Anmeldelse: hvad skal vi med al den skønhed? af Rasmus Nikolajsen

Titel: hvad skal vi med al den skønhed?
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Rosinante
64 sider
2018
Poesi

Vurdering: 6/6

Jeget befinder sig i en lejlighed med udsigt over en park og nogen gange i parken - han betragter træerne, de hjemløse der holder til der, sin kæreste, han husker en vens selvmord, sin brors bryllup, han føler skønheden omkring sig og alt med et melankolsk blik, som om livet aldrig helt kan være andet end en påmindelse om døden. - I efteråret, hvor bladene falder i netop den mellemtilstand mellem liv og død, som melankolien finder ind til:

et par / dage så kampen mellem det / røde og det grønne i en / vildvin fuldkommen lige ud, / stabiliseret i en smuk / psykedelisk yin-yang

hvad skal vi med al den skønhed? er et langdigt med genrebetegnelsen efterårsdigt, men det har ikke den sammenhæng, man måske forventer af et langdigt: det ene glider ikke logisk over i det andet, men springer i smukt usammenhængende og dog sammenhængende billeder:

mere / skal der ikke til før jeg er / podet med uro og ikke / kan gå ind i Tilstanden, så / sart et system er jeg, så sart / et system er Europa, / men man kan jo ikke dæmme / op for efteråret, se blot / hvor smukt ahornbladet lader / dødsangsten lyse i sig som / når alle celler i en krop / er frie og viet består / af mig og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne

Hvordan kom vi egentlig fra det sarte ved flowskrivningen til at føle sig ét med fem skader? Samlingen er bundet sammen af ordene "og" og "som", men ikke på en nødvendigvis forståelig måde: hvordan er dødsangsten i ahornbladet lig frie celler? Og faktisk skal dødsangsten jo ikke bare være lig frie celler, men på en gang det at cellerne er frie "og viet består" - osv., hele resten af digtsamlingen. - Altså, metaforen har et realled som er dødsangsten i ahornbladet og så et billedled, som er hele resten af digtsamlingen. Sådan er mange af metaforerne i hvad skal vi med al den skønhed? og det er egentlig et godt billede på, hvordan det føles at læse den: fuldstændigt overvældende. Ikke uoverskueligt overvældende, følelsesmæssigt overvældende. Skønheden og sorgen skrives oven på skønhed og sorg, som skrives oven på skønhed og sorg, i 60 sider uden at give slip. Så jeg vil tillade mig at lade ovenstående citat fortsætte lidt længere ind i bogens måske bedste, skønnest rørende stykke:

og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne og du / står i korridoren mellem / sove- og badeværelse / og er lige vågnet, ikke // helt vågen, og jeg går hen til / dig og krammer og du har en / opløsthed med dig fra søvnen / og mens jeg står og holder om / dig forsvinder jeg med ind i / opløstheden og kommer i / tvivl om hvem der er hvem og der / står vi så en tid filtret ind // i hinanden, ét væsen, og / det er svimlende og meget / fint, men der er også noget / i situationen der / skræmmer mig lidt, en følelse / af at dine celler, så snart / jeg løsner grebet, kan fare / i alle retninger og at // det ikke er givet at de / så igen vil samle sig til / netop den form jeg oplever / som din, den form jeg oplever / som dig, og

Ja, det er netop svimlende og meget fint. Og det kunne jo sagtens være et kærlighedsdigt for sig selv, men i stedet fortsætter det videre i svimlende og meget fine naturbeskrivelser, sorgbeskrivelser osv. Men jeg må hellere lade være med at citere hele digtsamlingen her. Skynd dig ud og læs den i virkeligheden i stedet.

Jeg skrev i min anmeldelse af Jonas Eikas Efter solen, at jeg cirka halvårligt er så heldig at støde på en bog, der er helt ekstraordinært meget bedre end alt andet. Det er ved at være et halvt år siden, jeg læste Jonas Eika, og profetien har vist sig at være rigtig. hvad skal vi med al den skønhed? er helt oppe blandt mit livs bedste læseoplevelser.

Anmeldelse: PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015, redigeret af Omid Shams

Titel: PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E POESI 1930-2015
Forfattere: Shams Aladin Tondar Kia, Nima Yushij, Hushang Irani, Ahmad Shamlu, Manuchehr Atashi, Iadollah Royaii, Bijan Elahi, Ahmad Reza Ahmadi, Fereidun Rahnama, Forugh Farrokhzad, Qasem Ahanin Jan, Reza Barahani, Mohammad Mokhtari, Nasrin Jafari, Ali Reza Behnam, Omid Shams, Mohammad Azerm, Arash Allahverdi
Redigeret og med efterord af Omid Shams
Oversætter: Shekufe Tadayoni Heiberg
Antipyrine
109 sider
2018
Poesi

Vurdering: 4/6

Hvordan skal man læse litteratur fra et land, man ikke normalt støder på litteratur fra? For nylig var jeg til et arrangement på hovedbiblioteket i Århus, Dok1, hvor Shadi Angelina Bazeghi, der har oversat den persiske digter Forugh Farrokhzad (Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal, 2013), og Mette Moestrup, der har skrevet efterord til Bazeghis oversættelse, talte om eksoticering: i deres arbejde med Farrokhzad-udgivelsen har de tit oplevet, at litteraturformidlere finder det nødvendigt at sætte digtene ind i en kontekst, som om digtene kan forklare eller forklares af det iranske samfund. Problemet er, at hvis vi tror, at Farrokhzads digte kun har værdi, hvis de siger noget om Iran, så glemmer vi at læse dem som det, de først og fremmest er: rigtigt gode digte. Bazeghis og Moestrups pointe er derfor, at vi ikke skal læse de persiske digte som noget fremmedartet eller "eksotisk" - vi skal læse dem som digte.

Man kunne tro, at en sådan guide til, hvordan man læser, kunne være hæmmende og begrænsende. Men for mig er det i læsningen af PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E frigørende: jeg ved ikke specielt meget om Irans historie i det 20. århundrede - der var noget med en revolution i 1979 og et efterfølgende præstestyre, men det er så også ca. dertil, min viden går - og jeg har ingen anelse om, hvilke konnotationer, der knytter sig til hvilke ord i persisk poesi. Når flere af digterne i antologien her skriver om sår, blod og sol, hvilken betydning ville en persisk læser så tillægge de ord? Jeg aner det ikke. Min tilgang til værket må være min egen, uvidende: kan jeg, med min specifikke smag, lide digtene?

Ja, det kan jeg langt hen ad vejen. Egentlig bekræfter denne antologi over de sidste hundrede års persiske avantgantgardedigtning nogle af de holdninger, jeg har til de sidste hundrede års avantgardedigtning generelt. Jeg kan godt lidt modernistiske digte, når de er sat i en nogenlunde konkret og fintfølende registreret verden og da især, når der er krydret med lidt humor, som i dette eminent gode digt af Nima Yushij med titlen "Sne":

Det gule er ikke rødmet uden grund / det røde har ikke kastet sin skygge / på muren uden grund. // Morgenen er dukket op over bjerget Azaku, men / Vazna kan ikke øjnes. / Sneens lyse døde pudder som skaber røre alle dage / har anbragt sig på hver en vinduesrude. // Vazna kan ikke øjnes / jeg er svært bedrøvet over det / fanden tage gæstgiveriet "Gæsteplage" / som tirrer fremmede til at gå løs på hinanden / nogle stykker søvnige / nogle stykker uligevægtige / nogle stykker beduggede.

Til gengæld har jeg nogle forbehold over for surrealismen, når billederne bliver så mangfoldige og uoverskuelige, at fantasien og forståelsen ikke længere kan følge med, som i dette klip fra digtet "Blå" af Hushang Irani:

Den blå grottes skrig kaster sin hånd / piskens sødme smælder brat / fra påfuglefjers øjne / drikker en kridtvinget krage vin // Trampende og dansende hvirvler ligene / rundt mellem møllesten / henover ønskernes afgud / en bjergkroppet dolk kredser rundt / og forlanger blod af hviden / dens skygge nedsmelter masken / af sit hjertes varmblodige kirkegårdsgravere

Hvad sker der her? Hvad handler det om? Jeg aner det ikke og jeg forstår det ikke. Ikke at forstå er ikke noget problem i sig selv, hvis der så bare var en fed rytme eller vilde ord, men jeg synes egentlig sproget her er ret kedeligt med alle farverne og dyrene - det er som om, fokusset er på substantiver og adjektiver, men når det endelig skal være uforståeligt, kan jeg langt bedre lide præpositioner (ja, det er en mærkelig præference, men sådan har jeg det altså).

En stor del af bogens midterdel præsenterer sådanne surrealistiske eller surrealistisk inspirerede digte, hvor min begejstring altså er vekslende. Men på den anden side af 1960'erne bliver jeg lykkelig igen. Tag f.eks. dette skønt sansende og herligt politisk råbende, lille digt af Ahmad Shamlu med titlen "Stilleben":

Papirstakken / på bordet / ved solens første strejf // En uklar bog og / asken fra en smøg / ved siden af en glemt kop te // En ulovlig diskussion / i tanken

Seriøst fedt, og min begejstring fortsætter op på den anden side af 1980, hvor sprogdigtningen ifølge Omid Shams' informative efterord og forfatterportrætter gør sit indtog. Digtene her lyder som ren Rasmus Halling Nielsen, her starten på "Euforisk koncentrat" af Reza Barahani:

Hvor meget og hvor mange af de her fugle har du i favnen beflyv dem alle jeg er / kommet / jeg er klar / fra himlen regner det med blanke papirer du har vædet har du vædet mig med dit / blod // Beflyv dem nu / gidgid er kommet verdens krager er det ikke / og himlen lader din sjæl regne

Hvorfor er dette uforståelige bedre end surrealistisk uforståelighed? For mig er det som om, surrealismen gerne vil forstås, som om den prøver at få mig til at se de uforståelige billeder for mig, mens det her bare er rent sprog og det er ordene, ikke det, de repræsenterer, der er skønne.

Men sprogdigtningen er også i høj grad politisk (som nu f.eks. i Rasmus Halling Nielsens OGSÅ og Rosen i fremtiden), og det er Omid Shams voldfede langdigt "En sang for fraværet af Peyman" et godt eksempel på, her et lille uddrag, der slet ikke kan gøre hele digtet retfærdighed:

sim sim salabim f f fæng / sim sim salabim sim sim salabim se se sel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel // fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel

Et par enkelte underlige fejl har sneget sig ind i bogen: i efterordet er der fodnotehenvisninger, men der er ingen fodnoter - har man glemt at tilføje dem, eller har man slettet fodnoterne uden at slette henvisningerne til dem? Og bogen er inddelt i kronologisk kapitler (1930-1960, 1960-1980 og 1980-2015), men i forfatterportrætterne bag i bogen er forfatterne sat under andre kapiteloverskrifter end i selve antologien, så f.eks. Iadollah Royaiis digte står under 1930-1960, mens hans forfatterportræt står under 1960-1980. Det er forvirrende og må vel være en fejl - men fejlen gentager sig for hele fem forfattere. Desuden er det ikke særligt pænt, at nogle af digtene er sat op på siden på en måde, så der er skrevet helt ud til kanten, og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor man har valgt at gøre det, når nu de fleste af digtene har almindelige marginer.

Men det er små anker for en antologi, der ikke bare præsenterer nogle for et dansk publikum hidtil ukendte forfattere, men også rigtigt gode digte af disse forfattere. Så med Shadi Angelina Bazeghis og Mette Moestrups anti-eksoticerende formaninger i baghovedet vil jeg anbefale at læse denne antologi, ikke fordi den kan give et indblik i en fremmed kultur eller kan være et slags supplement til dansk poesi, men fordi den indeholder rigtigt gode digte, der nu engang bare er rigtigt gode.

