Anmeldelse: Solar af Theis Ørntoft

Titel: Solar
Forfatter: Theis Ørntoft
Forlag: Gyldendal
299 sider
2018
Roman

Vurdering: 5/6

"Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død," skrev Tom Kristensen i 1932, og hos ham har Theis Ørntoft nok fundet en del inspiration til sin nye roman, Solar. Som i Kristensens mesterværk Hærværk har vi at gøre med en mand, der egentlig har sit på det tørre og har et nogenlunde velfungerende liv, men alligevel beslutter sig for at gå i hundene. Det sker dog først ca. 100 sider inde i Solar (så undskyld for en semi-spoiler), for bogen starter med at mere eller mindre autofiktive Theis beslutter sig for at gå Hærvejen. Her beskrives naturen flere gange ved hjælp af en sammenligning med det kosmiske. Helt kort f.eks. i denne sætning:

De fire mørkeblå vogne hvirvlede støvet op idet de buldrede forbi mig, solen brændte over landskabet, og omkring mig stod de domesticerede nåletræer på rad og række, som en folkeskoleklasse der netop var blevet sat godt og grundigt på plads, og nu, men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid, stod skoleret for mennesket.

Dette "men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid" er bogens helt grundlæggende tanke. Nuet er nærmest ingenting i det store perspektiv. Derfor går Theis i hundene: han er ingenting, en uforstående del af en uddøende art, der kun er et ligegyldigt led i livets videre færd. Mennesket er ikke noget særligt, vi er kun evolutionens seneste påfund:

I det kunstige blå lys trådte de badende kroppe frem som det vi var; havdyr, kravlet op fra oceanet i tidernes morgen, og nu badende her i svømmehallen i Albertslund, tavse og skyggefulde, urtidige og senmoderne i samme uforklarlige nu.

Det er det, man kalder posthumanisme. Med Oplysningstidens modernitet fik vi humanismen - tanken om, at det enkelte menneske er noget specielt og bevaringsværdigt, hvilket udmøntede sig i f.eks. menneskerettigheder og demokrati. Men nu, hvor vi lever i en tid, hvor mennesket har travlt med at udrydde sig selv med sine klimaforandringer og alligevel vælger ikke at gøre noget - kun passivt se til, mens vi skaber vores egen død - er det klart, at man må stille spørgsmålet, om vi er så særlige endda. Som Ørntoft skrev i Digte 2014: "For mig er samfundene døde." I Solar møder vi så en mand, der som en postmoderne Ole Jastrau tilrettelægger sit liv efter samfundenes død.
Nå, men er det godt? Det er egentlig et lidt svært spørgsmål, for Solar er en meget ujævn roman; den ændrer sig konstant og prøver nye ting af, så vi både får de skønne, kosmisk uinteresserede naturbeskrivelser og et flere sider langt referat af The Neon Demon, hvilket ved første øjekast virker lidt overflødigt. Når man kigger nærmere på scenen, viser det sig, at kritikken af The Neon Demon er en kritik af Solar: Theis lader sig irritere over, at hovedpersonen er noget så klichefuldt som "en tavs og mystisk hovedperson fuld af indestængt vrede hvis forældre begge to er døde." Men ligeså klichefuld er Solars maskuline hovedperson, der jagter kvinder og alkohol og bevidst går i hundene. Det "begynder [...] at gå helt galt for filmen," da en panter uden forklaring dukker op, men samme panter dukker uden forklaring op igen senere i Solar, og Solar er generelt lige så fuld af uforklarede symboler som The Neon Demon, f.eks. i form af nogle windsurfere, som Theis forsøger at få til at passe ind i et system, der skal vise meningen med livet, hvilket ikke lykkes.
Så egentlig er det meget nemt at kritisere Solar med de samme ord, som den kritiserer The Neon Demon (hvilket selvfølgelig er meningen), men heldigvis for mig, synes jeg at The Neon Demon er en pissegod film, og de gode ting ved filmen gør sig også gældende i Solar: uforudsigeligheden og originaliteten er fedt, men først og fremmest er det æstetiske på plads. Sætningerne er ganske enkelt gode. Selvom Solar i sit forsøg på konstant at gentænke sig selv fra tid til anden kommer ind på nogle sidespor, er netop disse sidespor med til at gøre bogen god; det ujævne er også velskrevet, og netop det ujævne gør bogen original og derfor underholdende.
Helt så god en gå-i-hundene-historie som Hærværk bliver det ikke, og Ørntofts økoangst i Digte 2014 er heller ikke helt så gode som Tom Kristensens smadreangste digte, men det er også en lidt for høj standard at holde noget kunstværk oppe imod. Solar er underholdende, konstant overraskende og velskrevet, og meget mere kan man vist ikke bede om.

Solar var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.