Anmeldelse: Cassandra af Joakim Vilandt

Titel: Cassandra
Forfatter: Joakim Vilandt
Forlag: Gladiator
131 sider
2017
Poesi

Vurdering: 6/6

Joakim Vilandts skrift er noget for sig. Ikke bare fordi de ord, han vælger, er ganske særligt godt valgt, men også helt konkret: Der staves på en anden måde end normalt. Noget minder om 1600-tals dansk, andet om svensk, nogle gange minder det måske lidt om dansk med tysk accent. Det er ikke konsekvente stavemåder; "og" staves både "og", "och", "ochque" og "ov". Det giver en helt særlig profetisk-gal lyd i røsten, der passer meget godt til bogens indhold: vi har at gøre med apokalypsen. Først et par kapitler om en mand, der bor i et hus fra 1600-tallet og har aftaler på psykiatrisk afdeling, så hvad jeg forestiller mig er denne mands galskab i en forværret tilstand: forudsigelser om apokalypsen, dernæst selve apokalypsen. I fjerde del vender vi tilbage til den almindelige verden igen, men i den sidste får vi endnu en gang gale visioner. Den gale profeterende prædiken, der i en verden, hvor det allerede er for sent at afværge den kommende klimakatastrofe, ikke er så gal endda, kan f.eks. lyde sådan her, når taksigelser bliver sendt mod Gud:

Tel DEN skriger jeg: Tak fra dette Barn. Tak for Navlestrengens Kanyle aff Vilje, Lede. Tak for min denne Klaustrofili i min Ryg, der sees avtegnet mod min Hud, som jeg bøier mig, en installation af et Tobenet Fængsel, et Bevægelsens Frihed der sagte nedtæller et Bræk. Nervestøv. Tak for min Fældende Korpus' falmende Fedtsten. Tak for min Huds Væxt ov Irgrønne. Jeg elsker DEG.

Det er en gammeldags, straffende Gud, vi har med at gøre; en uforståelig Gud, man må tilbede på grund af hans magt snarere end hans godhed. Ret skræmmende, og det bliver kun vildere, da apokalypsen indtræffer:

Først aapnede Stratosphæren seg. Jern ov Ild havlede over Jorden. Kvinder tog seg tel ansiktet ov rev Huden aff. Barnengerne humpede deres Been. Trefoldice hurra! lød fra Byens grænser. Husvægene vred seg tel en Saltstøtte. Hovedcløse Høns galede godmorgen, som Solen vendte seg ov munede Jordens vakkelvorne Søvnighet. Alle vaagnede, alle sov paa een Gang, det vare Sandelig Tidens Dage, ov kukkuk Jamrede vore Kalendere, de fløj mod Gulvet, ildevarslenne ov alt for seent.

Sikke et sprog! Det lyder som et sted mellem Johannes' Åbenbaring og Harald Voetmann, når han er bedst. Jeg er ganske enkelt blæst bagover af synerne og rædslerne i Vilandts poesi, og det bliver kun federe, når det kontrasteres med et usigeligt smukt kapitel om en bedstefaders død i fjerde del. Vilandts stemme er unik på den allerbedste måde.

Cassandra var nomineret til Bukdals bet - den smalle litteraturpris 2018 og vandt Munch-Christensens debutantpris 2018.