Anmeldelse: Londons store brand af Jacques Roubaud

Titel: Londons store brand - Fortælling med indskud og forgreninger, originaltitel: Le Grand incendie de Londres - Récit avec incises et bifurcations
Forfatter: Jacques Roubaud
Oversat og med efterord af Peter Borum
Basilisk
405 sider
Oprindeligt udgivet 1989, denne oversættelse 2005, denne anden udgave 2013
Roman / Autofiktion

Vurdering: 3/6

Londons store brand har taget mig præcis to uger at læse, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så længe om at læse en bog - eller jo, det kan jeg godt, det var Ulysses for to år siden, men forskellen er 1) at jeg læste meget andet samtidig med Ulysses og 2) at jeg nød at læse Ulysses.

Ok, det er lidt hårdt at antyde, at jeg ikke nød Londons store brand, men i hvert fald 200 af de ca. 400 sider var en kamp at komme igennem. Jacques Roubaud (f. 1932) er medlem af digtergruppen OULIPO (ligesom bl.a. George Perec, Italo Calvino, Raymond Queneau og Oskar Pastior), og for oulipisternes bøger gælder det ofte, at de er skrevet efter specifikke regelsæt. Roubaud afslører ikke i Londons store brand alle de regler, han har måttet rette sig efter, men tre af dem har Karl Ove Knausgård vist ladet sig inspirere af: alt skal være sandt, der må ikke redigeres og Londons store brand er den første i en serie på 6 bind. Men de sidste 5 (hvoraf nr. 2, Sløjfen, er oversat til dansk) tror jeg nu lige, jeg springer over.

Egentlig er konceptet med Londons store brand, at den skal være en erindringsbog. Da Roubaud gav sig til at skrive den, var hans højtelskede hustru, Alix, lige død, og tanken er så, at han gennem nedskriften af erindringer skulle slette dem: altså, når man skriver en erindring ned, forsvinder erindringen og erstattes af skriften; man husker ikke længere det, der skete, men kun det, man skrev ned. Man kunne så tro, at det er den smertelige erindring om hustruens død, Roubaud på denne måde vil fjerne, og det kan da godt være, at det skal ske i en af de senere bøger i serien, men i Londons store brand drejer den primære erindring sig om en bog, Roubaud aldrig fik skrevet. Det er altså en erindringsbog om en ikke-erindring: om noget, der ikke skete. Sjovt tænkt, kedeligt udført.

Det forholder sig nemlig sådan med disse ikke-skrevne bøger (den ene skulle hedde Londons store brand, den anden (eller de andre?) kaldes bare Projektet), at Roubaud ikke bare aldrig kom i gang med dem, men oven i købet aldrig fik tænkt nogen konkrete tanker om, hvad der skulle stå i dem. Alligevel formår han at skrive 200 sider om dem. Der er nogle abstrakte tanker - Londons store brand skulle have været en roman (men hvordan? hvad skulle den handle om? det vides ikke) og Projektet skulle på samme tid være poesi og matematik (men hvordan? hvad skulle der stå? det vides ikke); og så er der de helt abstrakte tanker: Londons store brand skulle være palindromisk (vil det sige, der skulle stå det samme forfra og bagfra? nej, palindromisk i overført betydning. hvad betyder det? det vides ikke), Projektet skulle være en gåde, mens Londons store brand skulle være et mysterie (hvad betyder det? det vides ikke, ud over at en gåde åbenbart ifølge Roubaud ikke har en løsning, men det har den da, det er jo for søren definitionen på en gåde, og hvad skulle det så for den sags skyld betyde konkret for Projektet? det vides ikke) osv. osv., 200 sider af den slags uinteressant crap. Her et eksemplarisk uddrag:

Romanen ville have fortalt Projektet, men på mystisk vis; eftersom projektet indeholdt en gåde, fortalte romanen projektet, altså dets gåde; men på mystisk vis. Romanen fortalte den gåde, som projektet indeholdt; denne gåde var gåden om, hvad projektet var; det var en ganske særlig art gåde: selv-gåden. Projekt-Sfinksens spørgsmål var ikke: "Hvad er det?", men: "Hvem er jeg?" Romanens mysterier blev berørt af dette; ikke i deres fortælling, men i deres 'stil'. Romanen ville fortælle 'på mystisk vis'.

Det lyder da flot, men hvad betyder det? Hvad er det for en stil, at fortælle 'på mystisk vis'? Hvordan ser en sådan stilistik helt konkret ud? Er det her faktisk dybe tanker om en ikke-eksisterende roman - eller er det bare pseudo-akademisk bullshit? Jeg redder dig lige 200 siders læsning og løser Projektets uløselige gåde: det er bare pseudo-akademisk bullshit.

Al denne kedsomhed er en skam, for Roubaud er jo faktisk en god forfatter. Hvis han nu bare ikke havde sat sig det benspænd med ikke at måtte gå tilbage og redigere, kunne Londons store brand være blevet en fremragende 100-sider lang udgivelse af essays, poetisk beskrevne erindringer og anekdoter. Jeg nød i fulde drag at læse essayet om, hvordan den perfekte croissant skal se ud, selvportrættet som læser, vandrer og tæller, erindringen om en ungdomsforelskelse i Boston, opskriften på azarolmarmelade osv. Tag f.eks. dette uddrag af en hyldest til Kew Gardens i London:

Når jeg ankommer ad vandvejen, kan jeg bedre sanse udstrækningen af græs og træer, omkranset af en albue i floden, lige så fuld af måger som af talrige varieteter af prægtige ænder med usædvanlige farver og uhørte bevægelser, og som bebor dette sted, hvor de bliver overdænget med beundring og kiks; jeg er næsten altid gået igennem i solskinsvejr eller når det var letskyet (dette foretrækker jeg så langt), med skyer der var kommet langvejs fra og nu skulle til at opdage London for første gang, mens de tøvende prøvede sig frem med nogle få kommaers regn i det tålmodige lys, glansløst og uden skarphed, mens de holdt afstand og føjede sig efter den knapt så overdådige farveskala.

Jeg elsker beskrivelser som "en albue i floden" og denne besjæling af skyerne, der giver "nogle få kommaers regn". Roubauds stilistik tjener rigtigt godt til at frembringe idylliske naturbeskrivelser. Men dette citat viser også, hvorfor hans teoretiseringer over en ikke-eksisterende bog bliver dødkedelige: han foregiver nemlig at skrive præcist uden at gøre det. Der er en ophobning af detaljer, som ikke rigtigt er detaljer. Hvad betyder det f.eks., at ænderne har "uhørte bevægelser" og hvorfor skal lyset beskrives både som "tålmodigt", "glansløst og uden skarphed" - hvorfor ikke bare vælge et enkelt af adjektiverne (og hvad er tålmodigt lys?)? Denne upræcise præcision fungerer fint i beskrivelsen af erindringer som denne, men så snart det kommer til at lege akademiker og næranalysere en ikke-eksisterende tekst, der derfor ikke kan næranalyseres, bliver det uforståeligt, irriterende og, ærligt talt, dumt. Dumt? Ja, noget kan godt blive så klogt, at det sprænger skalaen, laver en u-vending og havner i den anden lejr; det skete f.eks. ofte for Deleuze og det sker tit for mennesker af den slags, der ville nyde Londons store brand - ikke fordi de rent faktisk bliver klogere af at læse alt ordplæveret, men fordi de føler, at de bliver klogere af det, og derfor med glæde kan forsikre sig om deres egen intelligens. Næh, så er det meget bedre som mig at således påstå, at man totalt har gennemskuet en af Frankrigs største digtere, der har brugt en livstid på at forske og undervise i blandt andet poesi. Ja, hvis nogen er så meget mere skarpe end ham, at de kan gennemskue hans bullshit, så må det absolut være mig, en forkølet studerende, der ikke kan sætte to ord sammen uden at snuble, og denne irriterede anmeldelse er dermed på ingen måde en automatisk skrækreaktion over for det, jeg ikke er kvik nok til at fatte.

Anmeldelse: Ødelæggelsen 1-11 af Majse Aymo-Boot

Titel: Ødelæggelsen 1-11
Forfatter: Majse Aymo-Boot
Forlaget Basilisk
29 sider
Først udgivet 2009, denne 2. udgave 2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Sprog er sprog. Det lyder måske som en triviel konstatering, men filtreret igennem Majse Aymo-Boots poesi, får den vinger. Her har vi at gøre med sætninger, der er samlet efter et ikke umiddelbart gennemskueligt mønster, men ofte har det til fælles, at de enten er skønne eller vrængende eller netop skønne i deres vrængen. Her f.eks. en pastiche over indholdsløst new public management-sprog, som så pludselig skejer ud og bliver til noget mere klassiskskønt poesi:

Der er jævnligt kritik af den måde, landet styres på, og det kan føre til frugtbare diskussioner og nuanceringer, som vil danne grundlag for forslag til forbedringer. Det er ikke altid idyllisk, der kan også være nedture og dårligt vejr og depressive mennesker, folk der udfases fra deres arbejdsplads eller tager for store lån, som de ikke kan betale tilbage. Det forsøger vi at gøre noget ved ved at opfordre bankerne til at leve op til deres ansvar, ved at gøre systemet mere gennemskueligt og rummeligt for den enkelte og ved løbende at bestille analyser og rapporter fra uvildige instanser. [...] Mange af os synes vintrene er hårde at komme igennem. Vand fra skyerne falder til jorden i dråber. Vand fylder øjnene og rinder. Natten ruller sølvblå og metallisk ind over husene hvor gule lys lokker med hjemlighed og afstand. Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede.

