Anmeldelse: Efter solen af Jonas Eika

Titel: Efter solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
159 sider
2018
Noveller / Science fiction

Vurdering: 6/6

(Note: Jeg har efter en genlæsning anmeldt Efter solen mere udførligt her: https://pristjek.org/2020/12/04/jonas-eikas-efter-solen-er-bade-det-vigtigste-og-det-bedste-der-er-sket-i-dansk-litteratur-i-d-21-arhundrede/ )

De seneste år har jeg været en forkælet læser: Ca. hvert halve år har jeg læst en bog, der ikke bare er et mesterværk, men er så helt usigeligt god, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den kommer til at være blandt mine bedste venner resten af livet. De seneste ca. 2 år har det drejet sig om: Azorno af Inger Christensen, 100 års ensomhed af Gabriel Garcia Márquez, Pedro Paramo af Juan Rulfo, Hinkeleg af Julio Cortázar og nu (tror/håber jeg) Efter solen af Jonas Eika.
Gennemgående for min smag, tror jeg, er sproget og overraskelserne. Jeg vil forsvinde ind i de enkelte sætninger, genlæse og genlæse de bedste afsnit, og så vil jeg uventet og originalt trækkes ind i nogle følelser, jeg ikke havde set komme. Alt det leverer novellerne i Efter solen, og de gør det oven i købet alle sammen: Ingen af de fem noveller (eller rettere 4, hvor den ene er todelt) er under niveau i forhold til de andre - også selvom de gør vidt forskellige ting. Den første, "Alvin", er en stærkt Kafka-inspireret fortælling med noget på hjerte: Vores hovedperson skal til København for at sælge software til en bank, men møder i stedet den sært dragende Alvin, der introducerer ham for derivathandel - en slags betting, hvor man spiller på hvor meget specifikke varer vil koste på et tidspunkt i fremtiden. Hvor aktier gavner noget i økonomien, fordi man trods alt støtter et firma med kapital, er derivater den rene, kapitalistiske ondskab. Den kafkaske samfundskritik, som det absurde i disse ufattelige økonomiske sammenhænge resulterer i, pakkes ind i ualmindeligt smukt sprog. F.eks. denne beskrivelse af at stå i en menneskemængde:

Jeg kunne mærke kropsvarmen, ikke kun fra dem der stod tættest på mig, men som en ensartet sky som alle i publikum producerede og var indeholdt i.

Novellen "Rachel, Nevada" er helt anderledes. Her er der vist ikke nogen videre samfundskritik, men nærmere en interesse for den amerikanske mytologi - stepperne, uendeligheden og konspirationsteorierne. Novellen foregår i den lille by Rachel, som ligger tæt på Area 51 og derfor er beboet fortrinsvis af UFO-jægere. Til fælles med "Alvin", og gennemgående for hele samlingen, har den en interesse for det absurde eller groteske og for fremtiden. Og så har de altså også det til fælles, at ikke kun handlingen er absurd, men sproget også er absurd godt:

Antonios knogler forvitrede, sådan føltes det, som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid. Han gik med langsomme, afkortede skridt, omhyggelig med at løfte fødderne for ikke at falde over en sten eller rodnettet efter en udtørret saltbusk. Hans knæ knasede og sendte en kalket smerte op i hofterne.

Det 'gode' er både i de vilde ord (forvitrede, udtørret saltbusk, kalket smerte), metaforerne (som havde han ligget brak i den her basiske ørken siden sidste istid, kalket smerte) og de rytmiske elementer, som her bogstavrimene (siden sidste istid, knæ knasede og sendte en kalket). Jeg seriøst elsker den her bog, men på en måde så det er lidt svært at beskrive uden bare at citere det hele. Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om en sjov ting, jeg bemærkede:
Jonas Eika benytter sig af en del anglicismer, men det er ikke så meget ordsprog o.l. som f.eks. (skurrende og irriterende) hos Dorthe Nors, men mere engelsk syntaks. Her et eksempel:

Dér var bjergene sorte i deres egne skygger, himlen over dem stadig orange mellem grålilla skyer, og bagved begyndte endnu en steppe flankeret af bjergkæder løbende parallelt fra nord mod syd.