Anmeldelse: Intriganterne af Inger Christensen

Titel: Intriganterne
Forfatter: Inger Christensen
Gyldendal
80 sider
1972
Drama / Komedie

Vurdering: 5/6

Inger Christensen er undervurderet. Det er måske mærkeligt at påstå, for det er svært at komme i tanke om nogen dansk forfatter fra de seneste 50 år, der er mere elsket og set op til. Det er svært at finde nogen, der har andet end rosende ord at sige om Sommerfugledalen og alfabet. Alligevel er hun undervurderet. Ikke som digter - her vurderes hun som en af de bedste nogensinde, hvilket hun er - men som romanforfatter, skuespilsforfatter, novelleforfatter, børnebogsforfatter og essayist. Især skuespillene synes underligt glemte - så oversete, at man valgte ikke at have skuespil med i Verden ønsker at se sig selv, der ellers indeholdt dele af næsten alle andre aspekter af hendes forfatterskab. Så undervurderet er hendes dramatik, at hendes opera (Den unge park, 1971) og to tv-spil (Ørknens luftsyn og Ægteskabet mellem lyst og nød, begge 1975) aldrig er udgivet på skrift og, i hvert fald hvad tv-spillene angår, heller ikke er mulige at få fat i på anden vis. Underligt at disse tre tekster ikke var med i Verden ønsker at se sig selv, der ellers samlede op på (næsten) alt andet hidtil uudgivet!

Men, tænker du nok, kan det ikke bare være, at hendes dramatik er dårlig og derfor ikke fortjener (gen)udgivelse? Nej. Det er ikke tilfældet, og det er Intriganterne et godt eksempel på.

Intriganterne blev først opført på Boldhusteatret i 1972 og blev samtidig udgivet på Gyldendal (det var dengang, man stadig udgav skuespil på bogform - begynd venligst med det igen, forlag!). Det er en underlig komedie, hvor ægteparret Edvard og Adele har købt et kongerige. Edvard, der så er blevet konge, bruger al sin tid på at holde styr på overproduktionen af varer, mens Adele går til bazar og andespil. Deres ægteskab er stendødt; Edvard har skrevet i sit testamente, at Adele arver alt efter ham på den betingelse, at hun ikke gifter sig igen og aldrig rører ham. En dag kommer Adele hjem fra lodtrækning og har vundet en mand - en slave. Dagen efter har hun vundet, hvad hun tror er en hund, men egentlig er en kvinde - endnu en slave. Hverken Edvard eller Adele tænker noget videre over det underlige i situationen, og det viser sig også hurtigt, at der er mere ved slaverne end som så. Den ene, Pilast, er tryllekunstner, mens den anden, Liane, er danser.

Som man nok kan fornemme, er Intriganterne et virkeligt mærkeligt skuespil; det bevæger sig flere gange ud i det absurde og kan minde lidt om Samuel Beckett. En anden ting, Christensen har til fælles med Beckett er fokusset på sprogets underlighed og umuligheden i klar kommunikation. Alle taler hele tiden forbi hinanden og misforstår alting. Det er ret sjovt. Her kommer en præst, George, på besøg og fortæller, at finansministeren er død:

Edvard: Nå, så finansministeren er omsider død.
Adele: Min mand har meget stor tillid til præster.
George: Ja jeg havde den ære at give ham den sidste olie.
Edvard: Den sidste, det var satans.
Adele: Han ved bare ikke ret meget om præster, han har så travlt.
Edvard: Det var ligegodt satans, forstår De han rådede mig gang på gang til at blive oliekonge, og så stikker han selv af med den sidste, det kalder jeg sgu et kup, ved De hvordan han bar sig ad?
George: Finansministeren døde en naturlig død. Olien var bare en del af ritualet.
Edvard: Det er den sgu altid.
Adele: Det er så smukt. Jeg elsker ritualer

George har givet finansministeren den sidste olie, men Edvard misforstår og tror, finansministeren har opkøbt al olie. Samtidig forsøger Adele at bryde ind i samtalen og få Georges opmærksomhed. Intriganterne er fuld af den slags optrin, hvor misforståelser og talen-i-munden-på-hinanden danner grundlag for komik, og skuespillet er da også Inger Christensen, når hun er sjovest. Humoren og forviklingerne er ganske enkelt rigtigt god underholdning.

Intriganterne er dog ikke bare for sjov. Først og fremmest er det et skuespil om fiktionens helende kraft. Adele og Edvard skal lære at elske hinanden igen, men fordi de ikke interesserer sig for sproget og kunsten (Edvard tror Det Kongelige Teaters program er aktiekurser og noterer, at der er en overproduktion af Othello), kan de ikke komme nær hinanden. Først da de bliver tvunget til at blive del af en teaterforestilling, opdager de, at de elsker hinanden. Edvard siger flere gange, at "i døden er vi alle lige" og i teaterstykket kommer de til at spille døde: fiktionen skaber lighed og dermed grobund for kærlighed. Det er da et ret fint budskab.

Intriganterne er sjov, mærkelig, underholdende og sine steder poetisk og rørende. Det er på tide, at Inger Christensens evner som dramatiker bliver genopdaget. Hendes uudgivne dramatiske værker skal udgives - og hvorfor ikke i samme omgang genudgive resten? Jeg ville gerne betale penge for en pæn bog med hendes samlede skuespil.

Anmeldelse: Stuff Happens af David Hare

Titel: Stuff Happens
Forfatter: David Hare
Faber and Faber
120 sider
Oprindeligt udgivet 2004, denne let omskrevne version 2006
Drama

Vurdering: 5/6

Hvorfor gik vi i krig i Irak? Det spørgsmål får vi danskere aldrig svar på, for i 2015 besluttede Venstre-regeringen at nedlægge Irakkommissionen. Hvad der var løgn og hvad der var sandt, til hvilken grad danske soldater benyttede tortur, i hvor høj grad vi myrdede civile, og hvorfor vi overhovedet gik med i krigen, bliver aldrig besvaret. Men når politikkerne ikke vil tage ansvar for deres beslutninger, så må forfatterne træde til.

Derfor stillede den britiske dramatiker David Hare allerede i 2004 spørgsmålet: Hvorfor gik Storbritannien med i Irakkrigen? Og hvorfor gjorde USA? Skuespillet Stuff Happens har fået sin titel fra den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds svar, da han blev bedt om at kommentere det kaos, der i Bagdad umiddelbart fulgte den amerikanske invasion. Men Stuff Happens er også David Hares svar på, hvorfor der blev krig i Irak.

Skuespillet starter kort før 9/11, da George Bush' regering træder til. Allerede ved den første sikkerhedsbriefing kommer Irak på bordet og tanken om, at Irak har masseødelæggelsesvåben (hvilket de som bekendt ikke havde) bliver præsenteret. Det virker som om, der allerede er truffet en beslutning om, at Irak på et tidspunkt skal invaderes. Hvorfor er den beslutning truffet? Ja. Det er svært at sige.

Efter 9/11 bliver det nødvendigt for Bush at vise sin magt; at USA reagerer på angreb. Men hvordan? Irak kommer igen på bordet: det vil være nemt at invadere Irak og vælte Saddam Hussein, så hvorfor ikke gøre det? Bush ser ned på Clintons krig i Kosovo og forsøg på at løse Israel-Palæstina-konflikten. Begge er i Bush' øjne slået fejl. Der er ingen grund til at involvere sig i noget, der er svært at løse. Irak er, for Bush at se, nem at løse.

Hares tragiske helt er den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Han kan ikke finde ud af, hvorfor hans ministerkolleger er så opsatte på at invadere Irak. Det giver ingen mening. Irak er ikke nogen særlig trussel mod USA og havde intet at gøre med 9/11. Men hvis Irak absolut skal invaderes, så må det være med et FN-mandat i ryggen. Der trækkes en konflikt op mellem Powell og resten af regeringen: Powell vil have en international kollision, de andre ministre kan ikke forstå, hvorfor verdens mægtigste land ikke bare kan invadere hvem de vil, når de vil.

Samtidig følger vi den britiske premiereminister Tony Blair. Han vil gerne være med til at invadere Irak. Ikke fordi Irak er nogen trussel, men fordi han håber til gengæld at få USA's støtte til en ny Mellemøstenpolitik, der én gang for alle skal løse Israel-Palæstina-konflikten. Blair er en godtroende idiot.

For når alt kommer til alt, er pointen, gør USA, hvad de vil. Og hvorfor gør de så det? Ja. Det er ikke til at sige. Som skuespillets fortæller siger allerede fra første replik:

The Inevitable is what will seem to happen to you purely by chance.
The Real is what will strike you as really absurd.

Storpolitik er absurdteater. Så selvom Stuff Happens er en tragedie, minder den meget om den britiske komedie In the Loop. Den handler også om, hvordan de storpolitiske kræfter beslutter sig for at gå i krig, og også her er pointen, at det ikke er til at sige hvorfor. Det er ikke til at forstå. Der er ingen grund.

Stuff Happens består delvist af rigtige citater fra interviews, men størstedelen er fiktion; ingen ved, hvad der er blevet sagt i de private møder, hvor Irakkrigen er blevet planlagt. Hares bud på, hvad der skete bag lukkede døre, forekommer mig at være meget britisk. Engang var Storbritannien verdens mest magtfulde land, men nu er de en ligegyldig lillebror til USA. Det giver mening, at de fiktionelle forklaringer på storpolitik fra et land, der er vant til at have magten, men ikke længere har den, er, at der ikke er nogen forklaring; hvis verden ikke følger en britisk logik, må det være fordi, der ikke er nogen logik. Eller som skuespillets epigraf med et Jonathan Swift-citat siger:

It is useless to reason a man out of a thing he was never reasoned into. 

Sisyfosarbejdet med at forsøge at finde logikken der, hvor den ikke er, er meget underholdende og meget frustrerende. At læse Stuff Happens er lidt som at genopleve optakten til Irakkrigen (som jeg husker det - jeg var trods alt kun 8 i 2003) - ikke fordi Stuff Happens nødvendigvis viser virkeligheden, som den egentlig var (det tvivler jeg på), men fordi skuespillet meget godt kommunikerer følelsen af meningsløshed, som man i europæiske kredse følte, da amerikanerne, briterne og danskerne (+ mange flere) gik i krig uden anden offentlig grund end løgnen om masseødelæggelsesvåben, som allerede dengang tydeligvis var en løgn. Jeg ved ikke, om storpolitik i virkeligheden er absurd, og jeg ved derfor ikke, om David Hare har ret i sin portrættering af magtens inderkreds. Det har han nok ikke. Men for almindelige mennesker, der kun ser politikkernes løgne og deres ubegrundede nægtelse af svar på det egentlig ret simple spørgsmål om, hvorfor vi gik i krig, er følelsen af absurditet meget rammende. Og det er derfor, Stuff Happens er et godt skuespil. Ikke fordi det viser sandheden, men fordi det kommunikerer følelsen, vi magtesløse tilskuere får, når vi ikke kan få sandheden at vide.

Inger Christensen til Rasmus Halling Nielsen; Rasmus Halling Nielsen til Inger Christensen

Lidt futten rundt på bibliotek.dk gjorde mig opmærksom på, at min måske yndlingsnulevendedigter har skrevet et digt til min klart yndlingsdødedigter. Det spiller på det første digt i Christensens første digtsamling, Lys (1962), som hedder "Hvis jeg står":

Hvis jeg står / alene i sneen / blir det klart / at jeg er et ur // hvordan skulle evighed / ellers finde rundt

Og digtet, jeg skriver om, er skrevet af Rasmus Halling Nielsen. Det er trykt i Apparatur nr. 10 2004 og går sådan her:

til Inger Christensen // hvis jeg står stille i sneen / står det klart at mine fodspor / er sproget tilbage til dig

Og, hey, det kan da ikke nægtes: det sprog- og rytmebårne og de traditionelt poetiske ord (meget sne hos begge!) i nyskabende former har de til fælles. Fedt med denne sammenhæng mellem to store digtere.

