker af den slags, der ville nyde Londons store brand - ikke fordi de rent faktisk bliver klogere af at læse alt ordplæveret, men fordi de føler, at de bliver klogere af det, og derfor med glæde kan forsikre sig om deres egen intelligens. Næh, så er det meget bedre som mig at således påstå, at man totalt har gennemskuet en af Frankrigs største digtere, der har brugt en livstid på at forske og undervise i blandt andet poesi. Ja, hvis nogen er så meget mere skarpe end ham, at de kan gennemskue hans bullshit, så må det absolut være mig, en forkølet studerende, der ikke kan sætte to ord sammen uden at snuble, og denne irriterede anmeldelse er dermed på ingen måde en automatisk skrækreaktion over for det, jeg ikke er kvik nok til at fatte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar