Anmeldelse: Velsignelser af Caroline Albertine Minor

Titel: Velsignelser
Forfatter: Caroline Albertine Minor
Forlag: Rosinante
237 sider
2017
Noveller

Vurdering: 5/6

Caroline Albertine Minor skriver seriøst god prosaisk prosa. Når jeg kalder hendes prosa prosaisk mener jeg, at den er nede på jorden, ikke forsøger at gøre noget særligt væsen af sig. Den er mere Hemingway end Joyce. - Prosaisk prosa i kontrast til den poetiske prosa, jeg nyder så meget hos forfattere som Pernille Abd-El Dayem, Herta Müller, eller for den sags skyld poesiprosaisten over dem alle, Inger Christensen. Minors fokus er umiddelbart på karaktererne frem for sproget; sproget er et vindue, ikke en sæbeboble. Gennem vinduet ser vi kvinder i sorg; flere af novellerne handler om de pårørende til en teenagepiges selvmord, en novelle handler om at håndtere sine forældres alderdom, en anden om barselsorlovens ensomhed. Det handler om mennesker, der pludselig står med et ansvar for at håndtere egne og andres følelser, som de ikke er klar til at tage på sig. Personerne er meget virkeligt beskrevet, det er umuligt ikke at leve sig ind i dem.
Når Minors prosaiske prosa er god skyldes det hendes fantastiske evne til at beskrive detaljer. En kvinde går ind i en kirke med sit barn og forklarer præsten, at de bare kigger sig omkring:

Gør I det, sagde hun og lagde en bunke pamfletter på et bord, midt mellem to store kobberstager. Lysenes væger var bløde og lange. Hun rettede kanterne til.

Lysenes væger var bløde og lange! Sikke en detalje! Jeg forestiller mig, at Minor har skrevet side op og side ned med detaljerede beskrivelser af kirken for så til sidst at vælge denne ene sætning til at repræsentere hele baduljen. Jeg kan ikke se for mig, hvordan det ellers skulle kunne lykkes én at få blik for så herlig en detalje midt i alt det rod, som et rum er. Det er ikke muligt at beskrive et helt kirkerum, så det står klart på nethinden, men disse lange, bløde væger er i fuldt fokus i min hjerne. Det er eddermame velskrevet.
De gode detaljer findes ikke kun i beskrivelserne af døde ting, men også i menneskers bevægelser:

Jeg standsede i døren, Nete var i gang med at skubbe et af de genstridige vinduer op.
Her bliver tæt, når det sådan får lov at stå, sagde hun og lagde vægt bag. Rammen sprang op med en knasen, en kold vind strøg ind og bevægede bladene på det lille træ. 

Jeg elsker det, at Minor lægger mærke til de særlige bevægelser, der skal til for at få et bindende vindue op. Man kunne nemt bare have skrevet, at "vinduet bandt", men her er det genstridigt og skal skubbes op, og da det endelige slipper karmen er det med en knasen. Det er godt set. Personerne gør ting, som rigtige mennesker gør og de lever i omgivelser, som rigtige mennesker lever i. Det lyder måske som en ligegyldig detalje, men det er disse detaljer som alt for mange forfattere overser. Hvor tit får man lov til at læse om genstridige vinduer, der knaser?
Ud over de gode detaljer er der også gode sætninger af den livskloge slags; den slags, der hægter sig fast i noget ved sproget og finder en visdom frem:

Vinteren over flød vi ind og ud af hinandens arme og senge, og for første gang i mit liv var tingene lidt sådan, som man forestiller sig, at de vil være, når man forestiller sig dem.

Det kan være farligt at skrive den slags sætninger - i hænderne på en dårligere forfatter kunne det være endt som motto på en plakat i det sommerhus, du har lejet - men Minor har styr på at holde sig inden for stregerne, så sætningerne faktisk bliver ægte kloge frem for forfalskede østerlandske visdomsord.
Det eneste, der trækker lidt ned i Minors prosa, er, når hun enkelte gange bliver lidt for forhippet på at være prosaist. F.eks.:

Da jeg nogle timer senere står og børster tænder, tager jeg mig selv i at nynne en idiotisk popsang.