OK, så altså vi har pastichen af rapporten fra den uvildige instans; her får vi serveret døde ord og udtryk som "jævnligt", "frugtbar", "nuanceringer", "danne grundlag for", "udfase", "gennemskueligt" og "rummeligt". Dette er ord, vi til daglig lader magthaverne bruge til at skygge for deres egentlige intentioner, men som i en digtsamling bliver afsløret som koldklamt døde. Pludselig afbrydes det af en original og smuk beskrivelse af natten som "sølvblå og metallisk", men heller ikke det kan poeten rigtigt tage seriøst; den bliver straks efterfulgt af en slags parodi på en politiker-undskyldning: "Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede." - En slags blanding af politikerudtryk som "Vi kan ikke redde hele verden", "Der komme en rigtigt god løsning i morgen" og "Det berører mig". Sprog er sprog: både politikerlingoen og poesien har nogle konventioner, der både har en slags skønhed i sig, men også nemt kan virke latterlige.
Hvordan skal poeten reagere på det? Måske med en ironisk distance til sin egen sprogbrug: "Hvis du vågner og det viser sig at du har kønsorganer i den ene ende af kroppen og nogle andre kønsorganer i den anden ende, så, ja hvad så? [...] Det tilkommer ikke dig at være fortegnet af ophidselse. Jo, hvis det er på sin plads." Hvad der starter som en poetisk sætning, bliver straks punkteret; indsigten i, at sproget er sprog glider ned med en stor skefuld ironi.
Det er én fremgangsmåde - en anden er bare at nyde sproget. Når der står "Jeg holder af at se et fortryllende gevandt vifte mig nærmere" er det ikke kun for at ironisk overgøre sproget, men også ganske enkelt fordi gevandt er et fedt ord. Når en af teksterne indledes med "Jeg har gennemgået socialiseringsprocessen" er det ikke kun for at gøre nar af akademisk sprog, men også fordi "socialiseringsprocessen" lyder sjovt. Der er hele tiden en ironisk distance til sproget og hele tiden en kritik af det samfund, der bevidstløst bruger sproget - men denne ironi og kritik kan ikke dække for den ærlige nydelse af sproget.
Det er nok sådan, Majse Aymo-Boots ret så vilde, lille bog kan beskrives: sprogsensitiv. Det gælder også hendes senere (og endnu bedre) Over os hænger en vidunderlig sol, som jeg (meget, meget!) varmt kan anbefale at starte med, hvis man ikke har læst Boot før. Ligesom Ødelæggelsen 1-11 har vi at gøre med sprogironi, kritik af magtsprog og sprogglæde, og på mange måder kan Ødelæggelsen 1-11 læses lidt som en skitse til mesterværket - et udtryk som at gå i "strakt karriere" optræder da også i begge bøger.
Ødelæggelsen 1-11 er kun 29 sider lang, men når på den korte plads igennem adskillige stilistikker, usandsynligt mange gode sætninger og lige så mange vittige indfald. Jeg er som læser vildt begejstret, og hvis det ikke var fordi, at jeg i Over os hænger en vidunderlig sol havde set, at det kan gøres endnu bedre, ville jeg nok havde givet det sidste point i vurderingen også.

Anmeldelse: Efter solen af Jonas Eika

Titel: Efter solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
159 sider
2018
Noveller / Science fiction

Vurdering: 6/6

(Note: Jeg har efter en genlæsning anmeldt Efter solen mere udførligt her: https://pristjek.org/2020/12/04/jonas-eikas-efter-solen-er-bade-det-vigtigste-og-det-bedste-der-er-sket-i-dansk-litteratur-i-d-21-arhundrede/ )

De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:

Jeg kunne mærke kropsvarmen, ikke kun fra dem der stod tættest på mig, men som en ensartet sky som alle i publikum producerede og var indeholdt i.

Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:

Antonios knogler forvitrede, sådan føltes det, som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid. Han gik med langsomme, afkortede skridt, omhyggelig med at løfte fødderne for ikke at falde over en sten eller rodnettet efter en udtørret saltbusk. Hans knæ knasede og sendte en kalket smerte op i hofterne.

Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:

Dér var bjergene sorte i deres egne skygger, himlen over dem stadig orange mellem grålilla skyer, og bagved begyndte endnu en steppe flankeret af bjergkæder løbende parallelt fra nord mod syd.

På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:

Hun ville stå og læne sig op ad muren ved siden af indgangen, støde fra med skuldrene og komme folk i møde som de ankom.

"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.

Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.

Anmeldelse: Parkernes kontinuitet og andre noveller af Julio Cortázar

Titel: Parkernes kontinuitet og andre noveller
Forfatter: Julio Cortázar
Oversætter: Peer Bundgaard
Forlag: Basilisk
196 sider
Oprindelige udgivelser 1951-82, denne oversættelse 2014
Noveller

Vurdering: 4/6

For en måneds tid siden læste jeg Julio Cortázars mesterværk Hinkeleg og måtte straks læse mere fra samme forfatters hånd. Det bedste ved Parkernes kontinuitet er da også den novelle, der er mest som Hinkeleg, "Breve fra mor". Ligesom i Hinkeleg har man her at gøre med karakterer, man ønsker at lære mere om; en troværdig karaktertegning, der skaber grobund for spænding og interesse. Novellen "De hemmelige våben" har lidt af det samme, bare knap så godt, men derudover er novellerne i denne samling ret forskellige fra det, man kender fra Hinkeleg. Hvor "Breve fra mor" og "De hemmelige våben" er en slags små romaner på den måde, at de forsøger at fortælle om personer frem for at fortælle om en forfatters fikse idé til en kort historie, er resten af novellerne kortere og centreret omkring en ide frem for karakterer.
Disse ide-noveller fungerer, så længe ideen er god i sig selv. Specielt "Det er ingens skyld", som grundlæggende er en 7 sider lang beskrivelse af en mand, der tager en trøje på, og "Brev til en frøken i Paris" om en mand, der fra tid til anden kaster kaniner op, udforsker deres ideer på interessante og underholdende måder. Her er det ligegyldigt om hovedpersonen er interessant eller ej, for det, der fortælles om dem, er i sig selv skørt og velskrevet nok. Omvendt fremstår en novelle som "Sidste etape" for mig som om den ikke tør stå ved, hvad den er. Ideen heri drejer sig om en kunstudstilling, der har en uhyggelig lighed med et nærvedliggende hus, og novellen vil sige noget om det at malerier er uden tid; at et maleri er ét nu uden fortid eller fremtid, ét frossent, tidløst øjeblik. Men novellen vil ikke rigtigt stå ved at det er alt, den er, og forsøger halvhjertet at karakterisere hovedpersonen, Diana. Der antydes en baggrundshistorie med en mand, Orlando, som det ikke virker til, Cortázar for alvor interesserer sig for. Han vil egentlig gerne bare videre til tanken om tidløs billedkunst, så karaktererne ender med paradoksalt både at være ligegyldige og at fylde en hel del i historien.
Hvis det lyder som om, det er en novellesamling, der stikker i flere forskellige retninger, skyldes det måske, at novellerne er udvalgt fra seks forskellige samlinger, oprindeligt udgivet mellem 1951-1982. Udvalget her er oversat af Peer Bundgaard, og det gør han fortrinligt. Cortázar er glad for meget lange sætninger, så man skal holde tungen lige i munden - både som læser og oversætter. Her slutningen på "En gul blomst" (en af samlingens bedste), hvor en mand fortvivlet leder efter en potentiel dobbeltgænger:

Hele eftermiddagen og et godt stykke af aftenen steg jeg på og af busser, mens jeg tænkte på blomsten og på Luc og ledte blandt passagererne efter én som lignede Luc, én, der lignede mig eller Luc, én, der kunne være mig igen, én, jeg kunne se på vel vidende, at det var mig, og derefter lade ham gå sin vej uden at henvende mig til ham, nærmest for at beskytte ham, så han kunne fortsætte sit stakkels idiotiske liv, sit tåbelige, mislykkede liv i retning af et andet tåbeligt mislykket liv i retning af et andet...

Eller hvad med denne korte beskrivelse af at trække en kanin op gennem sin hals:

Når jeg mærker, at jeg skal til at kaste en lille kanin op, stikker jeg to fingre ind i munden som en åben tang, og så venter jeg på, at jeg i min hals kan mærke de lune dun, der stiger op som en brusende natrontablet.

Den slags sætninger gør, at selv de noveller, jeg ikke er i stand til at interessere mig for, alligevel er i høj grad værd at læse. Sproget når ikke helt de samme højder som de bedste afsnit af Hinkeleg, men det er konsekvent godt, og det er noget af en præstation i sig selv.