Anmeldelse: Diegesis af Henrik Nor-Hansen

Titel: Diegesis (indeholder En redegørelse for et rejsestipendie 2010, En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin - En fremstilling af vold i Norge)
Forfatter: Henrik Nor-Hansen
Oversætter: Allan Lillelund
Forlaget Silkefyret
198 sider
Oprindeligt udgivet 2012-2016, denne oversættelse 2019
Romaner

Vurdering: 5/6

Det kunne være fristende at betragte de to første romaner i trilogien Diegesis som en slags skitser til eller prøvekørsler af virkemidlerne fra den til Nordisk Råds Litteraturpris nominerede Termin - En fremstilling af vold i Norge (som jeg tidligere har anmeldt her). Allerede i En redegørelse for et rejsestipendie 2010 dukker meget af den karakteristiske, objektive stil op: udpræget brug af førdatid, præcis datering af hændelserne og en analystisk distance til følelser. I En kort evaluering af psykosocialt stress bliver den objektive stil endnu tydeligere, idet der skiftes til tredjeperson, romanen synes fortalt af et evaluerende "man", en stor del af sætningerne er passivkonstruktioner og fortællingen afbrydes af analyser af socioøkonomiske forhold i lokalområdet. Den eneste stilistiske udvikling i Termin er egentlig brugen af fodnoter; ellers kun en endnu mere udpræget brug af samme virkemidler.

Det ville dog være reduktivt at se de to første romaner som kun skitser til mesterstykket. Både fordi de er usædvanligt gode romaner i egen ret, men også fordi det, at Nor-Hansen-stilen ikke er helt færdigtudviklet, åbner op for andre muligheder. Det gælder især En redegørelse for et rejsestipendie 2010, hvor det lidt mindre distancerede blik fra førstepersonfortælleren i højere grad er i stand til at blive minimalistisk poetisk:

Jeg gik langs motorvejen i sydøstlig retning. Jeg kunne se kørebanerne, der slyngede sig i fordybningen længere fremme. Genskæret fra byen gav et diffust lys op under skydækket. Jeg havde meget uro i kroppen. På begge sider af vejen var der græsskråninger, lysreklamer. Foran mig lå et center med flere lave, rektangulære bygninger. Det regnede jævnt nu. Alting lå i et dødt, gulligt skær.

Der er lidt fransk Roman Nouveau over de koldt præcise beskrivelser ("lave, rektangulære bygninger") og noget 90'er-minimalisme over de underspillede sammenhænge mellem ydre og indre liv ("Alting lå i et dødt, gulligt skær"). Men kun meget få 90'er-minimalister kunne skrive så god en sætning som "Det regnede jævnt nu." Selvom meget af Nor-Hansens stil går ud på at udslette det poetiske og det distinkt skønlitterære i teksten, er han så god en forfatter, at det (heldigvis) ikke kan lade sig gøre.

Selvom især En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin meget af tiden er gyseragtige, fordi man frygter for, hvad de tomme, depressive skaller, som hovedpersonerne er, kan finde på at gøre mod sig selv og andre, dukker der også en truende skønhed op i beskrivelserne, der synes at stride sig ind mellem de koldt objektive sætninger: "Havnesiloen strakte sig langt op over de nærmeste hustage. Udenfor var der mørkt, med strølys fra gadelygter." Jeg tror ikke, at beskrivelserne løser op for den knugende stemning, der er, når man kigger ind i hovedpersonernes indre tomme mørke; men det knuger på en anden måde. Dét gør disse tre romaner til stor, anbefalelsesværdig kunst, der ikke kun skal læses, fordi Nor-Hansens stil er et af de mest interessante nybrud i den ny litteratur, men også fordi de ganske enkelt er gode.

Anmeldelse: Career of Evil af Robert Galbraith

Titel: Career of Evil (nr. 3 i Cormoran Strike-serien)
Forfatter: Robert Galbraith (pseudonym for J. K. Rowling)
Sphere
579 sider
Oprindeligt udgivet 2015, denne paperbackversion 2016
Roman / Krimi

Vurdering: 4/6

Nu kommer jeg til at lyde mere træls, end jeg egentlig er, men jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om den mest produktive måde at skrive en feministisk krimi på er at grafisk detaljeret beskrive en til parodi grænsende misogyn seriemorders slagtning og skamfering af en lang række kvinder. Siden Stieg Larssons Mænd der hader kvinder har det været en generelt accepteret sandhed blandt krimiforfattere, at jo mere udpenslet vold, man udsætter kvinder for i sine bøger, jo bedre en feminist er man. Men jeg synes altså ikke, at det fungerer efter intentionen i Career of Evil.

Der er jo ikke noget galt i at hygge sig med nogle gode, udpenslede mord. Men det er ikke det, der er Galbraiths ambition. Career of Evil skal sætte et vigtigt fokus på den kæde af misogyni, der går fra undervurdering af kvinders evner over cat calling til voldtægt og kvindemord. Problemet er, at kæden undervejs, hvis ikke hopper af, så i det mindste mangler nogle led.

