Anmeldelse: Det bliver ikke væk af Jørgen Leth

Titel: Det bliver ikke væk
Forfatter: Jørgen Leth
Gyldendal
57 sider
2019
Poesi

Vurdering: 4/6

I Jørgen Leths seneste, men forhåbentlig ikke sidste, digtsamling, Det bliver ikke væk, er der måske fem virkelig fremragende digte, nobelprisværdige, af international klasse, og så en hel del gode og halvgode digte, som det også er en fornøjelse at læse. To af de fremragende står henholdsvis som samlingens første og sidste digt, adskilt fra de to dele: Første del er velkendt centrallyrik, ofte handler det om at blive gammel, at skrive og om de litterære og musikalske helte. Anden del er mere eksperimenterende, først med drømmereferater, siden readymades og digte, der foregiver at være / er urettede, fulde af tastefejl, så man bl.a. får denne fantastiske linje: "Deer enfest forordene".

Blandingen af de meget konkret beskrivende og fortællende digte og så de mere avantgardistiske eksperimenter tror jeg måske er gennemgående for Leths forfatterskab — i hvert fald gør samme blanding sig gældende i klassikeren Sportsdigte. I Det bliver ikke væk kan et af de allermest konkrete digte, "Det kan jeg få et tableau ud af", starte sådan her:

Centrifugalkraften. Jeg bruger den når jeg skal op af/ stolen. En koncentreret øvelse. Så står jeg der. Men trods/ alt på plads./ Jeg løfter min røv og svinger den rundt. Lidt svimmel./ Men jeg står./ Så kigger jeg rundt.

Gammelmandskroppens genvordigheder kan Leth få mange gode linjer ud af, især når han beskriver det at gå og angsten for at falde, og så, dramatisk, faldet, da jeget læner sig mod vinden og pludselig forstår "Hvad jeg taler om så tit/ Skære sig gennem vind/ Med en stor kniv og en del vilje/ Luften er konkret og meget brutal/ Jeg udfordrer den og går imod den".

Mens sådan et digt er godt på grund af ordene på linjen, fordi de helt enkle ord er i stand til præcist at beskrive en hændelse, dirrer det indledende digt lige netop på grund af det ord, der ikke står. Digtet hedder "Der er langt til det øjeblik", og de første linjer lyder:

Det er vel naturligt at tingene får en ny lugt/ at mursten begynder at falde ud af muren/ og at jeg ikke kan tænke en tanke færdig

Hvad er det så for et øjeblik, titlen taler om? Efter de tre første linjer kan man tro, det er døden, som ligger som et fjernt, men nærværende, tidspunkt. Og den tro får man lov til at blive i i løbet af de næste mange linjer om søvnløshed, lige indtil digtets slutning:

Der er langt til det øjeblik/ hvor jeg sidder ved bordet/ og ser kaffen dampe i min kop/ jeg venter på det øjeblik

Den relative følelse af tid gør morgenen kun få timer væk til et fjernt tidspunkt, mens døden måske kun rykker nærmere ved ikke at blive nævnt.

Et gennemgående tema i samlingen er også det, som udtrykkes i begyndelsen af "Der er langt til det øjeblik", nemlig den sløvede tankevirksomhed og hukommelse, som måske hænger sammen med alderen, måske søvnløsheden, eller måske bare er et almenmenneskeligt vilkår, som særligt en digter, der forsøger at huske de linjer, der opstår i løbet af dagen, må slås med. I et af drømmedigtene, "Alting nyt", drømmer jeget om at igen og igen glemme alt og vågner så med disse hjerteskærende linjer:

min søn, min/ søn/ det værste er at/ vågne op/ op pludselig være/ helt klar i/ hovedet 

Og så er det også temaet i samlingens afsluttende og bedste digt, som også er titeldigt. Det kan jeg ikke lade være med at citere i fuld længde her — og så varmt anbefale at anskaffe sig samlingen, så man kan læse både de halvgode, gode og omkring fire andre forrygende digte:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver/ ikke væk Jeg skriver det ned så er det der/ Så står det der Det behøver ikke være en blank side/ Det forsvinder hele tiden/ Det skal bare puttes på plads/ Det må ikke blive væk/ Og det er vigtigt at huske/ Tankerne er gode men de forsvinder/ De skal indfanges under glas, ligesom insekter/ Pilles fra hinanden ligesom insekter 

Sikke et digt! Og som et PS: Leths prunkløse sprog benytter sig kun meget sjældent af retoriske figurer som sammenligningen. Ud over den afsluttende i digtet ovenfor, er (en af?) samlingens eneste denne helt eminente én af slagsen, som lige netop ikke, selv når de er kaotiske og regelbrydende, beskriver Leths stilfuldt kontrollerede digte: "Sproget myldrer som maddiker i et glemt brød."

