Signe Gjessings nye bog, Tractatus Philosophico-Poeticus, tager Ludwig Wittgensteins
berømte sætning om, at "Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie", og vender den på hovedet — efter sigende meget
vellykket. Mon ikke den bog bør være en lejlighed til at se nærmere på,
hvad der findes af Wittgenstein i dansk poesi? Ud over et uddrag af
Wittgensteins dagbog i Anders Abildgaards Din fjendes fest, faldt jeg nemlig lige over dette stykke i Ursula
Andkjær Olsens Ægteskabet mellem vejen og
udvejen:
(Det der ikke kan siges noget om, klap gællerne i omkring det)! (Venligst).// *// Dette er ikke en teori. Det er en tautologi. En meget stor tautologi.// *// Det hvorom der ikke kan siges noget andet. Sig noget andet! (Eller lad være med at sige noget).// Det hvorom der ikke kan siges noget fornuftigt. Sig noget fornuftigt! (Eller lad være med at sige noget). (Luk røven)!// Det hvorom der ikke kan være to meninger! (Sig det)! (Kan der ikke)? (Det er det der er problemet)?