Anmeldelse: Rosen i fremtiden af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Rosen i fremtiden
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Det københavnske forlag Cris & Guldmann
69 sider
2018
Poesi

Vurdering: 5/6

I Også (2016) skrev Rasmus Halling Nielsen om krig, og i Rosen i fremtiden skriver han så om flygtningekrisen - i det mindste til den grad, man kan sige, at Halling Nielsen skriver om noget.

Rosen i fremtiden er inddelt på flere forskellige måder på samme tid (tror jeg), men umiddelbart for forståelsen af bogen giver det mest mening at inddele den efter de parenteser med versaler, der afslutter fem afsnit: (BEGYNDELSEN), (MENNESKELIG), (GRÅT), (HVORDAN) og (I ER ILDSØEN). Her er (GRÅT) den del, der umiddelbart virker mest Hallingsk; den består af nogle få sætninger, der gentages og gentages, og det er her flygtningetematikken tydeligst slås an: mange af sætningerne kan virke som replikker fra en afhøring af en flygtning:

jeg kommer fra tyskland / jeg kommer fra // tyskland jeg kommer fra tyskland // jeg kommer fra tyskland // hvor i tyskland hvor i tyskland // hvor i // tyskland hvor i tyskland hvor i // tyskland gentage: // strække ; nej, sverige, nej, sverige // nej, sverige [...] hvor gammel er du hvor gammel er du // hvor gammel er du hvor gammel er du / hvor gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du

Afhøringen synes at eskalere indtil flygtningestemmen siger "jeg kan ikke lide at tale med dig jeg kan ikke lide at // tale med dig" og dernæst bliver ved med at sige "om forladelse" i fire sider i træk. Til sidst bliver flygtningens identitet: "ingen // fint // (GRÅT)".

Eller det er i hvert fald sådan, jeg læser det. Man kan nok ikke undgå at læse flygtningekrisen ind i i hvert fald (GRÅT), men selv her opstår der meget hallingske og umiddelbart ikke særligt flygtningerelevante strofer som:

smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen

Men efter denne strofe kommer så straks flygtningens identitet: "ingen ; mit navn er den der kommer om / natten". Det er ret så kraftfuldt og rørende, omend måske ikke helt så legende i det messende som i Også.

Når man har læst (GRÅT) og fanget flygtningeproblematikken åbner resten af bogen sig op. Langdigtet (MENNESKELIG) synes nu at foregå der, hvor flygtningen kommer fra:

med alting følger forvandlinger / af / molekyler  den / mindste ting // hvis der går længe / nok vil / molekylerne fra / menneskeligene // der i bunkerne / ryger fra de sidste / flammer på / hjørnerne // også være mine

Men hvor er dette? Er det Syrien af i dag og de senere år? Eller er det måske Danmark i fremtiden? Apokalypsetemaet synes i hvert fald at være der - både fordi apokalypsen er gennemgående i Halling Nielsens forfatterskab og fordi "i fremtiden" er del af digtsamlingens titel, men også fordi (MENNESKELIG) er meget inspireret af Inger Christensens atomapokalypsedigtsamling alfabet. Jeget står i sit køkken ved vasken og tænker på børnene, ligesom jeget gør hos Christensen. Her Halling Nielsen:

først den lyd af / børn om / søndagen som / næsten ikke sover // opvaskebørsten / trækker gammelt / ud af gryden som / næsten ikke sover // lyden af børn der / sover 

Meget patosfyldt og rørende, og meget velskrevet (opvaskebørsten trækker gammelt ud af gryden som næsten ikke sover! altså vildt! at den trækker "gammelt" ud, og at den næsten ikke sover! jamen altså! hvor er det godt!).

(HVORDAN) foregår på et endnu mindre konkret sted og i en endnu mindre konkret tid end (MENNESKELIG) og (GRÅT). Her bygger et jeg og et du et hus, får børn, men så:

jeg kender alle stederne der knirker / jeg kender alt til dørens hængsler // jeg vil sige at du og jeg og de to / derude / skal gå indenfor nu // horisonten brænder bogstaveligt //// det er synd for mennesket / de ringer efter hjælp

Igen er der virkelig tryk på patos, men det er aldrig for meget hos Halling Nielsen: det er knusende rørende uden at være hollywoodvioliner, også selvom det at have bygget et hus og fået nogle børn, men så kommer krigen, er noget af det mest hollywoodede, der er.

Samlingens sidste del (I ER ILDSØEN) er en genskrivning af mosebøgerne. Ikke i kronologisk rækkefølge - der springes lidt rundt omkring - men klart passende ind i bogens overordnede tema; Moses og hans følgere var jo netop flygtninge, og de religioner, de skabte, lagde grundlaget for meget af den strid, som afføder og affødes af flygtningeproblematikken i dag. Hvis de fire første dele i Rosen i fremtiden er usædvanligt klare for Halling Nielsens standarder, så slår (I ER ILDSØEN) igen med det poetisk mystiske - meget passende for en bibelgenskrivning - som dette sted, hvor Moses vistnok skiller vandene:

du træder frem mod mig ved bredden af / floden; og din stav, som var omvendt til //// en slange, tage i din // hånd små flag i hænderne bliver rifterne // du ser mit ansigt igen og du ser mit blods // drift // du blæste med dit vejr, havet skjulte dem; / de sank som bly i de mægtige vande // første til at forlade hulen og se, hvad der i / haven bedst var podet // du går ud og planter dem blåt i bjergs sten / sav; du har gjort en bolig, hvori du vil bo // og jeg var på den anden side sandbrag og / møde hos blomsterhandlerne // du slog floden, i min // hånd, blidt og ud sprang tre knækkede / buketters torne

Det hele er pakket ind i en seriøst mærkværdig paratekst: Forsiden er på bagsiden og bagsiden (antager jeg) er på forsiden (men det betyder ikke, at man skal læse samlingen baglæns som en manga - selvom den sikkert også ville være god, omend ret / endnu mere forvirrende, læst sådan); bagsiden angiver seks dele som en slags indholdsfortegnelse, men i det jeg skitserede ovenfor er der kun fem dele (men disse seks skal nok også være der på en eller anden måde), og på bogryggen står der ikke forfatter og titel, men i stedet "du jeg vi i". Hvorfor nu dette? Ja, altså, fordi det er avantgarde og underligt, men man kan også vride lidt mening ud af det: coveret er nemlig trykt i samme papirkvalitet som resten af bogen; bogens grænse - coveret og parateksten - er enten ophævet eller totalt rodet rundt. Det passer da godt til flygtningeproblematikken, at grænserne bliver redefineret.

Nå, anyway, jeg fik vist i højere grad forsøgt at skabe et slags overblik over Rosen i fremtiden end egentlig anmeldt den. Men sådan må det være med Halling Nielsens mærkelige, skønne, rørende, vilde poesi. Det er svært rigtigt at beskrive den med en kedelig anmeldelseskvalitetsvurdering. I stedet må man citere alle de gode steder (og det er sgu næsten det hele, men her kommer så det indledende digt:)

det føles som om vi / kan tale sammen // jeg forstår din / stemme

(Og den stemme, der forstås, er selvfølgelig på én gang flygtningens, den elskedes og guds - jaaaaaa, hvor er det godt, læs dog Rasmus Halling Nielsen, for søren).

Anmeldelse: Panser af Lea Marie Løppenthin

Titel: Panser
Forfatter: Lea Marie Løppenthin
Forlag: Gladiator
166 sider
2016
Roman

Vurdering: 4/6

Romangenren er blevet defineret som den genre, der kan indeholde alt. Tænk f.eks. på den måske første roman, Don Quijote, hvor handlingen på et tidspunkt stopper op, så vores hovedpersoner kan sætte sig ned og læse en novelle, som vi læsere så også læser. Midt inde i romanen er der en 50 sider lang novelle, der egentlig ikke har noget med handlingen at gøre. Men det giver alligevel mening, for som roman kan Don Quijote indeholde hvad som helst.

Alligevel må det siges, at Lea Marie Løppenthins første roman, Panser, strækker romandefinitionen til det yderste. Den første del, som er langt den længste, er et skuespil, eller i bogens genredefinition "Dramatisk digt i tre akter", med titlen "Panser", der synes at være, hvis ikke uopførligt, så i det mindste svært opførligt. Dernæst en "Kort dannelsesroman" ved navn "Andys barndom", som i en regibemærkning indgår i skuespillet. Til sidst et brev, "Kære Andy", som foregår lidt efter skuespillets slutning.

At skuespillet kaldes et dramatisk digt giver god mening, for replikkerne er med linjeskift og ofte poetiske billeder ("Følelser er et florlet slør i kroppen") som i et digt. Det kan minde lidt om Inger Christensen Æter. Der indgår også et kor, som i de oldgræske tragedier, hvis funktion er en blanding af at sige regibemærkninger ("Det er den 1. januar / klokken er 18"), at gøre det ud for en slags publikum ("hvem kan bløde Ingeborgs bistre muskler op? hvis bare hun var franskbrød / man kunne dyppe i kaffe") og hen mod slutningen at gribe ind i handlingen ("her i den nye morgen / har vi kaldt Ingeborg og hendes nærmeste / til møde / Ingeborg, Sophie, Klara, Thomas, Juan / og Andys spøgelse").

Igennem skuespillet er der en kækhed i stemmen, ikke friskfyragtigt (udover hos Andy, af hvilken grund han bliver lagt for had), men måske friskpigeagtigt. Det er en fortælleglæde, en glæde ved sproget og en glæde ved at udstille nogle af samfundets problemer, der måske kan minde om Mette Moestrup og Tine Høeg. Det gør bogen let- og hurtigt læst, men ikke nødvendigvis letfordøjelig. Fortælletempoet og stemmens kækhed er ganske enkel behagelig at give sig hen til. Her, for at forsøge at illustrere, et tilfældigt uddrag, hvor vi får historien om, hvordan Thomas og Klara mødte hinanden:

Ingeborg: Hvad laver du her Thomas / er du også søvnløs? // Thomas: Ja / vil du have en cigaret? // Ingeborg: Nej / fortæl mig om dengang / du mødte min lillesøster. // Thomas: Det var i Santa Cruz / det var aften, en fest, ikke langt fra stranden / hun gik hen til mig og sagde: / Do you like my tight sweater? / og jeg sagde: Uhm yes, I think so / og så opstod der en pause, og jeg blev befippet / spurgte så: / Do you know where the bathrooms are? / og så grinede hun og sagde: / Er du dansker? / min accent afslørede mig selvfølgelig / og selvfølgelig havde hun ingen accent / og jeg tænkte: / Ak, mit hjertes simple muskel / at den fra nu af skal være / i dette sweater-væsens vold for evigt / Klara, Klara // Ingeborg: Gudskelov for sweatre / og gudskelov for de stramme sweatre / i særdeleshed

Panser er behagelig læsning, som i god læsning, men det ville være behageligere, hvis den var sat bedre op: første del er med skrifttypen Arial, anden del med Times New Roman og tredje del med Comic Sans. At brevet er skrevet med Comic Sans er der en pointe med, men det er irriterende at blive spist af med Arial og Times New Roman. Det er faktisk ret forsyrrende for læsningen, også på grund af den ret store skriftstørrelse, det ligner nærmere et udprint, man læser på et forfatterkursus, end en rigtig bog. Desuden skæmmes bogen af et for stort antal korrekturfejl. Det virker som om, redaktørerne ikke har været deres opgave voksen og ikke har villet tage nogen beslutninger, hvilket desværre virker som en tendens på Gladiator, der f.eks. også udgav Josefine Klougarts New forest i en version, som efter min bedste overbevisning ville have haft godt af at være adskillige hundrede sider kortere.