Det hvorom der ikke kan siges noget fornuftigt (Luk røven)!

Signe Gjessings nye bog, Tractatus Philosophico-Poeticus, tager Ludwig Wittgensteins berømte sætning om, at "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie", og vender den på hovedet — efter sigende meget vellykket. Mon ikke den bog bør være en lejlighed til at se nærmere på, hvad der findes af Wittgenstein i dansk poesi? Ud over et uddrag af Wittgensteins dagbog i Anders Abildgaards Din fjendes fest, faldt jeg nemlig lige over dette stykke i Ursula Andkjær Olsens Ægteskabet mellem vejen og udvejen:

(Det der ikke kan siges noget om, klap gællerne i omkring det)! (Venligst).// *// Dette er ikke en teori. Det er en tautologi. En meget stor tautologi.// *// Det hvorom der ikke kan siges noget andet. Sig noget andet! (Eller lad være med at sige noget).// Det hvorom der ikke kan siges noget fornuftigt. Sig noget fornuftigt! (Eller lad være med at sige noget). (Luk røven)!// Det hvorom der ikke kan være to meninger! (Sig det)! (Kan der ikke)? (Det er det der er problemet)?

Anmeldelse: Illuminationer af Arthur Rimbaud

Titel: Illuminationer
Forfatter: Arthur Rimbaud
Oversætter: Erik Knudsen
Gyldendal
65 sider
Først udgivet 1886 (sandsynligvis skrevet 1873-75), denne oversættelse 2007, dette 3. oplag 2017
Poesi

Vurdering: 4/6

For tiden er jeg ved at skrive speciale og læste i den anledning for nylig nogle kapitler fra Marianne Ølholms Uforståelighed som æstetisk strategi. Fordi jeg er fuldstændigt besat af at læse anmeldelser, undersøgte jeg straks, hvad der var skrevet om bogen, og faldt derfor over Lars Bukdahls anmeldelse i Standart, nr. 2, 2010, hvor han kommer med denne kritik af Ølhoms bog, som også kan læses som en kritik af store dele af academia som sådan:

Mit store problem med Ølholms bog er i al sin enkelhed, at der ikke er noget af den uforståelige poesi, hun læser, som hun ikke forstår! Ikke en eneste gang stopper hun op og udbryder: Her støder jeg uhjælpeligt på en ægte blindgyde! Dette fatter jeg ikke en hujende fis af, overhovedet! Hun har hele tiden fuldstændig styr på — kortlægning af og intentionen bag — uforståeligheden.

Jeg blev mindet om ovenstående citat, da jeg både midtvejs i og efter læsningen af Illuminationer tyrede igennem en god del anmeldelser og litteraturhistoriske fremstillinger af bogen. Ikke én eneste af de mange kloge hoveder beskrev nemlig bogen som det, den først og fremmest er: uden for enhver forståelses rækkevidde. Hvordan undgår man i så høj grad at arbejde med den tekst, man ellers har fået til opgave at beskrive, at man ikke engang kommer så langt som til at sige, at den ikke er til at fatte? I de fleste tilfælde ved først at give den som Rimbaud-biografist (og det forstår jeg godt trangen til, han levede godt nok et specielt liv) og dernæst ved at spore Rimbauds unægteligt massive litteraturhistoriske indflydelse. Så disse nyttige og brugbare tilgange vil jeg tillade mig at mere eller mindre springe over og i stedet for gøre som Lars Bukdahl anbefaler og ytre denne sætning: Jeg fatter ikke en hujende fis, overhovedet! Og så vil jeg tilføje: Og jeg kan (ofte) lide det!

