Anmeldelse: Termin af Henrik Nor-Hansen

Titel: Termin. En fremstilling af vold i Norge.
Forfatter: Henrik Nor-Hansen
Oversætter: Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
75 sider
Først udgivet 2016, denne oversættelse 2017, 2. udgave
Roman

Vurdering 5/6

Kjetil Tuestad bliver slået ned sankthansaften 1998. Der er brud på kæberammen og højre kindben. Efterfølgende får han sværere ved at forstå andre mennesker, han glider langsomt fra sin ægtefælle, hans liv bliver mere og mere indholdsløst og distanceret.
Gennem tiden er der blevet skrevet mange bøger om følelsesmæssigt distancerede mænd. En af de kendteste og bedste er nok Den fremmede af Albert Camus, hvis beskrivelser af et uforstående møde med død i familien og meningsløs vold da også går igen i Termin. Men Nor-Hansens originale greb er, at ikke kun Kjetil Tuestad er følelsesmæssigt distanceret, det er sproget også. Termin er skrevet som en journal eller udredning, i et tilstræbt objektivt sprog:

Kjetil Tuestad skulle være flyttet ud for sig selv i slutningen af august. Det var en kælderværelse ved Bjergsted. Man ved, at han ringede til forældre og ægtefælle. Han skulle have fortalt dem, at han havde brug for tid alene. Her viste de forståelse. Man har efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved en sådan tilgang. Den nærmeste familie var muligvis ikke dygtig nok til at opfange ændringer i hans personlighed.

Denne objektivitet bliver hurtigt skræmmende; distancen til Kjetil nærmer sig det absurde, når der f.eks. i en fodnote til en sætning om, at han er begyndt at gå tur, står:

Kjetil Tuestad siger, han altid gik opad mod Eiganes og Eiganes Kirkegård. Det var ofte diset. Ingen vind. Enkelte dage skulle kommunen have arbejdet på kirkegården. Kjetil mener at have hørt hækkesakse over alt i området. Han bevægede sig gennem træhusbebyggelsen og videre ned til Mosvannsparken. Et par ænder flød ude i vandet. Han mindes en del folk på tur. Han skulle have tænkt næsten konstant på selvmord. Det var usædvanligt varmt for årstiden.

Bogen er som skrevet af et system, der i sin rigiditet er ude af stand til at lytte og forstå. Kjetils selvmordstanker noteres i en fodnote, der uddyber hans gåruter og efterfølges af en note om vejret. På trods af velfærdsstaten, eller måske netop på grund af den, er Kjetil overladt til sig selv: En del af sociologen Anthony Giddens' definition på det, han kalder det senmoderne samfund, er en 'udlejring af sociale relationer til abstrakte systemer'. Det får vi at føle i Termin: Omsorgen er blevet statens opgave, men omsorgen er, netop fordi den er nogens job, distanceret. Omsorgen er en udredning og ikke et kram. Den velfærdsstat, der skulle hjælpe udsatte mennesker som Kjetil, nøjes med at konstatere, at de er udsatte, for et system kan ikke føle empati. Kjetil bliver en synekdoke for den moderne, effektive velfærdsstat; han mister forståelsen for mennesker i takt med at systemet glemmer ham, og satiren bliver kun mere rammende, når Kjetil får arbejde bl.a. på et plejehjem, så en mand, der er ude af stand til at drage omsorg, får til arbejde at drage omsorg, i et system, der er ude af stand til at drage omsorg, men hvis opgave det er at drage omsorg.
Distanceringen er ikke kun Kjetils. Termin finder sted fra halvfemserne til 2014, i en tid med økonomisk opsving i Norge pga. nordsøolien. Men mens alting vokser, forsvinder de naturlige sociale relationer:

Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem.

Det fremstår i Termin som en ustoppelig udvikling: De nære relationer forsvinder lige så stille, Norge bliver et empatiløst samfund bestående af empatiløse mennesker. Derfor er Termin selvfølgelig også en roman om Breivik. Kjetil bruger mere og mere tid på at spille computerspil og distancere sig fra verden (som Breivik gjorde), han fisker (ikke tilfældigt) i Breivik, og hen mod slutningen bliver han uforklarligt fremmedfjendsk. Et samfund, der har påtaget sig et ansvar for omsorg, som det ikke er i stand til at leve op til, må nødvendigvis skabe typer som Breivik. Det er grundlæggende det dystre menneske- og samfundssyn i Termin. Her er ikke meget håb at hente. Og denne håbløshed og distance er Henrik Nor-Hansen uhyggeligt god til at beskrive.

Termin var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.