Til sidst skal det nævnes, at jeg sætter stor pris på, at Lea Marie Løppenthin åbenbart er fan af Inger Christensens romaner. I Nervernes adresse nævner hun Evighedsmaskinen og i Panser laver hun denne genskrivning af et sted i Azorno:

Juan tror jeg er en radio / han tror, at det er knapper / jeg har siddende på min brystkasse / på venstre skruer man op og ned for lyden / på højre leder man efter / en frekvens med klart signal / Juan leder efter et klart signal / så det er lige meget / om det er klassisk eller grunge / men hvad hvis jeg ikke har et klart signal / jeg savner min far

I Azorno hedder det:

Han drejede min brystvorte rundt som når man stiller på en radio. Jeg pillede lidt ved lagnet ved hans hoved strøg ham over håret og førte mine fingerspidser rundt og rundt i hans venstre øres folder, mens jeg nynnede med munden tæt ved hans højre øres tragt. Som en station der fader ud og forsvinder. Dør. Den er død. Men trækker vejret dybt inde i kroppen.

To forskellige måder at beskrive og gøre oprør mod den samme objektificering. Og dejligt at nogen læser og skriver oven på Inger Christensens romaner.

Anmeldelse: Perserne af Aischylos

Titel: Perserne
Forfatter: Aischylos
Oversætter: Niels Møller
Forlag: Gyldendal
70 sider
Oprindeligt opført 472 fvt., denne oversættelse 1918, denne fjerde udgave ved Christian N. Brodersen 1962
Drama / Tragedie / Historisk drama

Vurdering: 2/6

Jeg vil gerne starte med at undskylde for, at jeg sådan giver en udødelig klassiker en lav karakter. Det vil jeg anbefale, at man helt ser bort fra. Jeg mener ikke, at Perserne ikke fortjener sin klassikerstatus (som jeg f.eks. mener, at Huckleberry Finn ikke fortjener sin klassikerstatus), og jeg mener ikke, at Perserne på nogen måde er et uinteressant stykke. Hvad jeg så mener, vil jeg forsøge at forklare.

Kun tre af de attiske tragediedigtere er bevaret: Aischylos, Sofokles (som jeg er stor fan af) og Euripides (som jeg ikke har læst). Aischylos er den ældste og er nok mest kendt for Orestien og Syv mod Theben. Perserne er den ældste bevarede tragedie og skiller sig også ud på en anden måde: det er den eneste bevarede tragedie, der tager udgangspunkt i historisk stof frem for mytestof. Tragedien handler om slaget ved Salamis, som havde fundet sted kun 8 år før, og som Aischylos sandsynligvis deltog i - du ved, den krig, der udspiller sig i slow motion i 300 - Rise of an Empire. Men hvor denne nok ret glemte efterfølger til 300 har både et tyndt plot, nogenlunde fed action og lange, intense billeder af Eva Greens blævrende bryster, har Perserne kun det tynde plot.

Aischylos har nemlig valgt at lade hele handlingen udspille sig efter handlingen egentlig har udspillet sig. Scenen er sat ved det persiske hof, og da stykket begynder er slaget ved Salamis overstået. Ind på scenen træder et bud, der kan berette om, at persene fik bank af grækerne og at perserkongen Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Dernæst kommer Xerxes' far, Dareios', spøgelse frem og får fortalt, at perserne fik bank af grækerne. Han konkluderer, at Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Til sidst kommer Xerxes selv så hjem. Han fortæller, at perserne fik bank af grækerne, og at han ikke var for kvik, da han gik i krig. Desuden komme han og koret med cirka tyve udråb af typen: "O ve, ve! o gud, gud!", "O ny sorg, o ny sorg!", "O gru, o gru!", "Kvide, o kvide!" osv.

At et bud kommer ind på scenen og fortæller, hvordan et slag er gået, er jo ikke nødvendigvis dårligt teater. Det er handlingen i første akt af min yndlingstragedie, Shakespeares Macbeth. Men Perserne kommer aldrig videre end dette første akt: vi får fortalt hvad der er sket, men der sker aldrig noget på scenen. Der er ingen dramatisk fremdrift.

Aischylos' Prometheus fungerer egentlig på samme måde: vi får fortalt, hvad der er sket, men der sker aldrig noget i selve stykket. Prometheus er også ret kedelig læsning. Men det er egentlig ikke det, der er mit store problem med denne udgave af Perserne. Aischylos er som sagt den ældste bevarede tragediedigter, og det er sgu fair nok, at man på daværende tidspunkt ikke helt havde knækket Aristoteles' kode til, hvordan man skriver en spændende tragedie med naturlig fremdrift i plottet, anagnorisis, peripeti og hele molevitten. Aischylos' evner som tragedieforfatter var sandsynligvis store i forhold til samtidens andre, desværre ubevarede, tragediedigtere. Mit problem med Perserne er derfor ikke den nok tidstypiske mangel på finpudsning af tragediens plotstruktur, men nærmere Niels Møllers oversættelse.

En oversættelse af denne slags rytmisk regelbunden oldtidslitteratur skal tage højde for flere ting: metrikken skal gerne være som i originalen, ordene skal være forståelige, oversættelsen præcis og sproget godt. Det er svært at gøre alle fire ting på én gang - Otto Steen Due lykkedes med det i sine oldgræske og romerske oversættelser, mens Otto Gelsted ofrede metrikken og prosaoversatte Odysseen, hvilket også Keld Zeruneith har gjort med det oldengelske heltekvad Beowulf. Niels Møller har desværre valgt i stedet at ofre forståeligheden. Det betyder, at en stor del af noterne går med ikke at forklare hvem f.eks. iaonerne var, men i stedet med at oversætte Niels Møllers oversættelse til dansk. Man må bladre om i noterne for at få at vide, at der med offer-id menes offer-handling, med våde menes ulykke, med både menes nytte, med uden men menes uskyldig, med våndt menes smerteligt, og at der f.eks. med "i købet" egentlig menes "oven i købet" og med "redte sig" menes "beredte sig". Noterne burde være til for at forklare de ting, der på grund af tid og sted forekommer os kulturelt fremmede - ikke for at oversætte oversætterens hovsa-løsninger til rigtigt dansk.

Det må være på tide med en nyoversættelse af Perserne til dansk. Ikke fordi tragedien i sig selv er særligt god læsning, som f.eks. Sofokles' tragedier er det, men fordi den er et historisk dokument, et litteraturhistorisk artefakt, der fortjener at bliver overleveret på en bedre måde.

Anmeldelse: Slavernes kyst af Thorkild Hansen

Titel: Slavernes kyst (Slavetrilogien #1)
Forfatter: Thorkild Hansen
Forlag: Gyldendal
281 sider
1967
Nonfiktion

(Note: Jeg har anmeldt Slavetrilogien samlet her: https://pristjek.org/2021/10/30/i-thorkild-hansens-slavetrilogi-er-blodet-danmarkshistorien-og-litteraturen-klaegt-flydende/)

Vurdering: 4/6

Der findes, uvist af hvilken grund, ingen bog om den danske slavehandel. Lydløse paa deres nøgne fødder vandrer slaverne gennem to hundrede aar af Danmarkshistorien uden at efterlade sig andre spor end skolebøgernes lille oplysning om, at Danmark var det første land, som afskaffede slavehandelen. Tusinder af mænd, kvinder og børn. Og bagefter en enkelt sætning. Som er forkert.

Sådan begrunder Thorkild Hansen i 1967 sit projekt: vi har fortrængt mindet om, at vi handlede med slaver. Nu er det på tide at huske. På trods af Hansens tre bøger, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for, er der ikke sket meget: Danmark nægter stadig at undskylde for slaveriet, og at vi overhovedet var en slavenation er ikke noget, der fylder meget på skoleskemaet. Det på trods af, at Danmark sejlede over 100.000 slaver over Atlanten. Og, minder Thorkild Hansen os om, i løbet af tilfangetagelsen døde 2/3 slaver, så hvis vi sejlede 100.000 over Atlanten, tog vi 300.000 slaver.

Disse tal er alt, der er tilbage af Danmarks ofre for slaveriet. Der blev ført logbøger og lavet beregninger, men slaverne selv kom ikke til orde: vi har ingen førstehåndskilder fra slaverne selv. Som Hansen skriver: "Slaverne kaster ingen skygge i historien [...] Deres ejere tog ordet for dem". Det er ejernes ord, Hansen må bygge sin bog på.

Det gør han ved at udvælge nogle af de danske kolonisatorer, som han fokuserer på: Præsten Eric Tilleman, slavehandleren Ludwig Rømer, slaverimodstanderen Isert over for slaveriforkæmperen Kiøge, Wulff Joseph Wullf, hvis liv filmen Guldkysten er meget løst baseret på, osv. Til fælles har de, at de er danskere, slaveejere, kolonisatorer. Slaverne selv hører vi ikke noget fra, for der er ingen kilder: som i Sydamerika lykkedes det europæerne at udrydde ikke kun kulturer, men også mindet om disse kulturer.

At hovedpersonerne er slaveejerne er både bogens styrke og svaghed. Det første kapitel, der opridser det historiske og numeriske fakta er egentlig en smule kedeligt; det er først, da bogen begynder at følge enkeltpersoner og udlægge deres skæbner, at Hansens fortælleglæde tager fat. Hansen er dygtig til at leve sig ind i historiske personer og gøre dem nærværende. Man lider med Wulff, når han rammes af klimatfeberen, man holder med Isert, når han forsøger at finde alternativer til slaveriet - man lader sig sågar forføre af spændingen, når Kiøge går på felttog mod en særligt genstridig høvding. Men det er hele tiden med bevidstheden om, at disse fortællinger omgives af et sort hul af skæbner, som ingen husker. Er det ikke lidt absurd at føle sympati for slaveejeren Wulff, når han rammes af klimatfeber, frem for at føle sympati for de slaver, han underlægger sig? Selvfølgelig er det det, men hans historie er desværre bare den eneste mulige at fortælle...

Og fortalt bliver der til den helt store guldmedalje. Hansen skriver godt og underholdende og præsterer at gøre de historiske skikkelser levende for læseren. Derfor er det en skam, at hvert kapitel starter med en beretning i andenperson om, at Hansen i bogens samtid kører rundt i Ghana for at se de steder, hvor de danske slaverforter lå. Det giver anledning til nogle rigtigt gode naturbeskrivelser, men jeg læste dem let irriteret, utålmodig efter at komme tilbage til fortællingen.

Det er desuden forvirrende, at Hansen citerer uden brug af citationstegn: ofte ændrer sproget sig til 1800-talsretstavning, og så må man som læser formode, at man har at gøre med et citat. Men præcist hvor begynder og ender citatet? Hvorfor ikke bare bruge citationstegn? Det ville gøre det hele lidt mere overskueligt.

Thorkild Hansen er en dygtig historiker, bl.a. fordi han valgte at grave et emne frem på et tidspunkt, hvor det var endnu mere underrepræsenteret end i dag. Men først og fremmest er han en dygtig fortæller og menneskekender. Derfor er det en nydelse at læse Slavernes kyst og jeg skal helt klart have læst Hansens to andre slavebøger på et tidspunkt. Når det så er sagt, er den ikke helt så god som mesterværket Det lykkelige Arabien. Det skyldes både emnevalget: Det lykkelige Arabien er en mere tight fortælling, fordi den finder sted over få år med tre-fire hovedpersoner, mens slaverihistorien varede over hundrede år og hos Hansen fortælles med mange forskellige nedslag i mange forskellige personers historier, og det skyldes også fokusset - at Hansen i Det lykkelige Arabien fokuserer på at fortælle sin historie, mens han i Slavernes kyst forsøger at væve den sammen med et nutidsspor, som ikke rigtigt lykkes. Men Slavernes kyst er stadig god, underholdende og vigtig historiefortælling.

Anmeldelse: Hverdagshistorier af Frank Jæger

Titel: Hverdagshistorier
Forfatter: Frank Jæger
Forlag: Gyldendal
95 sider
Først udgivet 1951, denne udgave fra Gyldendals Bekkasinbøger 1972
Noveller / Eventyr

Vurdering: 5/6

Jeg har nydt Frank Jægers Hverdagshistorier på en anden måde, end jeg tror, at det er meningen, de skal nydes: På bagsiden af bekkasinbogsudgaven står Hans Brix citeret for, at "Hvert af disse Eventyr forlanger, at den, der læser det, selv skal finde løsningen på dets lille Opgave," men jeg synes, historierne er bedst, når man ikke betragter dem som gåder. Også selvom det klart nok er meningen, at man skal det; Jæger er tydeligvis inspireret af Freuds og Jungs psykoanalyse og dens mellemværende med eventyrgenren, og det er meningen, at man som læser skal bruge deres begreber til at 'løse' historierne. Tag f.eks. den første af historierne, "Enhjørningen," hvor "Vinteren har bidt sig fast i alt det, som lever ude," og foråret er forsinket: En pige og en skovhugger tager på skovtur, hvor de møder en enhjørning, hvis horn "staar stift" og det "banker og pulser nede under haardheden." Pigen skruer hornet af, og ud af enhjørningens pandebrask springer foråret! Hvad mon det horn skal symbolisere?

Det er ikke nødvendigvis reduktivt at råbe "Fallos!" og så lukke bogen, for det er klart intentionen. Men gør man det, kommer man nemt til at overse disse historiers egentlige kvalitet: sproget. Hvor fedt er det f.eks. ikke lige, at der står om vinteren, at "Den piner sig ind imellem husenes mursten og knækker igennem væggen til kakkelovnen, som sveder og gør alt, hvad den kan"? Der er en lyst til konstant at skrive sætninger, der aldrig er blevet skrevet før, og det gør Frank Jæger ved hele tiden at vælge utraditionelle verber: hvornår har du sidst hørt om noget, at det "piner sig" ind mellem noget, eller at det "knækker" igennem noget? Jeg tror aldrig disse ord er blevet brugt lige netop på denne måde før, og alligevel giver det perfekt mening, når man læser det.

Hverdagshistorier er en bog, der gerne vil være enhver gymnasielærers våde drøm og enhver gymnasieelevs mareridt ved at lægge op til en let lille psykoanalytisk fortolkning af hver historie. Men hvis man rigtigt skal nyde bogen, vil jeg anbefale at se bort fra den slags pjat. Dyrk overfladen! Indsnus sproget, når en sejltur med en spillefrøken, en sømand og en puddelhund beskrives således:

Og hver gang hunden klynker i sin taske, ved spillefrøkenen, at den trænger til at lette sig, sømanden maa sejle ind til land for det samme. Det er, som har pudelen al sin tid levet af olie og fordelende urter, deres sejlads bliver en tæt række buede sting op langs kysten.

En tæt række buede sting! Fedt! Og det bliver kun vildere senere, da spillefrøkenen og puddelen er alene tilbage i båden:

Hvad begreb har hun om sømandskab, hun lægger sig plat ned forude og er bange, for bagtil svirper bommen med mellemrum henover baaden, eller rorpinden sparker. Nu glemmer hun at synge som en sirene, og nu kommer havmændene frem, men hvor de er stygge. De er mange tusinde aar, i alt fald ikke de uskyldige svende, som hun har haabet paa, men værre mund har hun aldrig hørt, hun er eet kilder af elektrisk blu og vender sit ansigts billede bort. Og naar ikke havbøllerne sværmer om baaden, ligger hajerne hvidbugede paa ryggen og snapper uden andet formaal end at forskrække hende og pudelen, for nu holder hun sin finger væk fra vandet, og picnictasken er fuld til overflod af hundens bange strinter.

Og her vil jeg så tillade mig at insistere på, at havmændene og hajerne under ingen omstændigheder er spillefrøkenens undertrykte seksualitet, også selvom vand og underbevidsthed symbolsk har det med at hænge sammen, for havmændene og hajerne er da havmænd og hajer, for pokker! De er der, fordi det er fedt at skrive "havbøllerne sværmer om baaden" og "hajerne hvidbugede", og der behøver ikke være nogen anden grund, for det er sørme da herligt at læse disse fortællinger som de er.

Det vil jeg så anbefale at gøre: lad være med at prøve at forstå disse Hverdagshistorier, for hvis man begynde at fortolke dem, bliver de kedeligt enkle. Læs i stedet deres sprællende sprog og fortællelystne vildskab; ikke alle gåder behøver en løsning.

Anmeldelse: Lykke-Peer af H. C. Andersen

Titel: Lykke-Peer

Forfatter: H. C. Andersen

Forlag: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / Borgen

90 sider + 25 siders noter og efterskrift af Erik Dal

Først udgivet 1870, denne udgave 2000

Roman

Vurdering: 3/6

(Pas på, hvis du ikke er til spoilers: denne anmeldelse afslører slutningen på bogen)

28 år før Henrik Pontoppidan begyndte på sin Lykke-Per skrev H. C. Andersen sin sidste roman, Lykke-Peer; en roman, der gjorde status over et af den aldrende digters helt store temaer: geniets sociale opstigning fra fattige kår til kunstnerisk succes. Grundlæggende er Lykke-Peer "Den grimme ælling" med mennesker og i romanform.

Her kan man så komme med en masse biografistiske læsninger: Peers sociale opstigning via kunstnerisk talent mimer Andersens eget, og i denne bog gøres det klart, at Peers talent er rent held - han kaldes "Lykke-Peer", fordi han er heldig, og fordi han er heldig, bliver han lykkelig. Man kan forestille sig romanen som Andersens undskyldning for, at det af alle fattige børn fra Odense var lige ham, der blev den store nationaldigter - en slags skam over at være blevet født med et privilegium, nemlig talentet, som de andre børn ikke havde.

Men den biografiske læsning er ikke nær så interessant som den marxistiske. For når man undersøger, hvad lykken så er i Lykke-Peer, åbenbarer der sig et underligt og underholdende ambivalent forhold til kapitalismen.

Peer bliver nemlig født samme dag og i samme bygning som den rige Felix. Peer er født med det privilegium, at han har talent, mens Felix er født med det privilegium, at han er rig. Men hvor alle er opmærksomme på Peers privilegium - alle siger hele tiden til ham, han er heldig, og Felix misunder ham sågar - er ingen bevidste om Felix' privilegium. Når privilegierne passer ind i den bestående samfundsorden - at de rige er rige og de fattige fattige - er folk blinde for dem.

Men denne blindhed er god, hvis man spørger H. C. Andersen. Eller den i det mindste god, hvis man vil være lykkelig. Det perspektiv viser sig tydeligt to gange. Første gang er da Peer som barn på et tidspunkt er ked af, at Felix har en rigtig hest, mens Peer må nøjes med en kæphest. Peer har fået øje på den uretfærdige sociale ulighed. Men Peers mor bortforklarer det:

Felix boer nede i Gaarden, tæt ved Stalden, men Du boer høit oppe under Taget; man kan ikke have Heste paa Loftet, ingen uden dem, Du har [altså kæphestene]; rid Du paa dem!

Og det gør Peer med største iver. Et øjeblik havde han opdaget kapitalismens uretfærdighed og blev straks ulykkelig - men så bortforklarer moderen det, og Peer kan nu ride lykkeligt rundt i sin uvidenhed om tingenes egentlige onde, hårde tilstand.

Senere hen møder vi denne tankegang igen: Felix og Peer har været til samme fest, og Felix har hugget Peers dame. Men Peer synes det er uretfærdigt: 

man bøier sig, man føier sig! [...] fordi man er fattig født, stillet i Naade og Afhængighed af disse Rigdomsfødte. Ere de da bedre end vi? Og hvorfor bleve de skabt bedre end vi?

Men straks skammer Peer sig over at have tænkt den slags venstreorienterede tanker:

han følte Vrede i sit Sind, men paa samme Tid en Fornemmelse af, at han herved syndede i Tanke og Ord mod den gode Gud. Han sørgede over at have tabt Barnesindet og havde det just da saa heelt og rigt. Lykkelige Peer!

Peer stiller spørgsmålstegn ved kapitalismen, men skammer sig da straks over spørgsmålet, for hvis samfundet er som det er, så må det være Guds vilje. Så han slår tanken ud af hovedet, og netop derfor er han "Lykkelige Peer!" Peer er med andre ord lykkeligt uvidende.

Men der er også en anden måde at være lykkelig på i det kapitalistiske samfund, og det er denne anden vej, Peer følger: den sociale opstigning, akkumuleringen af kapital. Der er dog to fodnoter til denne lykkeform: for det første skal man, for at kunne gøre sin lykke gennem social opstigning, være heldig. Det er Peer jo som nævnt - heldet er hans skæbne. Men for det andet skal man dø ung.

Allerede tidligt i romanen bliver vi præsenteret for ideen om at lykken gennem social opstigning ikke er varig: vi møder jomfru Frandsen, der nu er sminkøse, men engang selv var balletdanser. Men danser kan man ikke være for evigt. Hun havde engang social opstigningslykken, men må nu nøjes med den uvidende lykke. Hvis man skal være socialt opstigningslykkelig hele sit liv, må man dø på toppen.

Så det gør Peer: Han komponerer et mesterstykke af en opera, som han selv spiller hovedrollen i. Og da premieren er slut til bragende ovationer, dør han af et hjerteanfald, som "Den Lykkelige fremfor Millioner!" Med andre ord: Peers lykke hænger sammen med hans kapitalistiske værdi: i det øjeblik da hans arbejdsevne har den størst mulige værdi, da han er på toppen af sin karriere, da han er flest penge værd, dør han lykkelig. For, som Herodot skrev, kun den døde kan for alvor kaldes lykkelig - i livet risikerer lykken at være kun flygtig, men i døden er den evig. Under kapitalismen er denne lykke bundet til markedets usikkerhed; Peers kapitalværdi risikerer at dykke når som helst, men i døden er den endeligt fastlåst ved det toppunkt, han sluttede af på.

Modsat disse to former for kapitalistiske lykker - den uvidende, konservative, skomager-bliv-ved-din-læst-lykke og den-amerikanske-drøm-med-ung-død-lykke - bliver vi ikke præsenteret for nogen lykke uden for kapitalismen. Man kan ikke være bevidst om kapitalismens ondskab og samtidig være lykkelig.

Om Andersen her konformt forsvarer kapitalismen, eller om han derimod kritiserer både kapitalismen og det lykkebegreb, der knytter sig til den, afhænger nok af øjnene, der ser. Jeg selv hælder mest til det første.

Men, anyway, det her skulle forestille at være en anmeldelse, så er Lykke-Peer en god bog? Altså, den er ikke just spændende, og den føles også ret uigennemtænkt: det starter med sammenligningen mellem Peer og Felix, men forholdet mellem dem kommer aldrig rigtigt nogen vegne. Man skulle tro, det var meningen, der skulle opstå en stor konflikt mellem dem, men de er aldrig uvenner i mere end to sider af gangen. Peers forhold til kvinderne forbliver også uforløst, og når der aldrig rigtigt opstår nogen konflikt med størstedelen af bipersonerne, bliver det heller ikke noget, der kan drive romanen fremad. Lykke-Peer er mest bare en række sejre i Peers liv med kun stærkt begrænset modstand - det er lidt kedeligt.

