Anmeldelse: Samlede fortællinger af Heinrich von Kleist

Titel: Samlede fortællinger
Forfatter: Heinrich von Kleist
Oversætter: Niels Brunse
Forord: Kirsten Thorup
Forlag: Gyldendal
306 sider
Oprindeligt udgivet 1805-1811, denne oversættelse 1982, denne 3. udgave 2018
Noveller

Vurdering 3/6

Hvis der er én litteraturhistorisk periode, jeg foretrækker frem for alle andre, er det modernismen - og hvis der er én litteraturhistorisk periode, modernister har tendens til at hade frem for alle andre, er det Romantikken. Kleist var Romantiker for fuld udblæsning og på mange af de værste måder. Tag f.eks. en sætning som denne:

"O Jesus!" råbte Littegarde, idet hun, i den skrækkeligste angst kastede sig ned for ham med ansigtet trykket mod gulvet: "gå ud af mit kammer, min elskede, og forlad mig! Jeg omfavner dine knæ med inderlig glød, jeg vasker dine fødder med mine tårer, jeg bønfalder dig, sammenkrummet foran dig i støvet som en orm, om en eneste forbarmelse: gå, min herre og hersker, gå ud af mit kammer, gå i dette øjeblik og forlad mig!"

Mere overspændt, overdrevet, højtideligt og ufrivilligt morsomt bliver det vist ikke. Men det er da også lidt sjovt. Og det er da også imponerende med den kreativitet, som de fuldstændigt utroværdige følelsesudladninger beskrives med (omend der eddermame er megen vasken af fødder med tårer og griben om knæene i løbet af denne bog). Det er disse to punkter, mine tanker hele tiden kørte imellem under læsningen: er det underholdende eller bare dårligt? 200 års litteraturhistorie skrevet af mænd har besluttet, at det ikke er nogen af delene, men snarere intelligent, følelsesfuldt og smukt, hvilket selvfølgelig er lodret løgn - og hvis Heinrich von Kleist havde været kvinde, kan jeg godt garantere for, at hans tekster snarere var blevet beskrevet som hysteriske og for længst var glemt.
Så er det underholdende eller dårligt? Det veksler lidt fra novelle til novelle. Det dårlige består f.eks. i hovedpersonernes kedsommelighed: de er næsten altid de reneste rene dydsmønstre, for gode til denne verden, og derfor røvkedelige. Men i en enkelt af novellerne kommer der noget sjovt ud af denne kedsommelige personkarakteristik: Michael Kohlhaas er en retfærdig mand uden lige, "Men retsfølelsen gjode ham til røver og morder", som vi får at vide allerede fra starten. Se, det er jo en spændende konflikt. Ikke nok med at de rene idealer er for gode til denne verden - de kan endda føre til det modsatte af intentionen. "Michael Kohlhaas" er da også så langt den bedste af novellerne.
Det mest interessante ved de rene og dydige idealer bliver hurtigt noget, Kleist med garanti ikke selv havde tænkt over: at de ikke er så rene endda. Kleist foregiver hele vejen igennem at være på de undertryktes side, men faktisk er alle novellerne på magthavernes side. Kleist er bare for privilegieblind, racistisk og sexistisk til at opdage det (og hvad andet kunne man forvente af en mand, hvis mellemnavn er "von"?). I "Michael Kohlhaas" foregiver Kleist at kritisere magten - vennetjenesterne, korruptionen osv., der står i vejen for retfærdigheden. Men Kleist tør ikke gå planken ud og beskriver derfor konsekvent den i novellen mest magtfulde mand, kurfyrsten, som retfærdigheden selv. Det er ikke ham, men hans rådgivere og andre nære undersåtter, der er slemme. Som læser spørger man hele tiden sig selv: hvis kurfyrsten er så god, hvorfor gør han så ikke noget? Han er landets mest magtfulde mand, hvorfor bruger han så ikke sin magt i det godes tjeneste? Fordi Kleist gerne vil kritisere de korrupte, men samtidig også gerne vil bevare det racistiske, sexistiske og 'klasseistiske' samfund, der har begunstiget ham. Han kan ikke få sig selv til at kritisere magthaverne uden også lige at nævne, at magthaverne rent faktisk var gode hele tiden alligevel. Det er gennemgående for alle fortællingerne, at hvis der er én magtfuld, ond mand, så er der en endnu mere magtfuld mand, der er god, men underligt nok ikke lige bruger sin magt til at løse konflikten, for så ville vi jo ikke have nogen fortælling.
