Anmeldelse: Forbi af Pia Juul

Titel: Forbi
Forfatter: Pia Juul
Asger Schnacks Forlag
45 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

Forbi handler om, hvad man vel så småt kan kalde Dansk Folkepartis motto: "Vi kan ikke redde hele verden." Men hvor DF bruger det som en dårlig undskyldning for at føre umenneskelig politik, tager Pia Juul udgangspunkt i den afmagt og sorg, der rammer det menneske, der (modsat DF) i sandhed ville ønske, at vi faktisk kunne redde hele verden.
Det starter med et prosastykke, hvor jeget går forbi (deraf delvist titlen) tiggere, først i Brooklyn og siden i Danmark:

En mand standser os på gaden og spørger, om vi vil give et bidrag til pizzafonden, for han er sulten. I går var det kylling, siger han. Det vil vi godt, men den næste der standser os får ikke noget. Og sådan bliver det ved. // Jeg bliver så træt af at sige nej eller ryste på hovedet. Næste gang jeg bliver standset, hører jeg kvinden sige bespisning af hjemløse og trækker ti dollars op af lommen. Jeg får et klistermærke og opdager, at jeg nu har givet penge til Harekrishna. / Og de hjemløse, lover hun, da jeg bliver vred.

Jeget forsøger at hjælpe i det små, men kan ikke hjælpe alle og bliver træt af de, der, som Harekrishna, snylter på jegets godhed. Kan der da ikke for alvor gøres noget?

Men jeg er vred. På dem der tillader det her, for det er da vel ikke mig selv der er skyld i at så mange ikke har / et sted at sove ikke noget mad at spise. Er det mig? Er det min skyld? Ja, det er min skyld, men det er også din. Vi har de tjenere vi selv har ansat. / Ja, minister betyder tjener. / Ja, jeg stemmer til alle valg. / Jeg stemmer ikke i New York, men det er lige meget.

Nogle af digtene fortsætter i temaet med afmagt og sorg over afmagten. Det at have mistet troen på, at man kan gøre verden ideel, men stadig ønske sig, at den var det:

Jeg vil have det / hér, nu, på jorden / Ikke se det når det først er tabt / Se sollyset, det / blinker på de våde grene / se blikket mellem / de to der sidder der på bænken / se barnets sovende ansigt / Du ejer ikke evigt noget som helst / slet ikke det tabte 

Et digt starter med "Jeg troede...", men det punkteres straks på godt vestjysk: "Do troed, do tænt, do skeed så det strænt". Sorgen og afmagten kender vi fra (og undskyld at jeg altid skal nævne hende, men hun er altså den bedste forfatter nogensinde) Inger Christensen. I Det er der en utopisk tro på, at samfundet kan ændres, men i værkerne fra 80'erne, mest prominent alfabet, er der kun sorgen, afmagten og et lille bid af vrede tilbage. Netop som her i Forbi. Og Pia Juul har meget sprogligt til fælles med Christensen. Men derudover kan hun noget, jeg ikke ser tit (måske hos Peter Laugesen), nemlig at skrive godt ved hjælp af klicheer. Jeg forstår ikke selv helt, hvordan det fungerer, så her kommer et digt af slagsen:

Den lyse nat var buldermørk / Og jeg var sort som kul. En tordensky / indeni. Udenpå. Gennemsort / Jeg spiste på Reberbanen. Pasta aglio e olio og tomater, det / var perfekt, tjeneren roste mig. Jeg / var lykkelig dér / skønt alting døde i mig og omkring mig netop da / jeg vidste det bare ikke. Barnet. Kærligheden. Længslen og / dermed / glæde nysgerrighed spænding latter / Latteren var stendød / Men du ler, her, nu, / din buldrende latter

Hvordan kan et digt, der indholder ordene "buldermørk", "sort som kul", "en tordensky indeni" og "stendød" dog være så godt? De døde udtryk bliver dyppet i digtets melankoli og fremstår pludselig friske og betydningsmættede. Det er satme imponerende.
Jeg kan ikke lade være med også lige at citere dette sindssygt gode digt om skibene St. George og Defence, der gik på grund ud for Thorsminde i 1811:

Dødemandsbjerget / 1311 engelske sømænd / Nogle af dem begravet her / Det var jul / De forliste i brændingen / De druknede drev i land langs kysten / hele vejen ned til Nymindegab / Hvem fandt dem? Hvem samlede dem op? / Det tog lang tid før de skibe gik helt ned / måske tog det lang tid før de vidste det var / forbi / måske blev de ved med at håbe 

Årh, vildt. Det dér enlinjes-"forbi", der tøver ved dødsangsten og sorgen over det umulige håb (som jo så binder dette digt sammen med resten af samlingens tematik). Til gengæld er jeg ikke helt så begejstret for de portrætdigte, der afslutter samlingen. Det skyldes måske, at det, at de er portrætter, virker distraherende. Det bliver ikke mindre distraherende af, at man som overskrifter til digtene får de portrætteredes initialer, så man er nødt til at bladre om til navnelisten til sidst i bogen for at stille sin nysgerrighed og få at vide hvilke digte, der handler om hvem. Jeg tror, de fleste af portrætdigtene ville have kunnet stå fint uden at blive koblet til en person - og de få, der ikke kan, ville måske have klaret sig bedre i en lille udgivelse for sig.
Anyway, det er en forholdsvist lille anke. Forbi er en slags alfabet, der handler om nutidens politiske problem, overfloden af fattige mennesker, og det gør den meget, meget godt.