Til gengæld er jeg ret begejstret for Andersens empati: det er ikke tit, man ser tekster fra denne tid, der er så sympatiske over for jøder, som Lykke-Peer er; i disse DF-tider er det ret rørende at læse, hvor antiracistisk Danmarks nationaldigter kunne være. Samtidig må jeg også tage hatten af for, at Andersen som altid har sproget i sin magt; læs f.eks. denne beskrivelse af udsigten fra et togvindue:

Det var Pintsetid; Solen skinnede, Skoven stod frisk og grøn, Toget foer igjennem den; Marker og Landsbyer skiftede om; Herregaarde tittede frem; Qvæget stod paa Hovmarken. Nu kom en Station, nu en anden, Kjøbstad paa Kjøbstad.

Det er ret fint, at togets fart optages af sætningen: alt det, toget farer forbi, adskilles kun af semikoloner frem for punktummer, på en måde så de forskellige steder ligesom smelter sammen til ét sted i én sætning: set gennem toget høje hastighed, synes afstandene ligesom at forsvinde og grænserne mellem stederne at udglattes. Godt skrevet!

Efterordet af Erik Dal giver jeg derimod ikke mange sure sild for. Vi får lidt halvinteressant biografisk information om H. C. Andersen, men da det kommer til at beskrive Lykke-Peer, virker Erik Dal underligt uvillig til at sige noget. Han nøjes med at opremse de personer, der optræder i bogen - som om jeg ikke allerede vidste, hvem vi møder af bipersoner; jeg har jo lige selv læst om dem i romanen. Og det bliver nærmest absurd i dette afsnit:

Den seneste grundige behandling af Lykke-Peer skyldes Maria Davidsen og har ikke kunnet indarbejdes her [...] Den vægtige og pointerige analyse har følgende afsnit: Komposition og stil - Den sociale fortælling - Lykkefilosofien - Den sociale anfægtelse - Kunst, borgerskab og kærlighed - En ny Aladdin; derefter følger "Spor i H.C. Andersens kunstkonception" med punkterne: Opgør med Aladdin-myten - Det romantiske kunstsyn i H.C. Andersens forfatterskab - Fra kunst som livs-erfaring til kunst som livs-erstatning.

Hvad vil Erik Dal os her? Altså, han er begejstret for Maria Davidsens analyse, hvilket er fair nok, og det er da godt at vide, at den findes. Men hvorfor opliste indholdsfortegnelsen til hendes udgivelse frem for f.eks. at skrive kort om nogle af hendes pointer eller i det mindste gøre et forsøg på at overbevise læseren om, at man straks skal læse hendes artikel? Jeg tror helt ærligt aldrig før jeg er stødt på så intetsigende og ugennemarbejdet et afsnit i et for- eller efterord før.

Men at Lykke-Peer ikke er en videre underholdende bog og at efterordet ikke er særligt interessant er nu ikke så vigtigt for mig. Jeg er bare begejstret for, at bogen er så interessant, som den er; at den er så fuld af ideer, man kan give sig i kast med at forsøge at forstå. Så kan det egentlig være lige meget, om den er en fed læseoplevelse i sig selv.

Anmeldelse: Homegoing af Yaa Gyasi

Titel: Homegoing
Forfatter: Yaa Gyasi
Forlag: Penguin
305 sider
Først udgivet 2016, denne udgave 2017
Roman

Vurdering: 4/6

"History is now," sagde James Baldwin, og Yaa Gyasis ambition med sin debutroman Homegoing er vist netop at vise, hvordan historien og nutiden hænger sammen. Vi følger to forskellige grene af en familie fra midten af 1700-tallet til i dag. Det starter med de to halvsøstre Effia og Esi: Effia bliver gift med en hvid mand, en slavehandler, og hendes gren af familien bliver i det nuværende Ghana; Esi bliver solgt som slave og hendes gren af familien kommer til USA. Systemet er, at hver andet kapitel følger det næste slægtsled i Effias familie, mens hvert andet kapitel følger det næste slægtsled i Esis familie. På den måde når Gyasi igennem over 200 års historie i både Ghana og USA på bare 300 sider, hvilket i sig selv er imponerende - og imponerende veludført. Hen mod slutningen bliver vi flere gange præsenteret for bogens poetik; her sagt ret klart om Esis tip-tip-tipoldebarn:

what he wanted to capture with his project was the feeling of time, of having been part of something that stretched so far back, was so impossibly large, that it was easy to forget that she, and he, and everyone else, existed in it - not apart from it, but inside it.

Verden af i dag er et resultat af verden af i går. Livsvilkårene for og racismen mod sorte i USA er et resultat af 200 års slaveri- og undertrykkelseshistorie. Den politiske situation i Ghana er et resultat af 200 års slaveri- og kolonihistorie.

Ud fra den beskrivelse kunne man måske forvente, at Homegoing er en vred roman (som nu f.eks. James Baldwins bøger er vrede). Men på coveret bliver Homegoing hele to gange beskrevet som "healing," og det irriterende ord er en mere passende beskrivelse end vred. Man skulle tro, at en bog om sammenhængen mellem moderne og historisk racisme ville have rettet skytset mod den hellige amerikanske treenighed - racisme, kapitalisme og patriarkat - men den ender med at være ret moderat og måske lidt for tilfreds med tingenes nuværende tilstand. Det er ikke just en bog, der får én til at gå på gaden for at protestere.

Fordi Homegoing strækker sig over 200 år og 14 hovedpersoner, kommer de enkelte kapitler til at virke mere som noveller, når det er bedst. I de bedste kapitler handler det ikke om at finde ud af, hvordan vi får koblet den tidligere generation sammen med den næste, men om at få et kort indblik i en persons liv og følelser; en person vi lærer at kende og som vi følger gennem en stor omvæltning i deres liv. Derfor er mine favoritkapitler dem om Kojo og Willie. Her kommer vi dybt ind i hovedpersonens følelser, mens f.eks. kapitlet om James i højere grad føles som en undskyldning for at få sendt hans families historie i en ny retning end som et egentligt indblik i hans liv og sind. At kapitlerne er bedst, når de er novelleagtige, betyder også, at forskellen på en åben slutning og en cliffhanger bliver tydelig. Mange af kapitlerne ender mere eller mindre åbent, men hvor de mere cliffhanger-agtige slutninger ikke er særligt gode, idet der i bogens tid kommer til at være gået årtier inden vi vender tilbage til historien, så cliffhangeren alligevel ikke bliver til noget, er de mere novelleagtigt klassisk åbne slutninger fine - her handler det ikke om at tilbageholde information, men om at skabe plads til at en følelse kan runge videre på den anden side af ordene.

Det er som sagt en imponerende roman, alene fordi det lykkes Gyasi at få vævet 200 års historie sammen til et hele. Og det er en god og for det meste velfortalt historie. Godt nok er sproget ikke noget særligt. Især kunne metaforerne have brugt en ekstra redigering. Man støder i løbet af læsning på en del metaforer, der for længst er udåndede under kummerlige forhold, f.eks.:

Esi stared at her mother then, and it was as though she were seeing her for the first time.

Og:

Telling this story, Effia's face darkened, but the storm passed when Quey reached up and touched her cheek.

Det er tydeligt, at sproget ikke har været Gyasis førsteprioritet. Men det gør ikke så meget. Homegoing er en god og rørende historie, og selvom den er for ufarlig og jævnt skrevet, er det stadig god underholdning.

Anmeldelse: Ødelæggelsen 1-11 af Majse Aymo-Boot

Titel: Ødelæggelsen 1-11
Forfatter: Majse Aymo-Boot
Forlaget Basilisk
29 sider
Først udgivet 2009, denne 2. udgave 2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Sprog er sprog. Det lyder måske som en triviel konstatering, men filtreret igennem Majse Aymo-Boots poesi, får den vinger. Her har vi at gøre med sætninger, der er samlet efter et ikke umiddelbart gennemskueligt mønster, men ofte har det til fælles, at de enten er skønne eller vrængende eller netop skønne i deres vrængen. Her f.eks. en pastiche over indholdsløst new public management-sprog, som så pludselig skejer ud og bliver til noget mere klassiskskønt poesi:

Der er jævnligt kritik af den måde, landet styres på, og det kan føre til frugtbare diskussioner og nuanceringer, som vil danne grundlag for forslag til forbedringer. Det er ikke altid idyllisk, der kan også være nedture og dårligt vejr og depressive mennesker, folk der udfases fra deres arbejdsplads eller tager for store lån, som de ikke kan betale tilbage. Det forsøger vi at gøre noget ved ved at opfordre bankerne til at leve op til deres ansvar, ved at gøre systemet mere gennemskueligt og rummeligt for den enkelte og ved løbende at bestille analyser og rapporter fra uvildige instanser. [...] Mange af os synes vintrene er hårde at komme igennem. Vand fra skyerne falder til jorden i dråber. Vand fylder øjnene og rinder. Natten ruller sølvblå og metallisk ind over husene hvor gule lys lokker med hjemlighed og afstand. Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede.

OK, så altså vi har pastichen af rapporten fra den uvildige instans; her får vi serveret døde ord og udtryk som "jævnligt", "frugtbar", "nuanceringer", "danne grundlag for", "udfase", "gennemskueligt" og "rummeligt". Dette er ord, vi til daglig lader magthaverne bruge til at skygge for deres egentlige intentioner, men som i en digtsamling bliver afsløret som koldklamt døde. Pludselig afbrydes det af en original og smuk beskrivelse af natten som "sølvblå og metallisk", men heller ikke det kan poeten rigtigt tage seriøst; den bliver straks efterfulgt af en slags parodi på en politiker-undskyldning: "Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede." - En slags blanding af politikerudtryk som "Vi kan ikke redde hele verden", "Der komme en rigtigt god løsning i morgen" og "Det berører mig". Sprog er sprog: både politikerlingoen og poesien har nogle konventioner, der både har en slags skønhed i sig, men også nemt kan virke latterlige.
Hvordan skal poeten reagere på det? Måske med en ironisk distance til sin egen sprogbrug: "Hvis du vågner og det viser sig at du har kønsorganer i den ene ende af kroppen og nogle andre kønsorganer i den anden ende, så, ja hvad så? [...] Det tilkommer ikke dig at være fortegnet af ophidselse. Jo, hvis det er på sin plads." Hvad der starter som en poetisk sætning, bliver straks punkteret; indsigten i, at sproget er sprog glider ned med en stor skefuld ironi.
Det er én fremgangsmåde - en anden er bare at nyde sproget. Når der står "Jeg holder af at se et fortryllende gevandt vifte mig nærmere" er det ikke kun for at ironisk overgøre sproget, men også ganske enkelt fordi gevandt er et fedt ord. Når en af teksterne indledes med "Jeg har gennemgået socialiseringsprocessen" er det ikke kun for at gøre nar af akademisk sprog, men også fordi "socialiseringsprocessen" lyder sjovt. Der er hele tiden en ironisk distance til sproget og hele tiden en kritik af det samfund, der bevidstløst bruger sproget - men denne ironi og kritik kan ikke dække for den ærlige nydelse af sproget.
Det er nok sådan, Majse Aymo-Boots ret så vilde, lille bog kan beskrives: sprogsensitiv. Det gælder også hendes senere (og endnu bedre) Over os hænger en vidunderlig sol, som jeg (meget, meget!) varmt kan anbefale at starte med, hvis man ikke har læst Boot før. Ligesom Ødelæggelsen 1-11 har vi at gøre med sprogironi, kritik af magtsprog og sprogglæde, og på mange måder kan Ødelæggelsen 1-11 læses lidt som en skitse til mesterværket - et udtryk som at gå i "strakt karriere" optræder da også i begge bøger.
Ødelæggelsen 1-11 er kun 29 sider lang, men når på den korte plads igennem adskillige stilistikker, usandsynligt mange gode sætninger og lige så mange vittige indfald. Jeg er som læser vildt begejstret, og hvis det ikke var fordi, at jeg i Over os hænger en vidunderlig sol havde set, at det kan gøres endnu bedre, ville jeg nok havde givet det sidste point i vurderingen også.