På dansk ville denne sætning ende med "bjergkæder, der løb parallelt fra nord mod syd." Man kan ikke på dansk bruge en lang tillægsform på den måde, som Eika gør her med "løbende" - det kan man til gengæld på engelsk, og der gør man især meget, når man skriver. Eika låner den engelske sætningsstruktur og fordansker den og udvider dermed dansk med milliarder af nye muligheder for at kombinere ord. Til at starte med var jeg lidt forvirret over dette valg - lige netop denne struktur med den engelske brug af lang tillægsform bliver brugt nogle gange i løbet af bogen - men det giver god mening, at sproget låner fra engelsk: Novellerne er (inspireret af) science fiction, en meget amerikansk genre, er skrevet ind i en postmoderne tradition, der også er en nærmest udelukkende amerikansk ting, og flere af dem foregår enten i London, USA eller det for den amerikanske selvforståelse så vigtige Mexico. Den ene novelle, der når omkring Danmark, er egentlig mere international end dansk, og mange af novellerne tager udgangspunkt i ting, der er helt centrale for amerikanske myter, som Area 51 og konspirationsteorier. Novellerne foregår i en absurd, nær fremtid, hvor verden måske er lidt mere global og engelsk dermed sandsynligvis lidt mere dominerende - derfor er det da klart, at sproget også har udviklet sig ind i denne verden og indarbejdet lidt mere engelsk. Det er ret godt fundet på og fungerer det meste af tiden. Dog blev jeg irriteret over et enkelt eksempel:

Hun ville stå og læne sig op ad muren ved siden af indgangen, støde fra med skuldrene og komme folk i møde som de ankom.

"Hun ville" er her afledt af "She would" og er i betydningen "Hun plejede". Men denne sætning har altså allerede en anden betydning på dansk: egentlig står der, at hun havde lyst til at stå og læne sig op ad muren, selvom det ikke er det, der menes. At på den måde ikke kun berige det danske sprog med nye mulige sætninger, men også udskifte allerede etablerede betydninger, synes jeg alligevel er at gå for langt i sin bestræbelse på fremtidsautencitet.
Men denne ene sætning er så også den eneste anke, jeg har ved hele bogen. Derudover er det en samling vilde og vildt velskrevne noveller, der bliver ved med at overraske både med, hvor gode de er i stand til at være, og hvor følelsesladet knitrende sproget kan blive. Efter solen er utvivlsomt en ny favorit.

Efter solen vandt Michael Strunge-prisen 2018, der går til en skønlitterær forfatters udgivelse nr. 2, Blixenprisen 2019, Montanas litteraturpris 2019 og Nordisk Råds Litteraturpris 2019.

Anmeldelse: June af Pernille Abd-El Dayem

Titel: June
Forfatter: Pernille Abd-El Dayem
Forlag: Gyldendal
186 sider
2018
Roman

Vurdering: 4/6

Det er et mysterium, at mennesker er i stand til at drage omsorg for hinanden. At vi kan føle ømhed, empati. Det føler især den ensomme, der drages mod de andres omsorgshandlinger:

En duft af aftensmad siver ud af lejlighedsblokkene. Nogen tager hånd om andre. På en bænk er nogen fordybet i samtale. De læner sig henvendte ind i det mellem dem. En smule badass, helt uimponeret af madduften og mig.

Det er cool at hengive sig til interessen i medmennesket. At forsøge et finde ind i "det mellem dem", rummet hvor man hverken helt er sig selv eller den anden, men forsøger at smelte sammen i den fælles empati og interesse. Dette fællesskab længes det ensomme jeg mod:

Jeg drømmer om at blive hentet, samlet op af en sammenhæng, der allerede eksisterer. At lade mig dumpe ned ved siden af dem på bænken, der snart må blive mør af de stød, den får, når jeg eller andre lader sig dumpe ned med et suk.

