Titel: Jeg er grønnere end græs
Forfatter: Sapfo
Oversættere: Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaard
Forord: Nanna Storr-Hansen
Efterord: Elisabeth Friis
Illustrationer: Mille Søndergaard
Klim
335 sider
Oprindeligt 600- til 500-tallet fvt., denne oversættelse 2020
Lyrik
Vurdering: 5/6
Æv. Helst ville jeg bare give den smukt udformede og vanvittigt flot oversatte Jeg er grønnere end græs 6 stjerner og så citere de bedste steder og dåne af begejstring. Men jeg er nødt til at begynde med at være irriteret, for udgivelsen slutter nemlig med at være lige netop irriterende.
Den første danske oversættelse af den oldgræske digter Sapfos samlede fragmenter siden Thøger Larsens fra 1924 burde være en folkelig bestsellersucces á la forrige års Gilgamesh-gendigtning. Desværre har Klim godt og grundigt skudt sig selv i foden med indpakningen. Ikke bare er forordet af digteren Nanna Storr-Hansen ret trælst, fordi det ender med at handle mere om Nanna Storr-Hansen end om Sapfo, men efterordet af Elisabeth Friis er så uforståeligt arrogant ulæseligt, at jeg ikke vil være i stand til at anbefale Jeg er grønnere end græs til nogen, og jeg vil da slet ikke kunne give den i gave. Det ville være en hadegave – en "Se her, hvad jeg forstår, og som du bare ikke fatter, din bondetamp"-gave.
Prøv f.eks. at se, hvor dunkelt Friis forsøger at sige "Nogle gange henvender Sapfo sig til en gud": "Et evokativt greb som apostrofen, den direkte påkaldelse, tiltalen af nogen eller noget (ofte en "gud" eller et "begreb"), er et helt traditionelt element i den arkaiske poesi, idet den netop bestræber sig på at være evokativ, det vil sige gøre det, som sangen handler om, manifest på en så håndgribelig og synlig måde som muligt."
Ikke kun er sætningen bare grim – de to gange "evokativ" er noget sprogligt juks – men læser man den bogstaveligt, giver den heller ingen mening. Dette "idet" betyder jo – selvom det ikke er med vilje – at apostrofen skulle være et traditionelt element i den arkaiske poesi, fordi den er evokativ. Det er jo en cirkelslutning uden rigtig betydning – hvilket skyldes, at sætningens formål vist egentlig ikke er andet end at forklare, hvad en apostrofe er; men at gøre dét, rent faktisk at give sig til at forklare pædagogisk for de udannede, ildelugtende masser, vil Elisabeth Friis ikke nedlade sig til.
Et enkelt sted kan jeg simpelthen ikke følge med. Det er, da der i en parentes står, at rosens blade og frøkapsel "i deres ikonicitet virker gennem deres form". OK? Jeg tror nok, det skal betyde, at en rose, hvis man er lidt skeløjet og står på hovedet, ligner en tissekone, men hvorfor så ikke skrive dét?
Det forekommer mig mærkværdigt, at lige præcis den forskning, der påstår, at den søger lighed, normativitetsundergravning og ødelæggelse af hierarkierne, samtidig er den forskning, der er allermest opsat på at udelukke alle, der ikke har en kandidatgrad i litteraturhistorie. Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan prædike lighed og samtidig være en overklassesnob, der gør sit yderste for at holde det uvaskede arbejdende folk på afstand.
Og jeg synes ganske enkelt ikke, det er i orden at trykke et læserudelukkende efterord som dette i en bog, der skulle have bragt Sapfo ud til folket. Hvis man vil skrive i dunkelt forskersprog – og det må man gerne – så gør det i forskningsartikler. Men kald det ikke formidling. Det er ikke formidling, det er forplumring.
Nå. Fy til Elisabeth Friis og den redaktør, der ikke har kunnet nosse sig sammen til at sige "Prøv lige igen", og nu så til begejstringen.
Begejstringen går på 3 ting: 1) Sapfo er god, 2) Oversætterne er gode, 3) Fragmentformen er god.
Lad os starte med et smukt eksempel på 1) og 2), nemlig fragment 2, som lyder sådan her i sin fragmentariske helhed (det er Afrodite, der tales til, og [...] markerer et brud i fragmentet [der står ikke [...] i bogen, men fordi den græske original er optrykt med tydelige mangelmarkeringer, kan man ved at krydslæse se, hvor der mangler noget]):
kom til mig fra Kreta til dette hellige tempel/ hvor der er en yndig æble-/ lund og altre, der damper/ af røgelse// og køligt vand risler mellem æble-/ kviste, hele stedet skygges af roser/ fra de glimtenderystende blade/ drypper dyb drøm// og en hestenærende eng står grøn/ med forårsblomster og briser/ ånder honningsødt// [...] her løfter du, Kypris/ nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre:/ skænker
Åh, hvor fint sanset, altså, de dampende altre, æblerne, bladene, blomsterne. Men også åh, hvor fint oversat, altså: både de sammensatte ord (glimtenderystende, hestenærende) og de tydelige bogstavrim (drypper dyb drøm) er så fine. Men så er der også de mere umærkelige bogstavrim, som når der er ord med I, B og G i to verslinjer i træk: "nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre". For dælen, hvor er det altså stor oversætterkunst!
Og så er tidens viskelæder altså en brandgod redaktør. Sådan her lyder frament 6 i sin helhed: "så/////// [...] gå/ [...] så vi kan se// [...] Gudinden// [...] gylden/ [...] skæbne".
Især når det brudte skjuler noget, der tydeligvis er højstemt følt, er fragmentformen fantastisk. Som i fragment 16A, hvor det er, som om der skriges af smerte et sted bag et lyddæmpende gardin:
et menneske kan umuligt/ blive lykkelig [...] men bede for at få del i/ de///// [...] at blive/ [...] på højeste/ [...] i sneen. Og mange/ mod/// [...] forlade/ [...] for dem/ jeg behandler godt, de sårer mig/ helt uden varsel
Og elsk lige, hvor buldrende, flammende forelskelsen er beskrevet, her fragment 26 (Dronning Kypris = Afrodite):
Hvordan kan man undgå at blive syg igen og igen/ Dronning Kypris, af at elske/ og af at ønske mest af alt at slippe lidelsen?/ Hvad tænker du?/ Når du nytteløst sønderriver mig med rystelser/ med længsler der løsner mine knæ/ [...] ikke/// [...] du, jeg vil/ [...] udholde dette/ [...] jeg er selv/ klar over det
Sapfo mærker den gamle Werthers lidelser, den livserfarent elskende. Som fragment 47 lyder i sin helhed: "og Eros rystede mit/ sind som vinden over bjerget når den griber egene".
Eller hvad med det helt ituslåede fragment 74: "gedehyrde [...] længsel [...] sved// [...] roser".
Nå, nu er jeg vist bare begyndt at citere alle mine yndlingssteder i stedet for at anmelde, og højdepunkternes højdepunkt, fragment 94, er alligevel for langt til at få plads til her, så lad mig slutte af med fragment 160: "disse ting vil jeg nu synge smukt/ for at glæde mine veninder".
Kald du mig bare en af Sapfos veninder, for hendes – og oversætterne Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaards – smukke sang glæder mig usigeligt.