Anmeldelse: Solar af Theis Ørntoft

Titel: Solar
Forfatter: Theis Ørntoft
Forlag: Gyldendal
299 sider
2018
Roman

Vurdering: 5/6

"Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død," skrev Tom Kristensen i 1932, og hos ham har Theis Ørntoft nok fundet en del inspiration til sin nye roman, Solar. Som i Kristensens mesterværk Hærværk har vi at gøre med en mand, der egentlig har sit på det tørre og har et nogenlunde velfungerende liv, men alligevel beslutter sig for at gå i hundene. Det sker dog først ca. 100 sider inde i Solar (så undskyld for en semi-spoiler), for bogen starter med at mere eller mindre autofiktive Theis beslutter sig for at gå Hærvejen. Her beskrives naturen flere gange ved hjælp af en sammenligning med det kosmiske. Helt kort f.eks. i denne sætning:

De fire mørkeblå vogne hvirvlede støvet op idet de buldrede forbi mig, solen brændte over landskabet, og omkring mig stod de domesticerede nåletræer på rad og række, som en folkeskoleklasse der netop var blevet sat godt og grundigt på plads, og nu, men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid, stod skoleret for mennesket.

Dette "men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid" er bogens helt grundlæggende tanke. Nuet er nærmest ingenting i det store perspektiv. Derfor går Theis i hundene: han er ingenting, en uforstående del af en uddøende art, der kun er et ligegyldigt led i livets videre færd. Mennesket er ikke noget særligt, vi er kun evolutionens seneste påfund:

I det kunstige blå lys trådte de badende kroppe frem som det vi var; havdyr, kravlet op fra oceanet i tidernes morgen, og nu badende her i svømmehallen i Albertslund, tavse og skyggefulde, urtidige og senmoderne i samme uforklarlige nu.

Det er det, man kalder posthumanisme. Med Oplysningstidens modernitet fik vi humanismen - tanken om, at det enkelte menneske er noget specielt og bevaringsværdigt, hvilket udmøntede sig i f.eks. menneskerettigheder og demokrati. Men nu, hvor vi lever i en tid, hvor mennesket har travlt med at udrydde sig selv med sine klimaforandringer og alligevel vælger ikke at gøre noget - kun passivt se til, mens vi skaber vores egen død - er det klart, at man må stille spørgsmålet, om vi er så særlige endda. Som Ørntoft skrev i Digte 2014: "For mig er samfundene døde." I Solar møder vi så en mand, der som en postmoderne Ole Jastrau tilrettelægger sit liv efter samfundenes død.
Nå, men er det godt? Det er egentlig et lidt svært spørgsmål, for Solar er en meget ujævn roman; den ændrer sig konstant og prøver nye ting af, så vi både får de skønne, kosmisk uinteresserede naturbeskrivelser og et flere sider langt referat af The Neon Demon, hvilket ved første øjekast virker lidt overflødigt. Når man kigger nærmere på scenen, viser det sig, at kritikken af The Neon Demon er en kritik af Solar: Theis lader sig irritere over, at hovedpersonen er noget så klichefuldt som "en tavs og mystisk hovedperson fuld af indestængt vrede hvis forældre begge to er døde." Men ligeså klichefuld er Solars maskuline hovedperson, der jagter kvinder og alkohol og bevidst går i hundene. Det "begynder [...] at gå helt galt for filmen," da en panter uden forklaring dukker op, men samme panter dukker uden forklaring op igen senere i Solar, og Solar er generelt lige så fuld af uforklarede symboler som The Neon Demon, f.eks. i form af nogle windsurfere, som Theis forsøger at få til at passe ind i et system, der skal vise meningen med livet, hvilket ikke lykkes.
Så egentlig er det meget nemt at kritisere Solar med de samme ord, som den kritiserer The Neon Demon (hvilket selvfølgelig er meningen), men heldigvis for mig, synes jeg at The Neon Demon er en pissegod film, og de gode ting ved filmen gør sig også gældende i Solar: uforudsigeligheden og originaliteten er fedt, men først og fremmest er det æstetiske på plads. Sætningerne er ganske enkelt gode. Selvom Solar i sit forsøg på konstant at gentænke sig selv fra tid til anden kommer ind på nogle sidespor, er netop disse sidespor med til at gøre bogen god; det ujævne er også velskrevet, og netop det ujævne gør bogen original og derfor underholdende.
Helt så god en gå-i-hundene-historie som Hærværk bliver det ikke, og Ørntofts økoangst i Digte 2014 er heller ikke helt så gode som Tom Kristensens smadreangste digte, men det er også en lidt for høj standard at holde noget kunstværk oppe imod. Solar er underholdende, konstant overraskende og velskrevet, og meget mere kan man vist ikke bede om.

Solar var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.

Anmeldelse: Going to Meet the Man af James Baldwin

Titel: Going to Meet the Man
Forfatter: James Baldwin
Forlag: Penguin Classics
252 sider
Først udgivet 1965, denne udgave 1991
Noveller

Vurdering: 5/6

Going to Meet the Man er bedre end nogen håndbog i intersektionalitet: Vi møder vidt forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at de af en eller flere grunde er undertrykte. Flere af dem på grund af deres hudfarve, men undertrykkelsen har nuancer: Sangeren og filmstjernen i "This Morning, This Evening, So Soon" oplever undertrykkelsen på en helt anden måde end drengen Johnnie i "The Outing", selvom de begge er sorte mænd fra USA. Johnnies situation er nærmest et skoleeksempel på, hvad man taler om, når man taler om intersektionalitet: Han er sort, men ikke nok med det, for han er også fattig, men ikke nok med det, for han er også født uden for ægteskabet, men ikke nok med det, for han er også bøsse, men ikke nok med det, for han er også ateist. Der er intet fællesskab, han kan passe ind i. Hvis livet var et spil hjerterfri, ville han have fået tildelt en hånd bestående af kun billedkort.
Johnnie, der også spiller en rolle i den første novelle, "The Rockpile", og er hovedperson i Baldwins debutroman, Go Tell It on the Mountain, er udstødt over alt: I familien er han sønnen fra moderens tidligere, "syndige" liv og vil derfor aldrig blive accepteret af stedfaderen, og i samfundet omkring ham vil han ikke være i stand til at deltage i den religion, der binder menneskene sammen, for selv hvis han som sin bror løj om sin tro, ville han blive udstødt på grund af sin gryende, syndige seksualitet. Selv hans lidt-mere-end-ven, David, kan han ikke helt være sig selv sammen med, for David er åbenbart i stand til at forelske sig i piger og kan derfor på overfladen leve et for menneskene omkring ham acceptabelt liv. Men den familie og det fællesskab, Johnnie her er udstødt fra, er kun et mikrokosmos for det større samfund, der hader ham på grund af hans hudfarve.
Det bliver tydeligt i "This Morning, This Evening, So Soon", hvor vi møder en mand, der umiddelbart lever et priviligeret liv: Han er en kendt jazzmusiker og har lige spillet hovedrollen i en succesfuld film. Men han er også sort, og skal nu flytte hjem til USA efter flere år i Paris. Han ved godt, hvad der kommer til at møde ham der. I novellens sidste afsnit, hvor han sammen med sin søn træder ind i en elevator, lyder det: "I press the button and the cage, holding my son and me, goes up." Nok er han på vej op, ved at stige i de sociale hierarkier, men han og hans søn vil altid befinde sig i det bur, som deres hudfarve er.
Der er ikke nogen måde at undslippe undertrykkelsen. Selv kunsten er i "Sonny's Blues" kun en måde at udtrykke smerten, ikke en måde at momentant være den foruden. De sorte mennesker, vi møder i novellerne her, er tvunget til altid er være bevidst om deres hudfarve, om deres udstødelse, for et sekunds manglende bevidsthed om deres plads i samfundet kan være fatal:

There's a room in the court-house, a room where they beat you up. Maybe you're walking along the street one night, it's usually at night, but it happens in the daytime, too. And the police car comes up behind you and the cop says, "Hey, boy. Come on over here." So you go over. He says, "Boy, I believe you drunk." And you see, if you say, "No, no sir," he'll beat you because you're calling him a liar. And if you say anything else, unless it's something to make him laugh, he'll take you in and beat you, just for fun. The trick is to think of some way for them to have their fun without beating you.

Men Going to Meet the Man er ikke en afhandling om raceundertrykkelse - det er noveller, og det er netop deres kvalitet som fiktion, der gør dem så gode; indlevelsen i personerne, følelseslivet. Det er ikke så tit, undertrykkelsen bliver spiddet så tydeligt som i citatet ovenfor - tit har vi at gøre med et dagligdags vilkår, som læseren selv må fortolke ud af handlingen. F.eks. da Ruth i "Come Out the Wilderness" fortvivlet sidder på en bar og vender og drejer sit forhold til manden Paul:

A sound escaped her; she was astonished to realize it was a sob. The waitress looked at her sharply. Ruth put some money on the table and hurried out.

Mon servitricen ville have set på hende med empati, hvis Ruths hudfarve havde været en anden? Mon Ruth ville have været mindre bange for at skabe en scene, hvis hun havde haft en hvid persons erfaringer med, hvordan folk reagerer på éns tilstedeværelse i det offentlige rum?
Og så handler novellernes kvalitet selvfølgelig om Baldwins overlegne omgang med det engelske sprog. Især en gudstjeneste i "The Outing", som desværre er lidt for lang til meningsfuldt at citere fra her, gjorde mig helt ør; for søren da, hvor kan den mand skrive. Og jeg vil da heller ikke tøve med at kalde netop "The Outing" en af de bedste noveller, jeg har læst. Nu bliver jeg vist nødt til også at se at få læst Go Tell It on the Mountain.

Anmeldelse: Fuglene af Tarjei Vesaas

Titel: Fuglene, originaltitel: Fuglane
Forfatter: Tarjei Vesaas
Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer
Forlag: Batzer & Co
308 sider
Oprindeligt udgivet 1957, denne oversættelse 2017
Roman

Vurdering: 6/6

Da jeg var barn, kunne jeg ikke komme igennem første kapitel af Busters verden - han gjorde jo alting forkert, sagde pinlige ting og opførte sig pinligt! Som voksen er det endnu ikke lykkedes mig at komme hele vejen igennem The Office, og når jeg ser serien, er det med dynen op for øjnene. Klovn har jeg nøjedes med en enkelt episode af. Selv auditions til X-factor kan jeg ikke klare at se, også når det går godt. Men Fuglene er ikke pinlighedskomik, det er pinlighedstragik. Det er måske endnu hårdere at læse, men i dette tilfælde kan det også så meget mere.
Mattis er en udviklingshæmmet mand, der bor sammen med sin søster Hege i en norsk bygd i midten af 1900-tallet. Alle i landsbyen kalder ham Tusten, eller tossen. Det pinligt-tragiske skyldes, at han er klog nok til at vide, at han ikke er klog nok til at gøre tingene ordentligt. Han forstår godt, at han siger noget forkert, men ikke hvorfor det er forkert. Han ved godt, han er en byrde. Han ville bare ønske, han kunne være skarp og stærk som de andre, og han ved, at det aldrig vil blive sådan. Det er hjerteskærende. Og svær læsning, når Mattis bliver sendt ud for at tjene penge, og han allerede fra starten ved, at det komme til at gå galt, for det har det gjort alle de andre gange, og der er ikke noget at gøre. Han kommer til at opføre sig pinligt uden at forstå hvordan, og han kommer til at være ubrugelig som arbejdskraft, og han ved det, og læseren ved det. Det er ikke nemt at være Mattis.
Alt dette er beskrevet med en fantastisk lydhørhed og empati. Alt er beskrevet fra Mattis' synsvinkel, så som læser forstår man på en og samme tid ham og de ting, han ikke forstår - de andre - selvom man kun får den information, han gør. Man er som læser både i Mattis' sko, fordi man ser verden fra hans synsvinkel, og ikke i Mattis' sko, fordi man forstår det, han ser, på en anden måde end han selv gør. Det er godt skrevet.
Men Mattis er mere end bare en klumpedumpe, som man sympatiserer med til det gør ondt. Mattis er samtidig symbol for forfatteren, der ser på verden omkring sig og prøver at forstå. Eller måske rettere læseren, der stirrer efter tegnene og forsøger at få dem til at give mening. Tegnene kan både være ord og natur, som i den fantastiske åbningsscene:

Mattis så efter om himlen var klar og skyfri i aften, og det var himlen. Så sagde han til Hege, sin søster, for at opmuntre hende lidt:
- Du er som et lyn, du er, sagde han til hende.
Han gøs lidt ved at tage ordet i sin mund, men på en tryg måde, siden himlen var så fin.
- Med dine strikkepinde, mener jeg, føjede han til.