Selv bænken får plads i ømheden ved at være i stand til at blive mør. Hvor smukt beskrevet er det ikke lige!
Kort efter det ovenfor citerede møder vores hovedperson, June, på sin ferie den cool kvinde Z. De bliver straks venner, og June dumper faktisk ned i en sammenhæng, hvor hun bliver en slags del af miljøet omkring Z. Men relationer er komplicerede, selv når de allerede er etablerede og alt man skal gøre bare er at lade sig rive med. Det får vi også vished for i barndomsminderne, som præsenteres under titlen "Typebyen" - afsnit, som på bogens bagside kaldes "drømmende socialrealisme", en ret vild genrebetegnelse, jeg håber at se mere til. Men jeg må dog indrømme, at jeg er mere begejstret for beskrivelserne af ferien end minderne. Det skyldes nok især, at jeg har læst Abd-El Dayems debut Inden for revet, der også beskæftiger sig med detaljeret beskrevne minder, og jeg genkender mange af grebene derfra; f.eks. den helt tætte beskrivelse af lemmernes stilling i et minde:

En skarp bevægelse, han laver med underarmen, helt stiv og med flad hånd, ud og ind fra kroppen, når han vil understrege noget. Hektisk, men også graciøst.

Det er velskrevet, men jeg synes, at interessen for mennesker set gennem det voksne, ensomme jeg i nutidsafsnittene er mere interessante end de Inden for revet-mimende, præcist beskrivende mindeafsnit. Det er ret forkælet at jeg sådan klager over, at noget er godt, når nu noget andet er bedre, men det tillader jeg mig altså at gøre, fordi June virker som en bog, der har potentiale til at være endnu bedre, end den er. Det, jeg elskede ved Inden for revet, virker i June allerede forældet, fordi Abd-El Dayem viser, at hun er endnu bedre til at beskrive det ensomme, voksne jeg end mindet om barndommen, og jeg vil egentlig bare gerne have mere af det. Skriv en bog til, straks, som udvikler på det bedste ved forfatterskabet!

June vandt Blixenprisen for Årets Litterære Talent 2019 og Michael Strunge-prisen 2019.

Anmeldelse: Markløs af Malte Tellerup

Titel: Markløs
Forfatter: Malte Tellerup
Forlag: Lindhardt og Ringhof
160 sider
2017
Roman / Autofiktion