I denne tredje roman i Cormoran Strike-serien er det egentlig mere Strikes assistent, Robin Ellacott, der er hovedpersonen. Gennem hendes synsvinkel får vi den daglige sexisme at se: der er vejarbejde foran Strikes kontor, og vejarbejderne pifter af hende, når hun går forbi. Hun antastes af creepy fyre i toget. Hendes forlovede respekterer hende ikke og synes mere at ville eje hende end elske hende. Hele denne del af præ-#metoo-fokusset fungerer glimrende. Problemet opstår, da vi ikke kun hører fra Robins og Strikes synsvinkler, men også præsenteres for den endnu uidentificerede morder.

Kapitlerne, der fortælles fra morderens synsvinkel, har titler taget fra Blue Öyster Cult-sange, og sangvalgene reflekterer meget godt, hvordan Galbraith beskriver hans psykologi: "I Just Like to be Bad", "Subhuman" og titlens "Career of Evil". Han er ganske enkelt ond helt ind til benet. Der er ingen anden personlighed end ren ondskab. Det kan måske fungere meget godt i en fantasyroman — som J. K. Rowling, der står bag pseudonymet Robert Galbraith jo ved alt om — men Lord Voldemort er ikke en særligt god krimiskurk. Der er selvfølgelig spændingsproblemet — at det ikke er særligt interessant at forsøge at gætte sig til, hvad morderens motiv er, når motivet bare er ren ondskab — men så er der også det problem, at det flade portræt af den inkarnerede ondskab undergraver hele romanens pointe.

Career of Evil vil nemlig meget gerne handle om, hvad rigtigt er, at misogyni er meget udbredt, og at der går en lige linje fra dagligdags, misogyne handlinger til de mere kriminelle af slagsen. Men den pointe ender med ikke at fungere, for der synes alligevel ikke at være nogen relation mellem det bøvede og undertrykkende og det direkte kriminelle. Den kriminelle misogyni portrætteres som ren ondskab udført af djævelen selv, og derfor vil mandlige læsere ikke stoppe og stille sig selv det så vigtige post-#metoo-spørgsmål: kunne det være mig? Har jeg selv gjort noget lignende? Hvad kan jeg gøre for at undgå at komme til at ligne den person?

Afstanden mellem den daglige og den kriminelle misogyni understreges, da — spoilers! — det viser sig, at Robin i sin ungdom har været udsat for krimitraumet over dem alle: voldtægt. Men modsat størstedelen af virkelighedens voldtægter er voldtægtsmanden ikke en bekendt, der måske oven i købet ikke selv er helt klar over, at han har gjort noget forkert. Derimod er voldtægt noget, der sker i en mørk trappeopgang med elefanthue og kniv. Det, synes jeg, er en forbigået mulighed for at skrive en bedre roman. Ikke fordi jeg betvivler, at den slags mere hollywoodede voldtægter også findes i stort omfang i virkeligheden (og ikke fordi jeg betvivler, at der findes seriemordere, der synes helt uden for almindelig menneskelig psykologi), men fordi Galbraith igen går glip af sin pointe: virkelige voldtægtsmænd kan læse denne bog og blive bekræftet i, at de aldrig har voldtaget nogen, for i deres tilfælde var der jo ingen elefanthuer involveret. Career of Evil, der burde have fået den mandlige læser til at stoppe op og tænke over, hvilke former for misogyni, han selv har gjort sig skyldig i, overbeviser i stedet den mandlige læser om, at han ikke er misogyn, fordi han ikke er et elefanthueiklædt, umenneskeligt vilddyr. Det er en skam.

Når der så er sagt, har romanens manglende evne til at fremskrive sin egen pointe jo ikke særligt meget at gøre med, om det er en god krimi, og det er det. Jeg læste den hurtigt og konstant spændt, både på krimigådens løsning og på, hvad der skulle ske med de to hovedpersoner, som bogen investerer rigtigt meget, velskrevet tid i. Og så kan Galbraith noget, som mange krimiforfattere desværre er knap så gode til: beskrive sorg. Mens offerets pårørende i lørdagens Barnaby for det meste bare er nogle snakkehoveder, der kan give os et spor eller to i sagen, så er de pårørende hos Galbraith altid overbevisende i sorg. Man føler virkelig, at Cormoran Strike og Robin Ellacott lever i en verden befolket af rigtige mennesker, som de er nødt til at snakke menneskeligt med, og hvis følelser, de er nødt til at sætte sig ind i. Ingen er bare en papfigur med det næste spor i sagen; alle har deres eget indre liv. Dét har jeg virkelig respekt for og det gør Career of Evil til en krimi, der kan underholde med mere end bare gåder og hyggefrygt.