Den sætning lyder som resultatet af et dyrtbetalt skrivekursus, hvor man er blevet undervist i "show, don't tell". Det er da en ok nok regel, men nogle gange, som her, skinner det igennem, at forfatteren egentlig helst bare vil skrive "Jeg var glad", men er kommet i tanke om, at fy-bab-bab, det må man ikke.
Det er dog en særdeles lille irritation ved en særdeles god bog. Velsignelser er rørende og indlevet, og så altså først og fremmest drøngod prosa, der ikke er bange for "bare" at være drøngod prosa.

Velsignelser var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.

Anmeldelse: June af Pernille Abd-El Dayem

Titel: June
Forfatter: Pernille Abd-El Dayem
Forlag: Gyldendal
186 sider
2018
Roman

Vurdering: 4/6

Det er et mysterium, at mennesker er i stand til at drage omsorg for hinanden. At vi kan føle ømhed, empati. Det føler især den ensomme, der drages mod de andres omsorgshandlinger:

En duft af aftensmad siver ud af lejlighedsblokkene. Nogen tager hånd om andre. På en bænk er nogen fordybet i samtale. De læner sig henvendte ind i det mellem dem. En smule badass, helt uimponeret af madduften og mig.

Det er cool at hengive sig til interessen i medmennesket. At forsøge et finde ind i "det mellem dem", rummet hvor man hverken helt er sig selv eller den anden, men forsøger at smelte sammen i den fælles empati og interesse. Dette fællesskab længes det ensomme jeg mod:

Jeg drømmer om at blive hentet, samlet op af en sammenhæng, der allerede eksisterer. At lade mig dumpe ned ved siden af dem på bænken, der snart må blive mør af de stød, den får, når jeg eller andre lader sig dumpe ned med et suk.

Selv bænken får plads i ømheden ved at være i stand til at blive mør. Hvor smukt beskrevet er det ikke lige!
Kort efter det ovenfor citerede møder vores hovedperson, June, på sin ferie den cool kvinde Z. De bliver straks venner, og June dumper faktisk ned i en sammenhæng, hvor hun bliver en slags del af miljøet omkring Z. Men relationer er komplicerede, selv når de allerede er etablerede og alt man skal gøre bare er at lade sig rive med. Det får vi også vished for i barndomsminderne, som præsenteres under titlen "Typebyen" - afsnit, som på bogens bagside kaldes "drømmende socialrealisme", en ret vild genrebetegnelse, jeg håber at se mere til. Men jeg må dog indrømme, at jeg er mere begejstret for beskrivelserne af ferien end minderne. Det skyldes nok især, at jeg har læst Abd-El Dayems debut Inden for revet, der også beskæftiger sig med detaljeret beskrevne minder, og jeg genkender mange af grebene derfra; f.eks. den helt tætte beskrivelse af lemmernes stilling i et minde:

En skarp bevægelse, han laver med underarmen, helt stiv og med flad hånd, ud og ind fra kroppen, når han vil understrege noget. Hektisk, men også graciøst.

Det er velskrevet, men jeg synes, at interessen for mennesker set gennem det voksne, ensomme jeg i nutidsafsnittene er mere interessante end de Inden for revet-mimende, præcist beskrivende mindeafsnit. Det er ret forkælet at jeg sådan klager over, at noget er godt, når nu noget andet er bedre, men det tillader jeg mig altså at gøre, fordi June virker som en bog, der har potentiale til at være endnu bedre, end den er. Det, jeg elskede ved Inden for revet, virker i June allerede forældet, fordi Abd-El Dayem viser, at hun er endnu bedre til at beskrive det ensomme, voksne jeg end mindet om barndommen, og jeg vil egentlig bare gerne have mere af det. Skriv en bog til, straks, som udvikler på det bedste ved forfatterskabet!

June vandt Blixenprisen for Årets Litterære Talent 2019 og Michael Strunge-prisen 2019.