Vurdering: 5/6

I essayet "An Image of Africa" skriver Chinua Achebe om, at han har modtaget et brev fra nogle skoleelever fra New York: De skriver, fordi de gerne vil høre, om han kan fortælle dem om nogle af de underlige skikke, man har i Igbo-samfundet. Achebe svarer i sit essay, at man kan tilgive børnene deres uvidenhed, fordi de er børn; men det er da underligt, at de ikke er bevidste om, at man ikke behøver at rejse til Afrika for at finde underlige skikke. Deres egen kultur er lige så underlig som enhver anden.
Sådan er det også med familier. Som barn tror man, at éns egen familie er (forholdsvist) normal, og at det er alle de andre, der er underlige. Men når man bliver voksen, begynder man at indse, at éns egen familie er ret mærkelig. Man begynder at se tilbage på sin barndom og opdage alle fejlene, og man indser, at éns forældre er fejlende mennesker. I Markløs er det autofiktive jeg, Malte, blevet voksen og må derfor tage opgøret med sin familie. Det gælder både fortiden - han må forstå forældrenes skilsmisse og sin egen position som et barn, der blev født lige efter hans onkel døde, og derfor måtte udfylde det hul, onklen efterlod sig -  og nutiden, hvor han må finde ud af, om det er det værd at blive ved med at forsøge at komme i rigtig, følelsesmæssig kontakt med sin far, og må prøve at blive nære venner med sin bror igen efter de er gledet lidt fra hinanden efter at være flyttet hjemmefra, som søskende jo gør. Alt det flettes ind i en fortælling om Udkantsdanmark og det forfald, der samtidig er muligheden for noget nyt - som en familie må brydes ned og bygges op igen på nye præmisser, når man bliver voksen.
Det lyder måske tungt, og det er da også tunge følelser, vi har at gøre med, men samtidig er bogen underholdende og letlæst. Readable, som amerikanske boganmeldere på irriterende vis ynder at skrive (for hvad er ikke læseligt, udover da lige min håndskrift?). Dialogerne flyder (for det meste) let, og fordi plottet er noget så enkelt fremadskridende som en gåtur, skrider historien naturligt fremad. Gåturen værdsætter jeg meget: Malte og hans bror Emil beslutter sig efter faderens 60-års fødselsdag at gå til den by, der har givet dem deres efternavn, Tellerup. Det er en gåtur på ca. 50 kilometer, som de er tre dage om at gennemføre. På vejen ser de landskaber, møder mennesker og kommer tættere på hinanden som brødre: en klassisk roadmovie (hvis man kan være det, når man er en bog). Roadmovien er en herlig genre, men desværre ser vi den ikke så tit i Danmark. Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om Døden kører Audi af Kristian Bang Foss - som også er god, men jeg foretrækker Markløs. Markløs er en ret underspillet roadmovie; der er ikke noget stort, der venter for enden af vejen - kun en lille landsbyflække, som vores hovedpersoner er udmærket bevidst om, de ikke har nogen rigtig tilknytning til.
Jeg er til gengæld ikke altid lige begejstret for naturbeskrivelserne. Beskrivelserne af forfaldet på Udkantsfyn er rigtigt gode, men nogle gange bliver naturen beskrevet lidt ligegyldigt:

Månen og stjernerne lyser bagerst mod en sort himmel. Foran er et lag af skyer, og et lavere lag bevæger sig hurtigt i vinden over mig. Når de driver forbi månen, bliver de lyst gullige. Når de er væk, er månens lys igen blegt. En ugle tuder i skoven. Et par ænder skræpper, og dem eller nogle andre smådyr skubber til havens indhegning, en lyd af sammenstød med metal. Her er uhyggeligt.

Jeg synes, beskrivelsen her bliver ved længere, end der er grund til. Det sker nogle gange i løbet af bogen; jeg tror, Tellerup gerne vil have, at stedet skal blive en karakter i sig selv (og det lykkes til dels), men der kræves sine steder lidt mere finesse i beskrivelserne, lidt mere grund til at ville læse dem.
Når det kommer til stykket, er jeg nok lidt mere begejstret for Markløs, end bogen egentlig fortjener, fordi jeg selv kan genkende det med at være nyligt voksen akademikerdreng fra Udkantsdanmark. Men det er vel hvad smag grundlæggende er: subjektive grunde til, at vi kan lide, hvad vi kan lide. Så at Markløs rammer mig personligt mere, end den måske vil ramme andre, skal bestemt ikke trække ned på vurderingen her.
En sidste note: Nogle af dagbladenes anmeldere bryder sig ikke om det ungdommelige sprog, der nogle gange titter frem (f.eks. "Jeg har det drifteren, lidt random glider mine tanker rundt" eller det, at en pizza er "ok greasy"). Der synes jeg altså, at omtalte anmeldere viser sig som gamle, kedelige og konservative. Dette sprog, Tellerup repræsenterer, er jo netop vildt poetisk i sin legesyge. Hvor kan man ellers læse, at nogen "har det drifteren"? Min generations sprog er fedt, ikke kun i sig selv, men også fordi det (næsten) altid bliver brugt med en smule ironi, som kun gør det endnu mere legende. Tak til Malte Tellerup for at repræsentere det!

Markløs modtog Blixenprisen for Årets litterære talent 2018.