Anmeldelse: Metamorfoser af Ovid

Titel: Metamorfoser
Forfatter: Ovid
Oversætter: Otto Steen Due
Gyldendal
461 sider
Oprindeligt udgivet år 8, denne oversættelse 2005 (2. udgave)
Episk digt

Vurdering: 5/6

Ovids episke digt Metamorfoser er grundlæggende forskelligt fra de tre andre store, episke værker fra antikken: Homers Iliaden og Odyseen og Vergils Aeneiden. Hvor Homer og Vergil fortæller historier om de mest dramatiske år i én mands liv, fortæller Ovid hele verdenshistorien fra verdens skabelse til kejser Augustus' regeringsperiode. Imellem de to begivenheder fortæller Ovid om alt fra myter om de græsk-romerske guder til belejringen af Troja. Alle historierne har det til fælles, at de handler om "Liv i forvandling" — det kan helt konkret betyde, at fortællingerne handler om f.eks. mennesker, der forvandles til dyr, eller mere abstrakt om store forandringer.

Til fælles med Homer og Vergil har Ovid, at han — takket være Otto Steen Dues fremragende oversættelse — skriver levende og sprogligt sprudlende. Mens Vergil og Homer har den fordel ved deres fokus på én person, at de kan lade følelser og karakterudvikling bygge sig op over flere hundrede sider, må Ovid klare det samme på meget mindre plads, når de fleste af hans fortællinger afvikles på under ti sider. Alligevel lykkes flere af historierne med at blive ganske gribende og rørerende — som fortællingen om Ceyx, der på trods af sin hustru Alcyones bønner drager til søs og drukner; hans lig skyller op på stranden, og da Alcyone ser det, forvandles hun i sin sorg til en fugl:

Hun fløj gennem luften, / flaksed med vinger hun just havde fået på ryggen, i luften, / strøg over bølgernes top som en ynkelig fugl, og imedens / blev hendes mund forvandlet til næb, og der hørtes fra næbet / dumpe og klagende klask og skrig som når en skal begraves. // Men da hun nåede frem til den tyste og iskolde dødning, / slog hun sin nyskabte vinge omkring hans elskede legem / mens hun forsøgte at kysse hans falmede læber med næbet.

Desuden er Ovid rigtig god til især én ting: sammenligninger. Tag f.eks. denne beskrivelse af en folkemasses urolige mumlen (som Milton 1650 år senere huggede i sin beskrivelse af Pandaemonium i første sang af Paradise Lost):

Som når en rasende storm blæser op, og det suser i pinjens / opslagne krone i skoven, og brændingens brod kan fornemmes / selv i det fjerne som dump og truende brusen, således / lød det fra folket.

Eller hvad med dette stykke ultravold:

[Phaeócomes] slog en stamme som to spand okser knap havde rokket, / ovenfra ned i skallen på Tectaphon, Olenos' ætling. / Hele hans hvælvede isse blev knust, og ud gennem øjne, / næsebor, øren og mund kom hjernens mathvide blødme / flydende ud som valle af hytteost presset i spånkurv, / eller som frugten der perses i sigten så safterne springer / ud som puré gennem siens utallige småbitte huller.

Altså det der billede af hjernemasse ud af hovedhulerne som hytteost gennem en kurv eller pure gennem en si! Seriøst klamt, seriøst velskrevet. Og "hjernens mathvide blødme"! Tak til både Ovid og Otto Steen Due!

Mens der er mange fordele ved Ovids springen rundt mellem dusinvis af fortællinger — det veksler behageligt mellem tragedie og komedie og mellem vold og kærlighed — er der dog også den ulempe, at mange af fortællingerne synes næsten ens. De fleste af de kortere historier er skåret over kun to modeller: 1) En kvinde bejles til eller forsøges voldtaget af enten en mand eller en gud; hun forvandles for at redde hende fra voldtægten eller som hævn fra Juno for at være blevet voldtaget af Jupiter (f.eks. Syrinx, der bliver reddet fra at blive voldtaget af Pan ved at forvandles til siv; da han ikke kan voldtage hende, laver han så i stedet en panfløjte af hende), 2) En person er dum nok til at sammenligne sig med en gud og forvandles som hævn (f.eks. Arachne, der påstår, hun væver bedre end Minerva — og faktisk gør det! — og derfor forvandles til en edderkop (forvandlingen beskrives med typisk Otto Steen Duesk humor som, at hun rammes af "denne kop giftige edder")). Dét kan godt blive lidt ensformigt, men sådan må det jo være, når man genskriver myter. Heldigvis bliver det ensformige aldrig kedeligt på grund af de altid kreative hexametre, som det hele på formfuldent vis består af. Og alt andet end ensformigt er heldigvis også beskrivelserne af Trojanerkrigen, Odysseus' hjemrejse og Aeneas' flugt, fordi Ovid klogeligt vælger at lægge nogle andre blikke på disse hændelser end Homer og Vergil, så man f.eks. får Odysseus' besøg hos Polyfemos og Kirke genfortalt af en af hans sømænd og dermed får et helt andet perspektiv end hos Homer. Dét og meget andet gør Metamorfoser til underholdende og stærkt anbefalelsesværdig læsning.