Teksterne i Illuminationer kaldes for det meste digte, men er med to undtagelser prosa. De fleste af dem er tydeligvis prosadigte, men enkelte kunne lige så vel kaldes kortprosa. Det gælder særligt de tekster, der virker som pasticher på allegoriformen. Det gælder f.eks. "Eventyr", der fortæller om en fyrste, der "ærgrede sig over at han aldrig havde villet andet end fuldkommengørelsen af banale velgerninger" og derfor begynder at slå sine undersåtter ihjel. De elsker ham dog stadig. Til sidst møder han en Ånd, og de dræber hinanden, men "Fyrsten var Ånden. Ånden var Fyrsten." Og så kommer moralen: "Der er ingen lærd musik for vores begær." Hvad?

Den tekst er ikke uforståelig på sætningsplan, men som form: Den iklæder sig allegoriens klæder og lader derfor, som om dens formål er at letforståeligt illustrere et stykke livsvisdom, men det, den siger, giver ikke mening. Sådan er der en del tekster i Illuminationer, der fungerer, med en underlig fortælling og en afsluttende ikke-meningsgivende morale (f.eks. "Kun jeg har nøglen til dette vilde gøglerspil" eller "Nu kommer tiden for Assassinerne"). I Rimbauds samtid var det ekstremt originalt fundet på — det er jo postmodernisme, 100 år forud for sin tid! — men det gør det ikke til god læsning. Anti-allegorierne er pisseirriterende og dårlige tekster.

Meget bedre er de regulære prosadigte. Mange af dem befinder sig et underligt sted mellem symbolisme og surrealisme, hvilket fører til nogle vilde billeder: "Den høje mose damper i ét væk. Hvilken heks vil rejse sig mod den hvide solnedgang? Hvilke violette løvspring er ved at falme?" Andre sætninger ved jeg ikke lige, hvad jeg skal kalde, men fede er de: "Da jeg var barn skærpede visse himle min synsevne: alle særpræg afspejledes i mit ansigt. Fænomenerne satte sig i bevægelse." Eller hvad med denne sætningsbid, som lyder, som om den kunne være skrevet af Majse Aymo-Boot så sent som i går: "Jeg er en flygtig og ikke alt for misfornøjet borger i en hovedstad som regnes for moderne, fordi man har snoet sig uden om alle kendte smagsretninger i husenes ydre og indre inventar og i selve byplanen."

Det lyder jo også som en Rimbaudsk poetik — at sno sig uden om alle kendte smagsretninger, både i sætningens indre og ydre. Og netop på grund af denne snoen sig, virker en del af teksterne i Illuminationer den dag i dag brandoriginale. Om de også er gode, synes jeg altså er vekslende, men nogle af dem er det i allerhøjeste grad og på vidt forskellige måder. Så jeg vil slutte af med at citere fra to fremragende tekster, som er vidt forskellige: Den ene er god, fordi den er er uforståelig og skøn, den anden fordi den er uforståelig og vild:

Jeg har kysset en sommers morgenrøde.// Intet rørte sig endnu på palæernes facade. Vandet var dødt. Skyggernes omrids forlod ikke skovvejen. Hvor jeg gik vækkede jeg de livlige og milde vindstød; ædelsten stirrede, vinger løftede sig uden en lyd.// Det første optrin på stien, der allerede prangede med kølige og blege farver, var en blomst der sagde mig sit navn.

Og:

Jeg er en opfinder, meget mere fortjenstfuld end alle mine forgængere; en musiker simpelthen, som har fundet noget i retning af kærlighedens nøgle. P.t. adelsmand på en mager jord under en klar himmel prøver jeg at ruske mig op ved at mindes min barndoms tiggeri, tiden som lærling, hvor jeg gjorde min entré i træsko, skænderier, fem eller seks styks enker og et par bryllupsfester, hvor jeg egenrådigt holdt mig fra at nå op på kammeraternes niveau. Jeg fortyder ikke mit gamle kvantum guddommelig munterhed; den tynde luft på denne sure jord stimulerer min gruelige skepticisme. Men eftersom denne skepticisme ikke kan bruges til noget, og da jeg for resten er viet til en ny ærgrelse — venter jeg på at blive en rigtig ondskabsfuld nar.

Jeg fatter ikke en hujende fis. Er det ikke fedt?