Mattis ser en sammenhæng mellem ordet og dets fænomen, som om ordet lyn er et varsel om tordenvejr, ligesom læseren må gøre i forsøget på at vride mening ud af teksten. Og Mattis er modtagelig over for naturen og den poesi, den udsender, som forfatteren:

Du mit næb imod sten, tænkte han hovedkulds som han sad der - og det gav et gib i ham.
Hvad?
Men det var væk.
Billedet og ordene skød igennem ham. Og lige så hurtigt forsvandt de igen - i stedet var der en mur lige foran hans ansigt. 

Måske kan det lyde lidt fortænkt på den måde at væve poesien ind i tossens verdensopfattelse, sådan gøre en anden slags åbenhed eller en anden slags tydning af omgivelserne til forfatterens - en ret Romantisk tankegang. Men fortænkt er det nu ikke. At lade sproget åbne sig, ikke kun fordi Tarjei Vesaas er en fremragende forfatter, men også fordi det af sig selv åbner sig i brystet på Mattis, det giver altså en særlig skønhed i naturbeskrivelserne. Og en særlig samhørighed med hovedpersonen, hvilket kun gør pinlighedstragikken, når han skal præstere sammen med andre mennesker, endnu mere hjerteskærende.
Først og fremmest er Fuglene en brandgod historie, eller rettere tre, som virkeligt interesserer sig for og sympatiserer med sine personer. Fra ende til anden er den troværdig, og man føler for alvor, at man lærer at forstå Mattis - hvilket er frustrerende, når man synes, man forstår ham bedre end de mennesker, der omgiver ham, og som ikke altid kan håndtere ham. Men disse mennesker forstår man også, selvom man ikke har samme adgang til deres tanker, som man har til Mattis'. Og det hele bindes sammen med naturbeskrivelser som denne:

[Han] lod det skumre mere, hvis det kunne kaldes skumring, og ikke bare noget navnløst mildt.
I dette øjeblik kom det uventede.
På den her side af viden er der stille, havde han netop tænkt, mens han så mod de to aspetoppe og nattehimlen. Der silede noget ned mellem toppene, han bildte sig ind at han kunne se det, så klart var det. Ingen vind, kun noget som silede - og på den her side var der så stille at ikke et blad på de friske aspe skælvede.
Men så kom der en lille lyd! En mærkelig lyd med ét. Og nogle korte, baskende vingeslag kunne han samtidig skimte i luften over sig. Så nogle lave kaldelyde igen, på et hjælpeløst fuglesprog.
Det fór lige over huset.

Fuglene er stor litteratur, når den er størst: når sproget, karakteristikken, handlingen og indignationen tilsammen skaber et værk, der uundgåeligt sætter tanker og følelser igang på enhver læser.

Anmeldelse: Samlede fortællinger af Heinrich von Kleist

Titel: Samlede fortællinger
Forfatter: Heinrich von Kleist
Oversætter: Niels Brunse
Forord: Kirsten Thorup
Forlag: Gyldendal
306 sider
Oprindeligt udgivet 1805-1811, denne oversættelse 1982, denne 3. udgave 2018
Noveller

Vurdering 3/6

Hvis der er én litteraturhistorisk periode, jeg foretrækker frem for alle andre, er det modernismen - og hvis der er én litteraturhistorisk periode, modernister har tendens til at hade frem for alle andre, er det Romantikken. Kleist var Romantiker for fuld udblæsning og på mange af de værste måder. Tag f.eks. en sætning som denne:

"O Jesus!" råbte Littegarde, idet hun, i den skrækkeligste angst kastede sig ned for ham med ansigtet trykket mod gulvet: "gå ud af mit kammer, min elskede, og forlad mig! Jeg omfavner dine knæ med inderlig glød, jeg vasker dine fødder med mine tårer, jeg bønfalder dig, sammenkrummet foran dig i støvet som en orm, om en eneste forbarmelse: gå, min herre og hersker, gå ud af mit kammer, gå i dette øjeblik og forlad mig!"

Mere overspændt, overdrevet, højtideligt og ufrivilligt morsomt bliver det vist ikke. Men det er da også lidt sjovt. Og det er da også imponerende med den kreativitet, som de fuldstændigt utroværdige følelsesudladninger beskrives med (omend der eddermame er megen vasken af fødder med tårer og griben om knæene i løbet af denne bog). Det er disse to punkter, mine tanker hele tiden kørte imellem under læsningen: er det underholdende eller bare dårligt? 200 års litteraturhistorie skrevet af mænd har besluttet, at det ikke er nogen af delene, men snarere intelligent, følelsesfuldt og smukt, hvilket selvfølgelig er lodret løgn - og hvis Heinrich von Kleist havde været kvinde, kan jeg godt garantere for, at hans tekster snarere var blevet beskrevet som hysteriske og for længst var glemt.
Så er det underholdende eller dårligt? Det veksler lidt fra novelle til novelle. Det dårlige består f.eks. i hovedpersonernes kedsommelighed: de er næsten altid de reneste rene dydsmønstre, for gode til denne verden, og derfor røvkedelige. Men i en enkelt af novellerne kommer der noget sjovt ud af denne kedsommelige personkarakteristik: Michael Kohlhaas er en retfærdig mand uden lige, "Men retsfølelsen gjode ham til røver og morder", som vi får at vide allerede fra starten. Se, det er jo en spændende konflikt. Ikke nok med at de rene idealer er for gode til denne verden - de kan endda føre til det modsatte af intentionen. "Michael Kohlhaas" er da også så langt den bedste af novellerne.
Det mest interessante ved de rene og dydige idealer bliver hurtigt noget, Kleist med garanti ikke selv havde tænkt over: at de ikke er så rene endda. Kleist foregiver hele vejen igennem at være på de undertryktes side, men faktisk er alle novellerne på magthavernes side. Kleist er bare for privilegieblind, racistisk og sexistisk til at opdage det (og hvad andet kunne man forvente af en mand, hvis mellemnavn er "von"?). I "Michael Kohlhaas" foregiver Kleist at kritisere magten - vennetjenesterne, korruptionen osv., der står i vejen for retfærdigheden. Men Kleist tør ikke gå planken ud og beskriver derfor konsekvent den i novellen mest magtfulde mand, kurfyrsten, som retfærdigheden selv. Det er ikke ham, men hans rådgivere og andre nære undersåtter, der er slemme. Som læser spørger man hele tiden sig selv: hvis kurfyrsten er så god, hvorfor gør han så ikke noget? Han er landets mest magtfulde mand, hvorfor bruger han så ikke sin magt i det godes tjeneste? Fordi Kleist gerne vil kritisere de korrupte, men samtidig også gerne vil bevare det racistiske, sexistiske og 'klasseistiske' samfund, der har begunstiget ham. Han kan ikke få sig selv til at kritisere magthaverne uden også lige at nævne, at magthaverne rent faktisk var gode hele tiden alligevel. Det er gennemgående for alle fortællingerne, at hvis der er én magtfuld, ond mand, så er der en endnu mere magtfuld mand, der er god, men underligt nok ikke lige bruger sin magt til at løse konflikten, for så ville vi jo ikke have nogen fortælling.
Tydeligst bliver idealernes faktiske ondskab nok i "Forlovelsen i St. Domingo", hvor Kleist viser sine sande farver og med bulder og brag forsvarer slaveriet. Dette er vel at mærke skrevet på et tidspunkt, hvor slavehandlen allerede var blevet forbudt i flere europæiske lande. Sjovt at en mand, der skriver om de rene idealers godhed, går ind for noget så ondt - og sjovt, at han i denne novelle får vendt det rene og gode på en måde, så det faktisk er slaverne, der er utaknemmelige, når det gør oprør.
Al fokuset på renhed og godhed gør også, at Kleist overser de rigtige ofre. I "Tvekampen" skal en dames ære forsvares: hun anklages for at have ligget i med en mand uden for ægteskabet, men det har hun slet ikke. Faktisk var det hendes tjenestepige, der var gået i seng med ham - han troede bare, det var den fine dame selv. Hun er ren og god, tjenestepigen er besudlet og ond og fortjener straf. Kleist overser her fuldstændig, at den rigtige skurk ikke er tjenestepigen, der handler på sine lyster, men det samfund, der forbyder kvinder at have sex. Problemet med den slags opbyggelig og idealistisk litteratur, Kleist skriver, er, at det hurtigt bliver forældet. Der er jo ikke i sig selv noget galt med, at en 200 år gammel tekst skrevet af en adelsmand forsvarer patriarkatet - selvfølgelig gør den det - men det bliver eddermame irriterende, når den samtidig foregiver at være på det "godes" side og hele tiden er belærende og klamt dydig.
Det var så det dårlige. Men underholdende er det altså også. Man bliver optændt af samme retfærdighedsfølelse som Michael Kohlhaas, når domstolen er imod ham, selvom han åbenlyst bør have retten på sin side. Og man underholdes da af forviklingerne og forsøgene på plottwists, også selvom de altid er kedeligt forudsigelige, fordi det er kedeligt forudsigeligt, at de dydige er og forbliver dydige og ideelle.
Og så var jeg personligt ret begejstret for samlingens sidste, lille novelle, "Om marionetteatret". Det er en af de korteste af novellerne, og til forskel fra de andre forsøger den ikke rigtigt at fortælle en god historie. I stedet er det en slags lignelse om, at den rigtige kunst kommer fra de naturlige drifter, fra den nærmest mekaniske inspiration, fra det dyrisk ureflekterede. Novellen her er skrevet helt anderledes end de andre, med kortere sætninger og afsnit, og med en på én gang mere fokuseret og mere springende fortællerstemme. Selvom budskabet om den naturlige inspiration som kunstens kilde er ret Romantisk i udgangspunktet, er denne novelle helt klart den mindst kedeligt Romantiske i samlingen, idet der er en villighed til at lege og prøve noget nyt. Det blev også Kleists sidste novelle, og måske lover den, at han, hvis han havde levet lidt længere, ville have været i stand til at skrive noget, der for alvor var nyskabende og inspireret. For det er da ret sjovt at den Romantiske idé om guddommelig inspiration har en tendens til, som hos Kleist, at resultere i stærkt konstruerede og klassisk kedelige fortællinger. Men som altså også, må jeg jo i sidste ende indrømme, har en vis underholdningsværdi.