Tydeligst bliver idealernes faktiske ondskab nok i "Forlovelsen i St. Domingo", hvor Kleist viser sine sande farver og med bulder og brag forsvarer slaveriet. Dette er vel at mærke skrevet på et tidspunkt, hvor slavehandlen allerede var blevet forbudt i flere europæiske lande. Sjovt at en mand, der skriver om de rene idealers godhed, går ind for noget så ondt - og sjovt, at han i denne novelle får vendt det rene og gode på en måde, så det faktisk er slaverne, der er utaknemmelige, når det gør oprør.
Al fokuset på renhed og godhed gør også, at Kleist overser de rigtige ofre. I "Tvekampen" skal en dames ære forsvares: hun anklages for at have ligget i med en mand uden for ægteskabet, men det har hun slet ikke. Faktisk var det hendes tjenestepige, der var gået i seng med ham - han troede bare, det var den fine dame selv. Hun er ren og god, tjenestepigen er besudlet og ond og fortjener straf. Kleist overser her fuldstændig, at den rigtige skurk ikke er tjenestepigen, der handler på sine lyster, men det samfund, der forbyder kvinder at have sex. Problemet med den slags opbyggelig og idealistisk litteratur, Kleist skriver, er, at det hurtigt bliver forældet. Der er jo ikke i sig selv noget galt med, at en 200 år gammel tekst skrevet af en adelsmand forsvarer patriarkatet - selvfølgelig gør den det - men det bliver eddermame irriterende, når den samtidig foregiver at være på det "godes" side og hele tiden er belærende og klamt dydig.
Det var så det dårlige. Men underholdende er det altså også. Man bliver optændt af samme retfærdighedsfølelse som Michael Kohlhaas, når domstolen er imod ham, selvom han åbenlyst bør have retten på sin side. Og man underholdes da af forviklingerne og forsøgene på plottwists, også selvom de altid er kedeligt forudsigelige, fordi det er kedeligt forudsigeligt, at de dydige er og forbliver dydige og ideelle.
Og så var jeg personligt ret begejstret for samlingens sidste, lille novelle, "Om marionetteatret". Det er en af de korteste af novellerne, og til forskel fra de andre forsøger den ikke rigtigt at fortælle en god historie. I stedet er det en slags lignelse om, at den rigtige kunst kommer fra de naturlige drifter, fra den nærmest mekaniske inspiration, fra det dyrisk ureflekterede. Novellen her er skrevet helt anderledes end de andre, med kortere sætninger og afsnit, og med en på én gang mere fokuseret og mere springende fortællerstemme. Selvom budskabet om den naturlige inspiration som kunstens kilde er ret Romantisk i udgangspunktet, er denne novelle helt klart den mindst kedeligt Romantiske i samlingen, idet der er en villighed til at lege og prøve noget nyt. Det blev også Kleists sidste novelle, og måske lover den, at han, hvis han havde levet lidt længere, ville have været i stand til at skrive noget, der for alvor var nyskabende og inspireret. For det er da ret sjovt at den Romantiske idé om guddommelig inspiration har en tendens til, som hos Kleist, at resultere i stærkt konstruerede og klassisk kedelige fortællinger. Men som altså også, må jeg jo i sidste ende indrømme, har en vis underholdningsværdi.