Forfatter: Robert Galbraith (pseudonym for J. K. Rowling)
Forlag: Sphere
455 sider
2014
Roman / Krimi
Vurdering: 4/6
En god cliffhanger er grundlæggende ikke en cliffhanger: En god cliffhanger er bogens spænding i sig selv, ikke et forsøg på at påpege den spænding. Det, jeg mener, er, at hvis der til slut i et kapitel står "Uha, hvad mon der skulle ske som det næste, nøj hvor spændende," så forholder man sig som læser instinktivt kritisk. Man spørger: Kan det nu passe, at bogen er så spændende, som den selv påstår? Derfor fungerer cliffhangeren bedst, når bogen ikke markerer, at den er der; når der sker noget spændende i stedet for at bogen påstår, at det skal til at ske noget spændende. Eller rettere, når man som læser er spændt på, hvad der sker som det næste, uden at bogen behøver minde én om, at man bør være spændt på, hvad der skal til at ske som det næste.
Robert Galbraith er grundlæggende god til cliffhangere. Man vil som læser gerne vide, hvem der står bag den forfærdelige forbrydelse, som plottet kredser om. Når man ved, at Cormoran Strike snart skal tale med en mistænkt, behøver man ikke som læser få at vide, at det bliver en interessant samtale - det kan man allerede gætte sig til, for alle de tidligere samtaler har været interessante. Derfor plejer Galbraith ikke at markere cliffhangerne - de er der på herlig vis af sig selv; bogen er ganske enkelt spændende uden markering af spændingen. Derfor irriterer det mig som læser selvfølgelig, når Galbraith et par enkelte gange alligevel ikke stoler på sin egen evne til at skrive et spændende plot og føler sig nødsaget til denne slags fjollede afsnit:
Preoccupied with his own comfort, a mixture of football and murder on his mind, it did not occur to Strike to glance down into the snowy street where shoppers, undeterred by the freezing weather, were gliding in and out of the music stores, the instrument makers and the cafés. Had he done so, he might have seen the willowy, hooded figure in the black coat leaning against the wall between number six and eight, staring up at his flat. Good though his eyesight was, however, he would have been unlikely to spot the Stanley knife being turned rhythmically between long, fine fingers.
Sådan et hjernedødt forsøg på spænding er grundlæggende et signal om, at forfatteren ikke selv tror på, at bogen er spændende: Mon læseren keder sig? Der er nødt til at ske noget nu, ellers står læseren sikkert af! Denne mangel på tro på egne evner præger desværre store dele af spændingslitteraturen, og det er hvad der trækker ned i de få dårlige dele af The Silkworm. Pludselig er der, eksempelvis, et biluheld, som ingen indvirkning har på resten af historien, og som føles som noget, en nervøs redaktør har tvunget ind. Den slags er ikke nødvendigt. Den slags dårlige forsøg på at lade som om, bogen er mere spændende end den er, er at tale ned til læseren. Især når bogen i forvejen er spændende, og der altså ingen grund er til at peppe handlingen lidt op.
Derfor er en af grundene til at jeg godt kan lide The Silkworm, at den alligevel falder i cliffhanger-fælden så lidt, som den gør. Men først og fremmest er jeg glad for bogen, fordi dialogen er så god, som den er. Mennesker taler naturligt og flydende, man lærer dem at kende gennem deres ord og handlinger, og plottet bevæger sig hele tiden fremad, når man som læser prøver at gætte på, hvilke af de ord, der bliver sagt, mon kommer til at vise sig at være dem, der er nødvendige for at opklare sagen. Det er altså stor kunst at kunne fylde side op og side ned med direkte tale uden læseren nogensinde studser over en unaturlig tone i sproget eller et ukarakteristisk ordvalg for en af personerne; The Silkworm er tydeligvis skrevet af en mester udi dialog og personkarakteristik - hvilket blev bekræftet, da det for nogle år siden kom frem, at Robert Galbraith er et pseudonym for J. K. Rowling.
Om denne toer i Cormoran Strike-serien er helt så god som etteren, The Cuckoo's Calling, er jeg ikke helt sikker på: Et par enkelte plottråde føles unødvendigt klichefulde (her f.eks. den førnævnte stalker), og jeg er som læser også blevet lidt træt af at hvert kapitel indledes af et citat fra klassisk engelsk litteratur (f.eks. Ben Johnson og Shakespeare), hvilket virker unødvendigt prætentiøst - selv i en bog som denne, der finder sted blandt forfattere og i det litterære miljø i London. Men udover disse enkelte fejl og mangler er det en grundlæggende spændende bog fra start til slut; gid forfatteren havde stolet nok på det til at rydde de enkelte par dårlige cliffhangere af vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar